Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1387 af 05/10/2022

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 14

En elhandelsvirksomheds pligt til at fremsende en slutafregning efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 1 og 2, i lov om elforsyning og en elhandelsvirksomheds pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 4, i lov om elforsyning omfatter ikke den indefrysning, der er givet efter §§ 10, § 11 og § 13.

Stk. 2. Retten til indefrysning efter §§ 10, § 11 og § 13 begrænser ikke elkunders ret efter § 6 i lov om elforsyning til frit valg af elhandelsvirksomhed.

Detaljer

Forarbejder til Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 14

Det følger af § 7, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2648 af 28. december 2021 om elhandelsvirksomhedernes opgaver og forpligtelser i forbindelse med levering af elektricitet til elkunder (elleveringsbekendtgørelsen), at elkunden skal modtage en slutafregning fra elhandelsvirksomheden senest 6 uger efter, at skift af elhandelsvirksomhed har fundet sted i datahubben, eller fra tidspunktet for leveringsophør på den fraflyttede adresse i forbindelse med flytning.

Det følger endvidere af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 734 af 23. maj 2022 om energivirksomheder og bygningsejeres oplysningsforpligtelser over for slutkunder og slutbrugere om energiforbrug og fakturering m.v. (energioplysningsbekendtgørelsen), at elhandelsvirksomheder skal sikre, at slutkunder, som virksomheden har et kundeforhold til, modtager en faktura på grundlag af faktisk forbrug mindst én gang årligt.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, fastsætter, at en elhandelsvirksomheds pligt til at fremsende en slutafregning efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 1 og 2 i lov om elforsyning, og en elhandelsvirksomheds pligt til at sende en årlig faktura på grundlag af faktisk forbrug efter regler fastsat i medfør af § 6 a, stk. 4, i lov om elforsyning ikke omfatter den indefrysning, der er givet efter forslaget til §§ 10-12 og 13.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at undgå tvivl om elhandelsvirksomhedens forpligtelser i forbindelse leverandørskifte, flytninger og fakturering. Det er formålet med indefrysningsordningen, at virksomheder får mulighed for at udskyde den del af den samlede elregning, der ligger over beløbsloftet i forslaget til § 5. En opgørelse og tilbagebetaling af indefrysningsbeløbet i forbindelse med slutafregningen eller en årsopgørelse vil kunne risikere at få den konsekvens, at virksomheder forhindres i at skifte elhandelsvirksomhed eller flytte til en anden adresse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virksomheder i forbindelse med et leverandørskifte eller leveringsophør på adressen ikke vil blive slutafregnet for den del af elregningen, hvoraf der er givet indefrysning. Indefrysningsordningen vil således fortsætte uændret hos den hidtidige elhandelsvirksomhed på målepunktet og vil blive afdraget i overensstemmelse med reglerne i forslaget til § 11.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, fastsætter, at retten til indefrysning efter §§ 10, 11 og 13 ikke begrænser elkunders ret efter § 6 i lov om elforsyning, til frit valg af elhandelsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at det vurderes hensigtsmæssigt at fastslå, at den foreslåede indefrysningsordningen ikke begrænser virksomheders grundlæggende rettigheder i elforsyningsloven eller i regler udstedt i medfør heraf. Det vedrører retten til frit at kunne vælge elhandelsvirksomhed og produkt. Elhandelsvirksomheden kan ligeledes fortsat frit fastsætte vilkår og pris for produktet.

Bestemmelsen skal således bidrage til at sikre, at konkurrencen opretholdes på detailmarkedet for elektricitet.