Forældreansvarsloven

Reglen om, hvem der er under forældremyndighed og dermed om myndighedsalderen, er identisk med den gældende lovs § 1. Efter gennemførelsen af værgemålsloven gælder den samme afgrænsning for økonomisk mindreårighed, se værgemålslovens § 1, stk. 1.

Reglen om forældrenes pligter og dermed om indholdet af forældremyndighed, svarer til § 2 i den gældende lov om forældremyndighed og samvær. Der henvises til pkt. 3.4.1. i de almindelige bemærkninger og til betænkningens afsnit 5.2.4. og 5.4.2.1.

Stk. 3 svarer til den gældende § 2, stk. 3. Det præciseres, at kun forældre, der har forældremyndigheden, kan anvende barnets indtægter. Det skyldes, at kun forældremyndighedsindehavere er værger og derfor har rådighed over barnets økonomiske forhold. Bestemmelsen gentages i værgemålslovens § 25, stk. 2, hvor det anføres, at det er forældre, der er værger, som har beføjelsen. I ganske enkelte tilfælde kan forældremyndighedsindehaveren være fritaget for eller frataget værgemålet. Denne formulering skyldes, at værgespørgsmålet ikke reguleres i loven men i værgemålsloven.

Bestemmelsen suppleres af lovforslagets § 3 om beslutningsbeføjelserne, hvis der er fælles forældremyndighed, og forældrene ikke bor sammen.

Bestemmelsens stk. 1 fastlægger forældremyndighedsindehavernes beslutningsbeføjelser, hvis der er fælles forældremyndighed. Om indholdet af forældremyndigheden henvises til lovforslagets § 2.

Som det fremgår af bestemmelsen, skelnes mellem ”væsentlige beslutninger”, jf. 1. pkt., og ”overordnede forhold i barnets daglige liv”, jf. 2. pkt.

Udgangspunktet i 1. pkt. er, at væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed. Visse forhold må betragtes som så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige herom. Dette gælder navnlig spørgsmålet om barnets flytning til udlandet, herunder udrejse til Grønland og Færøerne, barnets religion og væsentlige lægelige indgreb. I særlovgivningen er der desuden en række forhold, der kræver begge forældremyndighedsindehaveres samtykke, f.eks. indmeldelse i skole, udstedelse af pas, indgåelse af ægteskab, navnevalg mv. Også andre forhold, der kan indebære overvejelser med et længerevarende tidsperspektiv for barnet, f.eks. valg af skoleretning, videreuddannelse mv., vil som udgangspunkt kræve enighed mellem forældrene. Efter en fortolkning af folkeskolens regler vil skolerne dog gå ud fra, at hvis den ene af forældrene har truffet en beslutning vedrørende barnet, handler den pågældende på begge forældres vegne, medmindre der foreligger en udtrykkelig tilkendegivelse om det modsatte.

Det bemærkes, at spørgsmålet om flytning til udlandet er selvstændigt reguleret i stk. 2, hvorefter der kræves samtykke fra begge forældre, hvis der er uenighed om forældremyndigheden.

Efter 2. pkt., kan bopælsforælderen træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv på egen hånd. Bopælsforælderen kan desuden bestemme, hvor i landet barnets bopæl skal være. Større spørgsmål af dagligdags karakter kan en bopælsforælder tage stilling til alene. Dette gælder f.eks. beslutninger vedrørende barnets daginstitution. Også spørgsmål om barnets daglige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsykolog, i en skilsmissegruppe eller lignende, må antages at falde ind under bopælsforælderens beslutningskompetence. Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at der hele tiden opstår konflikter omkring barnet i dets dagligdag som følge af, at begge forældre vil træffe beslutninger om visse overordnede forhold for barnet.

I praksis kan hver forælder på egen hånd træffe mange af de helt dagligdagsbeslutninger for barnet. Det gælder f.eks. mad, tøj, sengetider, venner mv. Det afgørende i den forbindelse er, hvem barnet opholder sig hos. Den forælder, der i den givne situation er nærmest til at træffe sådanne beslutninger, har således kompetence hertil. Særligt vedrørende fritidsaktiviteter kan hver af forældrene træffe beslutning herom – det gælder også samværsforælderen. Det afgørende er, at fritidsaktiviteterne foregår enten efter aftale med den anden forælder eller sker i den periode, hvor barnet opholder sig hos den pågældende forælder. Er der imidlertid tale om en risikobetonet fritidsaktivitet, som f.eks. dykning, boksning, motorsport, bjergbestigning eller lignende, hvor der er stor risiko for skader, må begge forældre dog som udgangspunkt være enige herom.

Bopælsforælderens adgang til at beslutte, hvor i landet barnet skal bo, er tæt knyttet til lovforslagets § 18 om varsling i forbindelse med flytning. Der henvises til lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil.

Til illustration af hvilke beslutninger, der er forbundet med henholdsvis forældremyndighed, bopæl og samvær, er indsat nedenstående skema. Der er ikke tale om en udtømmende opregning, men en illustration af afgrænsningen i forhold til forskellige typer af afgørelser.

Forældremyndighedsindehaverne sammen

Bopælsforælderen

Samværsforælderen

Værgemål

Væsentlig medicinsk behandling og væsentlige indgreb

Skolevalg

Skolefritidsordning

Risikobetonet fritidsaktivitet

Flytning udenlands, herunder flytning til Grønland og Færøerne

Navnevalg

Religiøse forhold

Ægteskab

Pas

Direkte daglig omsorg

Daginstitution

Fritidsaktiviteter

Flytning indenlands

Afgørelser, der relaterer sig til samvær - direkte omsorg

Fritidsaktiviteter

Indholdet af stk. 1 og lovforslagets § 11 medfører en ny tilgang til begrebet fælles forældremyndighed, hvor det ikke længere kræves, at forældrene er enige om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Uenighed om enkelte væsentlige forhold vedrørende barnet vil således som udgangspunkt ikke kunne føre til en ophævelse af den fælles forældremyndighed. Der henvises til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil. En eventuel uenighed må løses ved, at forældrene ved møder, herunder børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling i statsforvaltningen forsøger at få løst op for deres konflikt.

Bestemmelsen i stk. 2 om, at begge forældremyndighedsindehavere skal samtykke i, at barnet forlader landet, hvis der er uenighed om forældremyndigheden, svarer til den gældende lovs § 3. Hvis der er uenighed om forældremyndigheden, skal begge indehavere af forældremyndigheden efter stk. 2 give samtykke til, at barnet forlader landet, eller til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte. Den gældende bestemmelse blev ændret ved lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, således at det nu klart fremgår af bestemmelsen, at kravet om samtykke også gælder, når en forælder tilbageholder et barn i udlandet mod den anden forældremyndighedsindehavers ønske.

Efter bestemmelsen kræver udrejse til Grønland eller Færøerne eller forlænget ophold i Grønland eller Færøerne nu også samtykke fra begge forældre.

Kravet om samtykke gælder, hvis sagen om forældremyndighed eller bopæl er indbragt for retten, eller der er taget initiativ hertil, f.eks. ved at anmodning om ændring af forældremyndighed er indgivet til statsforvaltningen, eller hvis det på anden måde konstateres, at forældrene er uenige om forældremyndigheden. Der skal ikke meget til at statuere denne uenighed i relation til udløsning af samtykkekravet. Den omstændighed, at barnet fjernes fra sit sædvanlige opholdssted eller mod den anden forælders protest tilbageholdes i udlandet f.eks. efter en ferie, kan i sig selv være tegn på uenighed.

Et manglende samtykke til at tage barnet med til udlandet eller til at forlænge et udlandsophold vil medføre, at der foreligger en ulovlig børnebortførelse eller tilbageholdelse, således at den tilbageværende forælder kan anmode om tilbagegivelse af barnet efter Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Dette vil også betyde, at kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet forbliver hos de danske myndigheder, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1 nr. 2, jf. stk. 2.

Lovforslagets § 18 om varsling gælder også ved en bopælsforælders flytning af barnets bopæl til udlandet. En varsling efter § 18 fritager imidlertid ikke bopælsforælderen fra at indhente samtykket fra den anden forælder til flytningen med barnet. Varslingsbestemmelsen giver derimod den anden forælder mulighed for at anmode om, at barnets bopæl ændres. Bopælsforælderen kan desuden anmode om en afgørelse om, at barnets bopæl kan være i udlandet. Der henvises til lovforslagets §§ 17 og 18 samt bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen fastslår lovens grundlæggende princip om, at der ved alle de afgørelser, som myndighederne træffer efter loven, skal tages hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Bestemmelsen gør op med den gældende lovs mange forskellige nuanceringer af begrebet ”barnets bedste”. Der henvises til pkt. 2.1.1. i de almindelige bemærkninger.

Reglen har udgangspunkt i artikel 3 i FN´s Børnekonvention, hvorefter barnets bedste skal komme i første række ved alle foranstaltninger vedrørende barnet, og er sammen med lovforslagets § 5 et grundlæggende element i lovens børneperspektiv. Der er ikke i konventionen nogen definition af ”barnets bedste”. Der er tale om en retlig standard, som er under stadig udvikling og afhænger af forskellige opfattelser og værdinormer.

Opfattelsen af, hvad der er bedst for barnet, vil givetvis ændre sig med tiden og afhænger af, hvilket barn der er tale om. Vurderingen af ”barnets bedste” skal derfor altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig sagkundskab. Begrebet skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn.

Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i lovforslaget; at et barn har ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældrene skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre skal være med til at sikre, at samværet med den forælder, som barnet ikke bor hos, kan virkeliggøres.

Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal det fortsat indgå som et moment, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet. Dette forhold anses således som en vigtig del af vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Der henvises til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen, der er ny, er som § 4 et grundlæggende element i lovens børneperspektiv. Bestemmelsen har til formål overordnet at fremhæve, at der i forhold vedrørende barnet skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed, og at barnets perspektiv i en konkret sag i øvrigt skal søges i ”øjenhøjde”. Dermed fremhæves også, at dette hensyn har vægt, når det skal afgøres, hvad der er bedst for barnet. Reglen har udgangspunkt i FN´s Børnekonvention artikel 12.

Bestemmelsen er et vigtigt element i styrkelsen af barnets perspektiv og suppleres af reglerne i lovforslagets § 33 om inddragelse af barnet og af lovforslaget § 34 om barnets adgang til at henvende sig til statsforvaltningen. Et væsentligt element i disse regler er, at barnet ikke kan tilkendegive sine synspunkter, hvis ikke det er tilstrækkeligt informeret om de spørgsmål, det forventes at tage stilling til, hvis det ønsker det. Det er derfor en selvfølge, at barnet skal informeres om relevante oplysninger om sagen, når der skal træffes beslutninger om dets forhold. Et andet vigtigt element er, at det er frivilligt for barnet, om det ønsker at fremkomme med sin mening.

Om inddragelsen af barnet i sager om forældremyndighed og samvær henvises til lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil, samt til pkt. 2.2.2. og 2.2.3. i de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 2

Forældremyndighed

Kapitlet indeholder de fleste af bestemmelserne i det hidtidige kapitel 1 i lov om forældremyndighed og samvær. Dog er den gældende lovs §§ 1-3 udskilt til lovforslagets indledende kapitel. Kapitlets bestemmelser kan opdeles i tre afsnit, nemlig et om hvem der er indehavere af forældremyndighed, et om overførsel af forældremyndighed, og et om forældremyndighed i tilfælde af dødsfald.

Indehavere af forældremyndighed

§ 6 regulerer gifte forældres forældremyndighed. § 6 fastlægger sammen med § 7 om ugifte forældre, hvem der har forældremyndigheden efter loven. § 6 erstatter den gældende § 4.

Stk. 1 svarer til den gældende § 4, 1. pkt. Efter bestemmelsen har forældre, der er gift med hinanden, fælles forældremyndighed i kraft af deres vielsesattest. Dette gælder, hvad enten de var gift med hinanden ved barnets fødsel eller senere har indgået ægteskab.

Stk. 2 omhandler de situationer, hvor ægtefællerne er separerede ved barnet fødsel. Udgangspunktet er, at moderen i disse tilfælde har forældremyndigheden alene, medmindre en af de i nr. 1 og 2 omtalte situationer foreligger.

Ægtefællerne har således fælles forældremyndighed efter stk. 2, nr. 1 , hvis den fraseparerede mand ifølge anerkendelse eller dom anses som barnets far. Efter faderskabsreglerne anses ægtemanden trods udgangspunktet herom ikke for barnets far, hvis ægtefællerne var separerede på tidspunktet for barnet fødsel. Hvis den fraseparerede mand imidlertid ved anerkendelse eller ved dom anses for barnets far, får forældrene alligevel fælles forældremyndighed efter den foreslåede bestemmelse. Om baggrunden for bestemmelsen, der er ny, henvises til pkt. 3.6.2. i de almindelige bemærkninger.

Forældrene har desuden fælles forældremyndighed efter stk. 2, nr. 2 , hvis de har afgivet erklæring som nævnt i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 1 (omsorgs- og ansvarserklæring). Indholdet af bestemmelsen var tidligere indeholdt i den gældende lovs § 4, 2. pkt. Efter gældende ret kan en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet af forældre, der er separerede, ikke modtages af kirkekontoret (ministerialbogsføreren) i forbindelse med barnets fødsel, men kan afgives overfor statsforvaltningen før eller efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 14, stk. 1. I bestemmelsens sidste led er indført en henvisning til lovforslagets § 7, stk. 2. Det fremgår af denne bestemmelse, at hvis en omsorgs- og ansvarserklæring er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmål om forældremyndighed er opfyldt, medfører afgivelsen af erklæringen efter stk. 1, nr. 1, dog ikke fælles forældremyndighed. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 2.

Genoptager forældrene samlivet efter fødslen, men mens de endnu er separerede, anses separationen for bortfaldet, og de vil automatisk få fælles forældremyndighed, jf. stk. 1.

Efter stk. 3 har forældre, der har været gift med hinanden inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel, fælles forældremyndighed. Bestemmelsen omhandler forældre, der er skilt på tidspunktet for barnets fødsel – men som har været gift inden for de sidste 10 måneder. Det forudsættes, at den tidligere ægtemands faderskab over barnet er fastslået enten ved anerkendelse eller ved dom efter reglerne i børneloven. Om baggrunden for bestemmelsen, der er ny, henvises til pkt. 3.6.2. i de almindelige bemærkninger.

§ 7 regulerer ugifte forældres forældremyndighed. Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 5. Indholdsmæssigt svarer bestemmelsen til den gældende § 5, idet der dog i forslagets stk. 3 er indsat en ny bestemmelse om fælles forældremyndighed for forældre, der har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnet fødsel.

Den foreslåede stk. 1, nr. 1, er identisk med den gældende § 5, stk. 1. Efter reglerne i børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, kan ugifte par afgive erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Manden kan herefter registreres som far til barnet. Efter bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., medfører afgivelsen af omsorgs- og ansvarserklæringen, at forældrene har fælles forældremyndighed. Der er desuden fælles forældremyndighed, hvis forældrene har aftalt dette efter lovforslagets § 9.

N r. 2 indeholder en henvisning til lovforslagets § 9, om at forældrene kan aftale fælles forældremyndighed. Denne henvisning var indeholdt i den gældende lovs § 5, stk. 3.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 5, stk. 2. Hvis en omsorgs- og ansvarserklæring er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmål om forældremyndighed er opfyldt, medfører afgivelsen af erklæringen efter stk. 1, nr. 1, dog ikke fælles forældremyndighed. Efter kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og retsplejelovens § 448 f, kan danske myndigheder kun behandle en sag om forældremyndighed, hvis barnet har bopæl her i landet. Domstolene og statsforvaltningerne kan efter retsplejelovens § 456 b behandle faderskabssager, når moderen, barnet eller en mand, der er part i sagen, har bopæl her. Da indgivelsen af omsorgs- og ansvarserklæringen i forbindelse med registreringen af barnets fødsel medfører både anerkendelse af faderskabet og fælles forældremyndighed, er det nødvendigt med en bestemmelse om, at omsorgs- og ansvarserklæringen ikke medfører fælles forældremyndighed i de situationer, hvor danske myndigheder ikke har kompetence til at behandle forældremyndighedsspørgsmålet, fordi barnet ikke kan antages at have bopæl her i landet. Bestemmelsen vil formentlig sjældent finde anvendelse.

Efter stk. 3 etableres fælles forældremyndighed, hvis en mand anses for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, og forældrene har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnet fødsel. Bestemmelsen er ny og har til hensigt at sikre, at barnet fra et tidligt tidspunkt har ret til to forældre, hvilket indebærer, at begge forældre har ansvar for at drage omsorg for barnet og samarbejde om væsentlige beslutninger omkring barnet. Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at faderskabet er fastslået ved anerkendelse eller dom efter børnelovens regler.

Den fælles forældremyndighed følger direkte af loven, når faderskabet er fastslået, såfremt betingelsen om fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder opfyldt. Dette vil objektivt kunne konstateres gennem erklæring fra folkeregistret. Dette kan ske allerede under behandlingen af faderskabssagen, således at moderen og den mand, der er inddraget i faderskabssagen, kan blive orienteret om retsvirkningerne af den fælles forældremyndighed. Det er afgørende, at registreringen af fælles bopæl er sket forud for barnets fødsel.

Er der tvist om, hvorvidt forældrene har boet sammen og hvornår, og er der ikke registreret fælles folkeregisteradresse, er situationen ikke omfattet af bestemmelsen. Den far, der mener at have boet sammen med moderen i en periode – uden at dette dog fremgår af folkeregistret – må, efter at faderskabet er fastslået, anlægge forældremyndighedssag efter lovforslagets § 14. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

En mand, der ikke har boet sammen med moderen, men i en periode har dannet par med hende, er heller ikke omfattet af bestemmelsen. Imidlertid er der efter lovforslagets § 14 adgang til, at en mand, der har haft et forhold af en vis varighed til moderen, og som ved anerkendelse eller dom anses for far til barnet, kan anlægge sag om fælles forældremyndighed allerede kort tid efter barnets fødsel. Ved vurderingen af, om den fælles forældremyndighed vil være det bedste for barnet, vil der kunne lægges vægt på parrets indbyrdes relationer og forholdets varighed, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 14.

En særlig situation kan opstå, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har levet i et fast samlivsforhold med en mand, men hvor forholdet er ophørt på tidspunktet for barnets fødsel, og moderen på dette tidspunkt er gift igen. I denne situation vil den nye ægtefælle automatisk blive registreret som far til barnet, jf. børnelovens § 1, og der vil være fælles forældremyndighed mellem dem. Den mand, der har boet sammen med moderen i et fast samlivsforhold i den periode, hvor hun blev gravid, har efter faderskabsreglerne ret til at få prøvet, om han er barnets far, selv om den nye ægtefælle er registreret som far. Det er imidlertid et krav, at manden har levet i et fast samlivsforhold af ægteskabslignende karakter af en vis varighed. Anses denne mand, der inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har levet sammen med moderen, som far ved anerkendelse eller ved dom, træder bestemmelsen i stk. 2 , i kraft, således at der etableres fælles forældremyndighed mellem denne mand og moderen, uanset at moderens er gift igen.

I andre tilfælde end de i stk. 1-3 nævnte har moderen forældremyndigheden alene, jf. den foreslåede stk. 4.

Der henvises til pkt. 3.6.2. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen lovfæster den gældende retstilstand, hvorefter forældre, der har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt, fortsætter med at have fælles forældremyndighed. Der skal derfor ikke tages stilling til forældremyndigheden i forbindelse med opløsningen af ægteskabet, medmindre en af forældrene anmoder herom efter lovforslagets § 11. Reglen er i forhold til den gældende § 8 omformuleret, sådan at det som udgangspunkt slås fast, at det fælles ansvar over for børnene fortsætter, selv om forældrene bliver separeret eller skilt.

Bestemmelsen omhandler forældrenes adgang til at aftale fælles forældremyndighed. En sådan aftale skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Reglen er, bortset fra en rent sproglig omformulering af 2. pkt., identisk med den gældende lovs § 6.

Bestemmelsen omhandler muligheden for ved aftale at ophæve den fælles forældremyndighed, når forældrene ”ikke lever sammen”. Dette omfatter i lighed med den gældende § 8 også situationer, hvor forældrene på aftaletidspunktet lever sammen, men agter at ophæve samlivet. I øvrigt svarer bestemmelsen til den gældende § 9, stk. 1, hvorefter en sådan aftale om ophævelse af fælles forældremyndighed er gyldig, blot den anmeldes til statsforvaltningen.

Bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor en forælder ønsker den fælles forældremyndighed, som er en følge af den legale ordning efter lovforslagets § 6 eller af en omsorgs- og ansvarserklæring efter lovforslagets § 7, stk. 1, eller af en aftale efter lovforslaget § 9, bragt til ophør og anmoder om at få forældremyndigheden alene. Bestemmelsen medfører en væsentlig ændring af den gældende retstilstand, hvorefter domstolene er nødsaget til at imødekomme ønsket om ophævelse af den fælles forældremyndighed og tillægge forældremyndigheden til den ene af forældrene.

Efter lovforslagets § 8 gælder det klare udgangspunkt, at forældrene har fælles forældremyndighed, og at den fælles forældremyndighed fortsætter, selv om forældrene har ophævet samlivet. Bestemmelsen kan i særlige situationer omfatte tilfælde, hvor forældrene på aftaletidspunktet lever sammen, men agter at ophæve samlivet.

Efter lovforslagets § 11 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde af hensyn til barnet taler for det. Bestemmelsen fastslår et grundlæggende princip om, at et barn har ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældrene – uanset at de ikke lever sammen længere – skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnets forhold. Det er også begge forældres ansvar, at der er samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4.

Det kræves efter § 11 ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældre kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.

Der må imidlertid ikke være så svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene i forhold til barnet, at det positive for barnet i, at der dømmes til fælles forældremyndighed, overskygges af forældrenes alvorlige konflikter. Vurderer retten, at forældrenes uenighed og konflikt i forhold til forskellige forhold vedrørende barnet eller samarbejdet herom, er så voldsom, at barnet lider under det, må retten ophæve den fælles forældremyndighed.

Det gælder også, hvor den ene forælder har udøvet vold eller lignende mod den anden forælder, barnet eller andre i familien. Voldsudøvelsen kan påvirke familien som helhed i en sådan grad, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, at der i disse situationer skal dømmes til fælles forældremyndighed. Det samme vil være tilfældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den anden forælder eller andre familiemedlemmer.

Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, må retten anlægge et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen, af hvad der er bedst for barnet. Det må således tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder. Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. i de almindelige bemærkninger om samværschikane.

Inddragelse af børnesagkyndige, f.eks. ved en børnesagkyndig undersøgelse, kan medvirke til en afdækning af, om konfliktniveauet mellem forældrene er af en sådan karakter, at det ikke vil være til barnets bedste, at der dømmes til fortsat fælles forældremyndighed.

Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv.

Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter samværspraksis ikke vil få samvær – eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med sit barn eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.

Adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed kræver, at mindst én af forældrene ønsker den fælles forældremyndighed opretholdt.

Retten skal under sagen foretage en almindelig bevisbedømmelse af, om der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed. Det vil således være naturligt at få belyst, hvad der er baggrunden for ønsket om at få ophævet den fælles forældremyndighed. Den forælder, som gør gældende, at den fælles forældremyndighed skal ophøre, må derfor sandsynliggøre, at ophævelsen vil være bedst for barnet. Retten kan vælge at lade forældrenes og barnets forhold belyse ved en børnesagkyndig undersøgelse, hvis en sådan ikke allerede foreligger fra statsforvaltningen. Retten har som noget nyt også mulighed for at inddrage børnesagkyndige under de forberedende retsmøder, således at der gives bedre muligheder for at få et billede af, om en fortsat fælles forældremyndighed vil være bedst for barnet, herunder om forældrene må antages at ville kunne håndtere eventuelle uenigheder omkring barnet og samarbejde på trods af dette. Om børnesagkyndige undersøgelser og muligheden for at inddrage børnesagkyndige i forligsbestræbelser ved retten henvises til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse), som er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Der henvises til pkt. 3.2.3. i de almindelige bemærkninger.

Reglen i lovforslagets § 11 antages at få ganske stor betydning for de forligsbestræbelser i statsforvaltningen, der efter lovforslagets §§ 30 og 31 som hovedregel vil finde sted inden en eventuel indbringelse af sagen for retten.

Den foreslåede bestemmelse har nær sammenhæng med reglen i lovforslagets § 17 om, at retten kan træffe afgørelse om, hvor barnet skal have bopæl. Spørgsmålet om barnets bopæl har ofte stor betydning for forældrenes konflikter, og muligheden for at træffe afgørelse om, hvor barnet skal bo, vil kunne træde i stedet for en egentlig afgørelse om forældremyndighed. Den vil også kunne træffes samtidig med en afgørelse om fælles forældremyndighed. Der henvises til lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil.

En afgørelse, hvorved retten afslår at ophæve den fælles forældremyndighed, kan ændres. Dette kan være tilfældet, hvis der er ændringer i barnets eller forældrenes forhold. Det er forsat en betingelse, at der foreligger tungtvejende grunde, jf. ovenfor. Har retten ophævet den fælles forældremyndighed, kan den forælder, der ikke har forældremyndigheden, efter § 14, stk. 1, anmode retten om at etablere den fælles forældremyndighed eller om at få overført forældremyndigheden til sig.

Om dom til fælles forældremyndighed i tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndigheden alene, henvises til lovforslagets § 14, stk. 1.

Reglen om betydningen af, at gifte, herunder separerede forældre, genoptager samlivet, svarer, bortset fra en rent sproglig omformulering, til § 10 i den gældende lov. Har forældrene indgået aftale efter lovforslagets § 10, eller er der truffet afgørelse efter lovforslagets § 11, får gifte, herunder separerede forældre efter bestemmelsen fælles forældremyndighed, hvis de genoptager eller fortsætter samlivet. Forældre, der er ugifte eller fraskilte, får ikke på ny fælles forældremyndighed efter bestemmelsen, hvis de genoptager samlivet, medmindre de indgår aftale herom efter lovforslagets § 9. Hvis statsforvaltningen har truffet en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden, jf. lovforslagets § 25, bortfalder denne afgørelse efter § 25, stk. 3, nr. 3, hvis samlivet genoptages. Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 25.

Overførsel af forældremyndighed

Bestemmelsen svarer til § 11 i den gældende lov med enkelte sproglige ændringer.

I stk. 2 , der omhandler aftale om overførelse af forældremyndigheden til andre end barnets forældre, er 3. pkt., hvorefter aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet, ophævet. Denne regel er overflødig på grund af lovforslagets § 4 om, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring, idet det fortsat er udgangspunktet, at en aftale om overførsel af forældremyndighed godkendes, medmindre den ikke er udtryk for, hvad der er bedst for barnet. 2. pkt. giver mulighed for, at forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle. Denne bestemmelse giver også mulighed for, at en forælder, der har eneforældremyndigheden over et barn, kan aftale fælles forældremyndighed med sin ægtefælle.

3. pkt. om at retten kan godkende aftaler under retssager, har en vis begrænset betydning i sager efter § 14, stk. 2.

Bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor den ene af forældrene har forældremyndigheden alene, og den anden ønsker at få forældremyndigheden overført eller at få del i den. Den afløser de gældende regler i §§ 12 og 13.

Den gældende lov § 12 omhandler tilfælde, hvor moderen har forældremyndigheden alene, idet forældrene ikke har afgivet omsorgs- og ansvarserklæring, jf. den gældende lovs § 5, stk. 1, eller ikke har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 9 i den gældende lov. Ifølge den gældende lovs § 12, stk. 1, kan faderen i forbindelse med ophøret af et længerevarende samliv få tillagt forældremyndigheden, idet afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Anlægges sagen uden forbindelse med en samlivsophævelse, kan forældremyndigheden overføres til faderen, hvis ændringen er bedst for barnet.

Den gældende lovs § 13 angår i sin nuværende udformning tilfælde, hvor den ene af forældrene har forældremyndigheden alene efter en aftale efter den gældende lovs §§ 9, stk. 1, eller 11, stk. 1, eller i henhold til en dom i henhold til den gældende lovs §§ 9, stk. 2, eller 13. Kriteriet for overførelsen er, at ”særlige grunde taler herfor, hvis det er bedst for barnet navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.”

Efter bestemmelsens stk. 1 kan retten efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden til denne. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndigheden alene, hvad enten der er tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden alene efter loven (en ugift mor, hvor der ikke er underskrevet en omsorgs- og ansvarserklæring), eller efter aftale eller dom.

Som et eksempel kan nævnes, at initiativet til at få spørgsmålet om forældremyndighed drøftet og prøvet tages umiddelbart efter, at ugifte forældre, der har boet sammen, har ophævet samlivet. I de fleste tilfælde vil ansøgeren antagelig anmode om at få forældremyndigheden overført og dermed fremtidig have den alene, men subsidiært anmode om, at der bliver fælles forældremyndighed. Det kan også være, at sagen tages op, efter at forældrene har været adskilt i en periode. Rejses sagen af en ugift far, der ikke tidligere har haft del i forældremyndigheden, skal samlivet som udgangspunkt være ophævet.

Det afgørende for vurderingen af, om det i sådanne situationer er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4, at der dømmes til fælles forældremyndighed, er barnets relation til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Det skal således indgå som et moment, hvor lang tid, der er gået siden samlivsophævelsen, eller siden den aftale eller dom, der ønskes ændret, og hvordan kontakten til barnet har været i den mellemliggende periode. Der bør i den forbindelse tages hensyn til, om der har været samværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side.

Det bør desuden indgå i vurderingen, hvad der er baggrunden for, at den pågældende forælder, der søger om del i forældremyndigheden, ikke tidligere har haft del i forældremyndigheden eller er blevet frataget denne.

Med hensyn til kontakten til barnet er det ikke afgørende, hvilket omfang samværet har haft, men at der har været en kontakt mellem forælderen og barnet. Hvis den manglende kontakt til barnet skyldes samværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side, skal det indgå i bedømmelsen, således at det i sådanne situationer ikke vil svække samværsforælderens mulighed for at få del i forældremyndigheden. De faktiske forhold har stor betydning, ikke mindst hvis barnet i længere perioder har boet hos den, der nu søger om del i forældremyndigheden.

I de tilfælde, hvor forældrene er flyttet fra hinanden før barnets fødsel, og der søges om del i forældremyndigheden kort tid efter fødslen, kan der lægges vægt på, hvor lang tid parret har levet sammen inden samlivsophævelsen, og om det er sandsynliggjort, at der på baggrund af dette forudgående fællesskab kan etableres et samarbejde omkring barnet. Selv om forældrene ikke har boet sammen, vil der efter omstændighederne kunne lægges vægt på deres indbyrdes relationer og forholdets varighed.

Endelig bør det indgå i vurderingen, om der er forhold, der taler imod etablering af den fælles forældremyndighed. Ved svære og uovervindelige samarbejdsproblemer kan forældrenes indbyrdes konflikter påvirke barnet i et sådan omfang, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed. Om samarbejdsproblemer henvises til lovforslagets § 11 og bemærkningerne hertil.

Det samme gælder også, hvor den forælder, der søger om del i forældremyndigheden, har udøvet vold mod barnet eller andre i familien. Vold i familien kan være en så stor belastning for barnet, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, at der i disse situationer dømmes til fælles forældremyndighed. Det samme vil være tilfældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den anden forælder eller andre familiemedlemmer.

Det kan heller ikke antages at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv.

Det kan også være, at forælderen ikke har vist interesse for at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv, f.eks. ved ikke at have formået at opretholde en stabil kontakt til sit barn eller at have været fraværende i barnets liv i flere år, hvor den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 11.

I sager, hvor der anmodes om overførsel af forældremyndigheden på grund af forældremyndighedsindehaverens chikane af samværet, skal der ved vurderingen af barnets bedste fortsat tages hensyn til om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet, jf. lovforslagets § 4. Der henvises desuden til pkt. 2.1.3. i de almindelige bemærkninger. Hvis barnet må antages at lide under, at den ene forælder til stadighed umuliggør et samarbejde omkring den anden forælders kontakt til barnet, må retten anlægge et fremtidsorienteret børneperspektiv, således at det nøje overvejes, hvad der på længere sigt vil være det bedste for barnet. Hvis den anden forælder vil være bedre egnet til at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til begge forældre, skal forældremyndigheden overføres til denne. Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. i de almindelige bemærkninger. Afgørelsen skal altid træffes på grundlag af en konkret individuel vurdering efter en undersøgelse af det konkrete barns og forældrenes forhold. Der skal også tages hensyn til barnets egne synspunkter, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 5 og 33.

Stk. 1 vil også finde anvendelse i sager, hvor en forælder er blevet fradømt forældremyndigheden efter den gældende lov. Om vurderingen af, hvorvidt det vil være det bedste for barnet, at den fælles forældremyndighed genetableres, henvises til bemærkningerne ovenfor. Som nævnt bør det indgå i vurderingen, hvad der er baggrunden for, at den pågældende forælder, der søger om del i forældremyndigheden, er blevet frataget denne. Det skal endvidere indgå som et moment, hvor lang tid, der er gået siden samlivsophævelsen, eller den aftale eller dom, der ønskes ændret, og hvordan kontakten til barnet har været i den mellemliggende periode. Der bør i den forbindelse tages hensyn til, om der har været samværssabotage fra forældremyndighedsindehaverens side. Er der tale om, at forældremyndigheden er blevet tillagt den ene forælder i forbindelse med samlivsophævelsen på grund af uenighed om barnets bopæl, og den anden forælder i øvrigt i perioden siden samlivsophævelsen har opretholdt kontakt til barnet, vil der som udgangspunkt kunne etableres fælles forældremyndighed.

I de tilfælde, hvor der søges om del i forældremyndigheden, efter at denne er ophævet af retten efter lovforslagets § 11, fordi tungtvejende grunde taler derfor, må det indgå i vurderingen, hvad der er baggrunden for ophævelsen, og hvorledes barnets og forældrenes forhold har ændret sig i forhold til afgørelsestidspunktet.

Forslaget til udformningen af en enkelt ændringsregel, der også omfatter tilfælde, der hidtil har været reguleret i den gældende §§ 12 og 13 nødvendiggør nogle konsekvensændringer for at opretholde den hidtidige retstilstand. I § 37, stk. 2, foreslås tilføjet et nyt punktum om, at det kun er i sager, som den ugifte far anlægger, det er muligt at anmode retten om at træffe en samværsafgørelse, mens dette ikke er muligt, hvis sagen efter § 14 angår ændring af en aftale eller en afgørelse. Det er på tilsvarende måde nødvendigt at ændre retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 1, om fri proces. Der henvises til § 3, nr. 1, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse), som er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Stk. 2 , svarer i det væsentlige til den gældende lovs § 13, stk. 3. Den omhandler tilfælde, hvor andre end forældrene har fået forældremyndigheden efter en aftale i medfør af § 13, stk. 2, eller hvor der efter et dødsfald er truffet afgørelse efter § 15. Med bestemmelsen er der mulighed for at ændre sådanne aftaler og afgørelser.

Dødsfald

Bestemmelsen omhandler retsstillingen, hvis den ene eller begge forældre dør, og er, bortset fra en sproglig modernisering, en uændret videreførelse af den gældende lovs § 14. Det indebærer, at de særlige kriterier for placering af forældremyndigheden, videreføres. Dette er fundet nødvendigt, uanset at kriterierne herfor i andre enkeltbestemmelser er udeladt samtidig med indførelsen af den generelle regel i lovforslagets § 4. Er den ene eller begge forældre døde, er det også et grundlæggende kriterium, at en afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, men de mere nuancerede kriterier i § 15, stk. 1, 3. og 5. pkt., i stk. 2, 2. pkt., og i stk. 3, 2. pkt., er udtryk for den fortrinsstilling, som den længstlevende forælder har, og for den helt specielle situation, at den ene af forældrene forvolder den andens død.

Bestemmelsen om adgangen til at fremkomme med tilkendegivelser om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis forældremyndighedsindehaveren dør, er uændret, bortset fra at 2. pkt. er udeladt. Der henvises herved til lovforslagets § 4, hvorefter afgørelsen også i denne situation skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Det fremgår med tilstrækkelig tydelighed af 1. pkt. med anvendelsen af ordene "tilkendegive" og "bør", at der er tale om en vejledende henstilling. Af de grunde, der er beskrevet ovenfor om lovudkastets § 15, er det fundet nødvendigt at bevare det hidtidige 3. pkt. om den længstlevende forælders fortrinsstilling.

Til kapitel 3

Barnets bopæl og varsling

I dette kapitel foreslås regler om, at retten kan bestemme, hos hvem af forældrene barnet skal bo, hvis forældrene har fælles forældremyndighed. Samtidig kan retten tage stilling til, om et barn kan bo hos en forælder i udlandet. Desuden foreslås det, at en forælder, der ønsker at ændre sin eller barnets bopæl, skal varsle den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.

Der foreslås, at retten kan bestemme, hos hvem af forældrene barnet skal bo, hvis forældrene har fælles forældremyndighed.

Reglen i stk. 1 har nær sammenhæng med indførelsen af adgangen i lovforslagets §§ 11 og 14, stk. 1, til ved dom at træffe afgørelse om fælles forældremyndighed, selv om forældrene ikke er enige herom. I forbindelse med en sådan dom vil det i de fleste tilfælde være nødvendigt at træffe afgørelse om, hvor barnet skal bo. Den af forældrene, der ønsker en ændring af forholdet, vil da normalt nedlægge påstand om at få forældremyndigheden alene, og subsidiært om fælles forældremyndighed samt at barnet skal bo hos vedkommende.

Forudsætningen for, at der kan træffes afgørelse om barnets bopæl, er, at der er fælles forældremyndighed. Det kan ikke bestemmes, at barnet skal bo hos en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Det kan også tænkes, at forældre er enige om fælles forældremyndighed, men alene ønsker det væsentlige tvistspørgsmål om barnets bopæl afgjort ved en dom, så der kun nedlægges påstand om bopælen. Anmoder en ugift far, der ikke har del i forældremyndigheden, om overførsel af forældremyndigheden efter § 14, stk. 1, og er der en subsidiær påstand om fælles forældremyndighed, er det nærliggende med en supplerende påstand om barnets bopæl.

Afgørelsen om barnets bopæl skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Afgørelsen afhænger således af en konkret og individuel vurdering af barnets forhold og de øvrige momenter i sagen. Der kan bl.a. lægges vægt på barnets tilknytning til forældrene, forældrenes personlige egenskaber og på hvordan barnet vil reagere ved eventuelt at skulle skifte institution, skole mv. som følge af en flytning.

I tilfælde, hvor den ene forælder eller den hidtidige bopælsforælder uden rimelig grund har hindret den anden forælders kontakt til barnet, er der behov for, at retten anlægger et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, således at det indgår i vurderingen med betydelig vægt, i hvor stort et omfang barnet belastes af bopælsforælderens adfærd, samt hvem af forældrene, der fremover må anses for bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnets kontakt til den anden forælder. Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. om samværschikane i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at retten kan træffe afgørelse om, at barnets bopæl kan være hos en forælder, der har eller ønsker at have bopæl i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne, jf. 2. pkt. Dette kan være nødvendigt, hvis den ene af forældrene under sagen om forældremyndighed og barnets bopæl oplyser, at den pågældende ønsker at flytte til udlandet, og samtidig anmoder om, at barnet kan have bopæl der. Hvis retten finder, at det vil være bedst for barnet at have bopæl hos den forælder, der ønsker at flytte til udlandet, jf. lovforslagets § 4, kan retten træffe afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos den pågældende forælder i udlandet. Afgørelsen kan alene gå ud på, at barnet kan tage bopæl i et bestemt land, således at retten ved vurderingen af, om bopæl hos den pågældende forælder vil være bedst for barnet, kan tage højde for den anden forældremyndighedsindehavers mulighed for at varetage ansvaret og omsorgen for barnet og opretholde kontakten til barnet, hvis barnet skal bo i det pågældende land. En uenighed om, hvorvidt barnets bopæl kan være i udlandet, er således i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. Om ophævelse af den fælles forældremyndighed henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 11.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan en bopælsafgørelse ændres særskilt. Ændringer i barnet eller forældrenes forhold kan føre til, at den ene af forældrene ønsker barnets bopæl ændret.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis bopælsforælderen ønsker at flytte med barnet indenlands eller til udlandet. Retten må i den forbindelse træffe en ny afgørelse om, hvor barnets bopæl skal være.

Særligt for så vidt angår flytning til udlandet, skal det bemærkes, at det følger af lovforslagets § 3, stk. 2, at er forældrene uenige om forældremyndigheden, skal begge forældre samtykke til barnets udrejse af landet, eller til at barnet tager fast bopæl i udlandet. Dette gælder også for udrejse til og ophold i Grønland og på Færøerne. I disse situationer er det således ikke tilstrækkeligt at varsle den anden forælder, såfremt man som bopælsforælder ønsker at flytte med barnet til udlandet. Opnås et sådan samtykke ikke efter varslingen, må bopælsforælderen indgive anmodning til statsforvaltningen om, at barnet kan tage have bopæl hos den pågældende forælder i udlandet, lovforslagets § 17, stk. 2, jf. stk. 1. Den anden forælder kan anmode om, at bopælen overføres til den pågældende. I tilfælde af fortsat uenighed herom, må retten træffe en ny afgørelse om barnets bopæl, jf. lovforslaget § 17, stk. 2. En uenighed om, hvorvidt barnets bopæl kan være i udlandet, er således i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. Om ophævelse af den fælles forældremyndighed henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 11. Om forældres pligt til at varsle en flytning af sin eller barnets bopæl henvises til lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil, samt til pkt. 3.5.3. i de almindelige bemærkninger.

Rettens afgørelse om barnets bopæl bør begrundes på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, hvad forudsætningerne for afgørelsen er. Det kan således have betydning for rettens senere vurdering af en sag om ændring af barnets bopæl, jf. lovforslagets § 17, stk. 2, hvis det f.eks. tidligere har været en forudsætning for spørgsmålet om barnets bopæl, at bopælsforælderen har erklæret sig indforstået med at overholde en aftale eller afgørelse om udvidet samvær med den anden forælder, men efterfølgende stiller hindringer i vejen for dette samvær eller eventuelt vælger at flytte med barnet.

Det er efter lovforslaget ikke muligt at træffe afgørelse om delt bopæl. Der henvises til pkt. 3.3.2. og 3.3.3. i de almindelige bemærkninger. Det vil dog være muligt at træffe afgørelse om, at barnet har samvær i op til 7 dage ud af 14 dage, jf. lovforslagets § 21, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Selvstændige anmodninger om en afgørelse om barnets bopæl behandles på linje med sager om forældremyndigheden, således som sagsgangen er tilrettelagt med virkning fra 2007. Det indebærer, at anmodninger om en bopælsafgørelse altid skal indgives til statsforvaltningen, jf. lovforslagets § 30, stk. 1, og at statsforvaltningen indkalder parterne til et møde herom, medmindre det skønnes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt, jf. lovforslagets § 30, stk. 2 og 3. Forældrene og børnene skal tilbydes børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, jf. lovforslagets § 31. Det vil være muligt for en forælder at anmode retten om en samværsafgørelse efter lovforslagets § 37, stk. 2, under en selvstændig sag om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 17, jf. § 37, stk. 2. I så fald er der tillige adgang til at anmode om en afgørelse om midlertidigt samvær efter lovforslagets § 28. Reglerne i lovforslagets § 39 om indbringelse af forældremyndighedssager for retten gælder også for særskilte bopælsanmodninger. Der foreslås indført hjemmel til at fastsætte administrative regler også om bopælsafgørelser, jf. lovforslagets § 41, nr. 1.

Det er kun i tvisttilfælde, at statsforvaltningerne eller domstolene bliver inddraget i, hos hvem af forældrene, barnet skal have bopæl. Efter lovforslagets § 3, stk. 1, 2. pkt., kan forældrene i fællesskab træffe denne væsentlige beslutning. En sådan aftale skal i modsætning til forældremyndighedsaftaler ikke anmeldes til statsforvaltningen. Derimod må en ændring af barnets bopælsregistrering ske i Det Centrale Personregister (CPR) efter reglerne i CPR-lovens § 8. Det bemærkes, at efter § 8, stk. 1, i CPR-loven, skal kommunalbestyrelsen registrere et barn, hvis forældrene ikke har samme bopæl, med bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos, uanset hvem af forældrene, der har forældremyndigheden. Dette medfører, at et barn, der har sit faste hovedophold hos en af forældrene, skal registreres i CPR med adresse hos denne forælder, også selv om der efter lovforslagets § 17 træffes afgørelse om, at barnet skal bo hos den anden forælder. Der henvises i den forbindelse til § 5 i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse), som er fremsat samtidig med dette lovforslag. Herved foreslås en ændring af CPR-loven i de tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, og barnet opholder sig lige længe hos hver af forældrene, og forældrene på trods af den fælles forældremyndighed ikke er enige om registreringen. I disse tilfælde skal barnet registreres hos den forælder, der efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 25, stk. 1, er udpeget som bopælsforælder.

Domme, der indeholder en afgørelse efter lovforslagets § 17 om barnets bopæl, kan tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter reglerne i det nye foreslåede kapitel 48 a i retsplejeloven. Der henvises til § 3, nr. 11 og 13, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse), som er fremsat samtidig med dette lovforslag. Det følger således af § 478, stk. 1, nr. 1, at en dom, der indeholder en afgørelse om barnets bopæl, kan tvangsfuldbyrdelse af fogedretten. Det samme kan et retsforlig om bopælen, jf. § 478, stk. 1, nr. 2. Der foreslås desuden en ny affattelse af § 478, stk. 1, nr. 3, som indebærer, at aftaler om bopælen, der indgås i statsforvaltningen, også kan fuldbyrdes. Denne bestemmelse foreslås tillige udvidet til at omfatte private aftaler om barnets bopæl, forudsat at de på samme måde som samværsaftaler er forsynet med en tvangsfuldbyrdelsesklausul.

Bestemmelsen indfører en varslingspligt for alle forældre, der vil ændre sin eller barnets bopæl her i landet eller i udlandet. Pligten til at varsle den anden forælder gælder både en forælder, der har del i den fælles forældremyndighed, en forælder, der har forældremyndigheden alene, og en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, men alene har samvær med barnet. Hensigten med bestemmelsen er at motivere forældrene til at orientere hinanden om flytning indenlands eller til udlandet i god tid inden flytningen finder sted, således at forældrene kan drøfte, hvordan kontakten til barnet opretholdes trods en flytning. Med bestemmelsen understreges begge forældres ansvar for, at barnet bevarer kontakten til begge forældre.

I tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, og bopælsforælderen ønsker at flytte indenlands, skal bopælsforælderen varsle den anden forælder med mindst 6 ugers varsel. Bestemmelsen giver den anden forælder mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen og bede om at få foretaget en vurdering af, hvor barnet skal have bopæl. Herved opnås også, at forældrene under sagens behandling i statsforvaltningen kan modtage børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling mv., som kan være med til at løse op for konflikten. Forælderen kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at træffe en midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal bo, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

En manglende opfyldelse af varslingspligten vil kunne indgå som et moment blandt flere, hvis retten skal vurdere, om barnets bopæl skal forblive hos den nuværende bopælsforælder, eller om den skal flyttes til den anden forælder. Det påhviler den forælder, der flytter, at godtgøre, at varslingsfristen er overholdt.

Det bemærkes, at så længe der er fælles forældremyndighed, kan den ene af forældrene ikke lovligt rejse til udlandet med barnet, hvis der er en tvist om forældremyndigheden, jf. lovforslagets § 3, stk. 2. I de situationer er det således ikke tilstrækkeligt at varsle flytningen til den anden forælder. Der skal opnås et egentlig samtykke til udrejsen eller til at forlænge et aftalt ophold i udlandet, før dette er lovligt. Opnås et sådan samtykke ikke efter varslingen, må bopælsforælderen indgive anmodning til statsforvaltningen om, at barnet kan tage bopæl hos den pågældende forælder i udlandet, jf. lovforslagets § 17, stk. 1, jf. stk. 2. I tilfælde af fortsat uenighed herom, må retten træffe afgørelse om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 17, stk. 2. Den anden forælder kan anmode om, at der træffes afgørelse om, hvor barnet skal bo. For så vidt angår vurderingen af bopælsspørgsmålet henvises til lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil, samt til pkt. 3.3.3. i de almindelige bemærkninger. Udrejser den ene forældremyndighedsindehaver med barnet i en situation, hvor der er tvist om forældremyndigheden, uden samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver vil der være tale om en ulovlig børnebortførelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, og barnet vil kunne kræves tilbagegivet efter Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

Pligten til at varsle den anden forælder gælder også for en forælder, der har forældremyndigheden alene. Hensigten med bestemmelsen er, at den anden forælder, der har samvær med barnet, har mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen med anmodning om at få forældremyndigheden over barnet og om at få en afgørelse om, hvor barnet skal bo. Den pågældende forælder kan anmode om, at der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden og om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 25. Afgørelse herom bør træffes hurtigst muligt, og i hvert fald inden for 4 uger. Afgørelsen om, hvorvidt forældremyndigheden midlertidig skal tillægges samværsforælderen, træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Ved afgørelsen kan der lægges vægt på baggrunden for, at samværsforælderen ikke har del i forældremyndigheden. Er der et velfungerende og eventuelt udvidet samvær, og har samværsforælderen undladt at søge del i forældremyndigheden, fordi samarbejdet med den anden forælder fungerede godt eller på grund af manglende kendskab til muligheden for at få del heri, og det vurderes, at samværsforælderen umiddelbart ville kunne opnå del i forældremyndigheden efter lovforslagets § 14, bør en midlertidig afgørelse om forældremyndighed overvejes. En midlertidig overførsel af forældremyndigheden bør også overvejes i de situationer, hvor den fælles forældremyndighed er ophævet efter lovforslagets § 11 på grund af uovervindelige samarbejdsproblemer, og hvor der i afgørelsen er lagt vægt på, at den forælder, der af retten er tillagt eneforældremyndighed – og som nu ønsker at flytte til udlandet – ville være bedst egnet til at sikre barnets kontakt med den anden forælder. Det kan desuden indgå i vurderingen, hvilken betydning flytningen til udlandet har for barnet i forhold til barnets kontakt til samværsforælderen, anden familie, skole, venner og dagligdag.

En midlertidig afgørelse om, at samværsforælderen får forældremyndigheden over barnet, vil sikre, at barnet bliver i landet, indtil der er truffet en endelig afgørelse om forældremyndighed og barnets bopæl. Det vil samtidig gøre den anden forælders flytning med barnet til udlandet ulovlig, og barnet vil kunne søges tilbagegivet efter reglerne i Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser eller Europarådskonventionen af 1980 om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed mv.

Så længe barnet har bopæl her i landet, har danske myndigheder kompetence til at behandle forældremyndigheds- og bopælssager vedrørende barnet, jf. retsplejelovens § 448 f. Flytter barnet under sagens behandling, kan danske myndigheder desuden færdigbehandle sagen, og en eventuel afgørelse om fælles forældremyndighed eller barnets bopæl vil kunne søges fuldbyrdet i det land, hvor barnet er flyttet til. Er det pågældende land en del af det internationale samarbejde om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed mv. (Europarådskonventionen af 1980) vil den udenlandske domstol som udgangspunkt være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde en dansk afgørelse om forældremyndighed.

Varslingspligten gælder også for en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, og som ønsker at flytte sin bopæl til et andet sted i landet eller til udlandet. Dette giver indehaveren af forældremyndigheden lejlighed til at bringe spørgsmålet om samvær op over for samværsforælderen eller statsforvaltningen, såfremt den eksisterende samværsaftale eller afgørelse ikke længere vil kunne fungere hensigtsmæssigt på grund af f.eks. stor geografisk afstand.

Det bemærkes, at pligten til at varsle flytning som udgangspunkt også gælder i de tilfælde, hvor der af forskellige årsager ikke på tidspunktet for flytningen er kontakt mellem barnet og den forælder, barnet ikke bor hos, f.eks. fordi der ikke er aftalt eller fastsat samvær, eller fordi et samvær er ophævet. Har der derimod aldrig været etableret kontakt mellem barnet og den anden forælder, eller ikke været kontakt i en længere periode, og er der eneforældremyndighed, kan varslingsbestemmelsen dog tilsidesættes. En forælder, der ikke kender den anden forælders adresse, må søge adressen oplyst hos folkeregistret. Er den anden forælders adresse ikke registreret der, eller er den beskyttet, er der ikke pligt til at foretage yderligere for at få adressen oplyst. Har den forælder, der skal varsle, selv adressebeskyttelse, og er der samvær, men således at afhentning og aflevering f.eks. finder sted i en institution, kan varsling efter omstændighederne undlades, hvis flytningen ikke har indflydelse på det allerede etablerede samvær, herunder afhentning og afleveringsstedet. Det påhviler den forælder, der skal varsle, at godtgøre, at varslingen ikke kunne ske, eller at varslingen kunne undlades.

Til kapitel 4

Samvær mv.

I dette kapitel behandles spørgsmålet om samvær med forældre, samvær med andre og anden kontakt. Kapitlet omhandler desuden den ret, som en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har til at få orientering mv. om barnets forhold.

Samvær med forældre

Bestemmelsen indeholder grundreglerne om samvær, og afløser § 16 i den gældende lov.

Af stk. 1, 1. pkt. fremgår, at barnet er i centrum, og at barnet har en ret til samvær, selv om den, snarere end en juridisk ret for barnet, rummer en moralsk ret. Dermed understreges, at det er barnets interesse i samværet, der er det grundlæggende, hvilket således er med til at understrege og styrke barnets perspektiv i loven, jf. pkt. 4.1.2. og 4.1.3. i de almindelige bemærkninger. I 2. pkt. fremhæves, at begge forældre, både den, der har barnet boende, og den, der ønsker at have kontakt med barnet, har ansvaret for, at barnet har samvær. Dette er et andet af lovens vigtige hovedprincipper, som yderligere præciseres ved den foreslåede bestemmelse om, at forældrene som udgangspunkt har fælles forældremyndighed, jf. lovforslagets § 11, og princippet om, at forældrene skal deles om transporten af barnet, herunder udgifterne hertil, jf. lovforslagets § 21, stk. 3.

I stk. 2 foreslås, at den forælder, der ikke har barnet boende, kan henvendes sig til statsforvaltningen for at få samværet fastlagt, jf. lovforslagets § 21. Herved understreges karakteren af barnets retsstilling og forældrenes partsstilling.

I dag har den, der har barnet boende, ikke mulighed for at gå til statsforvaltningen for at få fastsat samværet. Dette følger af, at der ikke er nogen pligt for den anden forælder til at have kontakt med barnet. Forslaget indeholder ikke forslag til ændring af dette. Derimod foreslås, at bopælsforælderen får en såkaldt initiativret, jf. stk. 3. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2. og 4.2.3. Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær, indebærer reglen, at bopælsforælderen kan rette henvendelse til statsforvaltningen med henblik på, at den anden forælder indkaldes til et møde for at drøfte mulighederne for et fremtidigt samvær. Et sådant møde og den deri liggende opfordring kan føre til en samværsaftale. Er den, der indkaldes, usikker på muligheden for og hensigtsmæssigheden af en kontakt, er der ikke noget i vejen for, at statsforvaltningen tilbyder børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, jf. lovforslagets § 31. Mødet kan også føre til en anmodning fra den, der ikke har barnet boende, om en samværsresolution, jf. stk. 2, eller en beslutning om anden kontakt, jf. lovforslagets § 22, for at få kontakten lagt i faste rammer. Det er frivilligt for den potentielle samværsforælder, om denne vil følge opfordringen og møde op i statsforvaltningen.

Initiativretten for en bopælsforælder gælder uanset, om der foreligger en samværsafgørelse, der ikke eller kun i begrænset omfang udnyttes af samværsforælderen, eller der ikke har været fastsat samvær.

Initiativretten har en parallel i lovforslagets § 34 om en adgang for barnet til at få forældrene indkaldt til et møde om f.eks. samværet.

Samvær med andre end forældre

Bestemmelsen er ny og giver i visse situationer andre end forældre mulighed for at få samvær med barnet. Der henvises til pkt. 4.4. i de almindelige bemærkninger. Reglen har kun betydning, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt går med til, at barnet har kontakt med den eller de pågældende.

Stk. 1 omhandler tilfælde, hvor en forælder er død, eller begge forældre er døde. I sådanne tilfælde kan barnets nærmeste pårørende anmode statsforvaltningen om at fastsætte samvær. Der er ikke, som det er forudsat i lovforslagets § 19 om samvær med forældre, en formodning for, at et samvær er i barnets interesse. Om der skal fastsættes samvær afhænger således af en konkret vurdering af, om barnet har en sådan tilknytning til den pågældende ansøger, at det med udgangspunkt i lovforslagets § 4 vil være bedst for barnet trods bopælsforælderens modstand at bevare kontakt, f.eks. med sine bedsteforældre.

Som det fremgår af formuleringen omhandler stk. 1 også tilfælde, hvor barnet bliver forældreløst. I sådanne tilfælde træffes der efter lovforslagets § 15, stk. 2, afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden. Ønsker indehaveren af forældremyndigheden ikke at bevare barnets kontakt med dets familie, kan nærmeste pårørende fra begge forældregrene anmode om en samværsafgørelse.

Det fremgår af bestemmelsen, at samværsansøgningen kun kan imødekommes, hvis vedkommende kan betragtes som barnets nærmeste pårørende. Det er tillige forudsat, at barnet er nært knyttet til ansøgeren. Der tænkes i første række på afdødes familie, f.eks. dennes forældre eller barnets bedsteforældre. Reglen kan også anvendes af andre, der opfylder kriterierne. Det kan være ældre søskende eller halvsøskende og afdødes bror eller søster. Stk. 1 er ikke begrænset til afdødes slægt. Har bopælsforælderen dannet en ny familie, som senere er brudt op, kan den tidligere stedforælder indgive ansøgning efter lovforslagets § 20, stk. 1.

Det er ikke tanken, at samværet skal have samme omfang som forældresamvær og dermed erstatte et sådant. Reglen indebærer, at der kan være flere, som opfylder kriterierne for samvær. Det kan være afdødes bedsteforældre, en ældre halvsøster og en forhenværende stedfar. Er begge forældre døde, kan begge hold bedsteforældre ansøge om samvær. Dette må tages i betragtning, når statsforvaltningen skal tage stilling til, om der skal være samvær og i bekræftende fald dets omfang. Skal flere have samvær, taler det for at begrænse hyppigheden og udstrækningen.

Stk. 2 omhandler i første række tilfælde, hvor der ikke er samvær med den forælder, barnet ikke bor hos. Også i disse tilfælde kommer en anvendelse af reglen kun på tale, hvis den, der har barnet boende, modsætter sig familiekontakten. Reglen er bl.a. begrundet i, at den, der ikke har samvær, er afskåret fra at ansøge om en samværsresolution til fordel for f.eks. sine forældre.

Som det fremgår af stk. 2 , kan de samme nærmeste pårørende, som er omfattet af stk. 1 og beskrevet ovenfor, ansøge om samvær. Ifølge stk. 2, er adgangen snævrere end efter stk. 1, idet samvær kun kan fastsættes ”i ganske særlige tilfælde”. Det skyldes, at begge forældre lever, og at der må lægges stor vægt på grunden til, at der ikke er kontakt med den potentielle samværsforælder. Endvidere må der tages hensyn til, hvordan denne ser på spørgsmålet. Det fremgår således af lovforslagets § 35, stk. 2 og 3, at statsforvaltningen skal indhente en erklæring fra den forælder, der ikke har samvær.

Det manglende samvær, der giver anledning til en ansøgning efter stk. 2 , kan skyldes, at der er meddelt afslag på en ansøgning om samvær, eller at samværet er ophævet. Det kan også af andre grunde være umuligt at have samvær, f.eks. på grund af afsoning af en længere fængselsstraf i udlandet eller en alvorlig psykisk lidelse. Bor en samværsforælder i udlandet, kan samværsmulighederne være begrænset til feriesamvær et par gange om året. I denne situation vil der kunne fastsættes samvær for andre. Endelig kan den samværsberettigede have valgt ikke at have kontakt med barnet.

I tilfælde, hvor samværsforælderen kun periodevis er fraværende – f.eks. på grund af udenlandsophold eller fængselsophold – bør der udvises tilbageholdenhed med at fastsætte samvær for andre end denne forælder. Der skal udvises opmærksomhed overfor, om det vil være til barnets bedste skiftevis at have samvær med samværsforælderen og andre, f.eks. således at barnet har samvær med bedsteforældre i 2 måneder, for derefter at have samvær med samværsforælderen i 3 måneder, hvorefter der igen er samvær med bedsteforældrene. Omvendt kan det netop være samværet med bedsteforældrene, der udgør den stabilitet i samværet, som barnet har glæde af. Det er i disse situationer vigtigt, at der ses på barnets samlede situation, og at der fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv.

Forudsætningen for, at der kan blive tale om samvær efter stk. 2 , er, at barnet er nært knyttet til den nærmeste pårørende. Personkredsen, der kan indgive anmodning efter stk. 2, er således den samme, som er omfattet af stk. 1. Vurderingen af, om der skal tilkendes samvær, afhænger af barnets og forældrenes forhold. Det vil være lettere at få samvær, hvis forældresamværet er umuligt, end hvis samværet er fravalgt, medmindre den fravælgende forælder erklærer sig indforstået hermed. Ikke mindst i tilfælde, hvor samværsmulighederne er begrænsede, afhænger vurderingen i høj grad af den samværsberettigede forælders indstilling til et supplerende samvær for den eller de pårørende. I situationer, hvor samværet er afslået eller ophævet på grund af samværsforælderens forhold, gør der sig helt særlige hensyn gældende. Der er her tale om et udpræget beskyttelseshensyn til barnet, som meget vel kan føre til, at der ikke bør fastsættes samvær med andre, f.eks. bedsteforældre. Dette må afhænge af en skønsmæssig vurdering, hvor mulighederne for at fastsætte samvær under særlige vilkår må inddrages. Der henvises til pkt. 4.4.3. og 4.4.4. i de almindelige bemærkninger.

Som altid skal afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Som nævnt er det ikke tanken, at de pårørende skal have samvær i samme omfang som forældre.

Efter lovforslagets § 22 er der mulighed for i stedet for eller som et supplement til et samvær at træffe bestemmelse om anden kontakt end samvær.

Stk. 3 angiver, at det er de nærmeste pårørende, der kan anmode om samvær. Det sker ved henvendelse til statsforvaltningen, jf. lovforslagets § 30. Der skal efter lovforslagets § 30, stk. 2, i almindelighed afholdes et møde mellem ansøgeren og bopælsforælderen, og der skal tilbydes børnesagkyndig bistand eller konfliktmægling, jf. lovforslaget § 31. Det følger forudsætningsvis af lovforslagets § 37, at der ikke kan blive tale om en domstolsafgørelse om samværet, heller ikke under en sag om statsforvaltningens forældremyndighedsafgørelse efter dødsfald, der er indbragt for retten i medfør af lovforslagets § 36.

Det fremgår af § 3, nr. 13, i forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse), som er fremsat samtidig med dette lovforslag, at fogeden kan fastsætte tvangsbøder, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt overholder en afgørelse om samvær med andre end forældrene, hvorimod det ikke er muligt for fogeden at træffe beslutning om umiddelbar magtanvendelse.

Samværsafgørelser

Efter stk. 1 kan statsforvaltningen efter anmodning træffe afgørelse om samværets omfang og udøvelse, hvis der er uenighed herom. Statsforvaltningen kan desuden fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 17, stk. 1, som bestemmelsen er formuleret ved lov nr. 525 af 24. juni 2005.

Som følge af lovforslagets § 4 er den gældende lovs § 17, stk. 1, 2. pkt., om at samværsafgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet, udeladt som overflødig.

Det foreslås i stk. 2 at statsforvaltningerne og domstolene skal kunne fastsætte samvær i op til 7 dage ud af 14 dage (samvær halvdelen af tiden/deleordning). En deleordning kan f.eks. fastsættes, hvis barnet i en årrække har boet sammen med forældrene frem til samlivsophævelsen, og der i umiddelbar forlængelse heraf anmodes om mest muligt samvær, eller i tilfælde hvor forældrene hidtil har praktiseret en deleordning. Det er vigtigt, at ordningen kan fungere rent praktisk for barnet. Dette forudsætter normalt, at forældrene bor i nærheden af hinanden, og at barnets dagligdag i forhold til institutioner, skoler og kammerater ikke påvirkes i væsentlig grad af, om barnet opholder sig hos den ene eller den anden forælder. Der vil altid skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet.

Ved fastsættelse af omfanget af samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos, skal der tages hensyn til barnets alder og udvikling, og at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at det hele tiden tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder. I takt med barnets alder vil der endvidere skulle lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter om omfanget og placeringen af samværet. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. om inddragelse af barnet.

Det vil også være muligt under en sag om ophævelse af den fælles forældremyndighed, der behandles enten af statsforvaltningen eller af retten, at træffe en midlertidig afgørelse om, at barnet har samvær med den ene af forældrene i 7 dage ud af 14 dage, således at den midlertidige afgørelse om, hvor barnet skal bo, ikke foregriber en senere afgørelse om forældremyndigheden. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §§ 25 og 28.

Efter bestemmelsens stk. 3 kan statsforvaltningen træffe afgørelse om transport af barnet i forbindelse med samvær og om afholdelse af udgifter hertil. Statsforvaltningen skal almindeligvis tage stilling til, hvem af forældrene der skal hente og bringe barnet til samvær og afholde omkostningerne dertil. Efter bestemmelsen ændres gældende praksis, således at det fremover er udgangspunktet, at samværsforælderen sørger for afhentningen af barnet ved samværets start, og bopælsforælderen sørger for afhentningen i forbindelse med afslutningen af samværet. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transport af både barnet og eventuel ledsager. Der kan dog være forhold i sagen, der medfører, at dette udgangspunkt må fraviges, f.eks. en meget stor forskel i forældrenes økonomi. I tilfælde, hvor den ene af forældrene vælger at flytte, således at den geografiske afstand mellem forældrene – og transporttiden – øges væsentligt, og denne øgede afstand er med til at vanskeliggøre samværet, kan dette tillægges betydning, således at den forælder, der vælger at flytte, efter omstændighederne kan pålægges at bære den overvejende del af ansvaret for transporten, herunder udgifterne hertil. Endelig kan der være praktiske forhold, der gør det uforholdsmæssigt besværligt eller umuligt for den ene af forældrene at deltage i transporten, eller det kan være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fastsætte alternative afhentningssteder, hvilket også kan føre til en anden fordeling af ansvaret for transporten.

Efter bestemmelsen er det desuden muligt for statsforvaltningen i særlige tilfælde, hvor dette efter en konkret vurdering er nødvendigt for at tilrettelægge afhentningen og afleveringen af barnet på den mest hensigtsmæssige måde, at lade den ene forælder betale den anden forælders udgifter til f.eks. ledsagelse af barnet eller lignende. Dette gælder både for samværs- og bopælsforælderens udgifter.

Det er hensigten med bestemmelsen, at det nævnte udgangspunkt vil medvirke til at fastholde forældrenes ansvar for, at samværet kommer til at fungere, samtidig med at begge forældre i forbindelse med flytning i højere grad vil overveje, hvordan samværet vil kunne fungere i praksis efter flytningen. Der henvises til lovforslagets § 19, stk. 1, hvorefter begge forældrene har et ansvar for, at samværet kan virkeliggøres og praktiseres.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.

Stk. 4 er identisk med den gældende lovs § 17, stk. 2 og 3, hvor kriteriet om, at en ændring skal være bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt ændrede forhold, er fjernet, ligesom kriteriet om, at et afslag på eller en ophævelse af samvær kan ske, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, idet alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Stk. 4 suppleres af reglen i lovforslagets § 38 om, at en anmodning om ændring af samvær mv. kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Der henvises til lovforslagets § 38 og bemærkningerne hertil.

Ved fastsættelse af omfanget af samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos, eller ved ændringen heraf, skal der tages hensyn til barnets alder og udvikling, og til at samværet tilrettelægges med en sådan fleksibilitet, at det hele tiden tilgodeser barnets behov for kontakt med den anden forælder. I takt med barnets alder vil der endvidere skulle lægges afgørende vægt på barnets egne synspunkter om omfanget og placeringen af samværet. Der henvises til pkt. 4.5.3 i de almindelige bemærkninger samt til bemærkningerne ovenfor til § 21, stk. 2.

Om reglerne om afslag på og ophævelse af samvær, henvises til pkt. 4.8. i de almindelige bemærkninger. Om fastsættelse af erstatningssamvær henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.9.2.

Anden kontakt

Bestemmelsen, der giver mulighed for anden kontakt end fysisk samvær og dermed for såkaldt indirekte samvær, viderefører den gældende lovs § 18.

I stk. 1 er blandt de opregnede eksempler anden kontakt tilføjet elektronisk post. Fotografier er også nævnt udtrykkeligt, idet de kan være vigtige for familiefølelsen, hvad enten det er barnet, der får et fotografi af den forælder, det ikke har samvær med eller kun sjældent ser, eller det er denne, der får et fotografi af barnet. Opregningen er ikke udtømmende. Videooptagelser af vigtige begivenheder eller fra barnets dagligdag kan også være værdifulde. Gaver til barnet til jul og fødselsdag kan være endnu en kontaktmulighed.

Det kan ikke udelukkes, at lovforslagets § 22 kan have et anvendelsesområde udover som et alternativ eller supplement til samvær. Har der i længere tid ikke været samvær, kan det tænkes, at anden kontakt kan indgå som et led i en optrapningsordning og på den måde være en indledning til et samvær.

Stk. 2 opregner, hvem der kan anmode om kontakt efter reglen. Nr. 2 knytter sig til den nye bestemmelse i lovforslagets § 20 om barnets nærmeste pårørendes muligheder for at få samvær. Der kan forekomme tilfælde, hvor pårørende, som opfylder betingelserne i lovforslagets § 20, ikke har mulighed for at have samvær med barnet, og der kan være tilfælde, hvor det vurderes, at et samvær eller et supplerende samvær vil være en belastning for barnet. Der kan således efter omstændighederne fastsættes anden kontakt end samvær, selv om betingelserne for egentligt samvær ikke er opfyldt. I sådanne tilfælde kan et værdifuldt alternativ både for barnet og for de nærmeste pårørende være telefonsamtaler eller anden kontakt, f.eks. udveksling af fotografier og gaver, selv om den, der har barnet boende, er imod det.

Efter stk. 3 kan der efter anmodning træffes afgørelse om anden kontakt, jf. lovforslagets § 21, stk. 1, ligesom en anmodning om anden kontakt kan afslås, eller en afgørelse herom kan ændres eller ophæves, jf. lovforslagets § 21, stk. 4.

Orientering om barnet mv.

Bestemmelsen afløser § 19 i den gældende lov om retten til at få orientering om barnet for den forælder, som ikke har del i forældremyndigheden. Anvendelsesområdet for den nye bestemmelse er dog udvidet, da den også giver en forælder uden del i forældremyndigheden ret til orientering om generelle sociale aktiviteter på barnets skole og børneinstitution samt en adgang til at deltage i disse aktiviteter. Desuden har en forælder uden del i forældremyndigheden ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold i de tilfælde, hvor disse findes på skoler og i børneinstitutioner.

Stk. 1, 1. pkt. regulerer skolers, børneinstitutioners, social- og sundhedsvæsenets, samt private sygehuses, privat praktiserende lægers og tandlægers pligt til – efter anmodning – at videregive oplysninger til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden. Den, der har forældremyndigheden, kan ikke gøre indsigelse mod udlevering af disse oplysninger og dokumenter, og meddelelse af oplysninger om barnet anses ikke for at krænke tavshedspligten.

Det er kun myndigheder mv., der har direkte kontakt med børn, der er omfattet af bestemmelsen. Hermed undtages ministerier, nævn, råd, statsforvaltninger mv., således at bestemmelsens primære anvendelsesområde er kommunerne (undervisning, daginstitution, socialforvaltning mv.) og sundhedsvæsnet (inkl. den private del). Der kan både være tale om institutioner, der er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven, og om private institutioner, for hvilke reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven ikke gælder. Bestemmelsen omfatter således både folkeskolerne og private skoler, der giver undervisning på folkeskoleniveau, gymnasier, handelsskoler og andre ungdomsuddannelser mv. Børneinstitutioner, der er omfattet af bestemmelsen, er f.eks. vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, uanset om disse er private eller må anses for at være en del af den offentlige forvaltning, og den kommunale dagpleje. Bestemmelsen omfatter endvidere sociale myndigheder, der har direkte kontakt med børn, f.eks. socialforvaltningen, den kommunale Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, private og selvejende anbringelsessteder, samt sundhedsvæsenet, f.eks. hospitaler, læger, sygeplejersker og sundhedsplejersker. Endelig er private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger omfattet af bestemmelsen. Oplysninger fra alle andre myndigheder reguleres af offentlighedsloven eller forvaltningsloven. Privatpraktiserende psykologer er dog ikke omfattet af bestemmelsen. For så vidt angår private eller selvejende skoler og institutioner mv., der udfører opgaver for kommunen, bemærkes, at det forudsættes, at kommuner, der overlader opgaver, herunder i konkrete tilfælde f.eks. uddannelsen, anbringelsen eller udviklingen af et barn, til en privat eller selvejende institution, i forbindelse med opgavevaretagelsen ved driftsoverenskomst eller lignende aftale sikrer sig, at den pågældende institution under udøvelsen af sit arbejde er omfattet af pligten til at give orientering og udlevere dokumenter samt om adgangen til deltagelse i sociale aktiviteter efter denne bestemmelse. Kommunen kan således delegere orienteringspligten til den pågældende institution. Er der ikke sket en sådan delegation i forbindelse med indgåelse af driftsoverenskomst eller lignende aftale, evt. betalingsaftale for det konkrete barn, har kommunen pligt til at indhente de oplysninger, som forælderen har ret til at få fra institutionen, og videregive oplysningerne til forælderen. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.11.1. i de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsen har en myndighed mv. alene pligt til at videregive oplysninger om barnet, hvis der foreligger en individuel og konkret anmodning om orientering fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Der skal således ikke ske løbende orientering, og en stående anmodning om generelt at blive orienteret skal ikke imødekommes.

Den praktiske fremgangsmåde ved videregivelse af oplysninger efter bestemmelsen besluttes af den pågældende myndighed mv. Orientering efter bestemmelsen kan således ske ved mundtlige oplysninger eller ved skriftlig orientering, f.eks. ved uddrag af journal, hvis myndigheden mv. vurderer, at en skriftlig orientering er mest hensigtsmæssig. Bestemmelsen medfører således et krav på efter anmodning at modtage orientering fra myndigheder mv., men ikke et krav på at modtage skriftlig orientering. Bestemmelsen indeholder således ikke ret til aktindsigt, og den giver derfor ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet i videre omfang end efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, jf. dog om adgangen til at få udleveret dokumenter fra skole eller børneinstitutioner nedenfor i 2. pkt.

Bestemmelsen om orienteringsret giver ikke den pågældende forælder adgang til at have en aktiv kontakt med myndigheden mv. Orienteringsretten kan heller ikke danne grundlag for anmodninger eller krav til myndighederne, f.eks. anmodninger om foretagelse af en lægelig undersøgelse af barnet, idet den pågældende forælder ikke har ret til at træffe bestemmelse om barnets forhold. Der er således ikke tale om partsstatus for den af forældrene, der har ret til orientering. Bestemmelsen medfører fortsat heller ikke adgang til at repræsentere barnet og f.eks. være medlem af skolebestyrelser eller forældrebestyrelser i barnets dagtilbud mv. Bestemmelsen giver heller ikke den forælder, der ikke har forældremyndigheden, ret til at besøge barnet, f.eks. under en hospitalsindlæggelse. Dette reguleres fortsat af forældrenes aftale eller statsforvaltningens eller rettens afgørelse om samvær.

Efter 2. pkt. har den forælder, som ikke har del i forældremyndigheden, ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold i de tilfælde, hvor disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Det er naturligt, at den pågældende forælder, der skal orienteres om barnets forhold i skolen, også får adgang til at få kopi af f.eks. barnets karakterudskrifter, elevhandleplaner, sprogvurderinger eller andre skriftlige dokumenter vedrørende barnet. Det bemærkes, at retten til at få udleveret dokumenter om barnet alene er en ret til at få adgang til eksisterende dokumenter, ikke til at skolen eller institutionen skal udfærdige særlige redegørelser om barnets forhold i øvrigt.

De oplysninger, som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til at modtage orientering om efter stk. 1, er de samme oplysninger, som forældremyndighedsindehaveren kan få fra myndigheden mv. Dette kan f.eks. være oplysninger fra skolen om barnets standpunkt, faglige udvikling, trivsel og problemer. Såfremt forældremyndighedsindehaveren som følge af tavshedspligtsregler er afskåret fra at få oplysninger om barnet, vil den anden forælder heller ikke kunne få sådanne oplysninger. Afgrænsningen af adgangen til oplysninger er således den samme for begge forældre. Der må desuden ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren, jf. stk. 1, 3. pkt.

I stk. 2, der er ny, er der sket en udvidelse af orienteringsretten, således at den forælder, der ikke har forældremyndigheden, efter anmodning skal orienteres om generelle sociale aktiviteter på skoler og i børneinstitutioner og have adgang til at deltage i dem. På den måde får den pågældende forælder indsigt i og mulighed for at deltage aktivt i de sociale aktiviteter, som barnet indgår i. Har den pågældende forælder én gang anmodet om at blive orienteret om generelle sociale aktiviteter i skolen eller børneinstitutionen, skal den pågældende institution – på samme måde som over for forældremyndighedsindehaveren – orientere den forælder, der ikke har forældremyndigheden, om generelle sociale aktiviteter. Ved generelle sociale aktiviteter forstås f.eks. festlige begivenheder, almindelige forældre- og orienteringsmøder, som indeholder generel orientering om, hvad der sker i den pågældende institution. Dette skal f.eks. ses i modsætning til møder vedrørende det enkelte barns trivsel – eksempelvis forældrekonsultation vedrørende barnet og møder om, at der er behov for en særlig indsats i forhold til barnet.

Efter stk. 3 kan de i stk. 1 og 2 nævnte institutioner mv. nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om barnet, og kan nægte orientering om og deltagelse i aktiviteter, hvis det må antages at være til skade for barnet. En nægtelse af at give oplysninger (eller undtage oplysninger i dokumenter eller dokumentet som helhed) under henvisning til, at det må antages at være til skade for barnet, kan f.eks. ske, hvis en videregivelse af oplysningerne vil medføre en uforholdsmæssig belastning af forholdet mellem barnet og den pågældende forælder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet har fået foretaget en abort, og den pågældende forælder af religiøse årsager vil reagere voldsomt på denne oplysning, og der derved vil være risiko for, at relationen mellem barnet og forælderen vil lide betydelig skade. Fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold må som nævnt i stk. 1, ikke videregives. Dette kan f.eks. være oplysninger om forældremyndighedsindehaverens fysiske eller psykiske helbredstilstand eller oplysning om forældremyndighedsindehaverens og dermed også barnets beskyttede adresse.

De almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven skal iagttages i forbindelse med afgørelser efter bestemmelsen, herunder afgørelser om helt eller delvist at nægte orientering og beslutninger om at undlade at orientere om generelle sociale aktiviteter og nægte adgang til dem. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af § 6 i offentlighedsloven, at i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det følger endvidere af god forvaltningsskik, at en myndighed – også uden for anvendelsesområdet for offentlighedsloven § 6 – bør drage omsorg for at foretage skriftligt notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en sag, såfremt de ikke fremgår af sagens akter i øvrigt. Der bør således efter offentlighedslovens § 6 gøres notat om f.eks. en mundtlig anmodning om orientering efter bestemmelsen og myndighedens mundtlige besvarelse af en sådan anmodning. Træffer en skole eller en børneinstitution afgørelse om at undtage visse oplysninger i et dokument om barnets forhold, skal forvaltningslovens regler om begrundelse og klagevejledning følges.

Det bemærkes, at bestemmelsen giver mulighed for at nægte at give konkrete oplysninger og deltagelse i konkrete aktiviteter. Hvis forældremyndighedsindehaveren eller en af de i stk. 1 eller 2 nævnte institutioner ønsker generel begrænsning i retten til orientering eller deltagelse i aktiviteter, må der ansøges om fratagelse af retten hertil efter forslagets stk. 4.

En afgørelse efter § 23, stk. 3, kan påklages til statsforvaltningen efter reglen i lovforslagets § 40, stk. 3. Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundhedsvæsenet. Efter § 40, stk. 3, 4. pkt. kan Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender efter anmodning optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen har principiel eller generel betydning.

Der henvises til lovforslagets § 40, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Stk. 4 svarer stort set til den gældende lovs § 19, stk. 2. Stk. 4 er dog udvidet i forbindelse med udvidelsen af orienteringsretten, jf. stk. 1 og 2, således at statsforvaltningen ligeledes kan fratage den forælder, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at blive orienteret om generelle sociale aktiviteter og retten til at deltage i dem. På samme måde kan statsforvaltningen fratage den pågældende forælder retten til at få udleveret dokumenter fra skoler og børneinstitutioner. Ved afgørelse om fratagelse af adgangen til orientering og til at få udleveret dokumenter efter lovforslagets § 23, stk. 1, kan der lægges vægt på, om den pågældende forælder benytter adgangen til at få orientering i et sådant omfang, at det må anses for en urimelig belastning for myndigheden mv. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende forælder gentagne gange – måske næsten dagligt – retter henvendelse til institutionen om mindre vigtige spørgsmål vedrørende barnet. Der kan ved afgørelsen om at fratage retten til orientering bl.a. tages hensyn til, om der er tale om en lille skole eller børneinstitution med begrænsede ressourcer til at imødekomme gentagne anmodninger om orientering om barnet.

Fremsættes anmodningen om fratagelse af adgangen til orientering efter lovforslagets § 23, stk. 1, af forældremyndighedsindehaveren, kan de grunde, der kan føre til et afslag på samvær eller en ophævelse heraf, også tale for at ophæve retten til at få oplysninger. Dette kan tillige være tilfældet, hvor forældremyndighedsindehaveren har beskyttet adresse, og statsforvaltningen skønner, at der er gode grunde hertil, samt at der er risiko for, at oplysninger fra offentlige myndigheder vil kunne røbe adressen.

Statsforvaltningen kan endvidere træffe afgørelse om at fratage den forælder, der ikke har forældremyndigheden, retten til at modtage orientering om generelle sociale aktiviteter på skoler og i børneinstitutioner og retten til at deltage i dem. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis vedkommende har fremsat trusler om eller udøvet vold mod bopælsforælderen eller barnet eller andre i familien, har et polititilhold i forhold til bopælsforælderen, eller ved sin adfærd i disse situationer belaster barnet. Det bemærkes, at samværsforælderen ikke kan fratages retten, fordi bopælsforælderen ved sin adfærd belaster barnet. Om fratagelse af adgangen til orientering samt om at få udleveret dokumenter henvises endvidere til pkt. 4.11.1.2. i de almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at der ikke gælder en forpligtelse til at inddrage barnet ved afgørelser om fratagelse af retten til orientering. Dette skyldes, at retten til orientering er en rettighed for den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, og at retten om begrænsning i eller fratagelse af denne ret ikke berører barnet direkte.

En anmodning om fratagelse af adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 eller orientering og deltagelse efter stk. 2, kan fremsættes både af forældremyndighedsindehaveren og en af de i lovforslagets § 23, stk. 1 og 2 nævnte institutioner mv. Statsforvaltningens afgørelse om fratagelse af adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 eller orientering og deltagelse efter stk. 2, har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen om fratagelse. Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, jf. lovforslagets § 40, stk. 1.

Samvær med anbragte børn

Det foreslås, at der ikke længere skal være parallelkompetence mellem kommunerne og statsforvaltningerne til at behandle sager om samvær med børn, der er anbragt uden for hjemmet. I dag er det både statsforvaltningerne og kommunerne, der har kompetence til at behandle disse sager. Der er imidlertid meget få sager, som statsforvaltningen behandler vedrørende anbragte børn, idet spørgsmålet er reguleret i § 71 i lov om social service. Kommunerne skal efter denne bestemmelse sørge for, at kontakten mellem det anbragte barn og forældre holdes ved lige under anbringelsen. Det er derfor mest hensigtsmæssigt, at afgørelser om samvær med anbragte børn træffes af kommunen, da kommunen er nærmest til at vide, hvordan samværet bør være af hensyn til formålet med anbringelsen af barnet eller den unge. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.11.2.2.

Til kapitel 5

Midlertidige afgørelser

Kapitlet omhandler de midlertidige afgørelser, som kan træffes i forbindelse med sager om forældremyndighed, samvær og barnets bopæl.

Forældremyndighed og bopæl

Reglen, der omhandler midlertidige afgørelser, viderefører, for så vidt angår forældremyndigheden, den gældende lovs § 22.

Den gældende lovs § 22 indeholder et kriterium om, at afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvilket foreslås ophævet. Der henvises til den generelle regel i lovforslagets § 4 om, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Når der skal træffes afgørelse efter lovforslagets § 25, må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Hvad der er bedst for barnet, når der træffes afgørelse efter lovforslagets § 25, må derfor ses i et kortere perspektiv.

Det foreslås i stk. 1, at bestemmelsen udvides, så der indføres en adgang til at træffe midlertidige bopælsafgørelser. Dette er en direkte følge af det foreslåede kapitel 3 med lovforslagets § 17 om adgangen til under bevarelse af den fælles forældremyndighed at få en dom om, hos hvem af forældrene barnet skal bo. En midlertidig bopælsafgørelse kan kun komme på tale, hvis påstandene under sagen angår dette spørgsmål. Grundlaget for en midlertidig afgørelse om barnets bopæl vil oftest være mindre fuldstændigt end for den senere endelige afgørelse, som træffes af retten. Når der er truffet en midlertidig afgørelse om barnets bopæl, kan der derefter tages stilling til samværsspørgsmålet i forhold til den forælder, der ikke har barnet boende, jf. lovforslagets § 28, såfremt en af parterne anmoder herom. Der bør udvises tilbageholdenhed med at træffe afgørelse om, at forældremyndigheden midlertidigt placeres hos den ene forælder under behandlingen af en sag, da forældrenes uenighed omkring barnets bopæl kan afgøres ved at træffe en midlertidig afgørelse om barnets bopæl.

Stk. 1 kan f.eks. anvendes i de tilfælde, hvor en forælder anmoder om at få behandlet forældremyndigheds- og bopælsspørgsmålet i situationer, hvor den anden forælder har varslet, at barnet flytter, jf. lovforslagets § 18 og bemærkningerne dertil. Der kan desuden træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet kan tage bopæl i udlandet hos en forælder, der har del i forældremyndigheden, jf. lovforslagets § 17, stk. 1, 2. pkt. og bemærkningerne dertil.

Efter stk. 2 gælder den midlertidige afgørelse om forældremyndighed, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes.

Efter stk. 3, nr. 3, bortfalder en afgørelse truffet af statsforvaltningen, hvis samlivet mellem forældrene genoptages. Bestemmelsen gælder både for gifte og ugifte, modsat lovforslagets § 12.

Bestemmelsen, der hjemler en særlig adgang til at træffe midlertidige forældremyndighedsafgørelser, hvis der er risiko for bortførelse af barnet, svarer til § 23 i den gældende lov.

Bestemmelsen om en midlertidig forældremyndighedsafgørelse i tilfælde, hvor indehaveren er forhindret, er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 25, dog med visse sproglige ændringer.

Samvær mv.

Bestemmelsen, der omhandler midlertidigt samvær, viderefører og præciserer den gældende lovs § 26.

Bestemmelsen foreslås i stk. 1 udvidet, så der kan træffes midlertidige samværsafgørelser under særskilte sager om barnets bopæl, hvad enten de verserer i statsforvaltningen eller ved retten. Endvidere foreslås den gældende formulering af kriteriet for en midlertidig samværsafgørelse ophævet, idet der henvises til lovforslagets § 4.

Stk. 1 giver statsforvaltningen mulighed for at træffe hurtig afgørelse om suspension eller begrænsning af samværet i hastesager, hvor det af hensyn til barnet er nødvendigt at træffe afgørelse, f.eks. ved bestyrket mistanke om grænseoverskridende handlinger, jf. pkt. 4.8.3. i de almindelige bemærkninger. Statsforvaltningen skal altid forsøge at foretage den fornødne parthøring af samværsforælderen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, eventuelt telefonisk. Det kan dog i sådanne sager efter en konkret vurdering være nødvendigt at undlade partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, af hensyn til barnets bedste.

Det forudsættes, at statsforvaltningen efter bestemmelsen kan fastsætte vilkår for udøvelsen af samvær efter de almindelige bestemmelser, jf. lovforslagets § 21.

Stk. 2, der er ny, bestemmer, at en midlertidig afgørelse om samvær efter stk. 1 gælder, indtil der er truffet en endelig afgørelse om samvær, der kan fyldbyrdes, eller der er indgået en aftale herom. Er der efterfølgende indgået en aftale om samvær, der ikke kan tvangsfuldbyrdes, idet denne ikke indeholder en fuldbyrdelsesklausul, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, vil en sådan aftale alligevel føre til, at en midlertidig afgørelse om samvær falder bort. En midlertidig afgørelse om anden kontakt bortfalder, når der foreligger en aftale eller en ny afgørelse herom.

Efter bestemmelsen kan der træffes en midlertidig afgørelse om samvær under en sag om forældremyndigheden eller barnets bopæl. Det er muligt at træffe afgørelse om, at barnet kan have samvær i 7 dage hos hver af forældrene (deleordning), jf. lovforslagets § 21, stk. 2, under forældremyndighedssagens behandling.

Er der truffet en midlertidig afgørelse om barnets bopæl og en midlertidig afgørelse om barnets samvær med den forælder, der ikke har barnet boende, må den midlertidige samværsafgørelse anses for bortfaldet, hvis der efterfølgende bliver truffet en endelig bopælsafgørelse om, at barnet skal bo hos ”samværs”forælderen.

Efter stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender i særlige tilfælde træffe afgørelse om midlertidig samvær eller om anden kontakt. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender behandler klager over statsforvaltningernes afgørelser om samvær og i visse situationer også om forældremyndighed, jf. lovforslagets § 40, stk. 1. I praksis er behandlingen af klagesager mv. overladt til Familiestyrelsen. I den forbindelse modtager Familiestyrelsen jævnligt anmodninger om ændring af samvær eller forældremyndighed i situationer, hvor statsforvaltningen endnu ikke har taget stilling til sagen. Normalt videresender Familiestyrelsen sådanne ansøgninger til den statsforvaltning, der skal behandle sagen. I nogle situationer er sagen imidlertid så hastende, at det ikke vil være muligt at nå at anmode statsforvaltningen om at tage stilling til anmodningen. Det kan f.eks. være i sager, hvor det gøres gældende, at barnet er udsat for vold eller seksuelle krænkelser. Med den foreslåede bestemmelse har ministeren for familie- og forbrugeranliggender ( Familiestyrelsen ) hjemmel til at træffe sådanne midlertidige afgørelser i 1. instans.

Der vil ikke være mulighed for at påklage afgørelsen, men styrelsen vil kunne genoptage sagen, såfremt en part efterfølgende anmoder herom.

Ændring

I bestemmelsen, der omhandler ændring af midlertidige afgørelser, ophæves kriteriet om barnets bedste, idet der henvises til den generelle regel herom i lovforslagets § 4, og bemærkningerne hertil. Også i fremtiden er det afgørende, om ændringen er bedst for barnet. I øvrigt er bestemmelsen en videreførelse af den gældende lovs § 27.

Til kapitel 6

Sagens behandling

Kapitlet indeholder regler om behandlingen af sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt. Reglerne beskriver sagsbehandlingen i statsforvaltningen samt i visse tilfælde sagsbehandlingen i sager, der er indbragt for retten.

De foreslåede nye regler i sagsbehandlingskapitlet vedrører navnlig styrkelse af barnets perspektiv gennem de forslåede regler i lovforslagets §§ 33 og 34.

Endelig indeholder kapitlet regler om klage mv. efter loven samt bemyndigelsesbestemmelser.

Sagens begyndelse

Bestemmelsen, hvorefter alle anmodninger efter loven skal indgives til statsforvaltningen, svarer til § 28 i den gældende lov. Særskilte anmodninger om afgørelser om barnets bopæl efter lovforslagets § 17 er dog indføjet.

Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling

Bestemmelsen svarer til § 28 i den gældende lov, idet der dog er indsat en tilføjelse om uenighed om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 17.

Børnesagkyndige undersøgelser

Bestemmelsen svarer med en mindre sproglig ændring til § 29 a i den gældende lov, idet der foreslås, at undersøgelserne også kan omfatte barnets bopæl.

Inddragelse af barnet

Bestemmelsen erstatter § 29 i den gældende lov. For at styrke barnets perspektiv i sager om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal barnet inddrages i disse sager, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Det kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv, jf. stk. 1. Efter stk. 2 gælder forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, der også er ny, og som fremhæver, at barnets egne synspunkter har betydning alt efter alder og modenhed.

Barnet skal – uanset alder – inddrages under en sag, men det er frivilligt, om barnet vil deltage. Det er en forpligtelse for myndighederne og et tilbud for barnet. Bestemmelsen skal sikre, at barnets perspektiv søges fremdraget under sagen.

Barnets perspektiv kan belyses på flere måder. Det kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde. Det afgørende er, at barnets perspektiv altid kommer frem i sager af denne karakter. Forældrenes egne oplysninger om barnet vil altid være en væsentlig kilde til at få barnets perspektiv belyst og vil i nogle tilfælde kunne danne tilstrækkeligt grundlag for, at barnets perspektiv er belyst. I takt med, at barnet bliver ældre og har mulighed for at formulere synspunkter, vil barnet skulle inddrages direkte i form af samtaler.

For de små børn i alderen op til 7 år vil det ofte være svært at få barnets perspektiv frem ved en egentlig samtale med barnet. Barnets perspektiv må for disse børns vedkommende ofte søges tilvejebragt på anden måde, f.eks. ved en børnesagkyndigs deltagelse i sagsbehandlingen, en børnesagkyndig undersøgelse eller vurdering eller ved erklæringer fra daginstitutioner eller andre professionelle, der har et godt kendskab til barnet. Erklæringer fra daginstitutioner og skoler mv. vil dog som oftest alene indeholde faktuelle oplysninger og ikke egentlige vurderinger, men sådanne erklæringer vil afhængig af sagens karakter og forældrenes oplysninger alligevel kunne bidrage til at få barnets perspektiv belyst.

Inddragelse af børn i form af egentlige samtaler afhænger som nævnt af det enkelte barns modenhed, men det vil formentligt for de fleste ca. 7-årige være muligt at gennemføre en samtale. Der vil sikkert også i nogle tilfælde kunne gennemføres samtaler med yngre børn, ligesom der i andre tilfælde vil være 7-årige, som har svært ved at formulere sig og give udtryk for deres synspunkter ved en egentlig samtale. Da det således ofte vil afhænge af det enkelte barn, om dets perspektiv bedst belyses ved en samtale eller på anden måde, og da de oplysninger, der måtte komme frem under en sådan samtale, vil kræve særlig indsigt i børns forhold, skal samtaler med børn altid gennemføres under medvirken af kvalificerede og erfarne sagkyndige, der har viden og indsigt i børns udvikling og behov. Da barnet befinder sig i en konfliktsituation, er det vigtigt, at der ved samtaler i statsforvaltningen og ved domstolene skabes en god kontakt og et tillidsforhold. Det er således vigtigt, at der afsættes god tid til samtalen med barnet, og der bør gives mulighed for at tale med barnet flere gange, hvis der er behov for det. På samme måde er det vigtigt, at samtalen finder sted i børnevenlige rammer.

Hvis barnet må antages at lide skade derved, skal det ikke inddrages direkte. Dette vil f.eks. kunne dokumenteres ved udtalelser fra psykolog, egen læge eller i øvrigt være tydeligt på baggrund af sagens hidtidige forløb.

Inddragelse af barnets perspektiv skal ske, selvom der ikke foreligger en egentlig tvist mellem forældrene. Som led i forligsbestræbelser mellem forældrene vil inddragelse af barnet og dets perspektiv kunne være med til at fastholde fokus på barnets behov og give forældrene mulighed for at anlægge nye vinkler på, hvordan de varetager deres barns behov bedst muligt. Omvendt vil det være unødvendigt efter sagens omstændigheder at inddrage barnet, hvis der opnås enighed mellem forældrene. Ligeledes vil det være unødvendigt efter sagens omstændigheder at inddrage barnet, hvis det for kort tid siden har været inddraget i en tidligere sag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov for at blive inddraget og udtrykke sine synspunkter. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med, at barnet allerede ved statsforvaltningens sagsbehandling har været inddraget, og hvor sagen i forlængelse heraf indbringes for retten. Der vil endvidere være spørgsmål, der har karakter af rene petitesser, som vil kunne afgøres, uden at barnet inddrages. Her tænkes f.eks. på spørgsmålet om afleverings/afhentningssted- og tidspunkter, der kan fastsættes uden, at det har nogen betydning for barnets situation. Der skal dog udvises tilbageholdenhed med ikke at inddrage børn i selv mindre spørgsmål. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at hensynet til barnets retsstilling og dets interesse i at komme til orde eller på anden måde at få dets perspektiv belyst skal veje tungt. Der skal således ikke alene lægges vægt på, hvad det i et voksent perspektiv kan forekomme væsentligt at inddrage barnet i. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3.

Med den øgede inddragelse af barnet indgår der et nyt element i erklæringerne fra de børnesagkyndige undersøgelser og samtaler, idet arbejdet med dem har en dobbelt dimension. Det er således ikke tilstrækkeligt at redegøre for familiesituationen som helhed, da erklæringen også skal fungere som en slags ”budbringer” for barnet og videregive dets synspunkter. Herved kan det også undgås, at barnet inddrages under en eventuel retssag og på ny belastes med f.eks. samtaler om dets situation i forhold til forældrenes konflikt. Kvaliteten af de børnesagkyndige erklæringer er særlig vigtig, henset til, at disse skal danne grundlag for afgørelser, der træffes med et fremtidsorienteret perspektiv.

Barnets adgang til at henvende sig til statsforvaltningen

Som et led i styrkelsen af barnets perspektiv foreslås en ny regel om børns ret til at henvende sig til statsforvaltningen. Bestemmelsen skal også ses som en udbygning af lovforslagets § 5, hvorefter det er et grundlæggende princip, at der i alle forhold skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Bestemmelsen indebærer, at børn, der er fyldt 10 år, kan anmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde, hvor det er muligt at få drøftet de forhold, som barnet ønsker, at forældrene skal forholde sig til.

Barnets mulighed for at foranledige, at forældrene indkaldes til et møde, vil overordnet set være med til at skærpe såvel forældres som myndigheders fokus på navnlig de lidt større børns behov for at kunne formulere deres holdninger og følelser i sager af denne karakter og dermed synliggøre barnet. I de tilfælde, hvor forældrene ikke sørger for at finde løsninger, der er hensigtsmæssige for barnet, kan en sådan adgang virke som en ”redningskrans” for barnet og føre til, at forældrene bliver opmærksomme på den alvor, som barnets henvendelse til statsforvaltningen vil være udtryk for. Synliggørelsen af barnets perspektiv vil derfor også kunne medvirke til, at forældrenes incitament til at finde løsninger, der tilgodeser barnets bedste, øges.

Barnet kan f.eks. ønske en ændring af bopælsforholdene. Det kan også tænkes, at barnet gerne vil have et samvær ændret, så det imødekommer dets ønsker og bedre tilpasses dets forhold, f.eks. under hensyn til muligheden for fritidsaktiviteter. Barnet kan også ønske et samvær bragt til ophør eller omvendt at skabe en kontakt med en forælder, det ikke for tiden har forbindelse med. Barnet kan alene eller sammen med dets forældre også tilbydes børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling, jf. lovforslagets § 31. Der henvises til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger. Hvis barnet henvender sig til statsforvaltningen, bør der altid tilknyttes en børnesagkyndig til sagen, således at barnet får den fornødne støtte til at formidle dets synspunkter og få aflastning.

Reglen ændrer ikke på, at det fortsat kun er forældrene, som kan nedlægge påstand og har klageadgang under en eventuel sags videre behandling.

Erklæring fra forældre i visse sager

Stk. 1 om erklæring fra forældre uden del i forældremyndigheden svarer til § 29 c i den gældende lov. En sådan erklæring skal indhentes, inden statsforvaltningen godkender en aftale efter lovforslagets § 13, stk. 2, om overførelse af forældremyndigheden til andre end en forælder, og inden der træffes en afgørelse om forældremyndighed efter lovforslagets § 15, stk. 2, efter at en forælder er afgået ved døden. Fremsættes der indsigelse, uden at den pågældende forælder selv ønsker at få forældremyndigheden, må statsforvaltningen afgøre, hvilken betydning indsigelsen skal have. Der må bl.a. lægges vægt på baggrunden for protesten og den pågældende forælders retstilling efter afgørelse om forældremyndighed.

Stk. 2 foreskriver på tilsvarende måde, at der skal indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke eller kun i yderst begrænset omfang har samvær, inden der træffes afgørelse om, at barnet efter lovforslagets § 20, stk. 2, skal have samvær med sine nærmeste pårørende. Hvilken vægt, der skal lægges på denne forælders mening om samværet, afhænger af den konkrete situation. Giver forælderen, der ikke har eller kun i begrænset omfang har samvær med barnet, udtryk for bekymring for barnets samvær med andre eller særligt vedrørende ansøgeren, må det undersøges nærmere, hvad der ligger til grund for dette. Er der tale om, at forælderen ikke har haft kontakt til barnet eller den pågældende nære pårørende i mange år, må dette holdes op mod de oplysninger, der foreligger omkring barnets forhold til ansøgeren. Har barnet igennem flere år haft en nær tilknytning til den pågældende ansøger, bør ansøgningen imødekommes trods en eventuel protest fra den anden forælder. Barnets egne synspunkter har også betydning, jf. lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil. Der henvises desuden til bemærkningerne ovenfor under lovforslagets § 20, stk. 2.

I den gældende regel er der gjort undtagelse for tilfælde, hvor det vil være til væsentlig skade for barnet at indhente en erklæring, eller det vil medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. Denne undtagelse foreslås nu indsat som stk. 3 som en fællesregel, der gælder ved erklæringer både efter stk. 1 og 2. Der er i øvrigt tale om en videreførelse af gældende ret.

Forældremyndighed efter dødsfald

Bestemmelsen svarer til § 30 i den gældende lov.

Afgørelser om samvær mv.

Stk. 1 bestemmer, at samværsafgørelser som hovedregel træffes af statsforvaltningen. Reglen svarer til § 30 a, stk. 1, i den gældende lov.

Stk. 2 omhandler muligheden for at inddrage samværsspørgsmålet under en forældremyndighedssag for retten. Efter bestemmelsen har domstolene ret og pligt til at træffe afgørelser om samvær i en række tilfælde. Det kræver dog en anmodning fra en af forældrene, før domstolene kan medtage spørgsmålet om samvær eller anden kontakt under forældremyndighedssagen.

Bestemmelsen foreslås udvidet, så der også er en sådan adgang under særskilte sager om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 17.

Bestemmelsen vil desuden finde anvendelse, selv om forældremyndighedsspørgsmålet bliver indbragt for retten flere gange. Dette er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 11 bliver muligt for domstolene at bestemme, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, selv om den ene af forældrene ønsker den ophævet. Der henvises til lovforslagets § 11. Domstolene har således mulighed for efter bestemmelsen at tage stilling til spørgsmålet om barnets fremtidige samlede forældrekontakt i alle sager anlagt efter lovforslagets §§ 11 eller 17.

Bliver spørgsmålet om ophævelse af forældremyndighed eller om ændring af barnets bopæl indbragt for retten flere gange efter lovforslagets § 11 eller § 17, stk. 2, kan der være udfærdiget en samværsresolution af statsforvaltningen eller af en domstol. Beslutter retten, at der ikke skal ske en ændring af forældremyndigheden eller barnets bopæl, er det op til retten at vurdere, om der er sket sådanne væsentlige ændringer, at der er grundlag for at ændre det eksisterende samvær. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 38.

Efter den gældende lovs § 30 a, stk. 1, kan samværsspørgsmål også inddrages i sager efter den gældende lovs § 12, der anlægges af en ugift far, men ikke i sager efter den gældende lovs § 13 om ændring af aftaler og afgørelser. Baggrunden herfor er, at det ikke bør være muligt at få en dom om et samværsspørgsmål, når der er eneforældremyndighed, etableret ved aftale eller dom, idet der i disse tilfælde må forventes allerede at være taget stilling til samværsspørgsmålet. Afgrænsningen er således identisk med den type sager, hvor der ikke automatisk af retten gives fri proces, men hvor ansøgning herom skal indgives til Civilstyrelsen, der udover at tage stilling til om de økonomiske betingelser er opfyldt, skal vurdere ansøgerens udsigt til at få medhold, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 327, nr. 1. Da den gældende lovs §§ 12 og 13 nu foreslås erstattet af lovforslagets § 14, er det nødvendigt at ændre stk. 2, for at bevare den gældende retstilstand. Det foreslås derfor i et nyt 2. pkt., at retten i førstegangstilfælde kan anmodes om en samværsafgørelse under en sag efter lovforslagets § 14, hvis den er indbragt for retten af en ugift far, som i kraft af lovforslagets § 7, stk. 3, aldrig har haft del i forældremyndigheden, og som ikke tidligere har fået en retsafgørelse om forældremyndighedsspørgsmålet.

Domstolenes endelige afgørelser om samvær og anden kontakt kan senere ændres af statsforvaltningerne efter de almindelige regler om ændring af afgørelser om samvær og anden kontakt.

Bestemmelsen erstatter § 17, stk. 2, om det skærpede ændringskriterium.

Efter den gældende § 17, stk. 2, er kriteriet for, hvornår der kan ske ændring af en eksisterende samværsaftale eller -afgørelse, skærpet, sådan at ændring som udgangspunkt alene kan ske, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Ændringen tager udgangspunkt i, at statsforvaltningen normalt kun skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for de overordnede rammer omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at løse indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Dette kan medvirke til at mindske forældrenes interesse i hyppige henvendelser til statsforvaltningen for at få samværet ændret. Herved dæmmes op for ”evigt verserende” sager, der i nogle tilfælde skaber lange perioder med uro og er med til at belaste samarbejdsklimaet mellem forældrene.

Efter det skærpede ændringskriterium kan statsforvaltningen afvise at behandle en anmodning om ændring af aftalt eller fastsat samvær, medmindre den, der anmoder om ændringen, påviser, at der foreligger væsentlig forandrede forhold, eller at ændringen er bedst for barnet. Ved ændring forstås enhver ændring af det løbende samvær og justering af eller fravigelse fra det gældende samvær. Dette omfatter også ændring af enkeltstående samvær (”ad hoc ændring”).

Når statsforvaltningen afviser at behandle en anmodning, skal statsforvaltningen i stedet gøre en indsats for at bibringe forældrene en forståelse for vigtigheden af, at de af hensyn til barnets velfærd og trivsel selv påtager sig ansvaret for at løse samværsspørgsmålene. Lykkedes dette ikke, skal forældrene tilbydes børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Det foreslås, at det skærpede ændringskriterium videreføres. Bestemmelsen er dog omformuleret væsentligt, idet det nu fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at det er muligt helt at afvise at behandle en anmodning om ændring af samvær, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.

Endvidere præciseres det gennem lovforslagets § 4, at også afgørelser om afvisning af at behandle en anmodning om ændring af samvær skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Statsforvaltningen vil efter bestemmelsen normalt kunne afvise at behandle følgende sagstyper: Sager om forhold, der ikke har betydning for samværets overordnede gennemførelse, enkeltstående ændring af samvær, placering af feriesamvær, sager, hvor forholdende ikke er væsentlig forandrede, sager, der falder uden for samværsbegrebet, samt henvendelser, der vedrører barnets almindelige opdragelse mv., f.eks. vedrørende barnets tøj, mad og medieforbrug.

Som eksempler på ovenstående kan nævnes sager om bortfald/flytning af samvær, f.eks. for at barnet kan deltage i en af forældrenes bryllup, bedsteforældrenes guldbryllup eller sted- eller halvsøskendes barnedåb, fødselsdag eller konfirmation, samt sager om ændring af afhentnings- eller afleveringssted eller -tidspunkt, medmindre spørgsmålet har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

Særligt vedrørende det skærpede ændringskriterium i sager om erstatningssamvær bemærkes, at der med udgangspunkt i lovforslagets §§ 4 og 19 tilsigtes en opstramning af praksis for fastsættelse af erstatningssamvær i chikanetilfælde. Det er lovforslagets helt klare udgangspunkt, at der i chikanetilfælde fastsættes erstatningssamvær, selv om der er tale om enkeltstående aflysninger. Desuden skal der som udgangspunkt fastsættes erstatningssamvær i de tilfælde, hvor fraværet af samvær har betydning for barnets kontakt til samværsforælderen, f.eks. i tilfælde, hvor der kun er samvær i et meget begrænset omfang, hvis samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, hvis samværet aflyses i større omfang end ellers på grund af, at bopælsforælderen holder mere ferie end normalt, eller fordi ferien ikke holdes sammenhængende. Der henvises til pkt. 4.9.2. i de almindelige bemærkninger.

Selv om erstatningssamvær som udgangspunkt ikke er et spørgsmål, der har overordnet betydning for gennemførelse af et samvær, vil anmodninger om erstatningssamvær på grundlag af samværschikane, eller hvor fraværet af samvær har betydning for kontakten, skulle realitetsbehandles af statsforvaltningerne, og kan ikke afvises efter bestemmelsen. Statsforvaltningen kan dog afvise at behandle sager om erstatningssamvær, når samværet er blevet aflyst på grund af samværsforælderens egne forhold eller på grund af barnets forhold, f.eks. hvis barnet bliver syg, eller skal på lejrskole, spejdertur mv., og aflysningen ikke har karakter af chikane eller vil have betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen.

Statsforvaltningen vil normalt ikke kunne afvise at behandle følgende sager: Førstegangsfastsættelser af samvær, sager, hvor ændringen vil være bedst for barnet, eller hvor der er tvivl om, hvorvidt ændring vil være bedst for barnet, og sager, hvor forholdende er væsentlig forandrede. Dette omfatter eksempelvis sager, hvor anmodningen om ændring begrundes med, at samværsforælderen er blevet ustabil (f.eks. som følge af uligevægtighed, psykisk sygdom, misbrugsproblemer mv.) eller har begået overgreb mod barnet, f.eks. incest eller vold. Det omfatter også sager, hvor der i øvrigt er væsentligt forandrede forhold, f.eks. fordi afgørelsen er truffet eller aftalen er indgået for lang tid siden, og barnet nu er væsentlig ældre, barnet har en anden holdning til samværet end tidligere, der er sket flytning, jobskifte eller lignende, eller samværsforælderen ikke udnytter samværet. Endvidere omfatter det situationer, hvor der er sket væsentlige ændringer, der bevirker, at samværet ikke kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde for barnet, f.eks. ændringer i barnets skolegang eller fritidsinteresser eller væsentligt forringede muligheder for at hente eller aflevere barnet i forbindelse med samvær, samt de situationer, hvor der er sket en væsentlig forøgelse af konfliktniveauet mellem forældrene. Endelig forekommer situationer, hvor forældrene på grund af et meget højt konfliktniveau ikke vil kunne få det løbende samvær til at fungere, medmindre det fastlægges mere detaljeret.

For at gennemføre formålet med det skærpede ændringskriterium bedst muligt, skal statsforvaltningen sørge for, at parterne får mulighed for at give samværsafgørelsen en vis fleksibilitet og fremtidssikring, således at mindre ændringer af forholdene ikke bevirker, at afgørelsen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd.

Det foreslås desuden, at bestemmelsen udvides til også at omfatte sager om anden kontakt, jf. lovforslagets § 22.

Endelig bemærkes, at bestemmelsen også gælder for domstolene ved behandlingen af anmodninger om ændring af samvær efter lovforslagets § 37, stk. 2.

Afslutning af sagsbehandlingen og indbringelse for retten

Reglen svarer til § 30 b i den gældende lov. Den omhandler adgangen til at afslutte behandlingen af forældremyndighedssager i statsforvaltningen og muligheden for at indbringe dem for retten. Den foreslås i stk. 1 udvidet til også at omfatte særskilte sager om barnets bopæl.

Klage mv.

Stk. 1 og stk. 2 om adgangen til at klage over statsforvaltningens afgørelser til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, i praksis til Familiestyrelsen, svarer til den gældende § 31, stk. 1, bortset fra en tilføjelse om, at afgørelser om afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed i medfør af § 45, stk. 2, jf. stk. 1, ikke kan påklages.

Stk. 3 er en ny bestemmelse, der medfører en præcisering og forenkling af klageadgangen i relation til afgørelser truffet af myndigheder, institutioner mv. om orientering efter § 23, stk. 3.

Efter 1. pkt. kan afgørelser om at nægte at give konkrete oplysninger og dokumenter, samt om nægtelse af at give oplysninger om sociale aktiviteter eller nægte adgang til dem, påklages til statsforvaltningen. Der henvises til bemærkningerne til § 23, stk. 3.

Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundhedsvæsenet, jf. 2. pkt. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.11.1.2. På sundhedsområdet indbringes klager til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn, der behandler klager vedrørende sundhedspersoner i den offentlige såvel som i den private sundhedssektor, herunder klager vedrørende brud på orienteringsretten, jf. § 2 i lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet.

Både forælderen, der er blevet nægtet oplysninger samt deltagelse i sociale aktiviteter, og forældremyndighedsindehaveren kan klage over en afgørelse truffet af de i § 23, stk. 1 og 2 nævnte myndigheder. Alle afgørelser om orientering truffet efter § 23, stk. 3, kan påklages, uanset på hvilket niveau beslutningen er truffet. Det er således op til den pågældende myndighed eller institution at beslutte, hvilke personer, der er bemyndiget til at træffe afgørelse efter bestemmelsen. En kommune kan således f.eks. beslutte, at afgørelser om orienteringsretten delegeres til et anbringelsessted.

Klageadgangen er begrænset til situationer, hvor retten til orientering helt eller delvist er nægtet i konkrete tilfælde, hvor skolen eller børneinstitutionen har nægtet at udlevere dokumenter om barnets forhold, og hvor skolen eller børneinstitutionen har undladt at orientere om generelle sociale aktiviteter eller har nægtet den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, adgang til de pågældende begivenheder.

Det er i vidt omfang overladt til den enkelte myndighed, institution mv. at tilrettelægge, hvordan og i hvilket omfang, der skal ske orientering. Statsforvaltningen skal alene foretage en prøvelse af, om der er handlet inden for rammerne af det skøn, som myndigheden mv. er givet i medfør af bestemmelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 23.

Statsforvaltningens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Efter 4. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), dog efter anmodning optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen har principiel eller generel betydning. En anmodning om, at Familiestyrelsen optager en sag til behandling, kan indgives af forældrene, myndigheden, institutionen, lægen, tandlægen eller statsforvaltningen.

Der henvises til pkt. 4.11.1.2. i de almindelige bemærkninger.

Bemyndigelser

Bestemmelsen indeholder bemyndigelse til at udfærdige administrative forskrifter. Nr. 1, 4 og 5 svarer indholdsmæssig til den gældende lovs bestemmelse i § 31, stk. 2, med den tilføjelse, at behandling af sager om barnets bopæl er medtaget.

I nr. 1 udvides den gældende bemyndigelse til at fastsætte regler om behandling af sager om forældremyndighed og samvær mv. til også at omfatter sager om barnets bopæl. Denne bestemmelse giver også mulighed for at fastsætte regler om indholdet af et samværsdokument. Når statsforvaltningen træffer afgørelse om samvær udstedes et dokument – samværsresolutionen – hvori det fastsatte eller aftalte samvær er præciseret: Samværets start- og sluttidspunkter, afhentnings- og afleveringssteder, eventuelle vilkår for samværet mv. Den foreslåede bestemmelse giver ministeren for familie- og forbrugeranliggender mulighed for at indføje nogle standardbestemmelser om udøvelsen af samvær i disse afgørelser, herunder om bortfald af samvær i ferier og højtider, transport af barnet, fordeling af udgifterne til transport i forbindelse med samværet mv. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at indføje en bestemmelse om, at bopælsforælderen vil kunne kræve barnet tilbagegivet ved fogedrettens bistand efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, efter afslutningen af en samværsperiode, hvis samværsforælderen ikke tilbagegiver barnet, også når der er fælles forældremyndighed. Disse standardbestemmelser vil altid kunne fraviges, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.

Efter nr. 2 kan der fastsættes nærmere regler om behandling af sager om barnets transport i forbindelse med samvær, herunder forældrenes afholdelse af udgifter hertil. Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 3, hvorefter statsforvaltningen kan træffe afgørelse om transport af barnet i forbindelse med samvær og om afholdelse af udgifter hertil. Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at fastsætte nærmere retningslinjer for statsforvaltningernes behandling af sager herom, herunder om forældrenes afholdelse af udgifter til transport i forbindelse med samvær.

Ved nr. 3 er der indsat mulighed for at udfærdige administrative forskrifter om overvåget samvær.

Nr. 4 giver mulighed for at fastsætte nærmere regler om anmeldelse af aftaler om forældremyndighed og var tidligere indeholdt i den gældende § 31, stk. 2.

Nr. 5 giver mulighed for at fastsætte nærmere regler om børnesagkyndig rådgivning, børnesagkyndige undersøgelser og konfliktmægling og var tidligere, bortset fra de børnesagkyndige undersøgelser, indeholdt i den gældende § 31, stk. 2.

Nr. 6 indebærer, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte bestemmelser om behandling af klager. Denne bemyndigelse omfatter også muligheden for at fastsætte bestemmelser om, at en eller flere statsforvaltninger skal behandle klager over bestemte forhold. Dette kan f.eks. være spørgsmålet om klager over afgørelser, der indebærer vurdering af udenlandske dokumenter. Bestemmelsen tænkes udnyttet til at fastsætte nærmere regler om, at en statsforvaltning skal behandle klager over afgørelser efter § 23, stk. 3, truffet af de institutioner, der efter § 23, stk. 1 og 2, skal orientere en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, om barnets forhold og om generelle sociale aktiviteter. Efter § 23, stk. 3, kan de i stk. 1 og 2 nævnte institutioner nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter og nægte at give oplysninger om sociale aktiviteter eller nægte adgang til dem.

Til kapitel 7

Arbejdsaftaler

Kapitlet omhandler børns mulighed for at indgå arbejdsaftaler. §§ 42 og 43 er en uændret videreførelse af det gældende kapitel 3 med §§ 20 og 21.

Til kapitel 8

Internationale aftaler og international kompetence

Kapitlet handler om muligheden for at indgå internationale aftaler om forholdet mellem dansk ret og international ret. Bestemmelsen i § 45 omhandler statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær mv. og bygger på Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af 1996.

Reglen er identisk med § 32 i den gældende lov. Stk. 3. indeholder en bemyndigelse for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte regler om behandlingen af sager, der er omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Bestemmelsen, der bygger på Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, vedrører statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, samvær mv. Bestemmelsen svarer til § 32 a i den gældende lov.

Efter Stk. 1 kan statsforvaltningen behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær mv., hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f om domstolenes internationale kompetence er opfyldt. Bestemmelsen skal sikre sammenhæng mellem reglerne om international kompetence for domstolene og statsforvaltningerne i disse sager. Det bemærkes, at efter retsplejelovens § 448 f, stk. 4, kan bestemmelsens kompetencebestemmelse fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Kompetencereglerne er fraveget ved Den Nordiske Ægteskabskonvention og Europarådskonventionen af 1980. Statsforvaltningernes internationale kompetence er således ligeledes reguleret af disse overenskomster samt af eventuelle kommende overenskomster, herunder Haagerbørnebeskyttelseskonventionen når denne træder i kraft i Danmark.

Det afgørende for statsforvaltningernes og domstolenes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær mv., er forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af sagen.

Efter stk. 2 kan en statsforvaltnings afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl efter lovforslagets §§ 11, 14, 15 og 17, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, efter anmodning fra en af parterne indbringes for retten.

Til kapitel 9

Ikrafttræden mv.

I kapitlets bestemmelser fastsættes lovens ikrafttrædelse, og der fastsættes visse overgangsregler.

Ved fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet skal der tages hensyn til, at der skal udarbejdes en række nye administrative forskrifter.

Lovens ikrafttrædelse foreslås fastsat til den 1. oktober 2007. De nye regler om forældremyndighed træder således i kraft denne dato.

Sager, der er indgivet til statsforvaltningen inden den 1. oktober 2007, skal færdigbehandles efter de nye regler, uanset om sagen er i statsforvaltningen eller i retten. F.eks. vil en verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed kunne afsluttes med, at forældrene aftaler, at der fortsat skal være fælles forældremyndighed, og at barnet skal bo hos mor/far. En sådan aftale vil forældrene også kunne indgå i dag.

Er sagen indbragt for retten, men endnu ikke afgjort den 1. oktober 2007, vil retten efter lovens ikrafttræden kunne afsige dom om, hos hvem af forældrene barnet skal bo, såfremt forældrene er uenige herom, og at de fortsat skal have fælles forældremyndighed. Det forudsætter, at en af parterne nedlægger påstand herom.

En sag, hvor forældrene er enige om, at de fremover skal have fælles forældremyndighed, men ikke er enige om, hvor barnet skal bo, vil først kunne behandles i statsforvaltningen efter den 1. oktober 2007.

Har statsforvaltningen ikke afsluttet en sag om samvær den 1. oktober 2007, vil statsforvaltningen i overensstemmelse med de nye regler herom kunne bestemme, at transportudgifter i forbindelse med samvær deles mellem forældrene. Det bemærkes, at forældrene allerede i dag kan indgå en aftale herom, men statsforvaltningen vil ikke i dag kunne træffe afgørelse om dette.

Fra den 1. oktober 2007 vil det være muligt for en forælder, der tidligere har haft del i forældremyndigheden, eller ønsker at få del i den efter reglerne i forældreansvarsloven, at indgive anmodning om fælles forældremyndighed efter lovforslagets § 14. En sådan sag vil altså ikke kunne rejses over for statsforvaltningen før den 1. oktober 2007.

Efter bestemmelsen gælder reglerne om fælles forældremyndighed ved etablering af faderskabet ved anerkendelse og dom i visse situationer, jf. lovforslagets § 6, stk. 2, nr. 1, § 6, stk. 3, og § 7, stk. 3, kun for børn, der fødes samtidig med eller efter lovens ikrafttrædelse.

Bestemmelsen omhandler muligheden for ved kongelig anordning at sætte loven i kraft på Færøerne og i Grønland. På Færøerne og i Grønland gælder om forældremyndighed lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål, som senest ændret ved lov nr. 14 af 18. januar 1982. Det færøske lagting har den 30. november 2006 vedtaget, at lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær med visse ændringslove skal gælde på Færøerne. Det forventes, at reglerne ved kongelig anordning sættes i kraft pr. 1. april 2007.