Lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og forskellige an...
Gældende
LOV nr 1728 af 27/12/2018
Skatteministeriet
Ændringer:
13
Lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer (Afgiftssaneringspakke m.v.)
I affalds- og råstofafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 21. april 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »eller slutafdækning«: », og lettere forurenet jord, der anvendes til afdækning af asbestaffald og slutafdækning«.
I lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf. lovbekendtgørelse nr. 244 af 10. marts 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften før § 3 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
2. I § 3, stk. 1 og 2, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
I lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 17. januar 2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 3 a, stk. 5, 1. pkt., og § 14, stk. 7, ændres »registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
2. I § 3 a indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
3. I § 3 d, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »anmelde sig«: »som registreret varemodtager«.
4. I § 3 d, stk. 3, 1. pkt., og § 15 indsættes efter »nævnte«: »registrerede«.
14. I § 12 ændres »registreringen af virksomheden« til: »virksomhedens registrering som oplagshaver«.
15. Efter § 12 indsættes:
»§ 13. Virksomheder, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 1, og som her til landet ved fjernsalg sælger afgiftspligtige eller dækningsafgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. For disse virksomheder opgøres den afgiftspligtige mængde som den mængde varer, virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg.«
16. I § 17, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 8, stk. 1 og stk. 3,« til: »§ 8, stk. 1 og 3, § 13, 1. pkt.,«.
I chokoladeafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 3. juli 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1686 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, nr. 9, ophæves.
Nr. 10 og 11 bliver herefter nr. 9 og 10.
2. I § 1, stk. 1, nr. 11, der bliver nr. 10, ændres »under 1-9« til: »under 1-8«.
3. § 1, stk. 1, affattes således:
»Af følgende varer svares afgift til statskassen:
Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.
Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign.
Marcipan- og nougatmasser og varer heraf.
Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve og i øvrigt sukkervarer af enhver art.
Tyggegummi.
Kandiseret frugt og frugtskal og andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter.
Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.
Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang.
Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-7.«
4. I overskriften før § 3 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
5. I § 3, stk. 1, § 6, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, og § 7, stk. 1 og 3, indsættes efter »registreret«: »som oplagshaver«.
6. I § 3, stk. 2 og 4 og stk. 5, 1. pkt., § 4, stk. 1, og § 26, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
7. I § 3, stk. 6, indsættes efter »registreres«: »som oplagshaver«.
8. I § 3, stk. 7, og § 4, stk. 2, ændres »de registrerede virksomheder« til: »de registrerede oplagshavere«.
I emballageafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1236 af 4. oktober 2016, som ændret ved § 3 i lov nr. 1431 af 5. december 2018 og § 1 i lov nr. 1434 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven indsættes efter »omfattet af § 1,«: »stk. 1,«.
2. I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Emballager, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem, jf. bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer, er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder ikke for emballager, der har fået dispensation fra at være omfattet af pant- og retursystemet.«
3. § 2, stk. 7 og 8, ophæves.
4. I overskriften før § 3 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
5. I § 3, stk. 1-3, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
6. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Den, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet med henblik på salg, kan anmelde sin virksomhed til registrering som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
7. I § 3, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »Registrering«: »som oplagshaver«.
8. I § 3, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »de registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
9. I § 3 a, § 4, stk. 1, § 9, stk. 3, 1. pkt., § 10, 1. pkt., og § 15, stk. 4, ændres »Registrerede virksomheder« til: »Oplagshavere«.
10. I § 3 a, § 9, stk. 2, 1. pkt., og § 15, stk. 7, ændres »registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
11. To steder i § 3 b, stk. 1, og i stk. 2, og § 5, stk. 1, nr. 1, ændres »registreret virksomhed« til: »oplagshaver«.
12. I § 3 b, stk. 2, indsættes efter »registreres«: »som oplagshaver«.
14. I § 6, stk. 4, indsættes efter »varemodtagere kan«: »uden bevilling«.
15. I § 6 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1290 af 5. november 2016, som ændret ved § 4 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften før § 3 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
2. I § 3, stk. 1 og 2, og § 27, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
10. I § 9, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »kan«: »uden bevilling«.
11. I § 9 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om forskellige forbrugsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 22. februar 2018, som ændret ved § 5 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften til afsnit II udgår »samt elektriske sikringer«.
2. § 3, stk. 4, ophæves.
3. I overskriften til afsnit VII udgår », kaffeerstatninger«.
4. § 11 a ophæves.
5. § 12, stk. 2, ophæves.
6. § 13 affattes således:
»§ 13. Der skal af kardusskrå og snus til nasalt brug, som er lovligt at markedsføre efter lov om tobaksvarer m.v., betales en afgift på 73 kr. og 85 øre pr. kg.
Stk. 2. Der skal af anden røgfri tobak, som er lovligt at markedsføre efter lov om tobaksvarer m.v., betales en afgift på 268 kr. og 44 øre pr. kg.«
7. I § 14 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »registreres«: »som oplagshaver«.
8. I § 14 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »de registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
9. I § 14 a, stk. 3 og 4, og § 15, stk. 1, 1. pkt., ændres »Registrerede virksomheder« til: »Oplagshavere«.
10. I § 14 a, stk. 4, § 15, stk. 3, § 17, stk. 4, og § 24, stk. 1, 1. pkt., ændres »registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
11. I § 14 a, stk. 6, nr. 1, ændres »anden registreret virksomhed« til: »anden oplagshaver«.
12. I § 14 a indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Virksomheder, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 1, og som her til landet sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.«
17. I § 24, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »varemodtagere kan«: »uden bevilling«.
18. I § 24 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om afgift af konsum-is, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 22. februar 2018, som ændret ved § 6 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter stk. 1 medregnes varens fulde rumfang, herunder tilsatte ingredienser uanset disses placering inden i eller uden på ismassen.«
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.
2. I § 1, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »registreret virksomhed« til: »oplagshaver«.
3. I § 1, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres »fritaget efter stk. 6« til: »fritaget efter stk. 7«, og i 2. pkt. ændres »jf. dog stk. 4« til: »jf. dog stk. 5«.
4. I § 1, stk. 4, der bliver stk. 5, og § 5 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »erhvervsdrivende varemodtagere« til: »registrerede varemodtagere«.
5. § 1, stk. 5, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. I andre tilfælde svares den i stk. 1 og 2 nævnte afgift i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne tilføres en virksomhed, der er registreret efter § 3. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, lade sig registrere som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen. Registreringen er gældende for 5 år.«
6. I § 3, stk. 1, 1., 3. og 4. pkt., indsættes efter »registreres«: »som oplagshaver«.
7. I § 3, stk. 1, 2. pkt., § 5 a, stk. 1, 1. pkt., og § 10, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 1, stk. 5« til: »§ 1, stk. 6«.
8. I § 3, stk. 2, indsættes efter »Registreringen«: »som oplagshaver«.
9. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Virksomheder, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 1, og som her til landet sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.«
10. I § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, 1. pkt., ændres »Registrerede virksomheder« til: »Oplagshavere«.
I lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 3. september 2015, som ændret ved § 3 i lov nr. 1564 af 21. december 2010, § 7 i lov nr. 1893 af 29. december 2015, § 4 i lov nr. 1558 af 13. december 2016 og § 4 i lov nr. 474 af 17. maj 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 7 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:
»Stk. 10. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 1357 af 18. november 2016, som ændret ved § 7 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften før § 2 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
2. I § 2, stk. 1 og 2, og § 34, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
3. I § 2, stk. 3, og § 12, stk. 4, ændres »de registrerede virksomheder« til: »oplagshavere«.
7. I § 6, stk. 1, nr. 1, ændres »registreret virksomhed« til: »oplagshaver«.
8. I § 8 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om afgift af kvælstofoxider, jf. lovbekendtgørelse nr. 1144 af 13. oktober 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1385 af 28. december 2011 og § 5 i lov nr. 104 af 13. februar 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lystfartøjsforsikringsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 8. februar 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 1, 2. pkt., ophæves.
2. I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Ved et lystfartøj forstås ethvert fartøj, medmindre det udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål. Ved erhvervsmæssige formål forstås personbefordring og godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag eller til offentlige formål.«
I lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1118 af 26. september 2014, som ændret bl.a. ved § 18 i lov nr. 1532 af 27. december 2014 og senest ved § 4 i lov nr. 104 af 13. februar 2018, foretages følgende ændring:
1. I § 12 indsættes som stk. 13:
»Stk. 13. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I opkrævningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1224 af 29. september 2016, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1434 af 5. december 2018, foretages følgende ændring:
I lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 432 af 2. maj 2017, som ændret ved § 11 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften før § 2 ændres »virksomheder« til: »oplagshavere«.
2. I § 2, stk. 1 og 2, og § 31, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
I lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1482 af 6. december 2017, foretages følgende ændring:
1. § 6, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Afgiftspligtige virksomheder efter stk. 1, som har forretningssted i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant.«
I lov om afgifter af spil, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 7. april 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 686 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 5 udgår »beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.«, og som 2. og 3. pkt. indsættes:
»For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.«
2. I § 14 udgår »og 2« og »beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.«, og som 2. og 3. pkt. indsættes:
»For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.«
3. I § 15 udgår »beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.«, og som 2. og 3. pkt. indsættes:
»For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.«
4. § 21, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»For spil nævnt i §§ 6, 7 og 10-12 er afgiftsperioden kalendermåneden, og for spil nævnt i § 14 er afgiftsperioden kvartalet.«
5. I § 21, stk. 2, indsættes efter »med kalendermåneden«: »eller kvartalet«.
I lov om afgift af svovl, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 18. marts 2015, som ændret ved § 8 i lov nr. 1893 af 29. december 2015, § 9 i lov nr. 1558 af 13. december 2016 og § 7 i lov nr. 474 af 17. maj 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 9 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:
»Stk. 8. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I tinglysningsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007, som ændret bl.a. ved § 10 i lov nr. 577 af 6. juni 2007, lov nr. 295 af 11. april 2011, § 2 i lov nr. 519 af 28. maj 2013, § 13 i lov nr. 550 af 30. maj 2017 og § 4 i lov nr. 688 af 8. juni 2017 og senest ved § 4 i lov nr. 359 af 29. april 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »fast ejendom«: »eller andel i en andelsboligforening«, og »§ 5, stk. 2, eller« udgår.
2. § 5, stk. 1, 9. pkt., og stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 2-7.
3. § 5, stk. 4, der bliver stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. For tinglysning af ændringer, hvorved der inddrages anden eller yderligere løsøre m.v. under pantet, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter stk. 1, jf. dog stk. 3.«
4. I § 5, stk. 5, 5. pkt., der bliver stk. 3, 5. pkt., og stk. 7, 3. pkt., der bliver stk. 5, 3. pkt., ændres »30 dage« til: »60 dage«.
5. I § 5, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 2«.
6. § 5, stk. 8, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for, at betingelserne i denne paragraf er opfyldt, og om dokumentation for størrelsen af den nedbragte panthæftelse efter stk. 4, 1. pkt.«
7. § 5 a, stk. 1, affattes således:
»For tinglysning af pant i fast ejendom eller i en andel i en andelsboligforening udgør afgiften 1.640 kr. og 1,45 pct. af det pantsikrede beløb. Dog er tinglysning af pant bortset fra pant ifølge skadesløsbrev fritaget for afgiften på 1,45 pct. af den del af det pantsikrede beløb, som ikke overstiger den tinglyste hovedstol på et eksisterende tinglyst pant i samme ejendom eller samme andel i en andelsboligforening, jf. dog stk. 5. Fritagelsen i 2. pkt. gælder dog ikke, hvis det hidtidige pant er tinglyst ved et skadesløsbrev. § 5, stk. 1, 2.-8. pkt., finder tilsvarende anvendelse, dog ikke for tinglysning af pant for indekslån, der ydes efter realkreditloven.«
8. § 5 a, stk. 1, affattes således:
»For tinglysning af pant i fast ejendom eller i en andel i en andelsboligforening udgør afgiften 1.640 kr. og 1,25 pct. af det pantsikrede beløb. Dog er tinglysning af pant bortset fra pant ifølge skadesløsbrev fritaget for afgiften på 1,25 pct. af den del af det pantsikrede beløb, som ikke overstiger den tinglyste hovedstol på et eksisterende tinglyst pant i samme ejendom eller samme andel i en andelsboligforening, jf. dog stk. 5. Fritagelsen i 2. pkt. gælder dog ikke, hvis det hidtidige pant er tinglyst ved et skadesløsbrev. § 5, stk. 1, 2.-8. pkt., finder tilsvarende anvendelse, dog ikke for tinglysning af pant for indekslån, der ydes efter realkreditloven.«
I tobaksafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 10 a, stk. 7, 2. pkt., ændres »det dokumenteres« til: »det kan dokumenteres«.
2. I § 10 a, stk. 7, 3. pkt., udgår »jf. dog 2. pkt.,«.
3. Efter § 30 indsættes før overskriften før § 31:
»§ 30 a. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 7. november 2018, som ændret ved § 13 i lov nr. 1431 af 5. december 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 2, udgår », herunder godkendt traktor«.
2. I § 1, stk. 2, indsættes efter »godkendte blokvogne«: », benzindrevne traktorer og påhængsvogne hertil, godkendte traktorer og påhængsvogne hertil«.
3. § 5 affattes således:
»§ 5. Af registreringspligtige, ikkebenzindrevne traktorer og registreringspligtige påhængsvogne hertil betales afgift efter satserne i § 4, afgiftsklasse II A og B (vare- og lastvogne).«
I øl- og vinafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 289 af 23. marts 2017, som ændret ved § 6 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 og § 6 i lov nr. 104 af 13. februar 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, ændres »på 0,5 pct. vol. eller derover« til: »på over 0,5 pct. vol.«
2. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Afgiftslettelsen afhænger af bryggeriets fremstilling af øl i det foregående kalenderår, jf. dog stk. 3. For bryggerier, der højst fremstiller 3.700 hl, reduceres afgiften med 50 pct. For bryggerier, der fremstiller over 3.700 hl, men højst 20.000 hl, reduceres afgiften med den procentsats, der fremkommer ved at dividere 168.607 med den fremstillede hektolitermængde øl og herefter tillægge 4,43. For bryggerier med en fremstilling på over 20.000 hl reduceres afgiften med den procentsats, der fremkommer ved at trække den fremstillede hektolitermængde øl divideret med 14.003 fra 14,29. Den beregnede procentsats afrundes til to decimaler efter de almindelige afrundingsregler. Der kan ikke opnås moderation for mere end 200.000 hl i det aktuelle kalenderår. For bryggerier, der har fremstillet over 200.000 hl øl i det foregående kalenderår, udgør afgiftslettelsen 0 pct.«
3. I § 6 a, stk. 7, 2. pkt., ændres »det dokumenteres« til: »det kan dokumenteres«.
4. I § 6 a, stk. 7, 3. pkt., udgår »jf. dog 2. pkt.,«.
5. I § 11 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
I lov nr. 1686 af 26. december 2017 om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, kildeskatteloven, lov om afgift af konsum-is, spiritusafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven (Annullering af indeksering af en række punktafgifter, nedsættelse og efterfølgende afskaffelse af råstofafgiften, afskaffelse af afgiften på te og tillægsafgiften på alkoholsodavand og ændringer af forskerskatteordningen) foretages følgende ændring:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2019, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 4, nr. 2, § 5, nr. 26, § 6, nr. 15, § 7, nr. 11 og 16, § 8, nr. 18, § 10, § 11, nr. 8, §§ 12, 14 og 19, § 21, nr. 3, og § 24, nr. 5.
Stk. 3. § 5, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 4. § 20, nr. 8, træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 5. § 18, nr. 1-3 og 6, og § 24, nr. 1 og 2, har virkning fra og med den 1. januar 2019.
Stk. 6. § 1, § 2, nr. 10, § 3, nr. 12, § 4, nr. 12, § 5, nr. 1, 12-14, 16-18 og 23-25, § 6, nr. 14, 19 og 21, § 7, nr. 10, § 8, nr. 1-6 og 17, § 9, nr. 1, 3, 7, 13 og 16, § 11, nr. 10, §§ 13 og 15, § 16, nr. 9, § 17, § 18, nr. 4 og 5, § 21, nr. 1 og 2, § 23 og § 24, nr. 3 og 4, har virkning fra og med den 1. april 2019.
Stk. 7. § 2, nr. 1-9 og 11-16, § 3, nr. 1-11 og 13-17, § 4, nr. 1, 3-11 og 13-16, § 5, nr. 4-11, 15 og 19-22, § 6, nr. 1-13, 16-18, 20 og 22-25, § 7, nr. 1-9 og 12-15, § 8, nr. 7-16, § 9, nr. 2, 4-6, 8-12, 14, 15, 17 og 18, § 11, nr. 1-7, 9 og 11-16, § 16, nr. 1-8 og 10-14, § 20, nr. 1-7 og 9-28, og § 27 har virkning fra og med den 1. juli 2019.
Stk. 8. § 22 har virkning for det enkelte køretøj ved udløb eller afbrydelse af afgiftsperioder påbegyndt før den 1. februar 2019.
Stk. 1. § 20, nr. 2, finder ikke anvendelse på tinglyst pant, som har dannet grundlag for afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse efter de hidtil gældende regler i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, og pant, der er tinglyst med afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse efter de hidtil gældende regler i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, inden den 1. juli 2019. For sådanne panter finder de hidtil gældende betingelser fortsat anvendelse.
Stk. 2. Overholdes stk. 1 ikke, skal afgiften efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, betales til Skatteforvaltningen.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 20, nr. 6.
Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2018
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Karsten Lauritzen
11. I § 5, stk. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, § 10, stk. 1, 1. pkt., og § 20, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, ændres »registreret virksomhed« til: »registreret oplagshaver«.
12. § 8, stk. 1, nr. 9, ophæves.
13. § 8, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
14. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »og afgiftsnedsættelse efter stk. 2«.
15. I § 9, stk. 2, og § 20, stk. 4, 2. pkt., ændres »Erhvervsdrivende« til: »Registrerede«.
16. I § 9, stk. 2, og § 20, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »varemodtagere kan«: »uden bevilling«.
17. I § 9 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan meddele godtgørelse af afgift for afgiftsberigtigede varer, der er anvendt eller anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsumis. Godtgørelsen efter 1. pkt. kan alene meddeles virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, i lov om afgift af konsum-is og er registreret efter § 3 i lov om afgift af konsum-is.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
18. I § 9, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
19. I § 10 a, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »registrere«: »som registreret varemodtager«.
20. I § 10 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »pålægge en«: »registreret«.
21. I § 10 a, stk. 3, 1. pkt., ændres »erhvervsdrivende« til: »registrerede«.
22. I § 19 b, stk. 1, indsættes efter »registreres«: »som oplagshaver«.
23. I § 20 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen kan meddele godtgørelse af afgift for afgiftsberigtigede varer, der er anvendt eller anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsumis. Godtgørelsen efter 1. pkt. kan alene meddeles virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, i lov om afgift af konsum-is og er registreret efter § 3 i lov om afgift af konsum-is.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
24. I § 20, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
25. I § 22, stk. 1, 1. pkt., udgår »2105,«.
26. Efter § 32 indsættes før overskriften før § 33:
»§ 32 a. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold til offentligheden. Udleveringen kan ske, når der i anmodningen angives SE-nummer/cvr-nummer, navn eller adresse på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.«
16. I § 7 a, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »registrere«: »som registreret varemodtager«.
17. I § 7 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »pålægge en«: »registreret«.
18. I § 7 a, stk. 3, 1. pkt., ændres »erhvervsdrivende« til: »registrerede«.
17. I § 7, stk. 6, ændres »registrerede virksomheder« til: »oplagshavere eller registrerede varemodtagere«.
18. I § 10, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »registrering«: »som oplagshaver«.
9. § 5 a, stk. 2, ophæves.
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.
10. § 5 a, stk. 3, nr. 1, der bliver stk. 2, nr. 1, ophæves.
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 1-3.
11. § 5 a, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 3, 3. pkt., affattes således:
»Foreligger det nye pant i form af flere pantebreve, er afgiftsfritagelsen betinget af, at de nye pantebreve i mindst 1 år efter tinglysningen har pant i samme ejendom eller samme andel i en andelsboligforening som det gamle pantebrev, når der er sket eller sker ændringer i den pantsatte ejendom eller andel i en andelsboligforening i forbindelse med udstykning eller opdeling.«
12. I § 5 a, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 6« til: »stk. 1 og 5«.
13. I § 5 a, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., udgår »tilsvarende«, og efter »samme ejendom« indsættes: »eller samme andel i en andelsboligforening«.
14. § 5 a, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., affattes således:
»Ligeledes kan hovedstolen på et tinglyst pant, som er indfriet, eller et ejerpantebrev anvendes som grundlag for afgiftsfritagelse.«
15. I § 5 a, stk. 6, 4. pkt., der bliver stk. 5, 4. pkt., indsættes efter »tinglyst pantebrev«: »eller et ejerpantebrev«.
16. I § 5 a, stk. 6, der bliver stk. 5, indsættes efter 7. pkt. som nyt punktum:
»Ved benyttelse af et afgiftspantebrev til afgiftsfritagelse ved tinglysning af nyt pant finder stk. 1-4 tilsvarende anvendelse.«
17. I § 5 a, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »§ 5, stk. 1,« til: »stk. 1, 1. pkt.,«.
18. § 5 a, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., affattes således:
»For tinglysning af andre ændringer end de i 1. pkt. og i stk. 7 nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder pantsætterskifte, betales en afgift på 1.640 kr., jf. dog § 8, stk. 1, nr. 7.«
19. I § 5 a indsættes efter stk. 7, der bliver stk. 6, som nyt stykke:
»Stk. 7. For tinglysning af ændringer, hvorved der inddrages anden eller yderligere fast ejendom eller andel i en andelsboligforening under pantet, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter stk. 1. Ved tinglysning af pantebrevspåtegninger som en del af en samlet matrikulær ændring udgør afgiften 1.640 kr. Ved tinglysning af en matrikulær ændring udgør afgiften 1.640 kr.«
20. § 5 b affattes således:
»§ 5 b. Ved tinglysning af underpant i et ejerpantebrev, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 1, og § 42 j, stk. 3, og videreoverdragelse af et allerede tinglyst underpant i et ejerpantebrev til en anden panthaver, jf. tinglysningslovens § 1 a, stk. 4, og § 42 j, stk. 7, udgør afgiften 1.640 kr. Ved forhøjelse af underpantsætninger nævnt i 1. pkt. betales en afgift på 1.640 kr.
Stk. 2. Ved tinglysning af overdragelse til pant af et allerede tinglyst pantebrev med pant i fast ejendom eller andel i en andelsboligforening til en anden panthaver, forudsat at der ikke sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb, betales en fast afgift på 1.640 kr.«
21. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Afgiften udgør dog 1.640 kr. for tinglysning af flere rettigheder omfattet af § 5 a.«
22. I § 8, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 66 i lov om skifte af fællesbo m.v.« til: »§ 54 i lov om ægtefælleskifte m.v.«
23. I § 8, stk. 1, nr. 6, udgår »§ 1 a, stk. 1,«, »§ 42 j, stk. 3,«, »§ 1 a, stk. 4,« og »§ 42 j, stk. 7,«.
24. I § 8, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »pantsikrede beløb«: », jf. dog § 5 b, stk. 2«.
25. § 9, stk. 1, affattes således:
»Ved tinglysninger på flere ejendomme, der sker som led i et samlet ejerskifte eller en samlet pålæggelse af en servitut, og som bygger på et retsforhold mellem samme parter, betales ud over den variable afgift, der er nævnt i § 4, stk. 1, alene én afgift på 1.660 kr. Sker der tinglysning af flere rettighedstyper, udgør afgiften dog 1.660 kr. pr. rettighedstype. Sker tinglysninger på flere ejendomme som led i en samlet pantsætning, der er omfattet af § 5 a, betales ud over den variable afgift nævnt i § 5 a alene én afgift på 1.640 kr.«
26. I § 14, stk. 1, 3. pkt., ændres »stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt.,« til: »stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.,«.
Efter gældende ret skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed, jf. affalds- og
råstofafgiftslovens § 9, stk. 1.
Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller
slutafdækning, er fritaget for afgift, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 2, nr. 1.
Efter Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 719 af 24. juni 2011 om deponeringsanlæg er det tilladt at anvende lettere
forurenet jord til slutafdækning.
Det foreslås at fritage lettere forurenet jord, der anvendes til slutafdækning, for afgift. Der vil herved komme bedre
overensstemmelse mellem Miljø- og Fødevareministeriets regler for deponeringsanlæg og Skatteministeriets afgiftsregler.
Til nr. 2
Efter gældende ret kan affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord tilføres deponeringsanlæg, uden at der
skal svares affaldsafgift, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 9, stk. 3, 1. pkt. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere
forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af det sidste års deponerede affaldsmængde, jf. affalds- og
råstofafgiftslovens § 9, stk. 3, 2. pkt.
Efter Miljø- og Fødevareministeriets regler er det muligt at bruge lettere forurenet jord til daglig afdækning af blandet affald,
slutafdækning af affald og afdækning af asbestaffald. Det foreslås at hæve grænsen for den mængde, der afgiftsfrit kan tilføres
deponeringsanlægget fra 2 pct. til 3,5 pct. for at skabe bedre overensstemmelse mellem afgiftsreglerne og miljøreglerne. En
hævelse af grænsen til 3,5 pct. vurderes at dække deponeringsanlæggenes behov.
Det foreslåede vurderes at medføre positive miljømæssige konsekvenser, da en større mængde lettere forurenet jord vil kunne
anvendes under kontrollerede forhold på deponeringsanlæggene i stedet for til bygge- og anlægsprojekter.
Efter batteriafgiftsloven skal virksomheder, der fremstiller eller importerer afgiftspligtige varer fra udlandet, registreres som
enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf. § 3, stk. 1 og 2, og § 18, stk. 1.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i batteriafgiftsloven.
Registrerede virksomheder får udleveret et bevis for registrering ifølge batteriafgiftslovens § 3, stk. 3. Derudover er
registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er betalt, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at
modtage afgiftspligtige varer med henblik på videresalg, jf. batteriafgiftslovens § 4. Ifølge § 6, stk. 1 og 2, skal registrerede
virksomheder opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra
virksomheden i perioden, og virksomhedens forbrug af egne varer sidestilles med udlevering. Registrerede virksomheder kan fradrage
de afgiftspligtige varer, der udleveres til en anden registreret virksomhed, jf. batteriafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 1.
For erhvervsdrivende varemodtagere gælder, at erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge
Skatteforvaltningen om godtgørelse kan fradrage afgift af varer, der er leveret til udlandet, således at den
godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret, jf. batteriafgiftslovens § 9, stk. 1. Derudover skal
fremstillingsvirksomheder og andre registrerede virksomheder føre regnskab over fremstilling, tilgang og udlevering af
afgiftspligtige varer, jf. batteriafgiftslovens § 11, stk. 1 og 2. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver
afgiftsperiode endvidere angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, og indbetale afgiften for
afgiftsperioden til Skatteforvaltningen, jf. batteriafgiftslovens § 12. Skatteforvaltningen har hjemmel til at gennemføre kontrol
af varer, der erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt sælges til andre end registrerede virksomheder. Derudover
kan en person straffes med bøde, hvis den pågældende fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, efter at registreringen
er inddraget, jf. batteriafgiftslovens § 32.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i batteriafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3 og 2.3.10. for så vidt angår den foreslåede
ændring i lovforslagets § 2, nr. 9.
Efter bekæmpelsesmiddelafgiftsloven skal virksomheder, der fremstiller eller importerer afgiftspligtige varer fra udlandet,
registreres som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 2, stk.
1, § 9, stk. 1, og § 24, stk. 1.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
bekæmpelsesmiddelafgiftsloven.
Ifølge bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 2, stk. 2, får registrerede virksomheder udleveret et bevis for registrering. Derudover er
registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er betalt, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at
modtage afgiftspligtige varer med henblik på videresalg, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftsloven §§ 3 og 10. Afgiftspligtige varer skal,
forinden de udleveres fra de registrerede virksomheder, være pakket i fuldstændig lukkede pakninger. Pakninger skal være forsynet
med angivelse af navn og adresse på den registrerede virksomhed, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 4, stk. 1. De registrerede
virksomheder skal for hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige mængde efter § 1 og den afgiftspligtige omsætning efter § 7
som henholdsvis den udleverede mængde opgjort i kilogram eller liter for plantebeskyttelsesmidler og den afgiftspligtige værdi af
udleverede biocider m.v. i perioden, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 12. Til den afgiftspligtige mængde og omsætning, jf.
bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 12, medregnes ikke mængden af eller værdien af afgiftspligtige varer, der leveres til en anden
registreret virksomhed, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og der medregnes heller ikke varer, der i den
registrerede virksomhed eller under transport til eller fra denne er gået tabt ved brand eller forlis, jf.
bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Derudover ydes der godtgørelse til den registrerede virksomhed, såfremt
afgiftsberigtigede varer tilbageleveres til den registrerede virksomhed, og såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet
afgiften, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 15, stk. 1.
Derudover skal registrerede virksomheder føre regnskab over fremstilling, tilgang af uberigtigede varer og udlevering af
afgiftspligtige varer, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 17, stk. 1, 1. pkt. De registrerede virksomheder skal opbevare
regnskabsmateriale, herunder fakturaer, fakturakopier og opgørelser, i 5 år efter regnskabsårets udløb, jf.
bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 17, stk. 3. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive den
samlede afgiftsbetaling for plantebeskyttelsesmidler og den afgiftspligtige omsætning for biocider m.v., jf.
bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 18, stk. 1. Der skal betales afgift af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU
eller indføres fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, medmindre varerne tilføres en
registreret virksomhed, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 23, stk. 1.
For erhvervsdrivende varemodtagere gælder, at afgiften skal betales i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre
varerne tilføjes en registreret virksomhed eller er fritaget efter lovens § 14, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 24, stk. 1.
De erhvervsdrivende varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive afgiftsbetalingen for plantebeskyttelsesmidler
og den afgiftspligtige værdi for biocider m.v., som virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til
Skatteforvaltningen, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 24, stk. 2. Skatteforvaltningen kan pålægge erhvervsdrivende
varemodtagere, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse, jf.
bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 24, stk. 4.
Derudover skal registrerede virksomheder på begæring meddele Skatteforvaltningen oplysninger om deres leverancer af varer til
afgiftsfrie formål, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 27, stk. 4.
Skatteforvaltningen har hjemmel til at gennemføre kontrol af varer, der erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede
virksomheder, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 27, stk. 7. Derudover kan en person straffes med bøde, hvis den pågældende
fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, efter at registreringen er inddraget, og Skatteforvaltningen har meddelt
virksomheden dette, jf. bekæmpelsesmiddelafgiftslovens § 40, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i bekæmpelsesmiddelafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
loven benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3 og 2.3.10. for så vidt angår den foreslåede
ændring i lovforslagets § 3, nr. 11.
Efter cfc-afgiftsloven skal eller kan virksomheder, der fremstiller, importerer afgiftspligtige kemiske stoffer fra udlandet eller
modtager afgiftspligtige varer omfattet af lovens § 3 a, stk. 1, nr. 1-3, herunder hydrofluorkarboner, perfluorkarboner og
svovlhexafluorid, registreres som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf. § 3 a, stk. 1.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i cfc-afgiftsloven.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i cfc-afgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 2
Ifølge cfc-afgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks. når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål jf. § 6, stk. 1, nr. 2. Når virksomheden kan modtage de
afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter cfc-afgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit at
købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 3 a som et nyt stk. 6, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Til nr. 3-13
Efter cfc-afgiftsloven skal eller kan virksomheder, der fremstiller, importerer afgiftspligtige stoffer fra udlandet eller
modtager afgiftspligtige varer omfattet af lovens § 1, stk. 2, nr. 2-6, og som efterfølgende destrueres hos virksomheden,
registreres som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf. § 3 d, stk. 1 og § 4, stk. 1 og 2.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i cfc-afgiftsloven.
Det følger af loven, at varemodtagere, der registreres efter cfc-afgiftslovens § 3 d, stk. 1, efter udløbet af hver afgiftsperiode
skal angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til Skatteforvaltningen, jf.
cfc-afgiftslovens § 3 d, stk. 3.
Det følger af loven, at Skatteforvaltningen udsteder et bevis for registreringen, jf. cfc-afgiftslovens § 4, stk. 3. Registrerede
virksomheder, som er registreret efter cfc-afgiftslovens § 4, stk. 1, er berettigede til, uden at afgiften er berigtiget, at
modtage stoffer, der er afgiftspligtige efter §§ 1 eller 3 a, jf. cfc-afgiftslovens § 4, stk. 4. Virksomheder, som er registreret
efter cfc-afgiftslovens § 4, stk. 2, er berettigede til, uden at afgiften er berigtiget, at modtage varer omfattet af § 1, stk. 2,
nr. 2-6, jf. cfc-afgiftslovens § 4, stk. 5. Det følger af loven, at registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt
for en afgiftsperiode som vægten af den mængde afgiftspligtige stoffer, der i perioden er udleveret fra virksomheden, jf.
cfc-afgiftslovens § 5, stk. 2. Derudover følger det af loven, at registrerede virksomheder, der udtager afgiftspligtige stoffer
til fremstilling af varer, skal medregne forbruget til udlevering efter cfc-afgiftslovens § 5, stk. 2 og 3.
I den afgiftspligtige vægt opgjort efter lovens § 5, stk. 2, kan virksomhederne få fradrag for vægten af stoffer, der er udleveret
til en anden registreret virksomhed efter cfc-afgiftslovens § 4, stk. 4, jf. cfc-afgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1. I medfør af
loven skal registrerede virksomheder føre regnskab over fremstilling, modtagelse fra udlandet og udlevering m.v. af
afgiftspligtige stoffer, jf. cfc-afgiftslovens § 8, stk. 1. Registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år
efter regnskabsårets udløb, jf. cfc-afgiftslovens § 8, stk. 3. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode
angive mængden af de stoffer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til
Skatteforvaltningen, jf. cfc-afgiftslovens § 9.
Skatteforvaltningen har hjemmel til at inddrage registreringen af virksomheden, hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et
pålæg om at stille sikkerhed, jf. opkrævningslovens § 11, jf. cfc-afgiftslovens § 12. Derudover har Skatteforvaltningen hjemmel
til at gennemføre kontrol af varer, der erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end
registrerede virksomheder, jf. cfc-afgiftslovens § 14, stk. 7. Endelig kan en person straffes med bøde, hvis den pågældende
fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, efter at registreringen er inddraget, og Skatteforvaltningen har meddelt
virksomheden dette, jf. cfc-afgiftslovens § 17, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i cfc-afgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3. og 2.3.10. for så vidt angår den foreslåede
ændring i lovforslagets § 4, nr. 11.
Til nr. 14
Cfc-afgiftslovens § 13 blev ophævet ved lov nr. 165 af 15. marts 2000. Den daværende bestemmelse var en opkrævningsbestemmelse,
hvor afgiftspligtige virksomheder kunne blive opkrævet manglende betaling af afgift som følge af urigtig angivelse. Bestemmelsen
blev ophævet i forbindelse med indførelsen af opkrævningsloven, og bestemmelsen blev derfor overflødig.
Det foreslås at indføre en ny § 13 om, at udenlandske virksomheder forpligtes til at lade sig registrere hos Skatteforvaltningen,
såfremt de sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg, og såfremt de samtidig er registreret efter momslovens § 47, stk. 1.
Bestemmelsen foreslås formuleret på samme måde som i andre afgiftslove, f.eks. chokoladeafgiftsloven, hvor udenlandske
virksomheder har pligt til at lade sig registrere, såfremt deres samlede årlige leverancer overstiger 280.000 kr., jf. momslovens
§ 48, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.4.
Til nr. 15
Cfc-afgiftslovens sanktioner fremgår af lovens § 17. Det fremgår heraf, at medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 4, stk. 1, § 8, stk. 1 og 3, eller § 14, stk. 2-5, jf.
lovens § 17, stk. 1, nr. 2. En virksomhed kan dermed straffes med bøde, hvis virksomheden ikke lader sig registrere hos
Skatteforvaltningen på trods af, at virksomheden fremstiller afgiftspligtige varer.
Det foreslås, at der tillige indføres en henvisning til § 13 i § 17, stk. 1, nr. 2, således at en overtrædelse af lovens § 13 kan
sanktioneres med bøde. Det foreslåede er en konsekvensændring af dette lovforslags nr. 14, hvor der foreslås indført en
fjernsalgsbestemmelse i loven. Den foreslåede ændring medfører, at en udenlandsk virksomhed, der sælger varer her til landet ved
fjernsalg, skal kunne straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke har registreret sig hos Skatteforvaltningen i henhold til den
nye foreslåede § 13, jf. lovforslagets § 4, nr. 14.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, skal der betales afgift af vafler, der er pålagt eller på anden måde er i
forbindelse med chokolade, skummasse eller masser helt eller delvis af mandler, nødder eller kerner. Chokoladeafgiftslovens § 1,
stk. 1, nr. 9, bestemmer ligeledes, at vafler, der afsættes i blandinger med afgiftsfrie vafler, biskuit og lignende er fritaget
for afgift, hvis antallet af afgiftspligtige vafler ikke overstiger 25 pct. af det samlede antal stykker i blandingen, og vaflerne
ikke betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af chokoladevarer.
Det foreslås at afskaffe chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9. Det vil betyde, at vafler som udgangspunkt ikke vil være
omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Der skal herefter kun betales afgift af vafler, når de anses for at være
chokoladevarer efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, eller når vaflerne anses for at være erstatningsvarer for eller
efterligninger af chokoladevarer efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 11 (som efter forslaget bliver nr. 10). Desuden vil
der skulle betales chokoladeafgift af vafler delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af
varens rumfang efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10 (som efter forslaget bliver nr. 9).
Afskaffelsen skal være med til at forenkle reglerne, da der alene skal foretages en vurdering af, om vaflerne er omfattet af
chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 11 (som efter forslaget bliver til nr. 10),
eller chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10 (som efter forslaget bliver nr. 9).
Ved vurdering af om en vaffel kan anses som en chokoladevare efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, lægges der vægt på,
om indholdet af chokolade er karaktergivende for varen eller ej. Der lægges i den forbindelse vægt på bl.a. den relative mængde
chokolade i varen, hvor fremtrædende chokoladesmagen er, og om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade, jf. den
juridiske vejledning. F.eks. vil vafler, som er helt overtrukket med chokolade, betragtes som en chokoladevare og dermed være
afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. afsnit E. A. 2.3.3. i den juridiske vejledning.
Ved vurdering af om en vaffel kan betragtes som en efterligning af eller en erstatningsvare for en chokoladevare, skal der
foretages en samlet bedømmelse af den pågældende vares beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og den måde, hvorpå varen
markedsføres. Det indebærer, at vafler, der efter deres beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og markedsføring, samlet set anses
for erstatningsvarer for eller efterligninger af chokoladevarer, er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr.
10 (som efter forslaget bliver nr. 9).
Til nr. 2-9
Efter chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 1, må erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer kun finde sted i virksomheder,
som er registreret hos Skatteforvaltningen. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller overtræk af chokolade, kakao eller erstatning
herfor til varer, der fremstilles i virksomheden og ikke er afgiftspligtige efter denne lov, skal anmelde sig til registrering hos
Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt anvender overtræk af chokolade, kakao eller
erstatning herfor til varer, der fremstilles i virksomheden, og ikke er afgiftspligtig efter denne lov, kan anmelde sig til
registrering som oplagshaver hos Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 3. Ifølge chokoladeafgiftslovens § 3,
stk. 4, kan virksomheder, der afsætter afgiftsfri varer med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor udelukkende fra
egne detailudsalg, fritages for registrering af Skatteforvaltningen, når antallet af udsalg ikke overstiger tre. Derudover kan
virksomheder, der driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, og virksomheder, der afsætter afgiftspligtige varer fra seks
eller flere detailudsalg, som ejes af virksomheden, vælge at anmelde virksomheden til registrering hos Skatteforvaltningen ifølge
chokoladeafgiftslovens § 4.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
chokoladeafgiftsloven.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 4, skal virksomhedens lokaler være godkendt af Skatteforvaltningen, inden registrering
sker. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen ifølge chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 7. Det følger
af loven, at registrerede virksomheder er berettigede til fra udlandet eller fra registrerede virksomheder at modtage
afgiftspligtige varer, uden at afgiften er berigtiget, såfremt varerne er bestemt til nærmere definerede formål, jf.
chokoladeafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1-3.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 6, stk. 1, opgøres den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af udlevering fra
virksomhedens godkendte lokaler i perioden af varer, som er fremstillet af virksomheden eller tilført virksomheden efter lovens §
5, uden at afgiften er berigtiget. Ifølge chokoladeafgiftslovens § 6, stk. 2, foretages afgiftspligtige virksomheders opgørelse af
den afgiftspligtige vægt på grundlag af mængden af færdigfremstillet overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor i
afgiftsperioden. Efter chokoladeafgiftslovens § 6, stk. 3, foretages afgiftspligtige virksomheders opgørelse af den
afgiftspligtige vægt på grundlag af mængden af det overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor, der er anvendt til de af
virksomheden udleverede afgiftsfri varer i afgiftsperioden.
I virksomheder, der er registreret efter lovens § 4, opgøres den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af
tilgangen til virksomheden i perioden af varer, som er tilført virksomheden efter lovens § 5, uden at afgiften er berigtiget.
Det fremgår af loven, at der i den afgiftspligtige vægt, opgjort efter lovens §§ 6 og 7, fradrages varer, der leveres til en anden
registreret virksomhed. Ifølge chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 2, kan virksomheder, der er registreret for fremstilling af
overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor, jf. lovens § 3, stk. 2, foretage et fradrag på 45 pct. i den afgiftspligtige
vægt opgjort efter loven.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 2, skal virksomheder, der opgør den afgiftspligtige vægt efter § 7, stk. 1, føre regnskab
over varer, der er tilført virksomheden fra andre registrerede virksomheder eller fra udlandet, uden at afgiften er berigtiget.
Det fremgår tillige af chokoladeafgiftslovens § 13, stk. 1, 1. pkt., at registrerede virksomheder og virksomheder, der importerer
afgiftspligtige varer fra udlandet, skal ved salg af disse varer til virksomheder udstede en faktura.
Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive vægten af de varer, hvoraf virksomheden skal betale
afgift, og indbetale afgiften til Skatteforvaltningen ifølge chokoladeafgiftslovens § 14. Skatteforvaltningen kan inddrage
registreringen af en virksomhed, hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, indtil denne er
stillet, jf. chokoladeafgiftslovens § 17.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i chokoladeafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 10 og 11
Efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 9, og § 8, stk. 2, kan oplagshavere, der er registreret for at fremstille eller
anvende chokoladeovertræk m.v., foretage et fradrag på 45 pct. i den afgiftspligtige vægt. Tilsvarende gælder for importører af
dækningsafgiftspligtig konsum-is. Formålet med bestemmelsen har været at sikre, at afgiftsbelastningen svarer til afgiften af
overtræk, der indkøbes hos en chokoladefabrik. Det skyldes, at virksomheder, som er registret for at fremstille eller anvende
chokoladeovertræk m.v. til is, af tekniske grunde tilsatte 80 pct. fedt til det indkøbte overtræk. Det vil sige, at de ved
opgørelse af den afgiftspligtige mængde også skulle betale afgift af den mængde fedt, som blev tilført chokoladeovertrækket. For
at sikre, at virksomheder, der er registreret for at fremstille eller anvende chokoladeovertræk m.v. til konsum-is, ikke betaler
afgift af det fedt, som tilføres chokoladen, har de mulighed for at fradrage 45 pct. i den afgiftspligtige vægt.
Det foreslås, at chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 9, og § 8, stk. 2 ophæves, således at adgangen til fradrag i den
afgiftspligtige vægt for overtræk af chokolade, kakao, eller erstatning herfor fjernes. Forslaget skyldes, at det som følge af den
tekniske udvikling ikke længere er nødvendigt at tilsætte en større mængde fedtstof til isovertrækket. De tekniske begrænsninger,
der gav anledning til indførelsen af fradraget, er således ikke længere til stede.
Til nr. 12
I chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 3, henvises der til stk. 2. Da § 8, stk. 2 foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5, nr. 11,
foreslås det, at henvisningen i § 8, stk. 3, til stk. 2, udgår. Det foreslåede er dermed en konsekvensændring.
Til nr. 13
Efter chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 1, må erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer kun finde sted i virksomheder,
som er registreret hos Skatteforvaltningen. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller overtræk af chokolade, kakao eller erstatning
herfor til varer, der fremstilles i virksomheden og ikke er afgiftspligtige efter denne lov, skal anmelde sig til registrering hos
Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt anvender overtræk af chokolade, kakao eller
erstatning herfor til varer, der fremstilles i virksomheden, og ikke er afgiftspligtig efter denne lov, kan anmelde sig til
registrering som oplagshaver hos Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 3. Ifølge chokoladeafgiftslovens § 3,
stk. 4, kan virksomheder, der afsætter afgiftsfri varer med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor udelukkende fra
egne detailudsalg, fritages for registrering af Skatteforvaltningen, når antallet af udsalg ikke overstiger tre. Derudover kan
virksomheder, der driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, og virksomheder, der afsætter afgiftspligtige varer fra seks
eller flere detailudsalg, som ejes af virksomheden, vælge at anmelde virksomheden til registrering hos Skatteforvaltningen ifølge
chokoladeafgiftslovens § 4.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
chokoladeafgiftsloven.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 2, kan erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at
søge Skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er leveret til udlandet, på
afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret. En lignende bestemmelse
fremgår af chokoladeafgiftslovens § 20, stk. 4, 2. pkt., hvor erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode
frem for at søge Skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet kan angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er leveret til
udlandet, jf. lovens § 10 a, stk. 3, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af
afgiftstilsvaret.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i chokoladeafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 14
I chokoladeafgiftsloven kan der opnås godtgørelse af afgift, når afgiftspligtige varer sendes til udlandet. Efter
chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 2 og § 20, stk. 4, 2. pkt., skal såkaldte varemodtagere have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når varerne eksporteres til udlandet.
Det foreslås, at registrerede varemodtagere, i lighed med oplagshavere, ikke skal have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når afgiftsberigtigede varer eksporteres til udlandet. En registreret varemodtager vil således kunne fradrage
afgiften af eksporterede varer direkte i afgiftsangivelsen. Det foreslåede vil forenkle registrerede varemodtageres adgang til
godtgørelse af afgift, når de afgiftsberigtigede varer eksporteres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.10.
Til nr. 15
Efter isafgiftslovens § 1 beregnes afgiften af konsum-is på baggrund af volumen (målt i liter). Det er dog ikke nærmere defineret
i loven, hvad der skal forstås ved konsum-is, herunder om tilsatte varer (ingredienser) til konsum-is indgår i afgiftsgrundlaget.
I henhold til den hidtidige praksis har tilsatte ingredienser inden i isen været medregnet til afgiftsgrundlaget for isafgiften,
mens tilsatte ingredienser uden på isen har været medregnet til afgiftsgrundlaget for chokoladeafgiften, i det omfang
ingredienserne har været chokoladeafgiftspligtige.
I lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det, at reglerne for det afgiftspligtige vareområde efter isafgiftsloven ændres så alle varer
(ingredienser), uanset disses placering inden i eller på isen, fremover indgår i afgiftsgrundlaget efter isafgiftsloven. Da en del
af de varer, som tilsættes is, er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, foreslås det, at der indføres en
godtgørelsesordning således, at en vare ikke afgiftsbelægges efter både chokoladeafgiftsloven og isafgiftsloven.
Det indebærer, at virksomheder, der erhvervsmæssigt anvender chokolade- og sukkervarer til fremstillingen af is (tilsætter dem til
isen), kan anmode om godtgørelse for afgiften efter chokoladeafgiftsloven, når de til fremstilling køber chokolade- og
sukkervarer, der er afgiftsbelagt efter chokoladeafgiftsloven, men som også medregnes til den afgiftspligtige mængde efter
isafgiftsloven. Anmodning om afgiftsgodtgørelse kan søges fra modtagelsestidspunktet. Det er den virksomhed, der erhvervsmæssigt
anvender chokolade- og sukkervarer til fremstillingen af is, der kan anmode om godtgørelse for afgiften efter
chokoladeafgiftsloven, også selvom det ikke er den virksomhed, der i første omgang har afregnet afgiften, men blot har købt
chokolade- og sukkervarer inkl. afgift fra f.eks. en anden afgiftspligtig virksomhed.
Virksomhederne skal i forbindelse med anmodning om godtgørelse kunne dokumentere mængderne af de indkøbte afgiftspligtige varer.
Til nr. 16
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 5, som med dette lovforslag bliver til stk. 6, kan skatteministeren fastsætte nærmere
regler for afgiftsgodtgørelsen eller –fritagelsen efter § 9, stk. 1-4.
I lovforslagets § 5, nr. 15, foreslås det, at virksomheder, der erhvervsmæssigt anvender afgiftsberigtigede varer til
fremstillingen af is (tilsætter dem til isen), kan anmode om godtgørelse for afgiften efter chokoladeafgiftsloven, når de køber
chokolade- og sukkervarer, der er afgiftsbelagt efter denne lov, men også medregnes til den afgiftspligtige mængde efter
isafgiftsloven. Godtgørelsesordningen foreslås indsat som et nyt stk. 5 i chokoladeafgiftslovens § 9.
Det foreslås, at skatteministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelse efter det nye stykke 5 i
chokoladeafgiftslovens § 9. På den baggrund foreslås det, at henvisningen til »stk. 1-4« i stk. 5, der bliver til stk. 6, ændres
til »stk. 1-5«.
Skatteministeren vil herefter kunne fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelsen eller – fritagelsen efter
chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 1-5.
Til nr. 17-20
Efter chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 1, må erhvervsmæssig fremstilling af afgiftspligtige varer kun finde sted i virksomheder,
som er registreret hos Skatteforvaltningen. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller overtræk af chokolade, kakao eller erstatning
herfor til varer, der fremstilles i virksomheden og ikke er afgiftspligtige efter denne lov, skal anmelde sig til registrering hos
Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt anvender overtræk af chokolade, kakao eller
erstatning herfor til varer, der fremstilles i virksomheden og ikke er afgiftspligtig efter denne lov, kan anmelde sig til
registrering som oplagshaver hos Skatteforvaltningen, jf. chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 3. Ifølge chokoladeafgiftslovens § 3,
stk. 4, kan virksomheder, der afsætter afgiftsfri varer med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor udelukkende fra
egne detailudsalg, fritages for registrering af Skatteforvaltningen, når antallet af udsalg ikke overstiger tre. Derudover kan
virksomheder, der driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, og virksomheder, der afsætter afgiftspligtige varer fra seks
eller flere detailudsalg, som ejes af virksomheden, vælge at anmelde virksomheden til registrering hos Skatteforvaltningen ifølge
chokoladeafgiftslovens § 4.
Betegnelsen »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i chokoladeafgiftsloven.
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 1, skal en erhvervsdrivende varemodtager, inden varene afsendes fra udlandet, lade sig
registrere hos Skatteforvaltningen. Derudover følger det af chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 2, at Skatteforvaltningen kan
pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for seneste tre år er straffet efter lovens § 26. Endelig
følger det af chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 3, at erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode skal
angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til Skatteforvaltningen.
Derudover fremgår det af chokoladeafgiftslovens § 19 b, stk. 2, at den, der med henblik på salg avler råstofafgiftspligtige varer,
skal registreres hos Skatteforvaltningen, hvis omsætningen af afgiftspligtige varer ekskl. afgifter overstiger 10.000 kr. årligt.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i chokoladeafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 21
Efter isafgiftslovens § 1 beregnes afgiften af konsum-is på baggrund af volumen (målt i liter). Det er dog ikke nærmere defineret
i loven, hvad der skal forstås ved konsum-is, herunder om tilsatte varer (ingredienser) til konsum-is indgår i afgiftsgrundlaget.
I lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det, at reglerne for det afgiftspligtige vareområde efter isafgiftsloven ændres så alle varer
(ingredienser), uanset disses placering inden i eller uden på isen, fremover indgår i afgiftsgrundlaget efter isafgiftsloven. Da
en del af de varer, som tilsættes is, er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftsloven kapitel 2 (nødder, mandler, kerner og lign.),
foreslås det, at der indføres en godtgørelsesordning således, at en vare ikke afgiftsbelægges efter både chokoladeafgiftsloven og
isafgiftsloven.
Det indebærer, at virksomheder, der erhvervsmæssigt anvender nødder, mandler, kerner og lign. til fremstillingen af is (tilsætter
dem til isen), kan anmode om godtgørelse for afgiften efter chokoladeafgiftsloven, når de til fremstilling køber nødder, mandler,
kerner og lignende, der er afgiftsbelagt efter chokoladeafgiftsloven, men som også medregnes til den afgiftspligtige mængde efter
isafgiftsloven. Anmodning om afgiftsgodtgørelse kan søges fra modtagelsestidspunktet. Det er den virksomhed, der erhvervsmæssigt
anvender nødder, mandler, kerner og lignende til fremstillingen af is, der kan anmode om godtgørelse for afgiften efter
chokoladeafgiftsloven, også selvom det ikke er den virksomhed, der i første omgang har afregnet afgiften, men blot har købt
nødder, mandler, kerner og lign. inkl. afgift fra f.eks. en anden afgiftspligtig virksomhed.
Virksomhederne skal i forbindelse med anmodning om godtgørelse kunne dokumentere mængderne af de indkøbte afgiftspligtige varer.
Til nr. 22
Ifølge chokoladeafgiftslovens § 20, stk. 5, som med dette lovforslag bliver til stk. 6, kan skatteministeren fastsætte nærmere
regler for afgiftsgodtgørelsen eller –fritagelsen efter § 20, stk. 1-4.
I lovforslagets § 5, nr. 21 foreslås det, at virksomheder, der erhvervsmæssigt anvender afgiftsberigtigede varer til
fremstillingen af is (tilsætter dem til isen), kan anmode om godtgørelse for afgiften efter chokoladeafgiftsloven, når de køber
råstofafgiftspligtige varer, der er afgiftsbelagt efter denne lov, men også medregnes til den afgiftspligtige mængde efter
isafgiftsloven. Godtgørelsesordningen foreslås indsat som et nyt stk. 5 i chokoladeafgiftslovens § 20.
Det foreslås, at skatteministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelse efter det nye stykke 5 i
chokoladeafgiftslovens § 20. På den baggrund foreslås det, at henvisningen til »stk. 1-4« i stk. 5, der bliver til stk. 6, ændres
til »stk. 1-5«.
Skatteministeren vil herefter kunne fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelsen eller – fritagelsen efter henholdsvis
chokoladeafgiftslovens § 20, stk. 1-5.
Til nr. 23
Efter chokoladeafgiftsloven pålægges chokolade- og sukkervarer en afgift efter lovens kapitel 1, mens nødder pålægges en
råstofafgift efter lovens kapitel 2. For at sikre ligestilling mellem dansk producerede varer, som er afgiftsberigtigede efter
kapitel 1 eller 2, og tilsvarende importerede varer, skal der i henhold til chokoladeafgiftsloven kap. 3 betales en dækningsafgift
af de afgiftspligtige bestanddele i importerede varer.
Chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at der skal betales dækningsafgift af afgiftspligtige bestanddele i is
(toldtariffens pos. 2105).
I lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det, at alle varer (ingredienser), der tilsættes ved fremstilling af is, fremover skal indgå
i afgiftsgrundlaget efter isafgiftsloven. Efter forslaget skal der ikke betales afgift efter chokoladeafgiftsloven af de
chokolade- og sukkervarer eller råstofafgiftspligtige varer, der tilsættes is til erhvervsmæssig fremstilling, når den tilsatte
varer medregnes til den afgiftspligtige mængde efter isafgiftsloven. Det foreslås af den grund, at importeret is tilsvarende ikke
skal være omfattet af dækningsafgiften i lovens kapitel 3. Der skal herefter ikke længere betales dækningsafgift af is efter
chokoladeafgiftsloven. Med det foreslåede vil bestanddele i is alene være afgiftspligtig efter isafgiftsloven som en del af isens
samlede volumen dvs. inkl. de tilsatte chokolade- og sukkervarer.
Fritagelsen for afgiften efter chokoladeafgiftslovens kap 1 eller 2, sker dels ved den foreslåede bestemmelse om godtgørelse af
afgift i henholdsvis § 9, stk. 5, og i § 20, stk. 5, dels ved de eksisterende bestemmelser i henholdsvis § 9, stk. 4, og § 20,
stk. 2. Ifølge de to sidstnævnte bestemmelser kan Skatteforvaltningen meddele bevilling til afgiftsfritagelse for varer, der
erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten, og som ikke ved modtagelse fra
udlandet ville være afgiftspligtige efter kapitel 3 (dækningsafgiften). Da konsum-is (toldtariffens pos 2105) netop foreslås at
udgå fra det dækningsafgiftspligtige vareområde, vil betingelserne for afgiftsfritagelse i chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 4,
eller § 20, stk. 2, således være opfyldt. Virksomheder, der er registreret for fremstilling af konsum-is, vil således kunne vælge
mellem enten at få godtgørelse for chokoladeafgiften hos Skatteforvaltningen eller at få en bevilling hos Skatteforvaltningen til
at købe chokolade- og sukkervarer og råstofafgiftspligtige varer til brug ved fremstilling af konsum-is uden afgift.
Til nr. 24
Ifølge chokoladeafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks. når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. chokoladeafgiftsloven § 9. Når virksomheden kan modtage
de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter chokoladeafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit
at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 32 a indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere
oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen
vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for
offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Efter gældende ret skal der betales emballageafgift af salgsemballager og multipak med et rumindhold på under 20 l til en række
forskellige typer drikkevarer, jf. emballageafgiftslovens § 1, nr. 1 og 2.
Emballageafgiftslovens § 1, nr. 1, omfatter varer, der typisk ikke er omfattet af pant- og retursystemet (spiritus, vin og
frugtvin). Af emballager og multipak, der indeholder disse varer, betales afgift efter de satser, der fremgår af
emballageafgiftslovens § 2, stk. 1-4.
Emballageafgiftslovens § 1, nr. 2, omfatter varer, der typisk er omfattet af pant- og retursystemet (f.eks. øl og mineralvand). Af
emballager og multipak, der indeholder disse varer, betales afgift efter de satser, der fremgår af emballageafgiftslovens § 2,
stk. 6-8.
De pågældende emballager er typisk omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Dette følger af Miljø- og
Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017 om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer
(pantbekendtgørelsen). Det følger af pantbekendtgørelsens § 1, nr. 1-5, at emballager til drikkevarer, som nævnt i
emballageafgiftslovens § 1, nr. 2, litra a-e, er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem. Dette gælder dog ikke for
fustager, plastdunke med et rumindhold på over 10 liter, emballager af karton og transportemballage, herunder kasser, paller og
bakker.
Pantsystemet finansieres bl.a. gennem et gebyr, som deltagerne i systemet betaler. Pantsystemet har en returprocent på cirka 90
procent.
Det foreslås, at emballager, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem, jf. bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017
(pantbekendtgørelsen), fritages for emballageafgift. Fritagelsen gælder ikke for emballager, der har fået dispensation fra at være
omfattet af pant- og retursystemet, jf. § 105, stk. 1, i pantbekendtgørelsen. Det foreslås, at der henvises direkte til
bekendtgørelse nr. 540 af 22. maj 2017, hvilket indebærer, at eventuelle senere ændringer af bekendtgørelsen, der foretages efter
vedtagelsen af loven, ikke vil have virkning for afgiftsreglen. Det vil således forudsætte en lovændring, hvis ændringer af
bekendtgørelsen skal påvirke afgiftsfritagelsen.
Hensigten med fritagelsen er, at emballager, der indgår i pant- og retursystemet og derfor er med til at finansiere pant- og
retursystemet via gebyrer, fritages for emballageafgift. Hermed undgås en dobbelt regulering af emballager, der indgår i pant- og
retursystemet.
Der henvises i øvrigt til forslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1.
Til nr. 2
Efter gældende ret betales der en nedsat afgiftssats for emballager, der er lavet af sekundært plastmateriale, når beholderen er
beregnet til at blive påfyldt varer omfattet af emballageafgiftslovens § 1, nr. 2, litra a, og indgår i pant- og retursystemet,
jf. emballageafgiftslovens § 2, stk. 7-8.
Det foreslås i § 6, nr. 1, at emballager, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem, jf. bekendtgørelse nr. 540 af
22. maj 2017, fritages for emballageafgift. Som følge heraf foreslås det at ophæve emballageafgiftslovens § 2, stk. 7-8, da
bestemmelsen herefter er overflødig, da emballager, der indgår i pant- og retursystemet foreslås fritaget for afgift.
Til nr. 3 og 4
Efter emballageafgiftsloven skal eller kan virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer, driver
mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige varer, pakker eller aftapper varer, registreres som »registreret virksomhed«,
jf. § 3, stk. 1-3.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i emballageafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af en række
afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 5
Efter emballageafgiftslovens § 1, stk. 1-3, er det kun muligt for virksomheder, der fremstiller, driver mellemhandel med samt
pakker eller aftapper afgiftspligtige varer, at blive registreret som oplagshaver. Virksomhederne opnår derved en
likviditetsmæssig fordel, da afgift først skal angives og betales på grundlag af den mængde afgiftspligtige varer, der er
udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden. Varemodtagere skal derimod afregne afgift af de varer, som virksomheden har modtaget
i afgiftsperioden.
Det foreslås, at virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet med henblik på videresalg, får tilsvarende mulighed
for at blive registreret som oplagshaver. Virksomhederne får derved mulighed for at opnå en likviditetsmæssig fordel, men skal
samtidig efterleve lovens krav til oplagshavere, herunder krav om godkendelse af lokaler, jf. emballageafgiftslovens § 3, stk. 4,
og krav om at meddele Skatteforvaltningen oplysninger om leverancer af varer til ikke afgiftspligtige virksomheder, jf.
emballageafgiftslovens § 15, stk. 4.
Til nr. 6-12
Efter emballageafgiftsloven skal eller kan virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer, driver
mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige varer, pakker eller aftapper varer, registreres som »registreret virksomhed«,
jf. § 3, stk. 1-3. Derudover skal virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig registrere som
erhvervsdrivende varemodtagere hos Skatteforvaltningen ifølge emballageafgiftslovens § 7 a.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
emballageafgiftsloven.
Det følger af loven, at registrering kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet
på en sådan måde, at Skatteforvaltningens kontrol efter lovens § 15 ikke kan udføres på en rimelig måde, jf.
emballageafgiftslovens § 3, stk. 4. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen ifølge
emballageafgiftslovens § 3, stk. 6. Efter emballageafgiftsloven er registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er
berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer ifølge emballageafgiftslovens § 3
a. Skatteforvaltningen kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille
for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden) ifølge emballageafgiftslovens § 3 b.
Derudover kan Skatteforvaltningen endvidere efter ansøgning give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig
fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden
lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed ifølge emballageafgiftslovens § 3 b, stk. 2.
Efter emballageafgiftslovens § 4 skal registrerede virksomheder opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode på
grundlag af udlevering fra virksomheden af afgiftspligtige varer eller virksomhedens forbrug af egne varer i perioden. I den
afgiftspligtige mængde fradrages varer, der leveres til en anden registreret virksomhed efter emballageafgiftslovens § 3 a, jf.
emballageafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1.
Ifølge emballageafgiftslovens § 6, stk. 4, kan erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at
søge Skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer på afgiftsangivelsen, således at den
godtgørelseberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret.
Skatteforvaltningen kan efter emballageafgiftsloven pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de
seneste tre år er straffet efter emballageafgiftslovens sanktionsbestemmelse i § 18, jf. emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 2.
Derudover fremgår det af emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 3, at erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver
afgiftsperiode skal angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til
Skatteforvaltningen.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i emballageafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 13
I emballageafgiftsloven kan der opnås godtgørelse af afgift, når afgiftspligtige varer sendes til udlandet. Efter
emballageafgiftslovens § 6, stk. 4, skal såkaldte varemodtagere have en bevilling for at kunne få afgiftsgodtgørelse, når varerne
eksporteres til udlandet.
Det foreslås, at registrerede varemodtagere i lighed med oplagshavere ikke længere skal have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når afgiftsberigtigede varer eksporteres til udlandet. En registreret varemodtager vil således kunne fradrage
afgiften af eksporterede varer direkte i afgiftsangivelsen. Det foreslåede vil forenkle registrerede varemodtageres adgang til
godtgørelse af afgift, når de afgiftsberigtigede varer eksporteres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.10.
Til nr. 14
Ifølge emballageafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når
virksomhederne køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. § 6. Når virksomheden kan modtage de
afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter emballageafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit
at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 6, stk. 8, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere
oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen
vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for
offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Til nr. 15-17
Efter emballageafgiftsloven skal eller kan virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer, driver
mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige varer, pakker eller aftapper varer, registreres som »registreret virksomhed«,
jf. § 3, stk. 1-3. Derudover skal virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet ifølge emballageafgiftslovens § 7
a lade sig registrere som erhvervsdrivende varemodtagere hos Skatteforvaltningen.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
emballageafgiftsloven.
Det følger af loven, at registrering kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis virksomhedens lokaler er eller senere bliver indrettet
på en sådan måde, at Skatteforvaltningens kontrol efter lovens § 15 ikke kan udføres på en rimelig måde, jf.
emballageafgiftslovens § 3, stk. 4. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen ifølge
emballageafgiftslovens § 3, stk. 6. Efter emballageafgiftsloven er registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er
berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer ifølge emballageafgiftslovens § 3
a. Skatteforvaltningen kan efter ansøgning give en registreret virksomhed tilladelse til at lade større partier varer fremstille
for sin egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed (fabrikationsvirksomheden) ifølge emballageafgiftslovens § 3
b. Derudover kan Skatteforvaltningen endvidere efter ansøgning give tilladelse til, at virksomheder, der ikke har erhvervsmæssig
fremstilling af afgiftspligtige varer, registreres i de tilfælde, hvor virksomheden er eneforhandler af en vare, som virksomheden
lader fremstille for egen regning (lønarbejde) i en anden registreret virksomhed ifølge emballageafgiftslovens § 3 b, stk. 2.
Efter emballageafgiftslovens § 4 skal registrerede virksomheder opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode på
grundlag af udlevering fra virksomheden af afgiftspligtige varer eller virksomhedens forbrug af egne varer i perioden. I den
afgiftspligtige mængde fradrages varer, der leveres til en anden registreret virksomhed efter emballageafgiftslovens § 3 a, jf.
emballageafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 1.
Skatteforvaltningen kan efter emballageafgiftsloven pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de
seneste tre år er straffet efter emballageafgiftslovens sanktionsbestemmelse i § 18, jf. emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 2.
Derudover fremgår det af emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 3, at erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver
afgiftsperiode skal angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til
Skatteforvaltningen.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i emballageafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven i
stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af
betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede
afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 18
Efter gældende ret skal virksomheder, der er registreret efter emballageafgiftsloven, holde lageret af afgiftsberigtigede varer
adskilt fra lageret af uberigtigede varer, jf. emballageafgiftslovens § 9, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt.
Der er ikke stærke kontrolmæssige hensyn, som nødvendiggør opretholdelse af kravet om en fysisk lageradskillelse, da der gælder et
krav om fysisk lageradskillelse i spiritusafgiftsloven og øl- og vinafgiftsloven for påfyldte emballager. For påfyldte emballager
vil der således fortsat gælde et krav om en fysisk lageradskillelse.
Det foreslås at ophæve kravet om en fysisk lageradskillelse af afgiftsberigtigede og uberigtigede varer.
Til nr. 19
Efter emballageafgiftsloven skal eller kan virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer, driver
mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige varer, pakker eller aftapper varer, registreres som »registreret virksomhed«
ifølge emballageafgiftslovens § 3, stk. 1, 2 og 3. Derudover skal virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet
ifølge emballageafgiftslovens § 7 a lade sig registrere som erhvervsdrivende varemodtagere hos Skatteforvaltningen.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
emballageafgiftsloven.
Det følger af emballageafgiftslovens § 13, at Skatteforvaltningen kan inddrage registrering af en virksomhed, hvis virksomheden
ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i emballageafgiftslovens administrative bestemmelser, herunder også den ovennævnte
bestemmelse i emballageafgiftslovens § 13, således at der i loven i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret
varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i
overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke
indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 20
Efter emballageafgiftslovens § 18 straffes med bøde bl.a. den, der forsætligt eller uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen, jf. emballageafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 1. Derudover
straffes med bøde den, der forsætligt eller uagtsomt undlader at lade sig registrere hos Skatteforvaltningen på trods af, at den
pågældende virksomhed enten fremstiller afgiftspligtige varer eller sælger afgiftspligtige varer her til landet ved fjernsalg, jf.
emballageafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 2, jf. § 3, stk. 1 og 5.
I dette lovforslag foreslås det at indføre et nyt stk. 4 i § 3, jf. lovforslagets § 6, nr. 5.
Det foreslås at ændre henvisningen i emballageafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 2, fra »§ 3, stk. 1, eller 5« til »§ 3, stk. 1,
eller 6«. Forslaget medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 21
Efter emballageafgiftslovens § 3, stk. 1, 2 og 3, skal virksomheder, der med henblik på salg fremstiller afgiftspligtige varer,
driver mellemhandel (grossisthandel) med afgiftspligtige varer, pakker eller aftapper varer, registreres som »registreret
virksomhed«. Derudover skal virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig registrere som
erhvervsdrivende varemodtagere hos Skatteforvaltningen ifølge emballageafgiftslovens § 7 a.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
emballageafgiftsloven.
Det følger af emballageafgiftslovens § 22, at foruden den personkreds, der er omhandlet i opkrævningslovens § 10, hæfter de i
emballageafgiftslovens § 7 a, stk. 1, nævnte varemodtagere og den, der er i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter
bestemmelserne i emballageafgiftsloven.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i emballageafgiftslovens administrative bestemmelser, herunder også den ovennævnte
bestemmelse i emballageafgiftslovens § 22, således at der i bestemmelsen i stedet benyttes betegnelsen »registreret varemodtager«.
Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse
med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige
ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 22 og 23
Emballageafgiftsloven indeholder to bilag, der indeholder en oversigt over afgiftssatserne i den volumenbaserede emballageafgift
og en oversigt over det afgiftspligtige vareområde i den volumenbaserede emballageafgift.
Det foreslås at ophæve de to bilag, da de er overflødige. Det afgiftspligtige vareområde og afgiftssatser er beskrevet i
emballageafgiftslovens §§ 1 og 2. Det vurderes mest hensigtsmæssigt at ophæve bilagene, da det kan give anledning til forvirring,
at satser og afgiftspligtige varer er beskrevet både i lovteksten og i bilag til loven.
Efter lov om afgift mineralsk fosfor i foderfosfat (herefter foderfosfatafgiftsloven) skal den, der fremstiller afgiftspligtige
varer eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller
»erhvervsdrivende varemodtager«, jf. foderfosfatafgiftslovens § 3, stk. 1, 2 og § 14.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
foderfosfatafgiftsloven.
Det følger af foderfosfatafgiftslovens § 3, stk. 6, at der udstedes et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder.
De registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede
virksomheder at modtage afgiftspligtige foderfosfat med henblik på videresalg ifølge foderfosfatafgiftslovens § 4, stk. 1.
Derudover følger det af foderfosfatafgiftslovens § 6, stk. 1, at registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde
for en afgiftsperiode som vægten af mineralsk fosfor indeholdt i foderfosfat og udleveret fra virksomheden i perioden. I den
forbindelse sidestilles registrerede virksomheders forbrug af egne varer med udlevering, jf. foderfosfatafgiftslovens § 6, stk. 1.
I den afgiftspligtige mængde fradrages bl.a. varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. foderfosfatafgiftslovens
§ 4, stk. 1 og § 7, stk. 1, nr. 1.
Erhvervsdrivende varemodtagere kan efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om
godtgørelse i stedet angive afgift af afgitsberigtigede varer, der er leveret til udlandet, på afgiftsangivelsen, således at den
godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret, jf. foderfosfatafgiftslovens § 9, stk. 2.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i foderfosfatafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3. og 2.3.10. for så vidt angår den foreslåede
ændring i lovforslagets § 7, nr. 9.
Til nr. 10
Det følger af foderfosfatafgiftslovens § 3, stk. 6, at der udstedes et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder.
De registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede
virksomheder at modtage afgiftspligtige foderfosfat med henblik på videresalg ifølge foderfosfatafgiftslovens § 4, stk. 1.
Derudover følger det af foderfosfatafgiftslovens § 6, stk. 1, at registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde
for en afgiftsperiode som vægten af mineralsk fosfor indeholdt i foderfosfat og udleveret fra virksomheden i perioden. I den
forbindelse sidestilles registrerede virksomheders forbrug af egne varer med udlevering, jf. foderfosfatafgiftslovens § 6, stk. 1.
I den afgiftspligtige mængde fradrages bl.a. varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. foderfosfatafgiftslovens
§ 4, stk. 1 og § 7, stk. 1, nr. 1.
Ifølge foderfosfatafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når
virksomhederne køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål jf. § 3, stk. 3, nr. 1-3. Når virksomheden kan
modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden
udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter foderfosfatafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til
afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 9 som et nyt stk. 2, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Til nr. 11-14
Efter foderfosfatafgiftsloven skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet,
lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf. foderfosfatafgiftslovens § 3,
stk. 1, 2 og § 14.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i
foderfosfatafgiftsloven.
Det følger af foderfosfatafgiftslovens § 11, stk. 1, at registrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode skal angive
mængden af mineralsk fosfor i foderfosfat, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. lovens §§ 6 og 7, og indbetale afgiften for
afgiftsperioden til Skatteforvaltningen. Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, kan
Skatteforvaltningen inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed, jf. foderfosfatafgiftslovens § 12.
Skatteforvaltningen kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere, der gentagne gange ikke har betalt afgiften rettidigt, at afgive
angivelse ved varernes modtagelse, jf. foderfosfatafgiftslovens § 14, stk. 4.
Skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra
udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder ifølge foderfosfatafgiftslovens § 17, stk. 6.
Derudover straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, hvis
registrering er inddraget, og Skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette, jf. foderfosfatafgiftslovens § 27, stk. 1, nr.
5.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i foderfosfatafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 15
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af det foreslåede § 9, stk. 2
, jf. lovforslagets § 7, nr. 10, hvorefter stk. 2 bliver til stk. 3.
Efter forbrugsafgiftslovens § 3, stk. 4, skal der betales afgift af elektriske sikringer til stærkstrømsanlæg.
For sikringer til stærkstrømsanlæg udgør afgiften 59 øre pr. stk., jf. forbrugsafgiftslovens § 3, stk. 4, 1. pkt. Sikringer til
højspændingsanlæg er fritaget for afgift.
Det foreslås, at afgiften på elektriske sikringer ophæves. Registrerede virksomheder kan således afmeldes fra registrering og skal
ikke længere administrere, indberette og betale afgiften. Ved de foreslåede ændringer vil elektriske sikringer udgå fra
overskriften og af lovens § 3, stk. 4.
Til nr. 3 og 4
Efter forbrugsafgiftslovens § 11 a skal der betales afgift af kaffeerstatning og kaffetilsætning, herunder blandinger af de nævnte
varer med kaffe. Afgiften udgør 75 øre pr. kg nettovægt af varens indhold af kaffeerstatning og kaffetilsætning.
Det foreslås, at afgiften på kaffeerstatning og kaffetilsætning afskaffes. Med det foreslåede vil afgiftspligtige virksomheder
kunne afmeldes fra registrering og skal ikke længere administrere, indberette og betale afgiften. Ved de foreslåede ændringer vil
kaffeerstatninger udgå fra overskriften og af lovens § 3, stk. 4. Det bemærkes, at afgiften på kaffe og kaffeekstrakter fortsat
opretholdes.
Til nr. 5
Efter gældende ret skal betales afgift af cigaretpapir til cigaretter, jf. forbrugsafgiftslovens § 12, stk. 1. Afgiften udgør 5
øre pr. stk. Derudover kan skatteministeren fastsætte regler om banderolering af cigaretpapir, jf. forbrugsafgiftslovens § 12,
stk. 2.
Dette er sket i bekendtgørelse nr. 986 af 18. oktober 2005. Det fremgår af bekendtgørelsen om banderolering af cigaretpapir, at
pakninger med cigaretpapir senest ved udleveringen fra den registrerede virksomhed eller ved modtagelsen skal forsynes med en
banderole. Banderolen skal være påført på en sådan måde, at denne ikke kan løsnes uden at blive ødelagt. Banderolerne produceres
af Skatteforvaltningen og udleveres gratis til de registrerede virksomheder.
Virksomhederne skal føre regnskab over antallet af modtagne banderoler og antallet af benyttede banderoler. Når banderolerede
varer modtages, skal de tilskrives regnskabet.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i forbrugsafgiftslovens § 12, stk. 2, ophæves. Det foreslåede vil medføre, at kravet om
banderolering af cigaretpapir ophæves. Bekendtgørelse nr. 986 af 18. oktober 2005, som fastsætter de nærmere regler for
banderolering, vil bortfalde som følge af denne ophævelse. Virksomheder vil således ikke længere blive pålagt at anmode om
banderoler, føre regnskab med banderoler og påsætte banderoler på cigaretpapir.
Til nr. 6
Efter forbrugsafgiftslovens § 13, stk. 1, skal der betales afgift af kardusskrå og snus (røgfri tobak). Afgiften udgør 73 kr. og
85 øre pr. kg. For anden røgfri tobak udgør afgiften 268 kr. og 44 øre pr. kg, jf. forbrugsafgiftslovens § 13, stk. 2.
Det foreslås, at afgiften på snus efter lovens § 13, stk. 1, ændres, så afgiften kun omfatter snusprodukter, der indtages nasalt,
og som er lovlige at markedsføre efter lov om tobaksvarer. Dette skyldes, at det i dag ikke længere er tilladt at sælge snus, der
indtages oralt, i detailhandlen. Afgiften er således ikke længere aktuel at opretholde for disse snusprodukter.
Det vil betyde, at virksomheder, der producerer snus i Danmark, og som f.eks. sælger snus til Sverige, hvor det er lovligt at
sælge snus i detailhandlen, kan undlade at lade sig registrere for afgift.
Til nr. 7-11
Efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1, og § 16 a, stk. 3, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager
afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i forbrugsafgiftsloven.
Det følger af forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 3, at registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en
afgiftsperiode på grundlag af den mængde af afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden. I medfør af loven er
registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra andre registrerede virksomheder eller fra udlandet
at modtage afgiftspligtige varer, jf. forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 4. I den afgiftspligtige mængde gives der fradrag for
varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 4.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i forbrugsafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 12
I forbrugsafgiftsloven findes der i dag ikke en bestemmelse for fjernsalg. Efter flere afgiftslove, f.eks. chokoladeafgiftsloven,
skal udenlandske virksomheder lade sig registrere hos Skatteforvaltningen, såfremt de sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg,
og såfremt de samtidig er registreret efter momslovens § 47. Efter momslovens § 47, skal afgiftspligtige personer, der driver
virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos Skatteforvaltningen.
Det foreslås at indføre en fjernsalgsbestemmelse i forbrugsafgiftsloven med henblik på at sikre, at der gælder de samme regler i
forbrugsafgiftsloven som i andre afgiftslove. Det foreslås, at fjernsalgsbestemmelsen formuleres ligesom de øvrige afgiftsloves
tilsvarende regler om fjernsalg, hvor det er en betingelse, at virksomheden også er registreret for fjernsalg efter momsloven. Det
foreslåede vil medføre, at en udenlandsk virksomhed skal have et vist fjernsalg til Danmark, før virksomheden har pligt til at
lade sig registrere i Danmark. Udenlandske virksomheder skal derfor lade sig registrere efter forbrugsafgiftsloven, såfremt deres
samlede årlige leverancer overstiger 280.000 kr., jf. momslovens § 48, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.4.
Til nr. 13
Efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1 og § 16 a, stk. 3, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager
afgiftspligtige varer fra udlandet lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i forbrugsafgiftsloven.
Det følger af forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 3, at registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en
afgiftsperiode på grundlag af den mængde af afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden. I medfør af loven er
registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra andre registrerede virksomheder eller fra udlandet
at modtage afgiftspligtige varer, jf. forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 4. I den afgiftspligtige mængde gives der fradrag for
varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 4.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i forbrugsafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 14-16
Efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1 og § 16 a, stk. 3, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager
afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i forbrugsafgiftsloven.
Ifølge forbrugsafgiftslovens § 16 a, stk. 4, skal erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode angive
mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til Skatteforvaltningen. Erhvervsdrivende
kan efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge Skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgiften af
afgiftsberigtigede varer, der er leveret til udlandet på afgiftsangivelsen, hvorefter den godtgørelsesberettigede afgift indgår i
opgørelsen af afgiftstilsvaret, jf. forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i forbrugsafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 17
I forbrugsafgiftsloven kan der opnås godtgørelse af afgift, når afgiftspligtige varer sendes til udlandet. Efter
forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, skal såkaldte varemodtagere have en bevilling for at kunne få afgiftsgodtgørelse, når varerne
eksporteres til udlandet.
Det foreslås, at registrerede varemodtagere, i lighed med oplagshavere, ikke skal have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når afgiftsberigtigede varer eksporteres til udlandet. En registreret varemodtager vil således kunne fradrage
afgiften af eksporterede varer direkte i afgiftsangivelsen. Det foreslåede vil forenkle registrerede varemodtageres adgang til
godtgørelse af afgift, når de afgiftsberigtigede varer eksporteres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.10.
Til nr. 18
Ifølge forbrugsafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. forbrugsafgiftsloven § 14 a, stk. 6. Når virksomheden
kan modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som
virksomheden udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter forbrugsafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en
bevilling til afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 24, stk. 4, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere
oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen
vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for
offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Efter isafgiftslovens § 1 beregnes afgiften af konsum-is på baggrund af volumen (målt i liter). Det er dog ikke nærmere defineret
i loven, hvad der skal forstås ved konsum-is, herunder om tilsatte varer (ingredienser) til konsum-is indgår i afgiftsgrundlaget.
I praksis fortolker Skatteforvaltningen reglerne således, at der som udgangspunkt også betales konsum-is-afgift af tilsatte varer,
som nedfryses med isen, fx flødeskum, syltetøj, skummasse, nougat, chokolade, nødder og frugter, da de indgår som en del af isens
samlede rumfang. Derimod regnes marmelade, syltetøj og lignende, der er anbragt i bunden af isbåde, og som er hærdet sammen med
den fyldte is, samt marmelade, syltetøj, gelé og forskellige slags frugter eller bær, der anvendes som pynt ved fremstilling af
isdessert, eller som anbringes mellem kagemasse og ismasse og hærdes sammen med den færdige vare, ikke med i det afgiftspligtige
rumfang. Herudover kan den fulde vægt af chokolade- eller nougatovertræk, der beskattes efter chokoladeafgiftsloven holdes uden
for opgørelsen ved beregning af den afgiftspligtige mængde konsum-is. Det gælder også de varer, der er tilsat overtrækket, hvis de
er omfattet af chokoladeafgiftsloven.
Det foreslås, at der i isafgiftslovens § 1 indsættes et nyt stk. 3, hvoraf det fremgår, at ingredienser uanset disses placering
inden i eller uden på isen skal medregnes ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter isafgiftslovens § 1, stk. 1. Ved ingredienser
forstås eksempelvis chokolade, nødder, vafler, sandwiches, bær og lignende. Med forslaget vil afgiftsgrundlaget for erhvervsmæssig
fremstilling af konsum-is, jf. § 1, stk. 1, således blive ændret. Regelsættet vil dermed blive mere ensartet og nemmere at
håndtere i praksis, fordi det ikke længere er nødvendigt at foretage en vurdering af, om en ingrediens skal medregnes til
afgiftsgrundlaget eller ej.
For at undgå dobbeltbeskatning foreslås det samtidig, at ingredienser, som er omfattet af afgiftspligten for chokolade- og
sukkervarer eller råstofafgift (eller begge) i chokoladeafgiftsloven, fritages for chokolade- og sukkervareafgift samt
råstofafgift.
I nogle tilfælde vil afgiften derfor blive lavere, fx hvis konsum-isen indeholder chokolade. Hidtil er der, jf. ovennævnte, også
betalt afgift efter chokoladeafgiftsloven af et indhold af chokolade. Efter forslaget skal der alene betales isafgift. I andre
tilfælde vil afgiften blive højere, idet der efter forslaget også skal betales isafgift af fx den vaffels, som indeholder is.
Til nr. 2
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i isafgiftsloven.
Det følger af isafgiftslovens § 1, stk. 3, at der betales afgift ved indførsel af afgiftspligtige varer fra steder uden for EU
eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, medmindre varerne tilføres en registreret
virksomhed eller er fritaget efter reglerne i lovens § 1, stk. 6.
Det foreslås at ændre ordlyden konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 3
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 3, svares der afgift efter lovens § 1, stk. 1 og 2, i de tilfælde, hvor den pågældende vare
omfattet af loven indføres fra steder uden for EU. Eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes
afgiftsområde. Dette udgangspunkt gælder, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed, der er undtaget, fordi indførslen
er afgiftsfritaget efter lovens § 1, stk. 6. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. § 1, stk. 3. Dog finder
reglerne om erhvervsdrivende varemodtagere anvendelse for varer, der indføres af en virksomhed registreret efter toldlovens § 29,
jf. isafgiftslovens § 1, stk. 4.
I isafgiftslovens § 1, stk. 3, der bliver stk. 4, henvises der til stk. 6 og stk. 4. Da det foreslås, at der indsættes et nyt stk.
3 i § 1, jf. lovforslagets § 9, nr. 1, hvorefter stk. 3-7 bliver til stk. 4-8, foreslås det, at henvisningen i § 1, stk. 3, der
bliver § 1, stk. 4, ændres fra stk. 6 til stk. 7 og fra stk. 4 til stk. 5. De foreslåede ændringer er dermed en konsekvensændring.
Til nr. 4 og 5
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i isafgiftsloven.
Efter lovens § 1, stk. 4, finder reglerne om erhvervsdrivende varemodtagere anvendelse for varer, der indføres af en virksomhed
registreret efter toldlovens § 29. Desuden skal de i § 1, stk. 5, nævnte erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver
afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til
Skatteforvaltningen.
Det foreslås at ændre ordlyden konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 6
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i isafgiftsloven.
Efter lovens § 3, stk. 1, skal virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer,
registreres hos Skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, kan vælge at anmelde sig
som varemodtager hos Skatteforvaltningen, jf. § 1, stk. 5. Virksomheder, der driver mellemhandel med varer, der er afgiftspligtige
efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ligeledes registreres hos Skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun fremstiller konsum-is
i softicemaskiner og lignende apparater af varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ikke registreres.
Efter lovens § 3, stk. 2, er registreringen efter stk. 1 betinget af, at virksomheden fører almindelige forretningsbøger, og at
virksomhedens lokaler godkendes af Skatteforvaltningen.
Det foreslås at ændre ordlyden konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 7
Efter isafgiftslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., kan virksomheder, der kun modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, vælge at
anmelde sig som varemodtager hos Skatteforvaltningen.
Efter isafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 1. pkt., skal de erhvervsdrivende varemodtagere, som er nævnt i lovens § 1, stk. 5, efter
udløbet af hver afgiftsperiode, angive mængden af de varer, som de pågældende virksomheder har modtaget i perioden, og indbetale
afgiften heraf til Skatteforvaltningen.
I isafgiftslovens § 10 er de nærmere bøderammer for overtrædelse af lovens forskrifter nærmere reguleret.
I isafgiftslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., § 5 a, stk. 1, 1. pkt., og § 10, stk. 1, nr. 2 henvises der til lovens § 1, stk. 5. Da det
foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 1, jf. lovforslagets § 9, nr. 1, hvorefter stk. 3-7 bliver stk. 4-8, foreslås det, at
henvisningen i § 3, stk. 1, 2. pkt., § 5 a, stk. 1, 1. pkt., og § 10, stk. 1, nr. 2, ændres fra stk. 5 til stk. 6. De foreslåede
ændringer er dermed konsekvensændringer.
Til nr. 8
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i isafgiftsloven.
Efter lovens § 3, stk. 1, skal virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer,
registreres hos Skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, kan vælge at anmelde sig
som varemodtager hos Skatteforvaltningen, jf. § 1, stk. 5. Virksomheder, der driver mellemhandel med varer, der er afgiftspligtige
efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ligeledes registreres hos Skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun fremstiller konsum-is
i softicemaskiner og lignende apparater af varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ikke registreres.
Efter lovens § 3, stk. 2, er registreringen efter stk. 1 betinget af, at virksomheden fører almindelige forretningsbøger, og at
virksomhedens lokaler godkendes af Skatteforvaltningen.
Det foreslås at ændre ordlyden konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 9
I isafgiftsloven er der ikke en bestemmelse for fjernsalg. Efter flere afgiftslove skal udenlandske virksomheder lade sig
registrere hos Skatteforvaltningen, såfremt de sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg, og såfremt de samtidig er registreret
efter momslovens § 47, stk. 1. Efter momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af
varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos Skatteforvaltningen.
Det foreslås at indføre en fjernsalgsbestemmelse isafgiftsloven med henblik på at sikre, at der gælder de samme regler i
isafgiftsloven som i andre afgiftslove. Det foreslås, at fjernsalgsbestemmelsen formuleres ligesom de øvrige afgiftsloves
tilsvarende regler om fjernsalg, hvor det er en betingelse, at virksomheden også er registreret for fjernsalg efter momsloven. Det
foreslåede vil medføre, at en udenlandsk virksomhed skal have et vist fjernsalg til Danmark, før virksomheden har pligt til at
lade sig registrere i Danmark. Udenlandske virksomheder skal derfor lade sig registrere, såfremt deres samlede årlige leverancer
overstiger 280.000 kr., jf. momslovens § 48, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.4.
Til nr. 10-12
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Efter lovens § 4, stk. 1, skal registrerede virksomheder opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode på en måned som
den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden. Desuden skal registrerede virksomheder efter udløbet af hver
afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. § 4, stk. 1, og indbetale afgiften for
afgiftsperioden til Skatteforvaltningen, jf. lovens § 5, stk. 2. Varer, der af de registrerede virksomheder leveres til udlandet,
fritages dog for afgift, jf. lovens § 4, stk. 3. Skatteforvaltningen kan dog efter lovens § 4, stk. 4, meddele godtgørelse af
afgift af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet. Erhvervsdrivende varemodtagere kan efter udløbet af
hver afgiftsperiode frem for at søge Skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er
leveret til udlandet, jf. § 5 a, stk. 1, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen
af afgiftstilsvaret.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 13
I isafgiftsloven kan der opnås godtgørelse af afgift, når afgiftspligtige varer sendes til udlandet. Efter isafgiftslovens § 4,
stk. 4, skal såkaldte varemodtagere have en bevilling for at kunne få afgiftsgodtgørelse, når varerne eksporteres til udlandet.
Det foreslås, at registrerede varemodtagere i lighed med oplagshavere ikke længere skal have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når afgiftsberigtigede varer eksporteres til udlandet. En registreret varemodtager vil således kunne fradrage
afgiften af eksporterede varer direkte i afgiftsangivelsen. Det foreslåede vil forenkle registrerede varemodtageres adgang til
godtgørelse af afgift, når de afgiftsberigtigede varer eksporteres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.10.
Til nr. 14 og 15
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Efter lovens § 4, stk. 5, er virksomheder, der er registreret efter § 3, stk. 1, berettiget til, uden at afgiften er berigtiget,
at modtage afgiftspligtige varer fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, såfremt varerne er bestemt til fremstilling
af afgiftspligtige varer eller videresalg en gros. De registrerede virksomheder er underkastet Skatteforvaltningens kontrol og
skal føre det af Skatteforvaltningen foreskrevne regnskab, jf. isafgiftslovens § 5, stk. 1.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 16
Efter isafgiftslovens § 6, stk. 1, er den personkreds, der hæfter for betaling af afgift efter denne lov, nærmere kvalificeret.
I isafgiftslovens § 6, stk. 1, henvises der til lovens § 1, stk. 4. Da det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 1, jf.
lovforslagets § 9, nr. 1, hvorefter stk. 3-7 bliver stk. 4-8, foreslås det følgeligt, at henvisningen i § 6, stk. 1, ændres fra §
1, stk. 5, til § 1, stk. 6. Den foreslåede ændring er dermed en konsekvensændring.
Til nr. 17
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Efter lovens § 7, stk. 6, er Skatteforvaltningen berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer
erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 18
Efter isafgiftslovens § 1, stk. 5 og § 3, stk. 1, skal den, der fremstiller afgiftspligtige varer eller modtager afgiftspligtige
varer fra udlandet, lade sig registrere som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«.
Efter lovens § 10, stk. 1, nr. 3, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af en registreret
virksomhed, hvis registrering er inddraget efter § 3, stk. 3, og Skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i isafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven benyttes
betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på tværs af
en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og
vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Ifølge kulafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. kulafgiftslovens §§ 7 og 7 a. Når virksomheden kan
modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden
udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter kulafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit
at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 7 som et nyt stk. 10, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Ifølge kvælstofafgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, skal eller kan den, der med henblik på salg fremstiller varer med afgiftspligtigt
kvælstofindhold, og andre virksomheder, der sælger varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold, lade sig registrere hos
Skatteforvaltningen. Derudover skal erhvervsdrivende varemodtagere, der importerer afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig
registrere hos Skatteforvaltningen ifølge kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i kvælstofafgiftsloven.
Ifølge kvælstofafgiftslovens § 2, stk. 3, udstedes et bevis for registreringen til de registrerede virksomheder. Registrerede
virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage
afgiftspligtige varer med henblik på videresalg. Efter kvælstofafgiftslovens § 5, stk. 1, skal registrerede virksomheder opgøre
den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode som det totale indhold af kvælstof i den mængde af afgiftspligtige varer, der er
udleveret fra virksomheden i perioden. I den forbindelse sidestilles registrerede virksomheders forbrug af egne varer med
udlevering efter kvælstofafgiftslovens § 5, stk. 2. I mængden af varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold fradrages varer, der
leveres til en anden registreret virksomhed, jf. lovens § 3, jf. kvælstofafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1.
Det følger af kvælstofafgiftslovens § 7, stk. 1, at der er afgiftsfrihed for varer, der leveres af registrerede virksomheder eller
fra udlandet til brug i virksomheder registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. Efter lovens §
7, stk. 3, kan registrerede virksomheder kræve dokumentation for det nævnte registreringsforhold.
Ifølge kvælstofafgiftslovens § 13, stk. 1, skal registrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af
de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til Skatteforvaltningen.
Skatteforvaltningen kan inddrage registreringen af virksomheden, indtil denne er stillet, hvis virksomheden ikke rettidigt
efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. kvælstofafgiftslovens § 16, stk. 1.
Skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra
udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder, jf. kvælstofafgiftslovens § 22, stk. 6.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i kvælstofafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 8
Ifølge kvælstofafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål jf. lovens § 8. Når virksomheden kan modtage de
afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter kvælstofafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit at
købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 8 som et nyt stk. 2, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Til nr. 9-15
Ifølge kvælstofafgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, skal eller kan den, der med henblik på salg fremstiller varer med afgiftspligtigt
kvælstofindhold, og andre virksomheder, der sælger varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold, lade sig registrere hos
Skatteforvaltningen. Derudover skal erhvervsdrivende varemodtagere, der importerer afgiftspligtige varer fra udlandet, lade sig
registrere hos Skatteforvaltningen ifølge kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1.
Betegnelserne »registreret virksomhed« og »erhvervsdrivende varemodtager« anvendes i en række bestemmelser i kvælstofafgiftsloven.
Erhvervsdrivende varemodtagere kan efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om
godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er leveret til udlandet, på afgiftsangivelsen, således at den
godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret, jf. kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 2.
Det følger af loven, at told- og skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders regnskabsførelse,
jf. kvælstofafgiftslovens § 12, stk. 5.
Hvis en registreret virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, kan told- og skatteforvaltningen
inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed, jf. kvælstofafgiftslovens § 16.
Virksomheder registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og andre erhvervsdrivende varemodtagere
skal inden afsendelsen af varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold fra udlandet anmelde sig hos told- og skatteforvaltningen,
jf. kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 1. Derudover skal erhvervsdrivende varemodtagere efter udløbet af hver afgiftsperiode angive
mængden af de varer med et afgiftspligtigt kvælstofindhold, som virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf
til told- og skatteforvaltningen, jf. kvælstofafgiftslovens § 19, stk. 2.
Ifølge kvælstofafgiftslovens § 26, stk. 2, skal en virksomhed, der er registreret efter kvælstofafgiftsloven, ikke svare afgift af
varer, der er leveret uberigtiget til en virksomhed registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
Foruden den personkreds, der er omhandlet i opkrævningslovens § 10, hæfter de i § 19, stk. 1, nævnte varemodtagere og den, der er
i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov, jf. kvælstofafgiftslovens § 32.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i kvælstofafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i
bestemmelserne i stedet benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig
ensretning af betegnelserne på tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de
harmoniserede afgiftslove, f.eks. øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3. og 2.3.10. for så vidt angår den foreslåede
ændring i lovforslagets § 11, nr. 9.
Ifølge kvælstofoxiderafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når
virksomhederne køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. § 8. Når virksomheden kan modtage de
afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter kvælstofoxiderafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til
afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 9 som et nyt stk. 6, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Efter lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., skal der betales afgift af forsikringer for her i landet
hjemmehørende lystfartøjer af enhver art, herunder fartøjets maskineri, inventar og udstyr. Afgiften omfatter også forsikringer
for lystfartøjer, der helt eller delvis anvendes erhvervsmæssigt, jf. lovens § 1, stk. 1, 2. pkt.
Det foreslås, at § 1, stk. 1, 2. pkt., ophæves. Bestemmelsen fastsætter, at forsikringer for lystfartøjer, der anvendes
erhvervsmæssigt er afgiftspligtige. Den foreslåede ophævelse skal ses i lyset af, at definitionen fremadrettet vil fremgå mere
tydeligt af den foreslåede ændring til § 1, stk. 2, jf. lovforslagets § 13, nr. 2.
Til nr. 2
Efter lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1 skal der betales afgift af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer
af enhver art, herunder fartøjets maskineri, inventar og udstyr. Afgiften omfatter også forsikringer for lystfartøjer, der helt
eller delvis anvendes erhvervsmæssigt.
Hvad angår lystfartøjsbegrebet, indeholder hverken det oprindeligt fremsatte lovforslag eller senere lovforarbejder en definition
af et lystfartøj. Hvilke lystfartøjer, hvor forsikringen heraf er afgiftspligtig, er dog efterfølgende blevet fastlagt gennem
praksis fra Skatteforvaltningen og Søfartsstyrelsen og afgørelser fra Skatterådet og det tidligere Momsnævn. Som eksempler på
lystfartøjer kan bl.a. fremhæves fartøjer, der anvendes privat, herunder motorbåde, sejlbåde, joller, kajakker m.v. Derudover
bliver også windsurf boards og husbåde med egen fremdrift (motor) anset som afgiftspligtige lystfartøjer. Hertil kommer en
afgørelse fra det tidligere Momsnævn, hvor en forsikring for et lystfartøj, der af skibstilsynet var godkendt til sejlads med
passagerer og optaget i Skibsregistret som sejlskib med hjælpemotor (lastfartøj), ikke blev betragtet som afgiftspligtig.
Derudover har Søfartsstyrelsen i en sag tilkendegivet, at tre rekonstruerede middelalderskibe ikke kunne anses for at være
lystfartøjer, da anvendelsen også omfattede sejlads med betalende gæster. Endelig har Skatterådet i SKM2014. 628. SR truffet en
afgørelse om et museumsfartøj, der under visse nærmere omstændigheder ikke kunne anses for at være et lystfartøj, og forsikringen
var dermed ikke omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiften.
Det foreslås, at der indsættes en definitionsbestemmelse i loven, så det bliver mere klart, hvornår en lystfartøjsforsikring er
afgiftspligtig. Definitionen er hentet fra energibeskatningsdirektivet, som vurderes at harmonere med afgørelserne fra Skatterådet
og Momsnævnet og Skatteforvaltningens nuværende praksis. I den foreslåede definition præciseres det, at lystfartøjet, som
forsikringen dækker over, skal anvendes til ikke-erhvervsmæssige formål. Dvs. navnlig andre formål end personbefordring,
godstransport eller levering af tjenesteydelser mod vederlag til offentlige formål. Dette vil medføre, at fartøjer som windsurf
boards og husbåde med egen fremdrift (motor) betragtes som fartøjer, hvor forsikring heraf er afgiftspligtig. Definitionen stemmer
således overens med Skatteforvaltningens nuværende praksis, og ændringen vil derfor ikke medføre materielle ændringer af gældende
praksis.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.2.
Ifølge mineralolieafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. mineralolieafgiftsloven § 9. Når virksomheden kan
modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden
udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter mineralolieafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til
afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 12, stk. 13, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere
oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen
vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for
offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Opkrævningsloven indeholder bestemmelser om opkrævning af skatter og afgifter m.v. herunder om angivelse af afgifter for de love,
som fremgår af lovens bilag 1, bl.a. lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer
(vækstfremmerafgiftsloven). Det foreslås at ændre bilag 1 til opkrævningsloven som følge af, at vækstfremmerafgiftsloven foreslås
ophævet, jf. lovforslagets § 23, og derfor ikke længere bør fremgå af bilaget.
Efter lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler (herefter opløsningsmiddelafgiftsloven) skal virksomheder, der fremstiller
eller importerer afgiftspligtige varer fra udlandet med henblik på salg, registreres som enten »registreret virksomhed« eller
»erhvervsdrivende varemodtager«, jf. opløsningsmiddelafgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, og § 17, stk. 1.
Efter lovens § 3 er registrerede virksomheder berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet og fra andre
registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer med henblik på videresalg. Registrerede virksomheder skal opgøre den
afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden i perioden,
jf. lovens § 5, stk. 1. Registrerede virksomheders forbrug af egne varer sidestilles med udlevering, jf. lovens § 5, stk. 2. I den
afgiftspligtige mængde opgjort efter § 5 fradrages bl.a. varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. lovens § 6,
stk. 1. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal
betale afgift, jf. §§ 5 og 6, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til Skatteforvaltningen, jf. lovens § 11.
Af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende
EU-landes afgiftsområde, betales afgiften ved indførslen, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed eller er omfattet
af lovens § 9, jf. § 16, stk. 1.
Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over fremstilling af afgiftspligtige varer, tilgang af uberigtigede varer og
udlevering samt forbrug af afgiftspligtige varer. Virksomhederne skal holde lageret af afgiftsberigtigede varer adskilt fra
lageret af uberigtigede varer, jf. lovens § 10, stk. 1. Andre registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilgang af
uberigtigede varer og udlevering samt forbrug af afgiftspligtige varer, jf. lovens § 10, stk. 2.
Efter lovens § 31, stk. 1, nr. 5, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af en
afgiftspligtig virksomhed, hvis registrering er inddraget efter § 14, og Skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i opløsningsmiddelafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven
benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på
tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks.
øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Til nr. 9
I opløsningsmiddelafgiftsloven kan der opnås godtgørelse af afgift, når afgiftspligtige varer sendes til udlandet. Efter
opløsningsmiddelafgiftslovens § 8, stk. 1, skal såkaldte varemodtagere have en bevilling for at kunne få afgiftsgodtgørelse, når
varerne eksporteres til udlandet.
Det foreslås, at registrerede varemodtagere, i lighed med oplagshavere, ikke skal have en bevilling for at kunne få
afgiftsgodtgørelse, når afgiftsberigtigede varer eksporteres til udlandet. En registreret varemodtager vil således kunne fradrage
afgiften af eksporterede varer direkte i afgiftsangivelsen. Det foreslåede vil forenkle registrerede varemodtageres adgang til
godtgørelse af afgift, når de afgiftsberigtigede varer eksporteres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.10.
Til nr. 10-14
Efter opløsningsmiddelafgiftsloven skal virksomheder, der fremstiller eller importerer afgiftspligtige varer fra udlandet med
henblik på salg, registreres som enten »registreret virksomhed« eller »erhvervsdrivende varemodtager«, jf.
opløsningsmiddelafgiftslovens § 2, stk. 1 og 2, og § 17, stk. 1.
Efter de gældende regler kan told- og skatteforvaltningen fastsætte nærmere regler for registrerede virksomheders
regnskabsførelse, jf. opløsningsmiddelafgiftslovens § 10, stk. 3. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver
afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 5 og 6, og indbetale afgiften for
afgiftsperioden til Skatteforvaltningen, jf. lovens § 11. Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille
sikkerhed, kan Skatteforvaltningen inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed, jf. lovens § 14.
Af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende
EU-landes afgiftsområde, betales afgiften ved indførslen, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed eller er omfattet
af lovens § 9, jf. § 16, stk. 1. I andre tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre
varerne modtages efter reglerne i § 3 eller er omfattet af § 9. Erhvervsdrivende varemodtagere skal inden afsendelsen af
afgiftspligtige varer fra udlandet anmelde sig hos Skatteforvaltningen, jf. lovens § 17, stk. 1. Erhvervsdrivende varemodtagere
skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, som virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale
afgiften heraf til Skatteforvaltningen, jf. lovens § 17, stk. 2. Skatteforvaltningen kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere,
der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse, jf. lovens § 17, stk. 5. De i
lovens § 17, stk. 1, nævnte varemodtagere og den, der er i besiddelse af den afgiftspligtige vare, hæfter for betaling af afgift,
jf. lovens § 29.
Det foreslås at ændre betegnelserne konsekvent i opløsningsmiddelafgiftslovens administrative bestemmelser, således at der i loven
benyttes betegnelserne »oplagshaver« og »registreret varemodtager«. Dette vil medføre en sproglig ensretning af betegnelserne på
tværs af en række afgiftslove, som tillige bringes i overensstemmelse med betegnelserne fra de harmoniserede afgiftslove, f.eks.
øl- og vinafgiftsloven. Forslagene medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.3.3.
Efter lov om afgift af skadesforsikringer (herefter skadesforsikringsafgiftsloven) skal der betales afgift af præmier vedrørende
skadesforsikringer, jf. skadesforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Med skadesforsikringer forstås forsikring af risici, der er
kategoriseret som skadesforsikring i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed, jf. skadesforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 3.
Afgiftspligtige virksomheder, der har indgået aftaler om afgiftspligtig skadesforsikring, skal anmelde og registrere sig hos
Skatteforvaltningen. Følgende virksomheder kan dog lade sige registrere ved en person eller virksomhed, som er bosiddende eller
har forretningssted her i landet: Det drejer sig om virksomheder, der er hjemmehørende i EU eller et land med regler om
inddrivelse svarende til reglerne inden for EU, og som har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse med Danmark.
Har den afgiftspligtige virksomhed forretningssted uden for EU, og er der i det pågældende land ikke aftale med Danmark om
gensidig bistand til inddrivelse, skal den afgiftspligtige virksomhed registreres ved en person eller virksomhed, som er
bosiddende eller har hjemsted her i landet. Anmeldelse til registrering skal ske inden 8 dage inden registreringspligtig
virksomhed påbegyndes.
Det fremgår, at repræsentanten, hvad enten det er en juridisk eller fysisk person, hæfter solidarisk med forsikringsvirksomheden,
jf. skadesforsikringsafgiftslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås, at registreringsreglen for fiskale repræsentanter i skadesforsikringsafgiftsloven præciseres i lovens § 6, stk. 3,
således at loven udtrykkeligt anvender ordlyden »herboende repræsentant« – dvs. en fiskal repræsentant. Det foreslåede vil ikke
medføre materielle ændringer af reglerne.
Ifølge spilleafgiftslovens § 5 skal udbydere af almennyttige lotterier udbudt efter § 10 i lov om spil betale en gevinstafgift på
17,5 pct. beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.
Afgiften beregnes ens for kontantgevinster og andre gevinster, så som varegevinster, ud fra gevinstens værdi. Dette vil sige, at
for kontantgevinster beregnes afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb eller gavekortets pålydende værdi, eller hvis der
er tale om andre gevinster, beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere, jf. spilleafgiftslovens § 26,
stk. 3. Det er således ikke gevinstens indkøbsværdi, men handelsværdi, der skal bruges til beregningen af afgiften, og den
afgiftspligtige person skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre en faktisk eller sammenlignelig handelsværdi af gevinsten.
Det foreslås at forhøje bundgrænsen for andre gevinster fra 200 kr. til 750 kr. i spilleafgiftslovens § 5.
Kontante gevinster er f.eks. penge og gavekort. Udtrykket »andre gevinster« dækker alle andre typer gevinster end kontante
gevinster, herunder både varegevinster såsom en bamse, og gevinster i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en oplevelse.
Til nr. 2
Ifølge spilleafgiftslovens § 14 skal indehavere af en tilladelse til udbud af spil i forbindelse med offentlige forlystelser
betale en afgift af gevinster på 17,5 pct., beregnet af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr.
Afgiften beregnes ens for kontantgevinster og andre gevinster, så som varegevinster, ud fra gevinstens værdi. Dette vil sige, at
for kontantgevinster beregnes afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb eller gavekortets pålydende værdi, eller hvis der
er tale om andre gevinster, beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere, jf. spilleafgiftslovens § 26,
stk. 3. Det er således ikke gevinstens indkøbsværdi, men handelsværdi, der skal bruges til beregningen af afgiften, og den
afgiftspligtige person skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre en faktisk eller sammenlignelig handelsværdi af gevinsten.
Det foreslås at forhøje bundgrænsen for andre gevinster fra 200 kr. til 750 kr. i spilleafgiftslovens § 14.
Kontante gevinster er f.eks. penge, gavekort og spillemærker. Udtrykket »andre gevinster« dækker alle andre typer gevinster end
kontante gevinster, herunder både varegevinster såsom en bamse, og gevinster i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en
oplevelse.
Til nr. 3
Ifølge spilleafgiftslovens § 15 skal udbydere af spil uden indsats betale en gevinstafgift på 17,5 pct. beregnet af den del af
gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. for udbud af spil uden indsats.
Spil uden indsats er spil omfattet af § 3, stk. 2, i lov om spil, dvs. spil der kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til
Spillemyndigheden. Der er tale om spil, hvor spilleren ikke har betalt en indsats for at deltage, og som må anses for at være
offentlige.
Afgiften beregnes ens for kontantgevinster og andre gevinster, så som varegevinster, ud fra gevinstens værdi. Dette vil sige, at
for kontantgevinster beregnes afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb eller gavekortets pålydende værdi. Hvis der er
tale om andre gevinster, beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere, jf. spilleafgiftslovens § 26, stk.
3. Det er således ikke gevinstens indkøbsværdi, men handelsværdi, der skal bruges til beregningen af afgiften, og den
afgiftspligtige person skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre en faktisk eller sammenlignelig handelsværdi af gevinsten.
Det foreslås at forhøje bundgrænsen for andre gevinster fra 200 kr. til 750 kr. i spilleafgiftslovens § 15.
Kontante gevinster er f.eks. penge og gavekort. Udtrykket »andre gevinster« dækker alle andre typer gevinster end kontante
gevinster, herunder både varegevinster såsom en bamse, og gevinster i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en oplevelse.
Til nr. 4
Ifølge spilleafgiftslovens § 21, stk. 1, er afgiftsperioden for spil i forbindelse med offentlige forlystelser kalendermåneden,
jf. lovens § 14. Angivelse og indbetaling af afgiften skal ske senest den 15. i måneden efter udløbet af afgiftsperioden.
Med henblik på at lette de administrative byrder for disse spiludbydere foreslås det at ændre afgiftsperioden fra måneden til
kvartalet. Det foreslås endvidere, at angivelse og indbetaling af afgiften fortsat skal ske senest den 15. i måneden efter
afgiftsperiodens udløb, hvilket i relation til disse udbydere af spil i forbindelse med offentlige forlystelser vil sige
henholdsvis senest den 15. april, 15. juli, 15. oktober og 15. januar.
Til nr. 5
Ifølge spilleafgiftslovens § 21, stk. 2, kan Skattestyrelsen afkorte afgiftsperioden for spiludbydere med kalendermåneden som
afgiftsperiode, hvis afgiften ikke betales rettidigt.
Det foreslås, at denne bestemmelse skal gælde tilsvarende for spiludbydere med kvartalet som afgiftsperiode, og dermed omfattes
udbydere af spil i forbindelse med offentlige forlystelser også af bestemmelsen.
Til nr. 6
Ifølge spilleafgiftslovens § 26, stk. 3, skal afgift for spil, hvoraf der skal betales gevinstafgift på 17,5 pct., beregnes på
grundlag af gevinstens handelsværdi, såfremt der er tale om en varegevinst.
Da udtrykket »andre« gevinster dækker alle andre typer gevinster end kontante gevinster, herunder både varegevinster og gevinster
i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en oplevelse, jf. lovforslagets § 18, nr. 1-3, foreslås det at ændre »en
varegevinst« til »andre gevinster«.
Ifølge svovlafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks., når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. svovlafgiftsloven §§ 7 og 7 a. Når virksomheden kan
modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden
udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter svovlafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til
afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 9 som et nyt stk. 8, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at
udlevere oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt.
Skatteforvaltningen vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne
gøre det muligt for offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Ved tinglysning af pant i fast ejendom, der helt eller delvist er fritaget for afgift efter lovens § 5, stk. 2, eller § 5 a, kan
dagskursen på den valuta, der er lagt til grund på det tidspunkt, hvor lånetilbuddet afgives, anvendes, jf.
tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Da lovens § 5, stk. 2, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, foreslås det, at henvisningen til § 5, stk. 2, i lovens §
2, stk. 2, 2. pkt., udgår.
I dag finder lovens § 5 a, alene anvendelse ved tinglysning af pant i fast ejendom. Da det foreslås at udvide bestemmelsens
anvendelsesområde til også at omfatte pant i andelsboliger, jf. lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det i lovens § 2, stk. 2, 2.
pkt. at tilføje, at muligheden for at anvende dagskursen også skal gælde ved tinglysning af pant i andele i en
andelsboligforeninger, der er helt eller delvist fritaget for afgift efter § 5 a.
Til nr. 2
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, skal der ved tinglysning af pant i fast ejendom betales en fast afgift på 1.660 kr.
og en variabel afgift, der udgør 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.
Ved tinglysning af et nyt pant, der skal afløse et tidligere tinglyst pant i samme ejendom, kan afgiftsgrundlaget for tinglysning
af det nye pant nedsættes eller bortfalde efter lovens § 5, stk. 2. Efter bestemmelsen kan afgiftsbegunstigelsen således overføres
fra realkreditpantebreve, pengeinstitutpantebreve og ejerpantebreve. Formålet med reglen er, at der skal være mulighed for
afgiftsfrit at omlægge eller konvertere sine lån i fast ejendom, således at der alene skal betales afgift i det omfang, at det nye
lån overstiger restgælden på det gamle lån. Det nye pant skal være ydet til sikkerhed for lån i realkreditinstitutter eller lån i
pengeinstitutter. For lån i pengeinstitutter gælder, at lånet skal have en løbetid på mindst 10 år og højst 30 år. Kravet om
løbetid gælder dog ikke pant til sikkerhed for lån finansieret ved særligt dækkede obligationer.
Såfremt det nye pant afvises fra tinglysning, eller aflyses det som ikke effektueret inden 1 år efter anmeldelsen til tinglysning,
anses afgiftsbegunstigelsen i stk. 2, ikke at være udnyttet.
Afgiftsbegunstigelsen i stk. 2, kan anvendes, uanset om det nye pant foreligger i form af et eller flere pant, og uanset om det
nye pant kun tjener til delvis afløsning af et eksisterende lån. Afløses det eksisterende pant af flere pant, er det en
betingelse, at de nye pant i mindst 1 år efter tinglysning af det nye pant har pant i samme ejendom, når ændringer i den pantsatte
ejendom sker ved pantebrevspåtegning i forbindelse med udstykning.
Endvidere er afgiftsbegunstigelsen i stk. 2, betinget af, at det tidligere pant er tinglyst før den 1. juli 2007, at det nye pant
anmeldes til tinglysning inden det tidligere pant aflyses, at det erklæres, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker på
vilkår om aflysning af det tidligere pant, og at det tidligere pant er aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning af det
nye pant.
Afgiftsbegunstigelsen i stk. 2, kan dog ikke anvendes ved afløsning af et ejerpantebrev, der er opstået ved omdannelse af et pant
fra og med den 21. marts 2011.
Efter lovens § 5, stk. 3, skal der ved overførsel af afgift fra et ejerpantebrev – ud over den faste afgift og eventuelt variable
afgift efter hovedreglen i § 5, stk. 1 – yderligere betales en fast afgift på 1.660 kr.
Afgiftsbegunstigelsen i lovens § 5, stk. 2, benævnes restgældsprincippet. Det skyldes, at når afgiften på det nye lån skal
beregnes, kan størrelsen af det nye lån nedsættes med størrelsen af den restgæld, som bliver indfriet på et tidligere tinglyst
pant i samme ejendom. Restgældsprincippet kan alene anvendes til afløsning af pant, der er tinglyst før den 1. juli 2007.
For pant, der er tinglyst den 1. juli 2007 eller senere, anvendes hovedstolsprincippet, som fremgår af lovens § 5 a. Efter denne
metode kan en afgiftsbegunstigelse opnås ved at nedsætte hovedstolen på det nye pant med hovedstolen på det gamle pant, når
afgiften skal beregnes. Der skal således kun betales afgift efter lovens § 5, stk. 1, ved tinglysningen af det nye pant, såfremt
hovedstolen på det nye pant overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant. Der skal dog betales afgift af den del af den
nye hovedstol, der overstiger den hidtidige hovedstol.
Da det foreslås, at alene hovedstolsprincippet skal finde anvendelse ved overførsel af afgift fra et gammelt pant til et nyt pant
i samme ejendom, foreslås det, at lovens § 5, stk. 2, hvoraf restgældsprincippet fremgår, ophæves.
Da lovens § 5, stk. 3, om dobbelt fast afgift ved afgiftsoverførsel fra et ejerpantebrev hænger sammen med lovens § 5, stk. 2,
foreslås det, at lovens § 5, stk. 3, ophæves.
Desuden foreslås lovens § 5, stk. 1, 9. pkt. ophævet, da denne relaterer sig til pant i fast ejendom, der foreslås flyttet til
lovens § 5 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 20, nr. 7.
Til nr. 3
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 4, skal der betales fuld afgift efter hovedreglen i lovens § 5, stk. 1, såfremt der
inddrages anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre m.v. under et eksisterende tinglyst pant, jf. dog § 5, stk. 5. Ved
tinglysning af matrikulære ændringer (dvs. ændringer som følge af sammenlægning, arealoverførsel og jordfordeling) betales alene
en fast afgift på 1.660 kr. En tilsvarende afgift på 1.660 kr. betales ved tinglysning af påtegninger på pant, der tinglyses som
en del af en samlet matrikulær ændring.
Lovens § 5, stk. 5, omhandler pant i erhvervsaktiver. Efter denne bestemmelse skal der betales 2 gange fast afgift på 1.660 kr.,
såfremt der inddrages andet eller yderligere løsøre under et eksisterende tinglyst pant.
Da det foreslås, at der skal gælde særlige afgiftssatser ved tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det at affatte lovens § 5, stk. 4, således, at tinglysning af ændringer, hvor der inddrages
anden eller yderligere fast ejendom under et eksisterende tinglyst pant, udgår.
Til nr. 4
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, kan ændringer af pant i erhvervsaktiver bl.a. ske ved tinglysning af et nyt pant,
der skal afløse et tidligere tinglyst pant (et såkaldt afløsningspantebrev). Sker ændringen ved et afløsningspantebrev, er det
bl.a. en betingelse, at det tidligere pant aflyses senest 30 dage efter tinglysning af det nye pant.
Tilsvarende gælder ved ændringer af virksomhedspant og fordringspant, jf. lovens § 5, stk. 7, hvorefter et tidligere tinglyst pant
skal aflyses senest 30 dage efter tinglysning af det nye pant.
Bestemmelserne om afløsningspantebreve vedrørende pant i erhvervsaktiver og virksomhedspant anvendes bl.a. ved handler, hvor der
ofte kan være mange parter involveret. Det indebærer, at det kan tage mere end 30 dage at aflyse et tidligere tinglyst pant. Hvis
fristen ikke overholdes, kan det medføre en betydelig merudgift i afgift for de erhvervsdrivende.
Det foreslås derfor at ændre fristen for at aflyse et tidligere tinglyst virksomhedspant, fordringspant og pant i erhvervsaktiver
fra 30 dage til 60 dage.
Til nr. 5
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 6, 2. pkt., skal der ved tinglysning af andre ændringer, der ikke vedrører inddragelse
af andet eller yderligere pant (lovens § 5, stk. 4) eller forhøjelse af det pantsikrede beløb (lovens § 5, stk. 6, 1. pkt.),
betales en fast afgift på 1.660 kr.
Da lovens § 5, stk. 2 og 3, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, vil lovens § 5, stk. 4 og 6, herefter blive stk. 2 og
4. Det foreslås derfor, at henvisningen til stk. 4, i lovens § 5, stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 2.
Til nr. 6
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 8, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om dokumentation for, at betingelserne
i lovens § 5, stk. 2, er opfyldt, om i hvilket omfang omkostninger kan indregnes afgiftsfrit, om afgivelse af erklæring efter stk.
2, 6. og 8. pkt., stk. 5, 2. og 5. pkt., og stk. 7, 2. pkt., og om dokumentation for størrelsen af den nedbragte panthæftelse
efter stk. 6, 1. pkt.
Da lovens § 5, stk. 2, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, foreslås det at nyaffatte lovens § 5, stk. 8, der bliver
stk. 6, således, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for, at betingelserne i denne paragraf er
opfyldt, og om dokumentation for størrelsen af den nedbragte panthæftelse efter stk. 4, 1. pkt.
Til nr. 7
Ifølge tinglysningsafgiftsloven § 5, stk. 1, skal der ved tinglysning af pant i fast ejendom betales en fast afgift på 1.660 kr.
og en variabel afgift, der udgør 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.
Ved tinglysning af et nyt pant, der skal afløse et tidligere tinglyst pant i samme ejendom, kan afgiftsgrundlaget for tinglysning
af det nye pant nedsættes eller bortfalde efter lovens § 5 a, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger hovedstolen på det
tidligere tinglyste pant. Afgiftsfritagelsen omfatter både den variable og faste afgift. Afgiftsbegunstigelsen i § 5 a, stk. 1,
benævnes hovedstolsprincippet.
Bestemmelsens anvendelsesområde svarer til anvendelsesområdet for lovens § 5, stk. 2. Efter bestemmelsen kan afgiftsbegunstigelsen
således overføres fra realkreditpantebreve, pengeinstitutpantebreve og ejerpantebreve. Det nye pant skal være ydet til sikkerhed
for lån i realkreditinstitutter eller lån i pengeinstitutter. For lån i pengeinstitutter gælder, at lånet skal have en løbetid på
mindst 10 år og højst 30 år. Kravet om løbetid gælder dog ikke pant til sikkerhed for lån finansieret ved særligt dækkede
obligationer. Afgiftsbegunstigelsen kan dog ikke anvendes ved afløsning af et ejerpantebrev, der er opstået ved omdannelse af et
pant fra og med den 21. marts 2011.
I modsætning til restgældsprincippet i lovens § 5, stk. 2, der alene kan anvendes til afløsning af pant, der er tinglyst før den
juli 2007, kan hovedstolsprincippet alene anvendes til afløsning af pant, der er tinglyst efter den 1. juli 2007.
Med henblik på at ensarte og forenkle tinglysningsafgiften foreslås det at udvide anvendelsesområdet i § 5 a, stk. 1, således at
der kan overføres afgift mellem alle typer af pant, herunder f.eks. simple pantebreve, realkreditpantebreve, ejerpantebreve m.v.,
bortset fra pant ifølge skadesløsbreve. Med det foreslåede vil pant udstedt af f.eks. pantebrevsselskaber også være omfattet af
reglerne om overførsel af afgift. Desuden foreslås det, at det skal være muligt at overføre afgift uanset hvilket lån, som pantet
er til sikkerhed for. Endvidere foreslås det, at reglen også skal finde anvendelse ved tinglysning af pant i andelsboliger
således, at andelshavere også kan foretage en låneomlægning eller skifte institut uden at betale variabel afgift ved tinglysning
af et nyt pant. Med henblik på at ensarte reglerne, således at der altid betales én fast afgift uanset panttype, foreslås det, at
der ved overførsel af afgift altid betales én fast afgift, mens den variable afgift kan bortfalde, såfremt hovedstolen på det nye
pant ikke overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant.
Desuden foreslås det, at § 5, stk. 1, 2.-8. pkt. skal finde anvendelse for tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger,
dog ikke for tinglysning af pant for indekslån, der ydes efter realkreditlån.
Med henblik på at reducere transaktionsomkostningerne ved bolighandler for borgere og virksomheder foreslås det desuden at
nedsætte den faste afgift til 1.640 kr. og den variable afgift til 1,45 pct. ved tinglysning af pant i fast ejendom og
andelsboliger fra den 1. juli 2019.
Satserne foreslås at gælde for tinglysninger, som tinglyses i det digitale tinglysningssystem fra den 1. juli 2019.
Til nr. 8
Lovforslagets § 20, nr. 8, er næsten identisk med lovforslagets § 20, nr. 7, hvor den variable afgiftssats foreslås nedsat. Eneste
forskel er størrelsen af den variable afgiftssats, der ved lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås at blive nedsat fra 1,5 pct. til
1,45 pct. fra 1. juli 2019, mens afgiftssatsen ved lovforslagets § 20, nr. 8, foreslås at blive nedsat yderligere til 1,25 pct.
fra 1. januar 2026.
Satserne foreslås at gælde for tinglysninger, som tinglyses i det digitale tinglysningssystem fra den 1. januar 2026.
Til nr. 9
Hovedstolsprincippet fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, hvorefter der efter denne metode ikke skal betales
afgift, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant i samme ejendom.
Afgiftsfritagelsen omfatter både den variable og faste afgift.
Der skal dog betales en fast afgift på 1.660 kr. ved anvendelse af afgiftsfritagelsen i stk. 1, såfremt det tidligere tinglyste
pant er et ejerpantebrev, jf. lovens § 5 a, stk. 2. Såfremt man ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen efter lovens § 5 a, stk. 1,
vil man skulle betale to faste afgifter, såfremt afgiften overføres fra et ejerpantebrev.
Da det foreslås, at der alene skal betales én fast afgift ved anvendelse af hovedstolsprincippet uanset panttype, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det at ophæve § 5 a, stk. 2.
Til nr. 10
Hovedstolsprincippet fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, hvorefter der efter denne metode ikke skal betales
afgift, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant i samme ejendom eller
andelsbolig.
Efter lovens § 5 a, stk. 3, nr. 1, er afgiftsfritagelsen dog betinget af, at det tidligere pant er tinglyst den 1. juli 2007 eller
senere.
Da det foreslås, at alene hovedstolsprincippet skal finde anvendelse ved overførsel af afgift fra et gammelt pant til et nyt pant
i samme ejendom eller andelsbolig, uanset hvornår det gamle pant er tinglyst, foreslås det, at lovens § 5 a, stk. 3, nr. 1,
ophæves.
Til nr. 11
Hovedstolsprincippet fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, hvorefter der efter denne metode ikke skal betales
afgift, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant i samme ejendom.
Efter lovens § 5 a, stk. 4, er afgiftsfritagelsen i stk. 1, bl.a. betinget af, at de nye pant i mindst 1 år efter tinglysningen
har pant i samme ejendom som det gamle pant, når ændringer i den pantsatte ejendom sker ved pantebrevspåtegning i forbindelse med
udstykning.
Da det foreslås, at reglen om overførsel af afgift også skal gælde ved tinglysning af pant i andelsboliger, jf. lovforslagets §
20, nr. 7, foreslås det at tilføje dette i lovens § 5 a, stk. 4, 3. pkt. Forslaget medfører en ny affattelse af
tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 4, 3. pkt.
Til nr. 12
Hovedstolsprincippet fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, hvorefter der efter denne metode ikke skal betales
afgift, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger hovedstolen på det tidligere tinglyste pant i samme ejendom, jf. dog stk.
6.
Såfremt hovedstolen på det nye pant er mindre end den tinglyste hovedstol på det tidligere pant, kan differencen anvendes som
grundlag for afgiftsfritagelse ved en senere tinglysning af et tilsvarende pant i samme ejendom, jf. lovens § 5 a, stk. 6.
Afgiftsfritagelsen i lovens § 5 a, stk. 1 og 6, anses dog ikke for udnyttet, såfremt det nye pant afvises fra tinglysning og ikke
skal tinglyses senere, eller såfremt det nye pant aflyses som ikke effektueret inden for 1 år efter anmeldelsen til tinglysning.
Da lovens § 5 a, stk. 2, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 9, foreslås henvisningen til stk. 6 i lovens § 5 a, stk. 4,
ændret til stk. 5.
Til nr. 13
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, skal der ikke betales afgift, hvis hovedstolen på det nye pant ikke overstiger
hovedstolen på det tidligere tinglyste pant i samme ejendom, jf. dog stk. 6.
Såfremt hovedstolen på det nye pant er mindre end den tinglyste hovedstol på det tidligere pant, kan differencen anvendes som
grundlag for afgiftsfritagelse ved en senere tinglysning af et tilsvarende pant i samme ejendom.
Da det foreslås, at reglen om overførsel af afgift også skal gælde ved tinglysning af pant i andelsboliger, jf. lovforslagets §
20, nr. 7, foreslås det at tilføje dette i lovens § 5 a, stk. 6, 1. pkt.
Desuden foreslås »tilsvarende« i lovens § 5 a, stk. 6, 1. pkt., ophævet, da der fremadrettet vil kunne overføres afgift mellem
alle panttyper, jf. lovforslagets § 20, nr. 7.
Til nr. 14
Såfremt hovedstolen på et tidligere tinglyst pant er højere end hovedstolen på et nyt pant, der skal tinglyses, opstår der en
difference, der kan anvendes som grundlag for afgiftsfritagelse ved en senere tinglysning af et tilsvarende pant i samme ejendom.
Det er dog en betingelse, at det tidligere pant er tinglyst den 1. juli 2007 eller senere, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5 a,
stk. 6, 2. pkt.
Da det foreslås, at alene hovedstolsprincippet skal finde anvendelse ved overførsel af afgift fra et gammelt pant til et nyt pant
i samme ejendom eller andelsbolig, uanset hvornår det gamle pant er tinglyst, foreslås det, at lovens § 5 a, stk. 6, 2. pkt.,
ophæves.
Det foreslås at nyaffatte lovens § 5 a, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., således at det fremgår, at hovedstolen på et
tinglyst pant, som er indfriet, kan anvendes som grundlag for afgiftsfritagelse. Hermed præciseres det, at der også kan oprettes
et afgiftspantebrev, når et pant indfries fuldt ud. Hovedstolen fra det indfriede pant kan derved anvendes senere til modregning i
hovedstolen på et nyt pant, når den variable afgift i den foreslåede § 5 a, stk. 1, skal beregnes.
Til nr. 15
Såfremt hovedstolen på et tidligere tinglyst pant er højere end hovedstolen på et nyt pant, der skal tinglyses, opstår der en
difference, der kan anvendes som grundlag for afgiftsfritagelse ved en senere tinglysning af et tilsvarende pant i samme ejendom,
jf. tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6. Det ubenyttede afgiftsfritagelsesgrundlag skal fremgå af et særligt afgiftspantebrev,
hvor hovedstolen svarer til det ubenyttede afgiftsfritagelsesgrundlag. Afgiftspantebrevet kan oprettes som et nyt pantebrev eller
ved omdannelse af et indfriet tinglyst pantebrev. Afgiftspantebrevet er dog ikke et pantebrev og kan ikke omdannes til et sådant.
Afgiftspantebrevet skal være påført en erklæring om, at det alene indestår med henblik på overførsel af tinglysningsafgift.
Tinglysning af et afgiftspantebrev og af påtegning på et afgiftspantebrev er afgiftsfri.
Af lovens § 5 a, stk. 6, fremgår det ikke klart, at man kan overføre afgift fra et afgiftspantebrev på samme måde, som hvis det
var et almindeligt pantebrev.
Med henblik på at tydeliggøre, at overførsel af afgift fra afgiftspantebreve skal ske på samme måde (og dermed efter samme
betingelser) som almindelige pantebreve, foreslås det i lovens § 5 a, stk. 6, tilføjet, at ved benyttelse af et afgiftspantebrev
til afgiftsfritagelse ved tinglysning af nyt pant, finder lovens § 5 a, stk. 1-4, tilsvarende anvendelse. Det vil sige, at
betingelserne for at overføre afgift fra almindeligt pant også vil gælde for afgiftspantebreve, hvorfra der overføres afgift.
Til nr. 16
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 7, skal der ved forhøjelse af det pantsikrede beløb på pant, som nævnt i lovens § 5
a, stk. 1, betales afgift efter hovedreglen i lovens § 5, stk. 1, af forskellen mellem den nye hovedstol og den tidligere
tinglyste hovedstol. Det vil sige en fast afgift på 1.660 kr. og en variabel afgift på 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.
Da det foreslås, at der skal gælde særlige afgiftssatser ved tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det, at samme satser skal gælde ved tinglysning af forhøjelser af disse pant.
Til nr. 17
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 7, skal der ved forhøjelse af det pantsikrede beløb på pant, som nævnt i lovens § 5
a, stk. 1, betales afgift efter hovedreglen i lovens § 5, stk. 1, af forskellen mellem den nye hovedstol og den tidligere
tinglyste hovedstol. Det er dog en betingelse, at det tidligere pant er tinglyst den 1. juli 2007 eller senere, jf. lovens § 5 a,
stk. 7, 2. pkt.
Da det foreslås, at alene hovedstolsprincippet skal finde anvendelse ved overførsel af afgift fra et gammelt pant til et nyt pant
i samme ejendom eller andelsbolig, uanset hvornår det gamle pant er tinglyst, foreslås det, at lovens § 5 a, stk. 7, 2. pkt.,
ophæves.
Det foreslås at nyaffatte lovens § 5 a, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., således at det fremgår, at for tinglysning af
andre ændringer end de i 1. pkt. (pantforhøjelse) og i stk. 7 (pantudvidelse) nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder
pantsætterskifte, betales en afgift på 1.640 kr., jf. dog § 8, stk. 1, nr. 7. Det vil sige, at når der tinglyses ændringer i et
allerede tinglyst pantebrev, og ændringerne ikke vedrører inddragelse af andet eller yderligere pant (pantudvidelse) eller
forhøjelse af det pantsikrede beløb (pantforhøjelse), skal der betales en afgift på 1.640 kr. De vilkårsændringer, der vil være
omfattet af den foreslåede ændring, er fx debitorskifte, respektpåtegninger, relaksationer og ændringer i rente- og afdragsvilkår.
Den foreslåede ændring foreslås at gælde ved ændringer i forbindelse med fast ejendom og andelsboliger.
Den foreslåede ændring svarer til den nugældende § 5, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., hvorefter der for tinglysning
af andre ændringer end de i 1. pkt. (pantforhøjelse) og i stk. 4 (pantudvidelse) nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder
pantsætterskifte, betales en afgift på 1.660 kr., jf. dog § 8, stk. 1, nr. 7. Lovens § 5, stk. 6, 2, pkt., vil fortsat gælde for
pant generelt (bortset fra pant i fast ejendom og andelsboliger, hvor den foreslåede § 5 a, stk. 6, 2. pkt., vil gælde).
Til nr. 18
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 4, skal der betales fuld afgift efter hovedreglen i lovens § 5, stk. 1, såfremt der
inddrages anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre m.v. under et eksisterende tinglyst pant, jf. dog § 5, stk. 5. Ved
tinglysning af matrikulære ændringer (dvs. ændringer som følge af sammenlægning, arealoverførsel og jordfordeling) betales alene
en fast afgift på 1.660 kr. En tilsvarende afgift på 1.660 kr. betales ved tinglysning af påtegninger på pant, der tinglyses som
en del af en samlet matrikulær ændring.
Lovens § 5, stk. 5, omhandler pant i erhvervsaktiver. Efter denne bestemmelse skal der betales to gange fast afgift på 1.660 kr.,
såfremt der inddrages andet eller yderligere løsøre under et eksisterende tinglyst pant.
Da det foreslås, at der skal gælde særlige afgiftssatser ved tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det at indsætte et nyt stk. 7 i lovens § 5 a, hvorefter der ved tinglysning af ændringer, hvor
der inddrages anden eller yderligere fast ejendom eller andelsbolig under et eksisterende tinglyst pant, skal betales fuld afgift
efter lovens § 5 a, stk. 1. Såfremt der er tale om tinglysning af matrikulære ændringer eller pantebrevspåtegninger som en del af
en samlet matrikulær ændring, betales alene en fast afgift på 1.640 kr.
Til nr. 19
Tinglysning af rykningspåtegninger på pant udløser som udgangspunkt én fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 7.
Efter lovens § 5 b betales der dog ikke afgift for tinglysning af en rykningspåtegning, hvis rykningspåtegningen skyldes
udstedelse af et nyt pant, der er fritaget for afgift i medfør af lovens § 5 a, stk. 1, eller forhøjelse af et eksisterende pant,
der er fritaget for afgift i medfør af lovens § 5 a stk. 7. Det er en betingelse, at den nye samlede hovedstol ikke overstiger den
tidligere tinglyste hovedstol.
Lovens § 5 b om afgiftsfritagelse for rykningspåtegninger på efterstående pant kan således kun anvendes, såfremt
hovedstolsprincippet (lovens § 5 a) er anvendt.
Da det foreslås, at alene hovedstolsprincippet skal finde anvendelse ved overførsel af afgift fra et gammelt pant til et nyt pant
i samme ejendom eller andelsbolig, skal der som konsekvens heraf betales fast afgift ved alle tinglysninger, hvor
hovedstolsprincippet anvendes. Da lovens § 5 b hænger sammen med hovedstolsprincippet, foreslås det, at den nuværende ordlyd i
lovens § 5 b udgår, således at der altid vil skulle betales fast afgift ved tinglysning af rykningspåtegninger.
Ifølge tinglysningsafgiftsloven § 8, stk. 1, nr. 6, er tinglysning af underpant i ejerpantebreve og videreoverdragelse af
underpant i ejerpantebreve afgiftsfri. Bestemmelsen omfatter underpant i ejerpantebreve i tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og
personbogen.
Da det foreslås, at der skal betales fast afgift ved alle tinglysninger af pant i fast ejendom og andelsboliger, foreslås det
ligeledes at indføre en fast afgift ved tinglysning af underpant i ejerpantebreve med pant i fast ejendom og andelsboliger samt
videreoverdragelse af underpant i ejerpantebrev med pant i fast ejendom og andelsboliger. Det foreslås desuden, at forhøjelser af
de nævnte underpantsætninger skal udløse en fast afgift. Denne ændring foreslås at fremgå af lovens § 5 b, stk. 1. Tinglysning af
underpantsætninger i ejerpantebreve i bilbogen og personbogen vil fortsat være afgiftsfrie efter lovens § 8, stk. 1, nr. 6.
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7, er tinglysning af overdragelse til eje eller pant af et allerede tinglyst
pantebrev til en anden panthaver, forudsat at der ikke sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb, i dag afgiftsfri. Det vil
sige, at underpantsætning i øvrige pantebreve (dvs. simple pantebreve) end ejerpantebreve er afgiftsfritaget efter lovens § 8,
stk. 1, nr. 7.
Da det foreslås, at der skal betales fast afgift ved alle tinglysninger af pant i fast ejendom og andelsboliger, foreslås det
ligeledes at indføre en fast afgift ved tinglysning af underpant i andre pantebrevstyper (ud over ejerpantebreve) med pant i fast
ejendom og andelsboliger. Denne ændring foreslås at fremgå af lovens § 5 b, stk. 2. Tinglysning af underpantsætninger i simple
pantebreve med pant i løsøre, motorkøretøjer m.v. vil fortsat være afgiftsfrie efter lovens § 8, stk. 1, nr. 7.
Til nr. 20
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1, skal der for andre tinglysninger, der ikke er omfattet af §§ 4-6 a, betales en
afgift på 1.660 kr. Som eksempel på tinglysninger, der afgiftsbelægges efter § 7, kan nævnes tinglysning af ændringer vedrørende
panthæftelsen, f.eks. panthaver- eller pantsætterskifte.
Såfremt anmeldelsen udløser tinglysning af flere rettigheder på en eller flere faste ejendomme, udgør afgiften i alt 1.660 kr. for
hver rettighedstype, jf. lovens § 7, stk. 2.
Da det foreslås, at der skal gælde særlige afgiftssatser ved tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det at tilføje i lovens § 7, stk. 2, at afgiften udgør 1.640 kr. såfremt rettighedstypen er
omfattet af § 5 a.
Til nr. 21
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 4, er tinglysning af rådighedsfratagelse efter § 66 i lov om skifte af fællesbo
m.v. afgiftsfri.
Det nævnte forhold fremgår imidlertid af § 54 i lov om ægtefælleskifte m.v. Lov om ægtefælleskifte m.v. erstatter reglerne i lov
om skifte af fællesbo m.v., jf. § 86 i lov nr. 594 af 14. juni 2011.
Det foreslås derfor at ændre henvisningen i tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 4, fra § 66 i lov om skifte af fællesbo
m.v. til § 54 i lov om ægtefælleskifte m.v.
Til nr. 22
Ifølge tinglysningsafgiftsloven § 8, stk. 1, nr. 6, er tinglysning af underpant i ejerpantebreve og videreoverdragelse af
underpant i ejerpantebreve afgiftsfri. Bestemmelsen omfatter underpant i ejerpantebreve i tingbogen, bilbogen, andelsboligbogen og
personbogen.
Da det foreslås at indføre en fast afgift ved tinglysning af underpant i ejerpantebreve med pant i fast ejendom og andelsboliger
samt videreoverdragelse af underpant i ejerpantebreve med pant i fast ejendom og andelsboliger, jf. lovforslagets § 20, nr. 19,
foreslås det, at henvisningerne til underpant i ejerpantebreve i tingbogen (fast ejendom) og underpant i ejerpantebreve i
andelsboligbogen (andelsboliger) udgår.
Tinglysning af underpant i ejerpantebreve med pant i motorkøretøjer, løsøre og virksomhedspant er fortsat afgiftsfrie.
Til nr. 23
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7, er tinglysning af overdragelse til eje eller pant af et allerede tinglyst
pantebrev til en anden panthaver, forudsat at der ikke sker en forhøjelse af det pantsikrede beløb, i dag afgiftsfri. Det vil
sige, at underpantsætning i øvrige pantebreve (dvs. simple pantebreve) end ejerpantebreve er afgiftsfritaget efter lovens § 8,
stk. 1, nr. 7.
Da det foreslås at indføre en fast afgift på 1.640 kr. ved tinglysning af underpant i alle pantebrevstyper (heriblandt
ejerpantebreve) med pant i fast ejendom og andelsboliger, jf. lovforslagets § 20, nr. 19, foreslås det i lovens § 8, stk. 1, nr.
7, at indføre en henvisning til den foreslåede § 5 b, stk. 2. Den foreslåede § 5 b, stk. 2, vil herefter være en særbestemmelse
(fast afgift ved underpantsætning i andre pantebrevstyper end ejerpantebreve med pant i fast ejendom og andelsboliger) i forhold
til den generelle bestemmelse i lovens § 8, stk. 1, nr. 7 (som efter det foreslåede vil være en afgiftsfritagelsesbestemmelse af
underpantsætning i andre pantebrevstyper end ejerpantebreve med pant i løsøre, motorkøretøjer m.v.).
Til nr. 24
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 9, stk. 1, skal der ved tinglysninger på flere ejendomme, der sker som led i en samlet
pantsætning, et samlet ejerskifte eller en samlet pålæggelse af servitut, og som bygger på et retsforhold mellem samme parter,
alene betales én afgift på 1.660 kr. ud over den variable afgift, der er nævnt i § 4, stk. 1, eller § 5, stk. 1. Sker der
tinglysning af flere rettighedstyper, betales alene en afgift på 1.660 kr. pr. rettighedstype.
Da det foreslås, at der skal gælde særlige afgiftssatser ved tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger, jf.
lovforslagets § 20, nr. 7, foreslås det nyaffatte lovens § 9, stk. 1, således at den særlige faste sats for tinglysning af pant i
fast ejendom fremgår.
Til nr. 25
Tinglysningsafgiftslovens § 14 vedrører registrering af pant, bortset fra retspant, i luftfartøjer i Rettighedsregistreret over
Luftfartøjer.
Det fremgår af lovens § 14, stk. 1, 3. pkt., at lovens § 5, stk. 1, 2.-8. pkt., stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Da lovens § 5, stk. 2 og 3, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, vil lovens § 5, stk. 4 og 6, herefter blive stk. 2 og
4. Det foreslås derfor, at henvisningerne til stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt., i lovens § 14, stk. 1, 3. pkt., ændres til stk.
2. 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.
Til nr. 26
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 14, stk. 2, skal der ved inddragelse af andre eller yderligere fly under et eksisterende
tinglyst pant i fly ikke betales afgift ved registrering af sådanne ændringer, medmindre pantsætter ved registreringen er en anden
end pantsætter efter den tidligere registrerede pantsætning.
Det fremgår af lovens § 14, stk. 2, 3. pkt., at lovens § 5, stk. 5, 4. og 5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Da lovens § 5, stk. 2 og 3, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, vil lovens § 5, stk. 5, herefter blive stk. 3. Det
foreslås derfor, at henvisningen til § 5, stk. 5, 4. og 5. pkt., i lovens § 14, stk. 2, 3. pkt., ændres til § 5, stk. 3, 5. pkt.
Til nr. 27
Ifølge tinglysningsafgiftslovens § 20, stk. 1, forhøjes det skyldige afgiftsbeløb med 5 pct., dog mindst 200 kr., såfremt afgiften
eller en del heraf ikke betales ved tinglysningen eller registreringen.
Dog opkræves der ikke afgift efter lovens § 20, stk. 1, i de forhold, der er omfattet af lovens § 5, stk. 2, 3. pkt., og § 5 a,
stk. 5, jf. lovens § 20, stk. 2.
Da lovens § 5, stk. 2, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2, foreslås det, at henvisningen til § 5, stk. 2, 3. pkt., i
lovens § 20, stk. 2, udgår.
Ifølge tobaksafgiftslovens § 10 a, stk. 7, 2. pkt., er det en betingelse for at få godtgørelse for afgiftsberigtigede varer, der
eksporteres til udlandet, at det dokumenteres over for Skatteforvaltningen, at afgiften er blevet betalt i det andet EU-land.
Det foreslås, at »det dokumenteres« ændres til »det kan dokumenteres«, således at den pågældende dokumentation ikke skal
fremlægges hver gang, der anmodes om afgiftsgodtgørelse, men skal kunne fremlægges.
Til nr. 2
Ifølge tobaksafgiftslovens § 10 a, stk. 7, 2. pkt., er det en betingelse for at få godtgørelse for afgiftsberigtigede varer, der
eksporteres til udlandet, at det dokumenteres over for Skatteforvaltningen, at afgiften er blevet betalt i det andet EU-land. I
forhold til registrerede varemodtagere kan disse angive den godtgørelsesberettigede beløb for varer leveret til udlandet direkte
på afgiftsangivelsen efter afgiftsperiodens udløb, jf. § 10 a, stk. 7, 3. pkt.
Det foreslås, at henvisningen i § 10 a, stk. 7, 3. pkt., til § 10 a, stk. 7, 2. pkt., udgår som følge af opblødningen af kravet
til dokumentation i lovens § 10 a, stk. 7, 2. pkt., jf. lovforslagets § 21, nr. 1.
Til nr. 3
Ifølge tobaksafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks. når virksomhederne
køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. tobaksafgiftsloven § 29. Når virksomheden kan modtage de
afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse, som virksomheden udøver.
Virksomheder, der ikke er registreret efter tobaksafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en bevilling til afgiftsfrit at
købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig eller skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 30 a indføres en adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere oplysninger om
virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen vil således ikke
kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for offentligheden
selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Efter gældende ret betales der afgift efter vægtafgiftsloven af godkendte traktorer, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om vægtafgift
af motorkøretøjer m.v. (herefter vægtafgiftsloven). Vægtafgiften for godkendte traktorer udgør 61,85 kr. årligt, mens vægtafgiften
for påhængsvogne til godkendte traktorer udgør 41,25 kr. årligt, jf. vægtafgiftslovens § 5.
En godkendt traktor er en traktor, der tilhører ejeren eller brugeren af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, og som
uden almindelig registrering i Køretøjsregisteret kan anvendes til en række angivne transporter, f.eks. til transport af
arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom.
Vægtafgiften for godkendte traktorer blev senest forhøjet pr. 1. september 1976. Dette i forbindelse med en generel forhøjelse af
alle vægtafgiftssatser med 50 pct., og satsen blev herefter de nævnte 61,85 kr., som den udgør i dag. Det beskedne beløb for
vægtafgiften af godkendte traktorer kan således forklares ved manglende regulering af satsen i godt 40 år.
Det foreslås, at godkendte traktorer og påhængsvogne fritages for vægtafgift. Forslaget medfører, at der ikke længere vil skulle
betales en årlig vægtafgift for godkendte traktorer på 61,85 kr. samt en årlig vægtafgift for påhængsvogne til godkendte traktorer
på 41,25 kr.
Efter gældende ret betales der afgift af antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer, jf. §
1, stk. 1, i lov om afgift af antibiotika og vækstfremmer anvendt i foderstoffer (herefter vækstfremmerafgiftsloven).
Afgiften varierer mellem 83 øre pr. gram og 250 øre pr. gram alt efter, hvilken type tilsætningsstof der anvendes, jf.
vækstfremmerafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-10.
Det foreslås at ophæve vækstfremmerafgiftsloven. EU har forbudt brugen af stofferne til anvendelse i foderstoffer. De stoffer, der
anvendes i dag, bruges udelukkende for at forebygge eller bekæmpe sygdom, og afgiftspålægges derfor ikke. Afgiften er således ikke
længere aktuel at opretholde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.1.3.
Efter øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 1, ydes der for hvert kalenderår en afgiftslettelse pr. hektoliter øl (øl med et
ætanolindhold på 0,5 pct. vol. eller derover), der er fremstillet af det enkelte bryggeri. Afgiftslettelsen gælder alene for
mindre bryggerier, der fremstiller op til 200.000 hl øl om året.
Øl med et ætanolindhold på under 2,8 pct. vol. er dog fritaget for afgift, jf. øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 2.
Dette medfører, at der ikke skal betales afgift af øl med et ætanolindhold på 0,5 pct. vol. Imidlertid indgår øl med et
ætanolindhold på 0,5 pct. i beregningen af afgiftslettelsen for mindre bryggerier, der producerer op til 200.000 hl øl om året.
Reglerne for afgift af øl, vin og spiritus er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv nr. 83 af 19.
oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikke (strukturdirektivet) og Rådets
direktiv nr. 84 af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.
Efter strukturdirektivet defineres øl som havende et virkeligt alkoholindhold på over 0,5 pct.
Med henblik på at bringe øl- og vinafgiftsloven i overensstemmelse med strukturdirektivet, foreslås det at ændre »øl med et
ætanolindhold på 0,5 pct. vol. eller derover« til »øl med et ætanolindhold på over 0,5 pct. vol.«. Med den foreslåede ændring
gennemføres en lempelse, da øl med et ætanolindhold på 0,5 pct. vol. ikke længere vil indgå i beregningen af afgiftslettelse.
Til nr. 2
For hvert kalenderår ydes en afgiftslettelse pr. hektoliter øl (øl med et ætanolindhold på 0,5 pct. vol. eller derover), der er
fremstillet af det enkelte bryggeri, jf. øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 1.
Afgiftslettelsen, som kaldes ølmoderation, gælder for mindre bryggerier, der fremstiller op til 200.000 hl øl om året.
Der gives kun moderation for øl, som angives til beskatning.
Reglerne for afgift af øl, vin og spiritus er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv nr. 83 af 19.
oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikke (strukturdirektivet) og Rådets
direktiv nr. 84 af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.
Strukturdirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at anvende reducerede satser for små producenter af øl. Rammerne herfor er
fastsat i direktivets artikel 4.
Medlemsstaterne kan efter artikel 4 anvende reducerede punktafgiftssatser for bryggerier, der producerer op til 200.000 hl øl om
året. Grænsen indgår i beregningsbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 2, hvorefter muligheden for afgiftslettelse
bortfalder ved en fremstilling på over 200.000 hl øl. De reducerede satser må desuden ikke ligge mere end 50 pct. under den
normale nationale punktafgiftssats.
Det foreslås på den baggrund at forhøje ølmoderationen i øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 2. Det foreslås at opstille en ny model
for ølmoderation ved at ændre de nuværende faste satser pr. hl til en afgiftsreduktion i procent startende ved 50 pct. for de
mindste bryggerier faldende til 0 pct. ved en fremstilling på 200.000 hl efter samme princip som ved de gældende regler. Dermed
vil afgiftslettelsen ligesom selve ølafgiften afspejle det konkrete alkoholindhold fremfor en generel sats pr. hl
færdigfremstillet øl uafhængig af alkoholindholdet, som gælder i dag.
Konkret foreslås det, at for de mindste bryggerier, dvs. bryggerier, der højst fremstiller 3.700 hl øl årligt, udgør
afgiftslettelsen 50 pct. af afgiften, jf. lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås desuden, at for bryggerier, der fremstiller over 3.700 hl øl, men ikke over 20.000 hl øl årligt, udgør
afgiftslettelsen 168.607 divideret med den fremstillede hektoliter-mængde øl tillagt 4,43, jf. lovens § 2, stk. 2, 3. pkt. Dette
betyder eksempelvis, at for et bryggeri, der sidste år fremstillede 15.000 hl øl, vil afgiftslettelsen udgøre 15,67 pct. af
afgiften ((168.607 divideret med 15.000 hl øl) + 4,43).
For bryggerier, der fremstiller over 20.000 hl øl, men ikke over 200.000 hl øl årligt, foreslås det, at afgiftslettelsen udgør den
fremstillede hektoliter-mængde øl divideret med 14.003 fratrukket 14,29, jf. lovens § 2, stk. 2, 4. pkt. Dette betyder
eksempelvis, at for et bryggeri, der sidste år fremstillede 30.000 hl øl, vil afgiftslettelsen udgøre 12,15 pct. af afgiften
(14,29 – (30.000 hl øl divideret med 14.003)).
Ved lov nr. 104 af 13. februar 2018 blev øl- og vinafgiftslovens § 2 nyaffattet med henblik på en sproglig tilretning af ordlyden
i bestemmelsen, således at ordlyden i moderationsordningen for øl blev ensrettet med ordlyden i strukturdirektivets artikel 4.
Ændringerne medførte bl.a., at moderationsordningen fremadrettet baseres på bryggeriets fremstilling af øl, og ikke som hidtil af
både bryggeriets fremstilling og udlevering af øl.
Ordlyden »fremstillet og udleveret« blev således ændret til »fremstillet«. At øllet alene skal være fremstillet af det enkelte
bryggeri indebærer, at f.eks. et andet bryggeri (oplagshaver), som køber øllet ubeskattet, og derpå udleverer det til beskatning,
også kan opnå ølmoderation til samme sats som bryggeriet, der har fremstillet øllet. Det vil sige, at moderationen følger det
fremstillede øl. Det er dog betinget af, at bryggerierne er juridisk og økonomisk uafhængige af hinanden og andre bryggerier, og
at øllet ikke fremstilles på licens, jf. øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 4.
I den gældende lovs § 2, stk. 2, 3. og 4. pkt., mangler dog en konsekvensrettelse, da »udleveret« i disse to steder ikke er blevet
ændret til »fremstillet« ved lov nr. 104 af 13. februar 2018. Dette har den utilsigtet konsekvens, at moderationen i visse
situationer ikke beregnes i overensstemmelse med intentionen bag ordningen. Moderationen er skaleret således, at de mindste
bryggerier opnår den højeste afgiftslettelse pr. hl øl, idet moderationssatsen pr. hl skal være højere, jo færre hl øl bryggeriet
fremstiller.
Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet ved den nuværende ordlyd grundet de manglende konsekvensrettelser, hvor et bryggeri, der fx
fremstiller 12.000 hl øl, men kun udleverer en del heraf til beskatning, kan opnå en højere moderationssats pr. hl øl, end et
bryggeri der fremstiller 3.000 hl øl.
Der kan omvendt også opstå tilfælde, hvor et bryggeri udleverer mere, end det fremstiller (fx fra foregående års lager). I det
tilfælde vil moderationen pr. hl blive lavere end tilsigtet.
For langt de fleste bryggerier formodes det dog, at den udleverede og den fremstillede mængde vil være omtrent den samme, og
justeringen af lovteksten forventes derfor ikke i praksis at have givet anledning til, at der er blevet givet uhensigtsmæssig høj
(eller lav) moderation.
Der kan dog potentielt opstå en situation, hvor der efter lovens nuværende formulering kan opnås en utilsigtet høj moderation, som
samtidig kan være i strid med strukturdirektivet, hvoraf det fremgår, at afgiftslettelsen ikke må udgøre mere end 50 pct. af den
normale nationale afgiftssats.
Det foreslås på den baggrund at konsekvensændre ordlyden i øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 2, 3. og 4. pkt., fra »udleverede«
til »fremstillede«.
Som nævnt ovenfor følger moderationen øllet, således at fx et andet bryggeri (oplagshaver), som køber øllet ubeskattet og derpå
udleverer til beskatning, kan opnå ølmoderation til samme sats som bryggeriet, der har fremstillet øllet. Overvågnings- og
kontrolsystemet EMCS giver mulighed for at udveksle oplysninger til brug for opgørelse af afgiftslettelse (ølmoderation), så de
bryggerier, der har krav på ølmoderation, får den rette moderation. Da EMCS imidlertid ikke anvendes ved intern omsætning i
Danmark, udveksles information på anden måde, f.eks. ved påtegning på faktura, som dermed danner grundlag for opgørelsen af
moderationen.
Til nr. 3
Ifølge øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 7, 2. pkt., er det en betingelse for at få godtgørelse for afgiftsberigtigede varer,
der eksporteres til udlandet, at det dokumenteres over for Skatteforvaltningen, at afgiften er blevet betalt i det andet EU-land.
Det foreslås, at »det dokumenteres« ændres til »det kan dokumenteres«, således at den pågældende dokumentation ikke skal
fremlægges hver gang, der anmodes om afgiftsgodtgørelse, men skal kunne fremlægges.
Til nr. 4
Ifølge øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 7, 2. pkt., er det en betingelse for at få godtgørelse for afgiftsberigtigede varer,
der eksporteres til udlandet, at det dokumenteres over for Skatteforvaltningen, at afgiften er blevet betalt i det andet EU-land.
I forhold til registrerede varemodtagere kan disse angive den godtgørelsesberettigede beløb for varer leveret til udlandet direkte
på afgiftsangivelsen efter afgiftsperiodens udløb, jf. § 6 a, stk. 7, 3. pkt.
Det foreslås, at henvisningen i § 6 a, stk. 7, 3. pkt., til § 6 a, stk. 7, 2. pkt., udgår som følge af opblødningen af kravet til
dokumentation i lovens § 6 a, stk. 7, 2. pkt., jf. lovforslagets § 24, nr. 3.
Til nr. 5
Ifølge øl- og vinafgiftsloven har virksomheder mulighed for at modtage afgiftspligtige varer afgiftsfrit, f.eks. når
virksomhederne køber afgiftspligtige varer og anvender disse til afgiftsfrie formål, jf. øl- og vinafgiftsloven § 11. Når
virksomheden kan modtage de afgiftspligtige varer uden afgift, undgås det, at afgiften bliver pålagt den afgiftsfrie anvendelse,
som virksomheden udøver. Virksomheder, der ikke er registreret efter øl- og vinafgiftsloven, skal søge Skatteforvaltningen om en
bevilling til afgiftsfrit at købe afgiftspligtige varer med henblik på at producere andre (afgiftsfrie) varer.
De virksomheder, som skal levere varerne (sælgeren/leverandøren), skal inden leveringen sikre sig, at modtageren har bevilling til
at kunne modtage varer afgiftsfrit. Hvis virksomheden, der vil købe de afgiftspligtige varer afgiftsfrit, ikke kan dokumentere
bevillingsforholdet ved at fremlægge bevillingen, kan leverandøren i dag få oplysning om dette hos Skatteforvaltningen ved en
mundtlig og skriftlig henvendelse. Leverandøren har ansvaret for, at køberen rent faktisk har bevilling til at modtage varerne
afgiftsfrit.
Det foreslås, at der i lovens § 11, stk. 5, indføres en eksplicit adgang for Skatteforvaltningen til efter anmodning at udlevere
oplysninger om virksomheders bevillingsforhold, herunder også til at give adgang til at forespørge digitalt. Skatteforvaltningen
vil således ikke kunne offentliggøre en fuld liste over virksomheders bevillingsforhold, men vil derimod kunne gøre det muligt for
offentligheden selv at slå disse oplysninger op.
Med det foreslåede bliver det muligt for Skatteforvaltningen at give offentligheden adgang til elektronisk at få bekræftet
virksomheders bevillingsforhold. Oplysningerne vil kun kunne afgives, når der i anmodningen er anført SE-nr./cvr-nummer, navn
eller adresse på én eller flere bestemte virksomheder. Det er ikke hensigten, at dataene skal anvendes i markedsføringsøjemed
eller lignende. Skatteforvaltningen vil således ikke være berettiget til i kommercielt øjemed og i konkurrence med Det Centrale
Virksomhedsregister (CVR) at sælge databasen helt eller delvist.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. afsnit 2.4.1.
Det foreslås i stk. 1
, at loven træder i kraft den 1. februar 2019, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2
, at ændringer for så vidt angår indførelsen af en ensartet og digital proces til udstedelse af bevillinger til afgiftsfritagelse-
og godtgørelse samt indførelse af en ensartet og digital proces for anmodninger om godtgørelse af afgift først træder i kraft, når
den fornødne it-understøttelse heraf er klar. Det vurderes, at digitaliseringen vil tage 6-9 måneder at implementere. Det foreslås
på den baggrund, at skatteministeren bemyndiges til at sætte de relevante bestemmelser i kraft, så snart det bagvedliggende system
er klar. Dette omhandler lovforslagets § 4, nr. 2, § 5, nr. 24, § 6, nr. 14, § 7, nr. 10 og 15, § 8, nr. 18, § 10, § 11, nr. 8, §
12, § 14, § 19, § 21, nr. 3, og § 24, nr. 5.
Det foreslås i stk. 3
, at lovforslagets § 20, nr. 8, træder i kraft den 1. januar 2026. Forslaget vedrører en yderligere nedsættelse af den variable
tinglysningsafgift for pant i fast ejendom og andelsboliger.
Det foreslås i stk. 4
, at forslaget om forhøjelse af bundgrænsen for afgift af varegevinster (gevinstafgiften) og forslaget om forhøjelse og tilretning
af ølmoderationsordningen har virkning fra og med den 1. januar 2019.
Det foreslås i stk. 5,
at de ændringer, der følger af lovforslagets § 1, § 5, nr. 1, 10-12, 14-16 og 21-23, § 6, nr. 13, 18 og 20, § 8, nr. 1-6 og 17, §
9, nr. 1, 3, 7, 13 og 16, § 13, § 15, § 16, nr. 9 og § 17, § 18, nr. 4 og 5, § 21, nr. 1 og 2, § 22, § 23 og § 24, nr. 3 og 4, har
virkning fra og med den 1. april 2019.
Det foreslås i stk. 6,
at de ændringer, der følger af lovforslagets § 2, § 4, nr. 1 og 3-15, § 5, nr. 2-9, 13, 17-20, § 6, nr. 1-12, 15-17, 19 og 21-23,
§ 7, nr. 1-9 og 11-14, § 8, nr. 7-16, § 9, nr. 2, 4-6, 8-12, 14, 15, 17 og 18, § 11, nr. 1-7 og 9-15, § 16, nr. 1-8 og 10-14, §
20, nr. 1-7 og 9-27, og § 26 har virkning fra og med den 1. juli 2019.
Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der ændres, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke
indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.
Ved tinglysning af et nyt pant, der skal afløse et tidligere tinglyst pant i samme ejendom, kan afgiftsgrundlaget for tinglysning
af det nye pant nedsættes eller bortfalde efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Lovens § 5, stk. 2, indeholder flere
betingelser, som skal opfyldes efter
tinglysning af det nye pant og efter tinglysningstidspunktet, hvor afgiftsfritagelsen eller –nedsættelsen opnås. F.eks. er
afgiftsfritagelsen eller afgiftsnedsættelsen bl.a. betinget af, at tinglysning af det nye pant sker inden aflysning af det
tidligere pant, at det erklæres, at tinglysning af det nye pant sker på vilkår om nedlysning af det tidligere pant, og at det
tidligere pant er aflyst senest 1 år efter tinglysning af det nye pant.
Det foreslås derfor i stk. 1,
at for pant, som har dannet grundlag for afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse efter lovens § 5, stk. 2, og for pant, der er
tinglyst med afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse efter lovens § 5, stk. 2, skal de hidtidige betingelser i lovens § 5, stk.
2, være opfyldt fra og med den 1. juli 2019, hvor lovens § 5, stk. 2, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 20, nr. 2. Det betyder
bl.a., at hvis aflysning eller nedlysning af det pant, som der er overført afgift fra, jf. lovens § 5, stk. 2, ikke er foretaget
senest den 30. juni 2019, skal aflysningen eller nedlysningen, uanset den foreslåede ophævelse af lovens § 5, stk. 2, foretages
efter tidsfristen i lovens § 5, stk. 2 (dvs. senest inden for 1 år fra tinglysningstidspunktet). Dette er bl.a. for at sikre, at
der ikke kan overføres afgift fra et pant flere gange. De øvrige betingelser knyttet til det nye pant skal fortsat være opfyldt,
herunder at der skal være pant i den hidtidige ejendom i mindst 1 år efter tinglysning af det nye pant.
Det foreslås i stk. 2,
at ved manglende opfyldelse af betingelserne i stk. 1, skal afgiften efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, indbetales til
Skatteforvaltningen.
Der foretages en række ændringer i tinglysningsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 20, herunder en rykning af en
bemyndigelsesbestemmelse (tinglysningsafgiftslovs § 5, stk. 8, som efter forslaget bliver stk. 6). Nævnte bemyndigelsesbestemmelse
er udnyttet, hvorfor det i stk. 3
foreslås, at regler fastsat i medfør af den gældende tinglysningsafgiftslovs § 5, stk. 8, skal forblive i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen.
