Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 29
Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 37 i BRRD.
Som det fremgår af den foreslåede § 29 kan Finansiel Stabilitet få dækket rimelige omkostninger i forbindelse med anvendelsen af afviklingsforanstaltninger og offentlige stabiliseringsinstrumenter på én eller flere af de i bestemmelsen oplistede måder.
Der er således tale om omkostninger både ved anvendelse af et eller flere af de konkrete afviklingsværktøjer, men også de øvrige beføjelser, nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter, håndtering af kontrakter, samt ved anvendelse af offentlige stabiliseringsinstrumenter.
Omkostninger dækker både personaleomkostninger, omkostninger til rådgiver, omkostninger til værdiansættelsen i medfør af kapitel 3 af den konkrete virksomhed under afvikling m.v.
Hvordan omkostningerne afholdes afhænger af den konkrete situation og de foranstaltninger, der iværksættes. Finansiel Stabilitet vil dog få en prioriteret stilling (privilegeret), idet Finansiel Stabilitet og Afviklingsformuen skal have dækket sine omkostninger m.v., før der går et evt. vederlag for salg ind i virksomheden eller enheden, eller før et evt. provenu kan udbetales til ejere. Bestemmelsen oplister derfor 3 scenarier for, hvordan Finansiel Stabilitet og Afviklingsformuen kan få dækket sine omkostninger m.v.:
a) Fra et vederlag, der er betalt af en køber til virksomheden eller enheden under afvikling, eller et vederlag til ejerne af ejerskabsinstrumenter.
b) Fra virksomheden eller enheden under afvikling som privilegeret kreditor.
c) Fra et eventuelt provenu som resultat af indstillingen af driften af broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet, som privilegeret kreditor.
Til Kapitel 5