LOV nr 1445 af 10/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om indkvartering af ansatte § 4
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boliger, som en arbejdsgiver har stillet til rådighed for en eller flere ansatte, opfylder kravene i § 3.
Forarbejder til Lov om indkvartering af ansatte § 4
RetsinformationArbejdstilsynet fører i dag tilsyn med overholdelse af arbejdsmiljøloven, hvilket sker gennem opsøgende tilsyn på arbejdssteder i hele landet. Endvidere fører Arbejdstilsynet tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer og kapitel 2 i lov om elektroniske cigaretter m.v., jf. arbejdsmiljølovens § 79 a, stk. 1, og overholdelsen af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) efter lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. § 7 e i lov om udstationering af lønmodtagere m.v.
Det foreslås i § 4, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boliger, som arbejdsgiver har stillet til rådighed for én eller flere ansatte, opfylder kravene i § 3.
Med den foreslåede § 4 udvides Arbejdstilsynets tilsynsmyndighed til at omfatte tilsyn med boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte, efter denne lov. Arbejdstilsynet har mulighed for at underrette kommunen, hvis Arbejdstilsynet f.eks. konstaterer brand- eller sundhedsskadelige forhold ved boligen, som kommunerne selv fører tilsyn med. Det vil således alene være kommunen, der har mulighed for kondemnering af boligen i medfør af byfornyelsesloven.
Da Arbejdstilsynets tilsyn med boligen forudsætter, at boligen er stillet til rådighed af arbejdsgiver for én eller flere ansatte, vil Arbejdstilsynet først kunne foretage et tilsyn i boligen, efter Arbejdstilsynet har fået viden om boligforholdet. Denne viden kan Arbejdstilsynet få gennem tilsyn på arbejdssteder, hvor der er mulighed for at spørge de ansatte og arbejdsgiver om boligforhold under det almindelige tilsyn i virksomheden med overholdelse af arbejdsmiljøloven. Viden om boligforhold stillet til rådighed af arbejdsgiver for én eller flere ansatte vil også kunne ske gennem klager til Arbejdstilsynet, omtale i pressen m.v.
Arbejdstilsynet vil alene skulle føre tilsyn med, om boligen som de ansatte har fået stillet til rådighed, opfylder de foreslåede mindstekrav i medfør af § 3.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet som udgangspunkt kun skal føre tilsyn med boligforholdene, hvis der er viden, mistanke eller bekymring om, at de ansatte er indkvarteret i boliger, som ikke lever op til lovens mindstekrav. Der vil dog også kunne foretages stikprøvekontroller. Dette kan være i udvalgte risikobrancher, hvor Arbejdstilsynet f.eks. har erfaring med, at der forekommer social dumping. Oplysninger fra de ansatte skal vægtes højt i vurderingen af, om der er mistanke om brud på loven.
Arbejdstilsynet vil i nogle tilfælde også kunne få grundlag for at foretage tilsyn med boligen, hvis Arbejdstilsynet på anden vis får viden om en arbejdsgiver, der har stillet bolig til rådighed for de ansatte. Det kan f.eks. være gennem indberetninger eller klager – f.eks. fra naboer, faglige organisationer, de ansatte selv m.v. Det er således ikke en betingelse for at gennemføre et tilsyn med boligen, at Arbejdstilsynet først har ført almindeligt tilsyn med arbejdsstedet. Det beror på Arbejdstilsynets egen prioritering og vurdering, om Arbejdstilsynet vil reagere på en klage eller indberetning.
Det forudsættes, at Arbejdstilsynet vil gennemføre tilsynet i boligen med tilstedeværelse af mindst én af de ansatte, som er indkvarteret. I særlige tilfælde kan tilsynet gennemføres alene med tilstedeværelse af arbejdsgiveren, hvis de ansatte er forhindret i at være tilstede i boligen på tidspunktet for tilsynsbesøget, såfremt de ansatte har givet samtykke hertil, og arbejdsgiveren har mulighed for at give Arbejdstilsynet adgang til boligen.