Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 142

Et gruppe 1-forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel 275 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2. Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 142

Den gældende § 6 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, fastlægger, at et gruppe 1-forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig lønpolitik i overensstemmelse med artikel 258 og 275 i Solvens II-forordningen. Overtrædelser af bestemmelsen straffes med bøde, jf. § 29 stk. 1, i aflønningsbekendtgørelsen. Herudover straffes overtrædelser af artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel 275, stk. 2, litra a, b, d, e og h, i Solvens II-forordningen med bøde, jf. § 29, stk. 2, i aflønningsbekendtgørelsen.

Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 6 foreslås videreført i lovforslagets § 142, stk. 1, med enkelte redaktionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører ingen materielle ændringer.

Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig lønpolitik i overensstemmelse med artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel 275 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser af § 142, stk. 1, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Overtrædelser kan eksempelvis bestå i, at et gruppe 1-forsikringsselskab helt undlader at udarbejde en skriftlig lønpolitik eller har en lønpolitik, som åbenlyst er i strid med aflønningsreglerne, herunder artikel 275 i Solvens II-forordningen.

Det foreslås i stk. 2, at virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den bestemmelse om kønsneutral lønpolitik, der forventes indsat i § 12 a i aflønningsbekendtgørelsen, med den ændring til bekendtgørelsen, der er forventes at træde i kraft den 1. juli 2023. § 12 a forventes således at være gældende ret på tidspunktet for lovforslagets ikrafttrædelse.

Ved en kønsneutral lønpolitik forstås en lønpolitik baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi uanset den ansattes køn, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 42.

Virksomhedens bestyrelse skal således vedtage og opretholde en lønpolitik, der sikrer, at ansatte modtager lige løn for arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset vedkommendes køn, og sikrer implementering af virksomhedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn. Udover at sikre lige løn for samme arbejde skal lønpolitikken ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkommendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral løn. Virksomhedens kønsneutrale lønpolitik skal finde anvendelse for alle virksomhedens ansatte, inklusive virksomhedens væsentlige risikotagere.

Lønpolitikken og alle tilknyttede ansættelsesvilkår, der har indflydelse på lønnen pr. måleenhed eller tidsrate, bør være kønsneutral. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til løn, herunder tildelings- og udbetalingsbetingelser, rekrutteringspolitikker, karriereudviklings- og successionsplaner, adgang til uddannelse og muligheden for at søge om interne stillinger. Enhver form for kønsdiskrimination eller andre former for forskelsbehandling kan ikke tolereres. Dette omfatter eksempelvis forskelsbehandling som følge af forældreorlov.

Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette princip skal anvendes på en konsekvent måde af virksomhederne. Ifølge artikel 157 i TEUF inkluderer lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi den almindelige grundløn, mindsteløn eller løn og ethvert andet vederlag, hvad enten det er i kontanter eller naturalier, som medarbejdere modtager direkte eller indirekte for vedkommendes ansættelse hos arbejdsgiveren. TEUF opfordrer til yderligere foranstaltninger for at sikre lige muligheder og ligebehandling af alle køn i spørgsmål om beskæftigelse og erhverv.

I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser af § 142, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Overtrædelser består eksempelvis i, at virksomhedens lønpolitik ikke er kønsneutral eller ikke sikrer lige muligheder for alle køn.