Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 153

Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets godkendelse.

Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af

  1. det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver, værdiansat i henhold til regler fastsat i medfør af § 132, stk. 2, og § 158, stk. 5, reduceret med værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet, og

  2. efterstillet gæld.

Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af andre kapitalelementer end basiskapitalgrundlaget, som kan benyttes til dækning af tab.

Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 153

Den gældende § 126 b i lov om finansiel virksomhed fastlægger nærmere regler om gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag.

Den foreslåede § 153 viderefører § 126 b i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer for at sikre en mere direktivnær implementering af Solvens II-direktivets artikel 88. Der er med de sproglige ændringer til bestemmelsen ikke tiltænkt materielle ændringer.

Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets artikel 87, 88 og 89.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.

Bestemmelsen fastlægger nærmere regler om gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag. Kapitalen opdeles i tre klasser efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapitalens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificeringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at anvendelsen af det supplerende kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse.

Kommissionen har som en del af niveau 2-reguleringen vedtaget Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/499 af 24. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende de procedurer, der skal følges i forbindelse med tilsynsmyndighedernes meddelelse af godkendelse af anvendelsen af elementer af det supplerende kapitalgrundlag. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 92, stk. 1 og 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse af bestemmelsens 2. pkt. straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bøde, hvis det anvender det supplerende kapitalgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget uden Finanstilsynets godkendelse.

Det foreslås i stk. 2, at basiskapitalgrundlaget består af de oplistede elementer.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver, værdiansat i henhold til regler fastsat i medfør af § 132, stk. 2, og § 158, stk. 5, og reduceret med værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet.

Det foreslåede medfører, at beløbet vil skulle opgøres efter regler udstedt i medfør af forslagets § 158, stk. 5, om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens.

Beløbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af forsikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld, der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at basiskapitalgrundlaget består af efterstillet gæld.

Det foreslåede indebærer, at opgørelsen efter det foreslåede nr. 1 skal tillægges værdien af efterstillet gæld ved opgørelsen af basiskapitalgrundlaget.

De foreslåede elementer i stk. 2 er kumulative, dvs. at begge elementer indgår i opgørelsen af basiskapitalgrundlaget.

Det foreslås i stk. 3, at det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.

Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.

Ved gensidige selskaber med variable bidrag kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag indenfor de følgende 12 måneder.

EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden udstedt retningslinjer for supplerende kapitalgrundlag, der vedrører artikel 89, 90, 93, 94, 95, 96, 226 og 235 i Solvens II-direktivet samt artikel 62-67, 74-75, 78-79 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014. Retningslinjerne er rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-direktivet.

Det fremgår af stk. 4, at Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009, hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

Kommissionen har fastlagt denne liste som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 97, stk. 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden udstedt retningslinjer for klassificering af kapitalgrundlag, der vedrører artikel 93-95 i Solvens II-direktivet og artikel 69-73, 76, 77, 79 og 82 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014. Retningslinjerne er rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-direktivet og har til formål at vejlede om, hvordan listerne over elementer af kapitalgrundlaget og de faktorer, der benyttes til klassificering for hvert tier, bør anvendes. Endvidere skitserer retningslinjerne procedurerne for klassificering af kapitalgrundlag, herunder tilsynsmyndighedernes forudgående godkendelse af elementer, der ikke er med på listerne over elementer af kapitalgrundlaget.

Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapitalgrundlaget, er af en passende kvalitet og dermed er egnet til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet.

Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i betragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapitalen kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern).

Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelses 2. pkt. straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der undlader at få Finanstilsynets forudgående godkendelse af anden kapital, end kapital anført i lovforslagets § 153, kan straffes med bøde.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget.

Hjemlen forudsættes benyttet til at gennemføre regler om opgørelse af kapitalgrundlaget i Solvens II-direktivet, navnligt artikel 90 og 91 i Solvens II-direktivet.

Den foreslåede hjemmel er en videreførelse af § 126 b, stk. 5, der er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 620 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Derudover indeholder bekendtgørelsen regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i forslagets §§ 153 og 154 samt nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapitalgrundlag.

Der henvises desuden til bemærkningerne til dette forslags § 154, stk. 6, og § 155, stk. 7, for nærmere information om indholdet af bekendtgørelsen.