Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 61

Finansiel Stabilitet skal medvirke til sikring af finansiel stabilitet i Danmark og varetager de opgaver og beføjelser, der er tillagt Finansiel Stabilitet i denne lov og i øvrig lovgivning, herunder lov om finansiel virksomhed og lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 2. Finansiel Stabilitet kan oprette datterselskaber, erhverve ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar og indgå samarbejdsaftaler m.v. som led i udøvelsen af sin virksomhed og udøve anden virksomhed, som ligger i naturlig forlængelse af varetagelsen af Finansiel Stabilitets opgaver og beføjelser.

Stk. 3. Lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven finder ikke anvendelse for Finansiel Stabilitet og dens datterselskaber.

Stk. 4. Selskabsloven, herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse på Finansiel Stabilitet med de tilpasninger, som er en konsekvens af denne lov.

Stk. 5. Kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed om videregivelse af fortrolige oplysninger finder tilsvarende anvendelse på bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer, vurderingspersoner, administratorer og øvrige ansatte i Finansiel Stabilitet og dens datterselskaber.

Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet.

Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for Finansiel Stabilitets opgaver i relation til dets datterselskaber, herunder broinstitutter og porteføljeadministrationsselskaber, og virksomheder under kontrol af Finansiel Stabilitet og disses restrukturering og afvikling i henhold til loven.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 61

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 84 i BRRD.

Finansiel Stabilitet har til formål overordnet via virksomhedens varetagelse af sine opgaver at medvirke til sikring af finansiel stabilitet i Danmark. Dette sker bl.a. gennem varetagelsen af de opgaver og beføjelser, der henlægges til Finansiel Stabilitet i medfør af dette lovforslag og i medfør af lov om en indskyder- og investorgarantiordning, samt opgaver og beføjelser, som i øvrigt er henlagt til Finansiel Stabilitet ved lov eller af erhvervs- og vækstministeren. Dette er fx afviklingen af de resterende aktiviteter overtaget ved omdannelsen i medfør af § 63 fra Finansiel Stabilitet A/S.

Finansiel Stabilitet skal varetage de opgaver, der er fastlagt i dette lovforslag samt anden lovgivning, herunder lov om finansiel virksomhed og lov om en garantiordning for indskydere og investorer, jf. det foreslåede stk. 1. Dette omfatter bl.a. opgaverne i forbindelse med udarbejdelse af afviklingsplaner i lov om finansiel virksomhed, iværksættelse af afviklingsforanstaltninger i dette lovforslag, og administration af Garantiformuen. Finansiel Stabilitet forventes herudover at få en række mere traditionelle opgaver som tilknyttet til Erhvervs- og Vækstministeriet, såsom ministerbetjening, lovforberedende arbejde og repræsentation af Danmark på ministeriets vegne i relevante internationale fora.

Finansiel Stabilitet vil fortsat have aktiviteter fra de overtagne pengeinstitutter under tidligere afviklings- og krisehåndteringsordninger (Bankpakke I, Kreditpakken, Bankpakke III, Konsolideringspakken og Udviklingspakken), jf. det foreslåede § 63.

Som led i de afviklingsforanstaltninger, som Finansiel Stabilitet kan udøve, vil Finansiel Stabilitet skulle oprette forskellige datterselskaber, samt i øvrigt kunne overtage aktierne i en nødlidende virksomhed eller enhed. Finansiel Stabilitet vil således i en række tilfælde kunne blive ejer af selskaber, der dermed etableres som datterselskaber til Finansiel Stabilitet, jf. det foreslåede stk. 2.

Finansiel Stabilitet kan således som led i varetagelsen af Finansiel Stabilitets opgaver etablere datterselskaber erhverve ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar, samt indgå samarbejdsaftaler m.v. Der vil både kunne være tale om finansielle og ikke-finansielle datterselskaber. Datterselskaberne skal overholde den relevante lovgivning, herunder om regnskabsaflæggelse og revision, som den valgte selskabsform foreskriver.

Med det foreslåede stk. 3 fastslås, at forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen ikke gælder for Finansiel Stabilitet. Opgavefordelingen mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er foretaget således, at de forvaltningsretlige afgørelser over for virksomheder og enheder i medfør af de regler, der gennemfører BRRD, placeres i Finanstilsynet. Finansiel Stabilitets opgaver er af operationel og kommerciel karakter med henblik på at iværksætte de afviklingsforanstaltninger, der er nødvendige i de konkrete tilfælde. Dette er også i overensstemmelse med den fordeling, der er i dag.

For så vidt angår offentlighedsloven bemærkes desuden, at BRRD pålægger Finansiel Stabilitet en tavshedspligt, hvorefter der alene kan videregives oplysninger til en nærmere opremset liste af enheder og personer, jf. også det foreslåede stk. 5 om tavshedspligten for Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet er i dag som statsligt aktieselskab som udgangspunkt omfattet af offentlighedsloven, men er i medfør af bekendtgørelse nr. 1585 af 19. december 2013 undtaget fra lovens anvendelsesområde. Af bemærkningerne til forslag nr. 144 af 7. februar 2013 til lov om offentlighed i forvaltningen fremgik af bemærkningerne til § 4, der fastsætter anvendelsesområdet for statslige aktieselskaber og muligheden for at undtage herfra, at det vil »være nærliggende under henvisning til karakteren af den virksomhed, der udøves i Finansiel Stabilitet A/S, at undtage dette selskab (sammen med dets datterselskaber) fra offentlighedslovens anvendelsesområde«.

Med forslaget til stk. 3 indsættes denne undtagelse direkte i loven for at tydeliggøre, at undtagelsen gælder. Som gennemgået ovenfor er der tale om en videreførelse af gældende ret.

Finansiel Stabilitet A/S er som statsligt aktieselskab ikke omfattet af forvaltningslovens område. Uanset dette er det besluttet, at Finansiel Stabilitets opgaver i forbindelse med udstedelse af individuelle statsgarantier i medfør af Kreditpakken skulle være underlagt forvaltningslovens regler. Forslaget til stk. 3 ændrer ikke på, at forvaltningsloven i medfør af de gældende regler finder anvendelse på Finansiel Stabilitets opgaver i forbindelse med udstedelse af individuelle statsgarantier i medfør af Kreditpakken.

Med forslaget videreføres gældende ret, hvorefter forvaltningsloven ikke finder anvendelse for Finansiel Stabilitet.

Selvom Finansiel Stabilitet ikke er omfattet af forvaltningsloven direkte, skal Finansiel Stabilitet i sin virksomhed overholde almindelige forvaltningsretlige principper i relevant omfang om fx proportionalitet, ligebehandling, inhabilitet og forbuddet om at sætte skøn under regel, ligesom Finansiel Stabilitet skal kunne begrunde sine beslutninger.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at Finansiel Stabilitet omfattes af selskabsloven, herunder reglerne for statslige aktieselskaber, med de tilpasninger, som er en konsekvens af dette lovforslag. At Finansiel Stabilitet er omfattet af de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, indebærer endvidere, at hvad der er fastsat om datterselskaber under statslige aktieselskaber i selskabsloven tilsvarende vil skulle gælde for datterselskaber under Finansiel Stabilitet. De af Finansiel Stabilitets datterselskaber, der er organiseret som aktieselskaber, er således ikke underlagt de i selskabsloven særlige regler for statslige aktieselskaber, jf. selskabslovens § 352, stk. 1.

Med stk. 5 foreslås det, at kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed skal finde tilsvarende anvendelse på bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer, vurderingspersoner, administratorer samt øvrige ansatte i Finansiel Stabilitet og dets datterselskaber. Hermed fastslås, at denne personkreds er underlagt samme tavshedspligt, som gælder i finansielle virksomheder m.v.

Det indebærer, at der ikke uberettiget må videregives fortrolige oplysninger, som de pågældende er blevet bekendt med under udøvelsen af deres hverv. Den, som modtager oplysninger fra personkredsen, omfattes ligeledes af denne tavshedspligt, jf. § 117, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Fortrolige oplysninger omfatter som udgangspunkt alle oplysninger, som Finansiel Stabilitet får kendskab til gennem varetagelsen af sine opgaver. Hvis oplysningerne er offentligt tilgængelige, kan oplysningerne ikke anses for fortrolige og omfattes derfor ikke af tavshedspligten.

Tavshedspligten er af afgørende betydning for, at Finansiel Stabilitet kan få den nødvendige indsigt i en virksomheds eller enheds forhold til at kunne gennemføre en værdiansættelse og iværksætte afviklingsforanstaltninger. For at Finansiel Stabilitet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne og deres kunder kunne nære tillid til, at Finansiel Stabilitet ikke videregiver fortrolige oplysninger.

Tavshedspligten er i øvrigt også afgørende for samarbejdet mellem Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet. Vurderingen af, hvornår der er tale om en berettiget videregivelse af fortrolige oplysninger, skal således ses i lyset af Finansiel Stabilitets opgaver. I medfør af dette lovforslag og forslaget til ændring af lov om finansiel virksomhed skal Finansiel Stabilitet samarbejde med andre myndigheder i en række sager, herunder Finanstilsynet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Danmarks Nationalbank, og tilsvarende udenlandske myndigheder. Desuden skal Finansiel Stabilitet i en række tilfælde forsøge at sælge eller overdrage hele eller dele af virksomheder eller enheder til private købere, herunder ved åbne og transparente salgsprocesser, som ligeledes kan indebære videregivelse af fortrolige oplysninger.

I medfør af gennemførelsen af BRRD skal Finansiel Stabilitet bl.a. underrette og udveksle oplysninger med andre afviklingsmyndigheder, Finanstilsynet og andre tilsynsmyndigheder, kompetente ministerier, herunder Erhvervs- og Vækstministeriet, centralbanker, herunder Danmarks Nationalbank og indskydergarantiordninger. Modtagerne af oplysninger bliver underlagt tilsvarende tavshedspligt ved modtagelsen af oplysningerne, jf. § 117, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det indebærer, at oplysninger fra Finansiel Stabilitet til f.eks. Finanstilsynet er underlagt tavshedspligt efter kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed.

I medfør af den foreslåede § 259 i lov om finansiel virksomhed, jf. forslaget til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven, som fremsættes samtidig med dette lovforslag, skal Finansiel Stabilitet udarbejde en indstilling til afviklingsplaner, som herefter vedtages af Finanstilsynet. Afviklingsplaner er et vigtigt arbejdsredskab for Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet til brug for fastlæggelse af en afviklingsstrategi. Den indstilling, som Finansiel Stabilitet sender til Finanstilsynet i medfør af forslag til lov om finansiel virksomhed § 259, vil være omfattet af det foreslåede stk. 5, jf. § 117, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, og Finanstilsynet vil dermed være tavshedsbelagt for så vidt angår denne indstilling. Det skal dog bemærkes, at den af afviklingsplanen omfattede virksomhed, vil modtage en sammenfatning af planens vigtigste elementer.

Desuden er Finansiel Stabilitet undergivet Rigsrevisionens forvaltningsrevision, og skal således også videregive oplysninger hertil til brug for Rigsrevisionens opgaver.

Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at erhvervs- og vækstministeren konkret kan beslutte at henlægge øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet, som ikke fremgår af dette lovforslag. Det kan eksempelvis være opgaver, der følger af et aktstykke vedtaget af Finansudvalget.