Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 74

Finansiel Stabilitets udgifter i medfør af denne lov, som ikke dækkes efter § 29, og i medfør af lov om finansiel virksomhed finansieres via afgifter fra de i § 1 omfattede virksomheder. Afgifterne opkræves årligt i medfør af § 360, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed af Finanstilsynet, der formidler dem til Finansiel Stabilitet.

Stk. 2. Finansiel Stabilitets udgifter i medfør af lov om en indskyder- og investorgarantiordning dækkes ved opkrævninger i medfør af kapitel 4 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 3. For eventuelle øvrige opgaver henlagt til Finansiel Stabilitet, jf. § 61, stk. 6, fastlægges finansieringen af driften konkret.

Stk. 4. Der kan ydes statslige genudlån til Finansiel Stabilitet.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 74

Det foreslås med § 74, at Finansiel Stabilitets løbende administrationsomkostninger i forbindelse med varetagelse af opgaver i medfør af dette lovforslag og lov om finansiel virksomhed dækkes af de omfattede virksomheder. Finanstilsynet forestår opkrævningen af afgifter fra virksomhederne og overfører dette til Finansiel Stabilitet. Finanstilsynet opkræver afgifterne i medfør af det foreslåede § 360, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. forslaget til ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven. For nærmere herom henvises til nævnte lovbemærkninger. De løbende administrationsomkostninger omfatter også ministerbetjening samt bistand til Finanstilsynet og andre myndigheder.

Formålet med BRRD og de foreslåede regler er, at staten ikke skal bærer omkostningerne til restrukturering og afvikling af virksomheder og enheder, og Finansiel Stabilitets opgaver i den forbindelse. Hertil kommer, at EU kommissionen har udtalt at Afviklingsformue ikke kan anvendes til brug for den løbende driftsfinansiering. De løbende administrationsomkostninger til varetagelse af opgaver i medfør af dette lovforslag opkræves derfor som en årlig afgift fra de omfattede virksomheder.

Finansiel Stabilitets omkostninger i forbindelse med, at der konkret træffes afviklingsforanstaltninger over for en nødlidende eller forventelig nødlidende virksomhed eller enhed, afholdes ved anvendelsen af foranstaltningerne i overensstemmelse med forslagets § 29.

For så vidt angår de aktiviteter, Finansiel Stabilitet viderefører i medfør af det foreslåede § 63, afholdes omkostningerne hertil uændret. De nærmere regler herom fremgår af forslaget til ændringer i lov om finansiel stabilitet.

Alle finansieringsomkostninger og eventuelle omkostninger til risikoafdækning afholdes direkte af Afviklingsformuen. Dette omfatter bl.a. finansieringsomkostninger ved likviditetsfaciliteter og låneoptag samt omkostninger til afdækning af risikoen for store udbetalinger under Afviklingsformuen, hvis sådanne anvendes.

Efter den foreslåede stk. 2 skal de løbende administrationsomkostninger i forbindelse med varetagelse af opgaver i medfør af lov om en indskyder- og investorgarantiordning dækkes af de omfattede virksomheder som hidtil, jf. lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Det fremgår af forslaget til stk. 3 at hvis andre opgaver henlægges til Finansiel Stabilitet, end de i dette lovforslag anførte opgaver, vil finansieringen af sådanne opgaver skulle fastsættes konkret med udgangspunkt i de enkelte opgaver.

Det fremgår slutteligt af forslaget til stk. 4, at Finansiel Stabilitet har adgang til at optage statslige genudlån. Dette er en videreførelse af den nuværende bestemmelse i lov om finansiel stabilitet § 3, stk. 3, hvoraf det fremgår, at der kan ydes statslige genudlån til Finansiel Stabilitet A/S.

Fremadrettet vil Finansiel Stabilitet også kunne optage genudlån til brug for lånefinansiering af Afviklingsformuen eller Garantiformuen. Formuerne skal betale de hertil hørende finasieringsomkostninger, herunder omkostningerne forbundet med det finansielle beredskab og afdækningen af finansielle risici.

Anvendelse af genudlån til lånefinansiering af formuerne vil først ske, når mulighederne for alternative finansieringskilder i markedet er afsøgt. Det vil således i lyset af den konkrete situation fx kunne blive relevant, hvor det af tidsmæssige årsager ikke er muligt at rejse den fornødne likviditet via bidrag eller i markedet, til brug for restruktureringen af en virksomhed eller enhed. Det vil være bidragsyderne via formuerne, der hæfter for evt. lån.