LOV nr 1445 af 10/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om indkvartering af ansatte § 3
En arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for en eller flere ansatte, skal sikre, at indkvarteringen ved dens beliggenhed, indretning og øvrige forhold ikke er sundhedsfarlig for de ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:
-
Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
-
Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
-
Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
-
Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys og forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
-
Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Forarbejder til Lov om indkvartering af ansatte § 3
RetsinformationEfter gældende ret er der ikke krav til de boligforhold, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte som led i et ansættelsesforhold. Arbejdsgivere er dermed ikke pålagt pligter i forhold til kvaliteten og indretningen af den bolig, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for én eller flere ansatte. En arbejdsgiver kan således heller ikke efter de gældende regler gøres ansvarlig for at stille en bolig til rådighed, der ikke lever op til en generel mindstestandard.
Det foreslås i § 3, at en arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, skal sikre at indkvarteringen ved dens beliggenhed, indretning og øvrige forhold ikke er sundhedsfarlig for de ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:
-
Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
-
Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
-
Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
-
Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
-
Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en arbejdsgiver, der stiller bolig til rådighed for én eller flere ansatte, vil være forpligtet til at sikre, at boligen lever op til de foreslåede mindstekrav. Kravene vil gælde for alle boligtyper, herunder bl.a. lejligheder, parcelhuse, midlertidige beboelsescontainere og campingvogne m.v., ligesom det er uden betydning, hvornår bygningen er opført og hvor i landet den er placeret.
Kravene i medfør af den foreslåede § 3 vil gælde i hele indkvarteringsperioden, hvor de ansatte bor i boligen og uanset om der er tale om kort- eller langvarig beboelse. En ansat anses for at bo på det sted, hvor personen regelmæssigt sover og har sine ejendele.
Det foreslås i § 3, nr. 1, at der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
Forslaget om, at der skal være tilfredsstillende adgang til wc-faciliteter og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og at der skal være behørigt afløb for spildevand, forudsættes at ville svare til mindstekravet i byfornyelseslovens § 75, stk. 4, nr. 1-3. Dette krav vil blandt andet indebære, at alle boliger skal have adgang til sundt og tilstrækkeligt drikkevand. Kravet vil almindeligvis være opfyldt, hvis der i boliger er tilfredsstillende håndvask med rindende vand, både koldt og varmt.
Det foreslåede § 3, nr. 1, vil også medføre krav om, at afløb skal være velfungerende, tætte og sikre, så spildevand fra wc/bad og køkkener ikke kan komme i kontakt med drikkevandsforsyning, eller at spildevandet i øvrigt kan medføre forurening.
Kravet om tilfredsstillende adgang til wc efter den foreslåede § 3, nr. 1, vil indebære, at der skal være passende faciliteter i forhold til antallet af beboere. Det vil afhænge af en konkret vurdering af forholdene i øvrigt, om faciliteterne er passende, hvor der bl.a. kan lægges vægt på toilettets tilstand, alder og funktionalitet. Det er ikke et eksplicit krav, at der er wc inde i boligen, men ved en konkret bedømmelse af forholdene, bør forhold som afstand fra den enkelte bolig, og om flere husstande skal benytte samme faciliteter, tages i betragtning.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 1. pkt., at der ikke må indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum.
Forslaget om, at der ikke må indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum, forudsættes at skulle fortolkes i overensstemmelse med kravet i lov om boligforholds § 14, stk. 1. Dette vil indebære, at der som udgangspunkt ikke må indkvarteres flere end 2 personer pr. beboelsesrum, fraset de undtagelsesmuligheder, der følger af 2. og 3. pkt.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 2. pkt., at kravet om højst at indkvartere to personer pr. beboelsesrum ikke gælder ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn.
Forslaget om, at kravet om beboermaksimum efter den foreslåede § 3, nr. 2, 1. pkt., ikke vil gælde ved forøgelse af antallet af beboere i indkvarteringsperioden, hvis forøgelsen skyldes den indkvarteredes børn eller den indkvarteredes ægtefælle eller samlever eller disses børn, vil indebære, at de ansatte ikke forhindres i at forøge husstanden i indkvarteringsperioden med børn, ægtefælle, samlever og disses børn. Afgrænsningen er udtømmende, og muligheden for husstandsforøgelse er således forbeholdt den ansattes nære familie. Det forudsættes, at arbejdsgiver skal underrettes om ændringer i beboersammensætningen, bl.a. af hensyn til, at arbejdsgiveren kan sikre sig, at boligen ikke bebos af flere end 2 uvedkommende personer pr. beboelsesrum.
Det foreslås i § 3, nr. 2, 3. pkt., at det samlede antal personer, der bor i boligen, herudover kan overstige to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person.
Forslaget om, at der kan bo flere end to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på 20 m2 eller mere pr. person, vil medføre, at der er mulighed for at indkvartere flere ansatte i boliger med store rum, hvor de øvrige krav også kan overholdes.
Det bemærkes, at arbejdsgiver i de kommuner, hvor lov om boligforholds § 15 er gældende, vil skulle søge kommunen om dispensation for at udleje en bolig til flere end to personer pr. beboelsesrum, fordi der med den foreslåede lov ikke ændres på retstilstanden efter de gældende regler for kommunernes tilsyn med boligforhold efter dansk ret.
Det foreslås i § 3, nr. 3, at beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj, forudsættes at skulle fortolkes i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 1. Det vil bero på en konkret vurdering, om boligen yder en tilfredsstillende beskyttelse mod fugt, kulde, varme og støj. Hvis eventuelt konstaterede mangler ved boligen skyldes de ansattes brug, f.eks. på grund af manglende udluftning selvom det var muligt eller ved den ansattes manglende hygiejne, kan arbejdsgiveren ikke straffes for ikke at have stillet en tilfredsstillende bolig til rådighed.
Det foreslås i § 3, nr. 4, at beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys samt forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri, vil skulle fortolkes i overensstemmelse med kravene i byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 2 og 3. Forslaget vil indebære, at alle boliger skal have oplukkelige vinduer i de rum, hvor de ansatte bor og opholder sig.
Det foreslås i, § 3, nr. 5, at Beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima.
Forslaget om, at beboelses- og opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og have et tilfredsstillende indeklima, vil skulle fortolkes i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 75, stk. 3, nr. 4 og 5. Forslaget vil indebære, at indeklimaet skal være tilfredsstillende, hvilket både kan omfatte lugt og f.eks. skimmelsvamp. Det bemærkes, at hvis indeklimaproblemerne skyldes konstruktionsfejl eller fejl ved byggeriet, og hvor reglerne i bygningsreglementet ikke er overholdt, vil dette kunne påtales og udbedres af kommunen og den ansvarlige efter reglerne i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016.
Kravet om tilstrækkelig opvarmning efter den foreslåede § 3, nr. 5, vil indebære, at boligen skal kunne varmes op til en behagelig stuetemperatur, som er mellem 18 og 23 grader. Er lejligheden ikke forsynet med fungerende radiator eller andet passende opvarmning, skal arbejdsgiveren sørge for at udbedre forholdet, f.eks. ved at stille elradiator eller lignende til rådighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.