Forældreansvarsloven § 40

Klage mv.

Stk. 1 og stk. 2 om adgangen til at klage over statsforvaltningens afgørelser til ministeren for familie- og forbrugeranliggender, i praksis til Familiestyrelsen, svarer til den gældende § 31, stk. 1, bortset fra en tilføjelse om, at afgørelser om afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed i medfør af § 45, stk. 2, jf. stk. 1, ikke kan påklages.

Stk. 3 er en ny bestemmelse, der medfører en præcisering og forenkling af klageadgangen i relation til afgørelser truffet af myndigheder, institutioner mv. om orientering efter § 23, stk. 3.

Efter 1. pkt. kan afgørelser om at nægte at give konkrete oplysninger og dokumenter, samt om nægtelse af at give oplysninger om sociale aktiviteter eller nægte adgang til dem, påklages til statsforvaltningen. Der henvises til bemærkningerne til § 23, stk. 3.

Dette gælder dog ikke afgørelser truffet af sundhedsvæsenet, jf. 2. pkt. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.11.1.2. På sundhedsområdet indbringes klager til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn, der behandler klager vedrørende sundhedspersoner i den offentlige såvel som i den private sundhedssektor, herunder klager vedrørende brud på orienteringsretten, jf. § 2 i lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang i sundhedsvæsenet.

Både forælderen, der er blevet nægtet oplysninger samt deltagelse i sociale aktiviteter, og forældremyndighedsindehaveren kan klage over en afgørelse truffet af de i § 23, stk. 1 og 2 nævnte myndigheder. Alle afgørelser om orientering truffet efter § 23, stk. 3, kan påklages, uanset på hvilket niveau beslutningen er truffet. Det er således op til den pågældende myndighed eller institution at beslutte, hvilke personer, der er bemyndiget til at træffe afgørelse efter bestemmelsen. En kommune kan således f.eks. beslutte, at afgørelser om orienteringsretten delegeres til et anbringelsessted.

Klageadgangen er begrænset til situationer, hvor retten til orientering helt eller delvist er nægtet i konkrete tilfælde, hvor skolen eller børneinstitutionen har nægtet at udlevere dokumenter om barnets forhold, og hvor skolen eller børneinstitutionen har undladt at orientere om generelle sociale aktiviteter eller har nægtet den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, adgang til de pågældende begivenheder.

Det er i vidt omfang overladt til den enkelte myndighed, institution mv. at tilrettelægge, hvordan og i hvilket omfang, der skal ske orientering. Statsforvaltningen skal alene foretage en prøvelse af, om der er handlet inden for rammerne af det skøn, som myndigheden mv. er givet i medfør af bestemmelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 23.

Statsforvaltningens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Efter 4. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), dog efter anmodning optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen har principiel eller generel betydning. En anmodning om, at Familiestyrelsen optager en sag til behandling, kan indgives af forældrene, myndigheden, institutionen, lægen, tandlægen eller statsforvaltningen.

Der henvises til pkt. 4.11.1.2. i de almindelige bemærkninger.