VI FREDERIK DEN TIENDE, af Guds Nåde Danmarks Konge, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Loven finder anvendelse på boliger, som arbejdsgivere stiller til rådighed for en eller flere ansatte her i landet, jf. dog stk. 2-5 og § 2.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på skibe og offshoreanlæg.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på tjeneste- eller lejeboliger, som staten stiller til rådighed for ansatte, eller på øvrige boliger eller indkvartering, som Forsvarsministeriet eller Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab stiller til rådighed for ansatte.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse for chaufførers regulære ugentlige hviletider og ugentlige hviletider på mere end 45 timer, der afholdes som kompensation for tidligere reducerede ugentlige hviletider, der skal afholdes uden for køretøjet, jf. artikel 8, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85.
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på boliger, som stilles til rådighed for personer, der har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 j (au pair-ordningen).
Loven finder ikke anvendelse for en arbejdsgiver, der er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder tilsvarende bestemmelser om boligforhold, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at vedkommende er dækket af en kollektiv overenskomst efter stk. 1, og hvilke ansatte der er omfattet af den kollektive overenskomst.
Stk. 3. Uanset stk. 1 påser Arbejdstilsynet overholdelsen af denne lov, hvis den faglige aftalepart ikke agter at iværksætte fagretlig behandling for overtrædelse af forpligtelser, som er dækket af kollektiv overenskomst efter stk. 1.
Stk. 4. Uanset stk. 1 påser Arbejdstilsynet overholdelsen af denne lov i forhold til ansatte, som ikke er dækket af en kollektiv overenskomst.
En arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for en eller flere ansatte, skal sikre, at indkvarteringen ved dens beliggenhed, indretning og øvrige forhold ikke er sundhedsfarlig for de ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:
Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys og forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boliger, som en arbejdsgiver har stillet til rådighed for en eller flere ansatte, opfylder kravene i § 3.
En arbejdsgiver og de ansatte skal efter anmodning fra Arbejdstilsynet give de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsyn efter § 4.
Stk. 2. Arbejdstilsynet har uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid adgang til den bolig, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for en eller flere ansatte, i det omfang det er påkrævet, for at Arbejdstilsynet kan føre tilsyn efter § 4. Politiet yder om fornødent bistand hertil.
Stk. 3. Arbejdstilsynet kan som led i udøvelse af tilsyn efter § 4 uden retskendelse kræve relevant dokumentation udleveret og foretage fotografiske optagelser. Arbejdstilsynet skal oplyse arbejdsgiveren og de indkvarterede ansatte om, hvilken dokumentation Arbejdstilsynet har indsamlet.
Opfylder en arbejdsgiver ikke kravene til indkvarteringen i medfør af § 3, kan Arbejdstilsynet påbyde arbejdsgiveren at bringe forholdene i orden straks eller inden for en frist. Arbejdstilsynet kan ligeledes give arbejdsgiveren påbud om overholdelse af oplysningspligten efter § 5, stk. 1.
Arbejdsgiveren skal give Arbejdstilsynet skriftlig meddelelse om, hvorledes påbud efter § 6 er efterkommet. Arbejdstilsynet fastsætter en rimelig frist for arbejdsgiverens meddelelse.
Stk. 2. Ved meddelelse efter stk. 1 skal arbejdsgiveren sikre, at de indkvarterede ansatte eller deres repræsentant inden fristens udløb er blevet gjort bekendt med indholdet af arbejdsgiverens meddelelse.
Arbejdstilsynet må ikke over for arbejdsgiveren eller andre oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage eller indberetning om boligforhold.
Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Klagen sendes til Arbejdstilsynet. Fastholder Arbejdstilsynet afgørelsen, videresendes klagen til behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet.
Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger eller nævnet bestemmer andet. Klager over forhold ved boligen, som skal udbedres straks, har ikke opsættende virkning.
Stk. 4. Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde arbejdsgivere, som
overtræder § 3 eller § 5, stk. 1, eller
undlader at efterkomme påbud efter § 6.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at
der er begået en særlig grov overtrædelse af § 3,
den pågældende fysiske eller juridiske person inden for 4 år tidligere er straffet en eller flere gange for overtrædelse af loven eller
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Stk. 3. For overtrædelse af § 3 kan der pålægges arbejdsgiveren bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
I lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august 2002, foretages følgende ændring:
I lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 38 af 2. januar 2024, foretages følgende ændringer:
I § 5, stk. 1, nr. 8, ændres »§§ 5 og 6« til: »§ 6«.
I § 5, stk. 1, indsættes som nr. 9:
»9) Lov om indkvartering af ansatte.«
I lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 89 af 30. januar 2024, foretages følgende ændringer:
I § 9, stk. 1, nr. 13, udgår »og«.
I § 9, stk. 1, nr. 14, ændres »hvis dette er aftalt mellem de pågældende overenskomstparter.« til: »hvis dette er aftalt mellem de pågældende overenskomstparter, og«.
I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 15:
»15) hvorvidt en arbejdsgiver er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder bestemmelser om boligforhold, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område, jf. § 2 i lov om indkvartering af ansatte.«
»Stk. 11. Sager efter stk. 1, nr. 15, kan indbringes for Arbejdsretten af en lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisation eller arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i den pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1.«
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
/ Ane Halsboe-Jørgensen
/ Ane Halsboe-Jørgensen
Der findes på nuværende tidspunkt ikke generelle regler om krav til boligen, som arbejdsgivere stiller til rådighed for én eller flere ansatte. Der findes i dag derfor heller ikke regler om anvendelsesområdet for sådanne regler.
Det foreslås i § 1, stk. 1, at loven vil finde anvendelse på boliger, som arbejdsgivere stiller til rådighed for én eller flere ansatte her i landet, jf. dog stk. 2-5 og § 5.
Det vil betyde, at loven som udgangspunkt vil gælde for alle arbejdsgivere, som stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, uanset branche, arbejdsområde og varigheden af indkvarteringen.
Om en arbejdsgiver må anses for at stille bolig til rådighed for ansatte, vil bero på en konkret vurdering.
Det afgørende vil være, om arbejdsgiveren efter en konkret vurdering er den, der reelt har stillet boligen til rådighed for ansatte i tilknytning til ansættelsesforholdet og dermed også er nærmest til at sikre de ansattes indkvarteringsforhold. For at være ansvarlig efter loven, skal arbejdsgiver have en vis tilknytning til og indflydelse på, hvor de ansatte er indkvarteret og dermed også indkvarteringens forhold. Er der alene tale om, at arbejdsgiver formidler en kontakt med en eller flere udlejere, anses arbejdsgiver ikke for at stille bolig til rådighed.
Situationer hvor ansatte reelt selv har sørget for at finde deres bolig, vil ikke være omfattet af loven. Loven vil desuden ikke finde anvendelse ved indkvartering, der finder sted som led i frivilligt arbejde. Det kan f.eks. være indkvartering, der finder sted i forbindelse med idrætsbegivenheder, kulturelle tiltag, herunder arbejde for festivaler og lignende.
Det foreslås i § 1, stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på skibe og offshoreanlæg.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at indkvartering på skibe og offshoreanlæg ikke omfattes af loven. Baggrunden for bestemmelsen er, at der allerede i dag gælder regler om indkvartering for ansatte på anlæg med offshore olie- og gasaktiviteter i offshoresikkerhedsloven og i bekendtgørelse om anlægs, tilsluttet infrastrukturs og rørledningers konstruktion, indretning og udstyr i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter m.v., der er fastsat i medfør af denne lov, samt lov om sikkerhed til søs, som er fastsat under hensyn til de særlige forhold der gælder for indkvartering på sådanne skibe og anlæg.
Det foreslås i § 1, stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på tjeneste- eller lejeboliger, som staten stiller til rådighed for ansatte, eller på øvrige boliger eller indkvartering, som Forsvarsministeriet eller Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab stiller til rådighed for ansatte.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at loven ikke vil finde anvendelse på tjeneste- og lejeboliger, som staten stiller til rådighed for ansatte. Baggrunden for denne undtagelse er, at der allerede er etableret faste rammer for indkvarteringen af de statsligt ansatte. Herudover undtages øvrige boliger eller indkvartering, som stilles til rådighed på Forsvarsministeriets eller Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs område. Forsvarsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs øvrige indkvarteringsfaciliteter, herunder indkvarteringsværelser, er omfattet af regler på de respektive ministerområder.
Undtagelsen skal desuden ses i sammenhæng med, at arbejde, der udføres af militære, og som kan henregnes til egentlig militærtjeneste, er delvist undtaget fra lov om arbejdsmiljø, jf. § 2, stk. 2, nr. 3, og stk. 3. De samme hensyn gør sig gældende i forhold til egentlig civilbeskyttelse udført af Beredskabsstyrelsens personel, som hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs ressort, idet de ofte fungerer under lignende operative og øvelsesmæssige vilkår, som det er tilfældet for forsvarets ansatte, for så vidt angår indkvarteringsforhold.
Det fremgår af den gældende artikel 8, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (køre- og hviletidsforordningen), at der i indkvarteringen skal stilles passende sovefaciliteter og sanitære faciliteter til rådighed. Faciliteterne skal give den enkelte tilstrækkelig beskyttelse af privatlivets fred.
Det følger også af EU-Kommissionens fortolkningsbidrag til de enkelte bestemmelser i køre- og hviletidsforordningens artikler, at der skal afholdes regulære ugentlige hviletider på mindst 45 timer i passende kønsvenlig indkvartering med tilstrækkelige sovefaciliteter og sanitære faciliteter, og at de regulære ugehvil ikke lovligt kan afholdes i køretøjets kabine.
Det foreslås i § 1, stk. 4, at loven ikke finder anvendelse for chaufførers regulære ugentlige hviletider og ugentlige hviletider på mere end 45 timer, der afholdes som kompensation for tidligere reducerede ugentlige hviletider, der skal afholdes uden for køretøjet, jf. artikel 8, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (køre- og hviletidsforordningen).
Formålet med at undtage arbejdsgivere, som indkvarterer chauffører, der afholder deres regulære ugentlige hvil, fra denne lov, er, at der i dag allerede er kontrol med overholdelse af bestemmelserne på køre- og hviletidsområdet. Kontrol med overholdelse af bestemmelserne på køre- og hviletidsområdet udføres i dag henholdsvis i forbindelse med politiets vejkontrol og Færdselsstyrelsens administrative virksomhedskontrol.
Det foreslås i § 1, stk. 5, at loven ikke finder anvendelse på boliger, som stilles til rådighed for personer, der har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 j (au pair-ordningen).
Forslaget vil medføre, at personer, der har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingemyndighedernes regler om au pair-ordningen, vil blive undtaget fra lovens krav. Baggrunden for dette er, at der allerede er regler for boligforhold for personer omfattet af au pair-ordningen, og der søges ikke ændringer i denne retsstilling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der er ikke regler om, at arbejdsgivere der er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, kan undtages fra loven, hvis overenskomsten indeholder bestemmelser om boligforhold.
Det foreslås i § 2, stk. 1, at loven ikke finder anvendelse for en arbejdsgiver, der er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder tilsvarende bestemmelser om boligforhold, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område.
Det foreslåede vil medføre, at arbejdsmarkedets parter får beføjelse til at behandle tvister på deres overenskomstområde i det fagretlige system, hvis overenskomsten indeholder bestemmelser om boligforhold. Loven vil således ikke gælde for arbejdsgivere og ansatte, der er omfattet af en sådan overenskomst, ligesom arbejdsgivere ikke vil kunne straffes efter denne lov.
Det foreslåede vil også medføre, at overenskomsten som minimum skal svare til denne lovs krav til boligen. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at der kan aftales en højere boligstandard i overenskomster, end det der følger af denne lov.
Det foreslås i § 2, stk. 2, at arbejdsgiveren skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at vedkommende er dækket af en kollektiv overenskomst efter stk. 1, og hvilke ansatte, der er omfattet af den kollektive overenskomst.
Det foreslåede vil medføre, at hvis arbejdsgiveren kan dokumentere at være dækket af en overenskomst ved tilsynsbesøg, vil Arbejdstilsynet ikke føre tilsyn med de boligforhold, som er dækket af overenskomsten. Arbejdsgiveren skal også dokumentere, at de konkrete ansatte der har fået stillet bolig til rådighed, ligeledes er omfattet af overenskomsten.
Det foreslås i § 2, stk. 3, at uanset stk. 1 påser Arbejdstilsynet overholdelsen af denne lov, hvis den faglige aftalepart ikke agter at iværksætte fagretlig behandling for overtrædelse af forpligtelser, som er dækket af kollektiv overenskomst efter stk. 1.
Det foreslåede vil medføre, at i de tilfælde hvor den faglige aftalepart ikke agter at rejse sagen i det fagretlige system, så vil lovens krav til boligens standard og Arbejdstilsynets tilsyn hermed genindtræde. Dette vil sikre, at den ansatte får den tilstrækkelige beskyttelse, uanset organisationstilhørsforhold.
Som udgangspunkt betragtes en fagretlig sag som rejst, når den ene part har begæret mæglingsmøde om overenskomstforhold.
Hvis organisationen ikke agter at rejse sagen, så vil sagen skulle behandles af Arbejdstilsynet efter reglerne i denne lov.
Det foreslås i § 2, stk. 4, at uanset stk. 1 har Arbejdstilsynet til opgave at påse overholdelsen af reglerne i forhold til ansatte, som ikke er dækket af en kollektiv overenskomst. Hermed sikres det, at Arbejdstilsynet kan føre tilsyn med ansattes boligforhold, hvis de ikke er omfattet af en overenskomst.
Efter gældende ret er der ikke krav til de boligforhold, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte som led i et ansættelsesforhold. Arbejdsgivere er dermed ikke pålagt pligter i forhold til kvaliteten og indretningen af den bolig, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for én eller flere ansatte. En arbejdsgiver kan således heller ikke efter de gældende regler gøres ansvarlig for at stille en bolig til rådighed, der ikke lever op til en generel mindstestandard.
Det foreslås i § 3, at en arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, skal sikre at indkvarteringen ved dens beliggenhed, indretning og øvrige forhold ikke er sundhedsfarlig for de ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:
Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en arbejdsgiver, der stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, vil være forpligtet til at sikre, at boligen lever op til de foreslåede mindstekrav. Kravene vil gælde for alle boligtyper, herunder bl.a. lejligheder, parcelhuse, midlertidige beboelsescontainere og campingvogne m.v., ligesom det er uden betydning, hvornår bygningen er opført og hvor i landet den er placeret.
Kravene i medfør af den foreslåede § 3 vil gælde i hele indkvarteringsperioden, hvor de ansatte bor i boligen og uanset om der er tale om kort- eller langvarig beboelse. En ansat anses for at bo på det sted, hvor personen regelmæssigt sover og har sine ejendele.
Det foreslås i § 3, nr. 1, at der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
Forslaget om, at der skal være tilfredsstillende adgang til wc-faciliteter og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og at der skal være behørigt afløb for spildevand, forudsættes at ville svare til mindstekravet i byfornyelseslovens § 75, stk. 4, nr. 1-3. Dette krav vil blandt andet indebære, at alle boliger skal have adgang til sundt og tilstrækkeligt drikkevand. Kravet vil almindeligvis være opfyldt, hvis der i boliger er tilfredsstillende håndvask med rindende vand, både koldt og varmt.
Det foreslåede § 3, nr. 1, vil også medføre krav om, at afløb skal være velfungerende, tætte og sikre, så spildevand fra wc/bad og køkkener ikke kan komme i kontakt med drikkevandsforsyning, eller at spildevandet i øvrigt kan medføre forurening.
Kravet om tilfredsstillende adgang til wc efter den foreslåede § 3, nr. 1, vil indebære, at der skal være passende faciliteter i forhold til antallet af beboere. Det vil afhænge af en konkret vurdering af forholdene i øvrigt, om faciliteterne er passende, hvor der bl.a. kan lægges vægt på toilettets tilstand, alder og funktionalitet. Det er ikke et eksplicit krav, at der er wc inde i boligen, men ved en konkret bedømmelse af forholdene, bør forhold som afstand fra den enkelte bolig, og om flere husstande skal benytte samme faciliteter, tages i betragtning.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 1. pkt., at der ikke må indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum.
Forslaget om, at der ikke må indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum, forudsættes at skulle fortolkes i overensstemmelse med kravet i lov om boligforholds § 14, stk. 1. Dette vil indebære, at der som udgangspunkt ikke må indkvarteres flere end 2 personer pr. beboelsesrum, fraset de undtagelsesmuligheder, der følger af 2. og 3. pkt.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 2. pkt., at kravet om højst at indkvartere to personer pr. beboelsesrum ikke gælder ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn.
Forslaget om, at kravet om beboermaksimum efter den foreslåede § 3, nr. 2, 1. pkt., ikke vil gælde ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, hvis forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn, vil indebære, at de ansatte ikke forhindres i at forøge husstanden i indkvarteringsperioden med børn, ægtefælle, samlever og disses børn. Afgrænsningen er udtømmende, og muligheden for husstandsforøgelse er således forbeholdt den ansattes nære familie. Det forudsættes, at arbejdsgiver skal underrettes om ændringer i beboersammensætningen, bl.a. af hensyn til, at arbejdsgiveren kan sikre sig, at boligen ikke bebos af flere end 2 uvedkommende personer pr. beboelsesrum.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 3. pkt., at det samlede antal personer, der bor i boligen, herudover kan overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
Forslaget om, at der kan bo flere end to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person, vil medføre, at der er mulighed for at indkvartere flere ansatte i boliger med store rum, hvor de øvrige krav også kan overholdes.
Det bemærkes, at arbejdsgiver i de kommuner, hvor lov om boligforholds § 15 er gældende, vil skulle søge kommunen om dispensation for at udleje en bolig til flere end to personer pr. beboelsesrum, fordi der med den foreslåede lov ikke ændres på retstilstanden efter de gældende regler for kommunernes tilsyn med boligforhold efter dansk ret.
Det foreslås i § 3, nr. 3, at beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj, forudsættes at skulle fortolkes i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 1. Det vil bero på en konkret vurdering, om boligen yder en tilfredsstillende beskyttelse mod fugt, kulde, varme og støj. Hvis eventuelt konstaterede mangler ved boligen skyldes de ansattes brug, f.eks. på grund af manglende udluftning selvom det var muligt eller ved den ansattes manglende hygiejne, kan arbejdsgiveren ikke straffes for ikke at have stillet en tilfredsstillende bolig til rådighed.
Det foreslås i § 3, nr. 4, at beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri, vil skulle fortolkes i overensstemmelse med kravene i byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 2 og 3. Forslaget vil indebære, at alle boliger skal have oplukkelige vinduer i de rum, hvor de ansatte bor og opholder sig.
Det foreslås i, § 3, nr. 5, at Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima, vil skulle fortolkes i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 4 og 5. Forslaget vil indebære, at indeklimaet skal være tilfredsstillende, hvilket både kan omfatte lugt og f.eks. skimmelsvamp. Det bemærkes, at hvis indeklimaproblemerne skyldes konstruktionsfejl eller fejl ved byggeriet, og hvor reglerne i bygningsreglementet ikke er overholdt, vil dette kunne påtales og udbedres af kommunen og den ansvarlige efter reglerne i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016.
Kravet om tilstrækkelig opvarmning efter den foreslåede § 3, nr. 5, vil indebære, at boligen skal kunne varmes op til en behagelig stuetemperatur, som er mellem 18 og 23 grader. Er lejligheden ikke forsynet med fungerende radiator eller andet passende opvarmning, skal arbejdsgiveren sørge for at udbedre forholdet, f.eks. ved at stille elradiator eller lignende til rådighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Arbejdstilsynet fører i dag tilsyn med overholdelse af arbejdsmiljøloven, hvilket sker gennem opsøgende tilsyn på arbejdssteder i hele landet. Endvidere fører Arbejdstilsynet tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer og kapitel 2 i lov om elektroniske cigaretter m.v., jf. arbejdsmiljølovens § 79 a, stk. 1, og overholdelsen af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) efter lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. § 7 e i lov om udstationering af lønmodtagere m.v.
Det foreslås i § 4, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boliger, som arbejdsgiver har stillet til rådighed for én eller flere ansatte, opfylder kravene i § 3.
Med den foreslåede § 4 udvides Arbejdstilsynets tilsynsmyndighed til at omfatte tilsyn med boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte, efter denne lov. Arbejdstilsynet har mulighed for at underrette kommunen, hvis Arbejdstilsynet f.eks. konstaterer brand- eller sundhedsskadelige forhold ved boligen, som kommunerne selv fører tilsyn med. Det vil således alene være kommunen, der har mulighed for kondemnering af boligen i medfør af byfornyelsesloven.
Da Arbejdstilsynets tilsyn med boligen forudsætter, at boligen er stillet til rådighed af arbejdsgiver for én eller flere ansatte, vil Arbejdstilsynet først kunne foretage et tilsyn i boligen, efter Arbejdstilsynet har fået viden om boligforholdet. Denne viden kan Arbejdstilsynet få gennem tilsyn på arbejdssteder, hvor der er mulighed for at spørge de ansatte og arbejdsgiver om boligforhold under det almindelige tilsyn i virksomheden med overholdelse af arbejdsmiljøloven. Viden om boligforhold stillet til rådighed af arbejdsgiver for én eller flere ansatte vil også kunne ske gennem klager til Arbejdstilsynet, omtale i pressen m.v.
Arbejdstilsynet vil alene skulle føre tilsyn med, om boligen som de ansatte har fået stillet til rådighed, opfylder de foreslåede mindstekrav i medfør af § 3.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet som udgangspunkt kun skal føre tilsyn med boligforholdene, hvis der er viden, mistanke eller bekymring om, at de ansatte er indkvarteret i boliger, som ikke lever op til lovens mindstekrav. Der vil dog også kunne foretages stikprøvekontroller. Dette kan være i udvalgte risikobrancher, hvor Arbejdstilsynet f.eks. har erfaring med, at der forekommer social dumping. Oplysninger fra de ansatte skal vægtes højt i vurderingen af, om der er mistanke om brud på loven.
Arbejdstilsynet vil i nogle tilfælde også kunne få grundlag for at foretage tilsyn med boligen, hvis Arbejdstilsynet på anden vis får viden om en arbejdsgiver, der har stillet bolig til rådighed for de ansatte. Det kan f.eks. være gennem indberetninger eller klager – f.eks. fra naboer, faglige organisationer, de ansatte selv m.v. Det er således ikke en betingelse for at gennemføre et tilsyn med boligen, at Arbejdstilsynet først har ført almindeligt tilsyn med arbejdsstedet. Det beror på Arbejdstilsynets egen prioritering og vurdering, om Arbejdstilsynet vil reagere på en klage eller indberetning.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet vil gennemføre tilsynet i boligen med tilstedeværelse af mindst én af de ansatte, som er indkvarteret. I særlige tilfælde kan tilsynet gennemføres alene med tilstedeværelse af arbejdsgiveren, hvis de ansatte er forhindret i at være tilstede i boligen på tidspunktet for tilsynsbesøget, såfremt de ansatte har givet samtykke hertil, og arbejdsgiveren har mulighed for at give Arbejdstilsynet adgang til boligen.
Efter gældende ret har en arbejdsgiver ikke en forpligtelse til at oplyse Arbejdstilsynet om, hvorvidt arbejdsgiveren stiller bolig til rådighed for sine ansatte.
Efter arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, skal enhver, der er pålagt pligter efter loven, efter anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af Arbejdstilsynets virksomhed. Arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, finder imidlertid ikke anvendelse i relation til dette lovforslag, men alene for arbejdsgivere, der er pålagt pligter efter arbejdsmiljøloven.
Det foreslås i § 5, stk. 1, at en arbejdsgiver og de ansatte efter anmodning fra Arbejdstilsynet skal give de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsyn efter § 4.
Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1.
Der er ikke nogen udtømmende liste over oplysninger, som Arbejdstilsynet kan anmode om, men det kan f.eks. være oplysninger om adressen på boligen, de indkvarterede ansattes kontaktoplysninger, antallet af ansatte i boligen, længden for de ansattes ophold i boligen, og hvilke faciliteter, boligen har m.v. Oplysningerne skal bruges til at afdække, om der eventuelt er behov for at gennemføre et tilsyn i boligen, hvilket vil afhænge af en konkret vurdering. Kontaktoplysninger på de ansatte er eksempelvis relevante i tilfælde af varsling om tilsyn i boligen.
Arbejdstilsynet skal ved anmodning om oplysninger efter stk. 1 iagttage forbuddet mod selvinkriminering i retssikkerhedslovens § 10.
Efter arbejdsmiljølovens § 76, stk. 3, har Arbejdstilsynet uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private arbejdspladser, hvis det er påkrævet, for at Arbejdstilsynet kan varetage dets hverv. Politiet yder om fornødent bistand hertil.
Der foreslås i § 5, stk. 2, en tilsvarende bestemmelse, hvorefter Arbejdstilsynet uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid har adgang til den bolig, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for én eller flere ansatte i det omfang, det er påkrævet, for at Arbejdstilsynet kan føre tilsyn efter § 4. Politiet yder om fornødent bistand hertil.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Arbejdstilsynet uden retskendelse kan få adgang til private boliger, der er stillet til rådighed for ansatte af deres arbejdsgiver, med henblik på at føre tilsyn med, om boligen opfylder de foreslåede mindstekrav efter § 3.
Det forudsættes at være afgørende for Arbejdstilsynets effektive tilsyn med boligforholdene, at Arbejdstilsynet kan få adgang til de boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed. Arbejdstilsynets tilsyn med boligen vil både ske på baggrund af stikprøvekontrol eller hvis der i øvrigt er oplysninger, der gør det nødvendigt for Arbejdstilsynet at tilse boligen, f.eks. på baggrund af indberetninger eller klager. Det vurderes på den baggrund, at Arbejdstilsynet har behov for adgang uden retskendelse til boliger, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte.
Ved husundersøgelser efter den foreslåede bestemmelse vil Arbejdstilsynet skulle iagttage reglerne i retssikkerhedsloven. Dette indebærer bl.a., at i tilfælde hvor Arbejdstilsynet har begrundet mistanke om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse, skal Arbejdstilsynet iagttage retssikkerhedslovens kapitel 3.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet i nogle tilfælde vil have behov for at fravige udgangspunktet i retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, hvorefter underretning skal ske skriftligt senest 14 dage, inden husundersøgelsen gennemføres, da øjemedet med husundersøgelsens gennemførelse ellers ville forspildes, jf. herved retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1. Det skal ses i lyset af, at formålet med lovforslaget er at sikre, at der ikke sker en udnyttelse af sårbare arbejdstagere, der bliver indkvarteret af en arbejdsgiver under utidssvarende og uacceptable forhold og at sikre, at myndighederne har mulighed for at gribe ind over for arbejdsgivere, som indkvarterer ansatte under sådanne forhold. Dette formål vil kunne forspildes, hvis Arbejdstilsynet forudgående skal varsle arbejdsgivere og de indkvarterede ansatte om kontrolbesøget. Arbejdsgivere ville da kunne bringe indkvarteringen til ophør og eventuelt flytte de indkvarterede ansatte til en anden lokation, inden Arbejdstilsynets varslede besøg, hvormed arbejdsgiveren ville kunne undgå retsvirkninger (bl.a. påbud) som følge af Arbejdstilsynets tilsyn med de ansattes boligforhold.
Endvidere vil det ofte være nødvendigt at gennemføre tilsynet med boligen i tidsmæssig nær tilknytning til virksomhedstilsynet, såfremt Arbejdstilsynet ved virksomhedstilsynet får oplysninger, der indikerer, at de ansatte er indkvarterede i en bolig, der ikke lever op til danske minimumsstandarder.
Inden tilsynet med boligen gennemføres, forudsættes det, at Arbejdstilsynet vil aftale gennemførelse af boligtilsynet med de ansatte, således at de ansatte kan være til stede ved gennemførelse af tilsyn i boligen. Det kan f.eks. ske i forbindelse med, at Arbejdstilsynet skaffer nøgler til den eller de boliger, der skal besigtiges.
I tilfælde af, at Arbejdstilsynet får oplysninger om boligforhold for indkvarterede ansatte gennem indberetning og klager, kan det i nogle tilfælde være uklart, om der består et ansættelsesforhold, og om arbejdsgiveren reelt har stillet bolig til rådighed. I de tilfælde vil Arbejdstilsynet have behov for nærmere at afklare de faktiske omstændigheder, inden Arbejdstilsynet kan få adgang til boligen for at føre tilsyn med boligforholdene. Dette kan ske gennem kontakt til arbejdsgiver eller de ansatte, f.eks. ved at Arbejdstilsynet tager telefonisk eller fysisk kontakt til arbejdsgiveren og de ansatte og får bekræftet, at der er et ansættelsesforhold, og at boligen er stillet til rådighed af arbejdsgiver, forinden Arbejdstilsynet går ind i boligen.
Politiet yder om fornødent bistand til, at Arbejdstilsynet kan gennemføre sit tilsyn i den private bolig. Dette forudsættes anvendt i sjældne tilfælde, hvor Arbejdstilsynet f.eks. nægtes adgang til boligen. Politiets bistand vil skulle ske efter reglerne i lov om politiets virksomhed (herefter politiloven). Politiets bistand til andre myndigheder er som politiets øvrige opgaver underlagt politiets prioritering af ressourcerne. Politiet kan derfor i givet fald afslå en konkret anmodning om bistand til en anden myndighed ud fra hensynet til at kunne varetage mere presserende opgaver, jf. politilovens § 2, stk. 1, nr. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af arbejdsmiljølovens § 76, stk. 5, at Arbejdstilsynets medarbejdere som led i tilsynets udøvelse uden retskendelse kan kræve tilgængelig dokumentation udleveret, herunder foretage fotografiske optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere analyse eller undersøgelse. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, jf. § 23 og § 24, skal underrettes herom.
Det foreslås i § 5, stk. 3, at Arbejdstilsynet som led i udøvelse af tilsyn efter § 4 uden retskendelse kan kræve relevant dokumentation udleveret og foretage fotografiske optagelser. Arbejdstilsynet skal oplyse arbejdsgiveren og de indkvarterede ansatte, hvilken dokumentation Arbejdstilsynet har indsamlet.
Den foreslåede bestemmelse giver Arbejdstilsynet hjemmel til at få udleveret dokumentation under tilsynsbesøg, der er nødvendig for, at Arbejdstilsynet kan efterse, at lovens krav overholdes. Dokumentationen, som Arbejdstilsynet kan anmode om at få udleveret, skal være relevant i forhold til boligforholdene. Der kan ikke opstilles en udtømmende liste over relevant dokumentation, da der konkret kan være behov for at tilvejebringe forskellige oplysninger til f.eks. at afklare, om arbejdsgiver konkret har stillet boligen til rådighed. Eksempelvis kan ansættelses- eller lejekontrakter konkret være nødvendige for at afklare, om boligen er en del af ansættelsesforholdet, hvis arbejdsgiver og de ansatte har afgivet modstridende oplysninger.
Med forslaget får Arbejdstilsynet hjemmel til at indsamle og foretage fotografiske optagelser til at dokumentere, at konkrete forhold ved boligen ikke lever op til lovens regler. Arbejdstilsynet forudsættes således kun at tage fotografiske optagelser af de forhold i boligen, som ikke er i overensstemmelse med loven, så påbud er tilstrækkeligt dokumenteret.
I tilfælde af at der er begrundet mistanke om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse, skal Arbejdstilsynet iagttage retssikkerhedslovens kapitel 3.
Efter gældende ret har Arbejdstilsynet ikke hjemmel til at udstede påbud om overholdelse af arbejdsgivers forpligtelser om krav til boligen.
Det foreslås i § 6, 1. pkt., at opfylder en arbejdsgiver ikke kravene til indkvarteringen i medfør af § 3 kan Arbejdstilsynet påbyde arbejdsgiveren, at forholdene bringes i orden straks eller inden for en nærmere angivet frist.
Der er tale om lignende påbudsform, som Arbejdstilsynet afgiver efter arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, hvorefter Arbejdstilsynet kan påbyde at bringe forhold i orden straks eller inden for en frist.
Med den foreslåede bestemmelse vil Arbejdstilsynet få mulighed for at påbyde arbejdsgiver at få bragt boligforholdene for de ansatte, hvor arbejdsgiver har stillet en bolig til rådighed, i overensstemmelse med kravene fastsat i medfør af den foreslåede § 3. Påbuddet vil skulle udstedes til arbejdsgiver, der har ansvaret for at sikre overholdelse af kravene.
I påbuddet skal Arbejdstilsynet angive de konkrete forhold, som arbejdsgiver i medfør af loven har pligt til at bringe i orden. Arbejdsgiveren har selv ansvaret for og metodefrihed til at rette op på forholdet. I tilfælde af manglende toilet vil der f.eks. kunne opstilles en skurvogn med toiletfaciliteter.
Arbejdstilsynet skal fastsætte en rimelig frist for efterkommelse af påbuddet. Fristen skal være rimelig i forhold til de påbudte tiltag, og vurderes ud fra behovet hos de ansatte og tiltagets omfang, samt indkvarteringens varighed. Hvis der er konstateret flere mangelfulde forhold, kan fristen for efterkommelse være forskellig for de enkelte forhold.
Arbejdstilsynet kan påbyde, at et forhold bringes i orden straks, når formålet med afgørelsen vil forspildes, eller når der er mulighed for, at påbuddet kan efterkommes med det samme eller inden for kort tid. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis Arbejdstilsynet har konstateret, at lejligheden ikke er tilstrækkeligt opvarmet, og det vil være muligt at opvarme boligen med elradiator. Mangler ved toilet-faciliteter vil efter omstændighederne også skulle udbedres straks.
Det foreslås i § 6, 2. pkt., at Arbejdstilsynet ligeledes kan give påbud om overholdelse af oplysningspligten efter § 5, stk. 1.
Bestemmelsen medfører, at Arbejdstilsynet vil kunne give arbejdsgiver påbud om udlevering af oplysninger, hvis denne ikke opfylder sin oplysningspligt efter § 5, stk. 1, hvoraf følger, at en arbejdsgiver og de ansatte efter anmodning fra Arbejdstilsynet, skal give de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsyn efter § 4. Der henvises til bemærkningerne til § 5, om hvilke type oplysninger der omfattes af oplysningspligten efter § 5, stk. 1, og dermed påbudsbestemmelsen efter § 6, 2. pkt.
Der gælder samme hjemmel til at Arbejdstilsynet kan udstede påbud om overholdelse af oplysningspligten efter arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, om påbud, og § 76, stk. 1, om oplysningspligten.
Efter arbejdsmiljølovens § 78 c, stk. 1, skal arbejdsgiveren give skriftlig tilbagemelding på Arbejdstilsynets afgørelser, når Arbejdstilsynet anmoder om det. Efter § 78 c, stk. 2, skal arbejdsgiveren sikre, at en arbejdsmiljørepræsentant, eller anden repræsentant for de ansatte, er blevet gjort bekendt med indholdet af tilbagemeldingen.
Det foreslås i § 7, stk. 1, at arbejdsgiveren skal give Arbejdstilsynet meddelelse om, hvorledes påbud efter § 6 er efterkommet. Arbejdstilsynet fastsætter en rimelig frist for arbejdsgiverens meddelelse.
Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 78 c, stk. 1.
Forslaget indebærer, at arbejdsgiveren i meddelelse til Arbejdstilsynet skal redegøre fyldestgørende for, hvordan påbuddet er efterkommet, således at Arbejdstilsynet kan vurdere, om tiltaget er tilstrækkeligt, eller om der er behov for et opfølgende tilsynsbesøg eller udbedringer i boligen.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at arbejdsgiver har metodefrihed i forhold til at efterkomme et påbud. Formålet med bestemmelsen er derimod at sikre, at Arbejdstilsynet vil have mulighed for at vurdere, om tiltaget er tilstrækkeligt.
Det foreslås med § 7, stk. 2, at ved meddelelse efter stk. 1 skal arbejdsgiveren sikre, at de indkvarterede ansatte eller deres repræsentant inden fristens udløb er blevet gjort bekendt med indholdet af arbejdsgiverens meddelelse.
Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 78 c, stk. 2.
Forslaget vil medføre, at arbejdsgiver har pligt til at underrette de ansatte om eventuelle ændringer i boligen.
Efter arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, må Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage. Arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, omfatter klager til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøforhold på virksomheder, og bestemmelsen vil derfor ikke finde anvendelse i relation til klager over indkvarterede ansattes boligforhold omfattet af denne lov.
Det foreslås med § 8, at Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage eller indberetning om boligforhold.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at beskytte ansatte, som ønsker at indgive anonyme klager eller indberetninger om boligforhold til Arbejdstilsynet. Dette er med til at sikre mod eventuelle repressalier overfor indkvarterede ansatte, ligesom det er med til at sikre, at Arbejdstilsynet får viden om boligforhold, som ikke lever op til lovens krav.
Naboer, fagforeninger eller f.eks. kommunen er også beskyttet mod at få videregivet klagen eller indberetningen, hvormed bestemmelsen er med til at skabe et sikkert rum for indberetninger af boligforhold, der strider mod loven.
Bestemmelsen omfatter oplysninger om indholdet af klagen eller indberetningen, oplysninger som identificerer klageren eller indberetteren, oplysninger om at der er klaget eller indberettet, og oplysninger om at et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage eller indberetning.
I relation til tilsynsopgaver efter denne lov betyder bestemmelsen, at Arbejdstilsynets medarbejdere ikke må oplyse, om et tilsynsbesøg foretages som følge af en klage eller indberetning, eller at Arbejdstilsynet har modtaget en klage eller indberetning. En anmodning om sådanne oplysninger behandles i givet fald efter reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Den foreslåede bestemmelse svarer således til arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2.
Bestemmelsen udgør en særlig tavshedspligtsbestemmelse i offentlighedslovens forstand.
Ved Arbejdstilsynets behandling af anmodninger om partsaktindsigt efter forvaltningsloven forudsættes det, at de af bestemmelsen omfattede oplysninger som det klare udgangspunkt vil kunne undtages i medfør af forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, hvorefter retten til partsaktindsigt kan begrænses af hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Arbejdsmiljølovens § 81 indeholder bestemmelser om klageadgang til Arbejdsmiljøklagenævnet over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til arbejdsmiljøloven. Arbejdsmiljølovens § 81 finder ikke anvendelse i relation til klager over indkvarterede ansattes boligforhold omfattet af denne lov.
Det foreslås i § 9, stk. 1, at klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Det er afgørelsens parter, der kan klage over afgørelsen. Sagens parter er i nærværende lovforslag personer, herunder juridiske personer, med væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Dette vil som udgangspunkt altid være arbejdsgiver, men kan også være de ansatte, som er indkvarteret i boligen, som afgørelsen vedrører. Dette skyldes, at de indkvarterede ansatte rammes direkte af afgørelsens retsvirkninger.
Klager over afgørelser vil skulle sendes til Arbejdstilsynet, som vil vurdere, om afgørelsen skal fastholdes eller ophæves.
Det foreslås i § 9, stk. 2, at klagen skal sendes til Arbejdstilsynet. Fastholder Arbejdstilsynet afgørelsen, vil klagen skulle videresendes til behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet sammen med klagen sender en udtalelse indeholdende Arbejdstilsynets bemærkninger til klagens indhold.
Det foreslås i § 9, stk. 3, at rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger, eller nævnet bestemmer andet. Klager over afgørelser om forhold efter § 6 som skal udbedres straks, har ikke opsættende virkning.
Med forslaget foreslås den samme klageadgang, der følger af arbejdsmiljølovens § 81, stk. 3, således at klager efter den foreslåede lov vil skulle behandles på samme måde som klager over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i medfør af arbejdsmiljøloven.
Således vil klager over afgørelser med frist have opsættende virkning.
Endvidere vil klager over forhold vedrørende boligen, som skal udbedres straks, ikke have opsættende virkning. Disse afgørelser skal efterkommes, selvom der klages over afgørelsen. Det betyder også, at eventuelle foranstaltninger, der skal træffes for efterkommelse af afgørelsen, skal iværksættes straks.
Det foreslås med § 9, stk. 4, at afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Klageren vil dog altid have mulighed for at indbringe Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse for domstolene.
Der er i dag ikke regler om, at arbejdsgivere kan straffes med bøde, hvis de stiller bolig til rådighed for ansatte, selvom boligen ikke overholder visse minimumskrav.
Den foreslåede § 10 indeholder hjemmel til at straffe arbejdsgivere, der overtrædelser den foreslåede lovs krav til indkvarteringen, jf. § 3, oplysningspligten efter § 5, stk. 1, samt ikke efterkommer påbud efter § 6.
Det foreslås med § 10, stk. 1, nr. 1, at med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde arbejdsgivere, som overtræder § 3 eller § 5, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at arbejdsgivere kan straffes med bøde, hvis de stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, der ikke opfylder de krav til boligen, som følger af § 3.
Det er ikke en betingelse for straf efter den foreslåede bestemmelse, at arbejdsgiveren tidligere har modtaget et påbud om de pågældende forhold.
Det bemærkes dog, at arbejdsgivere ikke har pligt til at føre løbende tilsyn med de ansattes indkvartering. Arbejdsgivere kan således ikke straffes efter denne lov for opståede mangler ved boligen, som arbejdsgiveren ikke er blevet gjort bekendt med af de indkvarterede ansatte, eller hvis de opståede mangler alene skyldes de ansattes brug. Dette kan eksempelvis være, hvis bad eller toilet i boligen er blevet ødelagt som følge af de indkvarteredes brug, herunder på grund af de indkvarterede ansattes manglende rengøring.
Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at arbejdsgivere kan straffes med bøde, hvis de undlader at give de oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af tilsyn efter § 4, og som Arbejdstilsynet anmoder om, jf. lovforslagets § 5, stk. 1.
Det foreslås med § 10, stk. 1, nr. 2, at med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde arbejdsgivere, som undlader at efterkomme påbud efter § 6.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at arbejdsgivere kan straffes med bøde, hvis arbejdsgiveren undlader at efterkomme et påbud fra Arbejdstilsynet om at forholdene bringes i orden straks eller inden for en frist.
Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at arbejdsgiveren ikke har efterkommet et påbud fra Arbejdstilsynet efter § 6.
Det forudsættes, at bødeniveauet ved strafudmåling af den foreslåede § 10, stk. 1, er 10.000 kr. eller 25.000 kr. alt efter om der er tale om en formel eller en materiel overtrædelse af loven. Dette uanset om en straffesag rejses med henvisning til den foreslåede lovs § 10, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2.
Det foreslås således, at bødestørrelserne som udgangspunkt skal svare til de bødestørrelser, der allerede gælder i medfør af arbejdsmiljøloven. Det følger af forarbejderne til arbejdsmiljøloven, at der ved udmåling af bødestørrelser skelnes mellem formelle og materielle overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, jf. nærmere bemærkningerne til lov nr. 597 af 14. juni 2011, jf. Folketingstidende, 2010-11, tillæg A, L 177 som fremsat. Det foreslås derfor, at der skal gælde tilsvarende sondring mellem formelle og materielle overtrædelser i medfør af dette forslag.
Det foreslås på denne baggrund, at overtrædelser af lovens krav til boligen efter forslagets § 10, stk. 1, nr. 1, som udgangspunkt vil være bøde på 25.000 kr., da overtrædelser af § 3 om krav til boligen vil udgøre en materiel overtrædelse af loven.
Det foreslås herudover, at overtrædelser af lovens oplysningspligt efter forslagets § 10, stk. 1, nr. 1, som udgangspunkt vil være bøde på 10.000 kr., da overtrædelse af § 5, stk. 1, om arbejdsgivers oplysningspligt overfor Arbejdstilsynet vil være en formel overtrædelse af loven.
For så vidt angår forslagets § 10, stk. 1, nr. 2, om manglende efterkommelse af påbud efter § 6, vil udmåling af bødestørrelsen afhænge af, om påbuddet vedrører forhold omfattet af § 3 om krav til boligen, eller § 5, stk. 1, om arbejdsgivers oplysningspligt.
Manglende efterkommelse af påbud om overholdelse af krav til boligen efter § 3, vil som udgangspunkt medføre en bøde på 25.000 kr., da dette vil udgøre en materiel overtrædelse af loven. Manglende efterkommelse af påbud om overholdelse af oplysningspligten efter § 5, stk. 1, vil som udgangspunkt medføre en bøde på 10.000 kr., da dette vil udgøre en formel overtrædelse af loven.
Den foreslåede § 10, stk. 2, indeholder regler om skærpende omstændigheder ved straffens udmåling efter stk. 1. Straffen kan således forhøjes, når der foreligger skærpende omstændigheder som beskrevet i de foreslåede § 10, stk. 2, nr. 1-3. Det forudsættes, at straffen forhøjes med 10.000 kr. pr. strafskærpende omstændighed.
Det foreslås med § 10, stk. 2, nr. 1, at det ved straffens udmåling skal betragtes som en skærpende omstændighed, at der er begået en særlig grov overtrædelse af § 3.
Den foreslåede bestemmelse omfatter bl.a. tilfælde, hvor boligen, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for ansatte, er åbenbart uegnet til beboelse, f.eks. hvis boligen helt mangler sanitære faciliteter, såsom toilet og rindende vand, boligen lider af flere væsentlige mangler, eller hvor manglerne har medført sundheds- eller sikkerhedsmæssig fare for de indkvarterede. Dette kan eksempelvis være tydelige tegn på skimmelsvamp i boligen, som kan konstateres umiddelbart ved tilsyn. Det må endvidere anses som særlig grov overtrædelse, hvis arbejdsgiver har indkvarteret ansatte i bygninger, som ikke er godkendte til beboelse eller overnatning, f.eks. hvis der er indkvarteret mere end to personer pr. beboelsesrum, og boligen tydeligvis ikke er af en sådan størrelse, at der er et areal på 20 m2 eller mere pr. person, og kommunen i øvrigt ikke har godkendt, at beboermaksimummet for boligen konkret kan overstiges.
Det foreslås med § 10, stk. 2, nr. 2, at det ved straffens udmåling skal betragtes som en skærpende omstændighed, at den pågældende fysiske eller juridiske person inden for 4 år tidligere er straffet en eller flere gange for overtrædelse af loven.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at straffen for overtrædelse kan forhøjes, hvis arbejdsgiver tidligere er blevet straffet for overtrædelse af den foreslåede lov. Således forudsættes det, at arbejdsgivere der gentagne gange er straffet for at have indkvarteret ansatte i boliger, der klart ikke lever op til lovens krav, straffes hårdere end i førstegangstilfælde.
Det foreslås med § 10, stk. 2, nr. 3, at ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at straffen kan forhøjes, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt. Eksempelvis vil en arbejdsgiver kunne tildeles en højere straf, hvis vedkommende er vidende om, at boligen der er stillet til rådighed for den eller de ansatte lider af klare og væsentlige mangler, f.eks. fordi arbejdsgiver er blevet gjort opmærksom på det af ansatte eller andre, eller hvis arbejdsgiveren har fuld råderet over boligen. Det er f.eks. arbejdsgivere, der ejer boligen, som stilles til rådighed for de ansatte, der har fuld råderet.
Bestemmelsen svarer desuden til arbejdsmiljølovens § 82, stk. 4, nr. 4.
Det foreslås med § 10, stk. 3, at der for overtrædelse af § 3, kan pålægges arbejdsgiveren bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, hvorefter arbejdsgivere i mindre personligt ejede virksomheder kan pålægges bødeansvar for overtrædelser af arbejdsmiljøloven, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom, hvis overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan.
Det foreslåede vil medføre, at arbejdsgivere i mindre personligt ejede virksomheder vil kunne straffes for overtrædelse af lovens § 3, hvis overtrædelsen kan henføres til en person med tilknytning til virksomheden eller virksomheden som sådan.
Det foreslåede vil altså medføre, at arbejdsgiveren kan straffes, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren personligt som forsætlig eller uagtsom. Der vil således ikke være krav om, at arbejdsgiveren personligt skal have haft tilregnelse til overtrædelse af loven, for at vedkommende kan ifalde strafansvar. Bestemmelsen har til formål at sikre, at alle arbejdsgivere – både når arbejdsgiver er en fysisk og en juridisk person - ved overtrædelse af den foreslåede lov strafferetligt stilles ens.
Det foreslås med § 10, stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen svarer til arbejdsmiljølovens § 86, og vil skulle fortolkes i overensstemmelse hermed.
Det foreslåede vil medføre, at bl.a. interessentskaber, foreninger, fonde og aktieselskaber vil kunne straffes for overtrædelser af loven, hvis de som arbejdsgiver har stillet bolig til rådighed for ansatte, som ikke lever op til lovens mindstekrav. Endvidere omfatter bestemmelsen enkeltmandsejede virksomheder, for så vidt disse under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i straffelovens § 26, stk. 1. Disse er aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder.
Det bemærkes, at fastsættelsen af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i §11, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.
Loven vil også finde anvendelse for de boliger, som allerede er stillet til rådighed for den ansatte før den 1. juli 2025, men dog sådan at lovens krav til boligen først gælder og vil blive håndhævet fra den 1. juli 2025.
Til nr. 1
Det følger af den gældende § 5 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. (medhjælperloven), at en lønmodtager, som skal have logi som en del af lønnen, skal have gode og tidssvarende boligforhold. Arbejdsgiveren skal sørge for rent sengelinned og håndklæder.
Der er i dag ikke regler om tilsyn med boligforholdene efter reglerne i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., når arbejdsgiver stiller bolig til rådighed for ansatte.
Det foreslås, at § 5 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august 2002, ophæves.
Formålet med ophævelsen er, at de mindstekrav for boligforhold, som fastsættes med denne lov, tillige skal omfatte arbejdsgivere, som er omfattet af medhjælperloven. Arbejdsgivere, som er omfattet af medhjælperloven, vil fremadrettet også blive forpligtet af lov om indkvartering af ansatte.
Til nr. 1
Efter den gældende § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (udstationeringsloven), finder §§ 5 og 6 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. anvendelse under visse betingelser, når en virksomhed udstationerer en lønmodtager i Danmark, uanset hvilket lands ret der i øvrigt regulerer ansættelsesforholdet.
Idet § 5 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. ophæves, skal udstationeringsloven konsekvensrettes.
Det foreslås således, at henvisningen i udstationeringslovens § 5, stk. 1, nr. 8, ændres til kun at henvise til § 6 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v.
Der er udelukkende tale om en konsekvensrettelse.
Til nr. 2
Efter den gældende § 5, stk. 1, i udstationeringsloven, henvises der til en række regler i anden lovgivning, der finder anvendelse, når en virksomhed udstationerer en lønmodtager i Danmark, uanset hvilket lands ret der i øvrigt regulerer ansættelsesforholdet.
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 9 i udstationeringslovens § 5, stk. 1, hvorefter lov om indkvartering af ansatte, som arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte også finder anvendelse, når en virksomhed udstationerer en lønmodtager i Danmark, uanset hvilket lands ret der i øvrigt regulerer ansættelsesforholdet.
Dermed skal udstationerende virksomheder, som stiller bolig til rådighed for udstationerede lønmodtagere i forbindelse med levering af tjenesteydelser i Danmark, også opfylde de minimumskrav til boligens indretning, som følger af denne lov.
Herved sikres, at der også kan stilles krav til og føres tilsyn, når en udstationerende virksomhed stiller bolig til rådighed for udstationerede lønmodtagere i Danmark.
Til nr. 1 og 2
Lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretters § 9, stk. 1, vedrører, hvilke sager der kan indbringes for Arbejdsretten. I de efterfølgende stykker er det anført, hvem der kan rejse en sag ved Arbejdsretten. De med dette lovforslag foreslåede tilføjelser af et nyt nummer i stk. 1 og et nyt stykke er udformet på samme måde som andre af bestemmelserne i § 9.
Det foreslås i § 9, stk. 1, nr. 13, at »og« udgår sidst i punktet, ligesom det foreslås i § 9, stk. 1, nr. 14, at det afsluttende punktum i punktet ændres til et »og«.
Forslaget til de to ændringer er konsekvens af, at det i § 14, nr. 3, foreslås at indføre et nyt nr. 15 til listen i den gældende § 9, stk. 1. Der er alene tale om konsekvensændringer, så der kan indsættes et nyt nr. 15 i § 9, stk. 1.
Til nr. 3
Den gældende § 9, stk. 1, i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, fastlægger Arbejdsrettens saglige kompetence og indeholder en oplistning af, hvilke sager der henhører under Arbejdsretten.
Det foreslås at indsætte et nyt § 9, stk. 1, nr. 15, i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, hvorefter Arbejdsretten får kompetence i sager om, hvorvidt en arbejdsgiver er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder bestemmelser om boligforhold, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område, jf. § 2, i lov om indkvartering af ansatte.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Arbejdsretten tillægges kompetence til at afgøre, om en kollektiv overenskomst er landsdækkende og indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, jf. § 2, i den foreslåede lov om indkvartering af ansatte. Det fastslås dermed, at Arbejdsretten kan tage stilling til spørgsmålet, såfremt der skulle opstå uenighed.
Til nr. 4
Den gældende § 9 i lov om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter indeholder regler om, hvilke parter der er berettigede til at indbringe sager for Arbejdsretten.
Det foreslås, at der i § 9 i lov om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter tilføjes et nyt stk. 11, som fastsætter, at sager efter § 9, stk. 1, nr. 15, kan indbringes for Arbejdsretten af en lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisation eller arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i den pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1.
Den foreslåede ændring vil indebære, at de oplistede parter bliver berettigede til at indbringe en sag for Arbejdsretten i sager om, hvorvidt en arbejdsgiver er omfattet af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der indeholder bestemmelser om boligforhold, og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område, jf. § 2 i den foreslåede lov om indkvartering af ansatte.
| | | |
Det foreslås med § 15, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Det bemærkes i denne forbindelse, at de områder, der reguleres med dette lovforslag, er overtaget.