Afslag på vejadgang ugyldigt på grund af manglende partshøring om faktiske oplysninger

Vejdirektoratets vurdering: Manglende partshøring

Vejdirektoratet konstaterede, at Slagelse Kommune havde baseret sin afgørelse på nye, faktuelle oplysninger (de specifikke opmålinger), som var til ugunst for ansøgeren. Kommunen undlod at partshøre borgeren om disse oplysninger, før afgørelsen blev truffet. Dette er en overtrædelse af Forvaltningslovens § 19, som er en garantiforskrift, der skal sikre en retfærdig sagsbehandling.

Da den manglende partshøring kunne have haft betydning for sagens udfald – for eksempel kunne borgeren have præciseret, at adgangen var tænkt til et mindre køretøj som en motorcykel – fandt Vejdirektoratet, at afgørelsen var ugyldig. Vejdirektoratet kan ikke selv reparere denne type fejl, da den vedrører kommunens skønsmæssige vurdering.

Afgørelse og konsekvens

Sagen blev hjemvist til Slagelse Kommune, som nu skal genoptage behandlingen. Kommunen er pålagt at gennemføre en korrekt partshøring, hvor borgeren får mulighed for at kommentere på de faktiske oplysninger, før der træffes en ny afgørelse om etablering af vejadgang i henhold til Vejlovens § 49.

Vejdirektoratet ophævede Slagelse Kommunes afgørelse af 24. november 2022 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Afgørelsen blev fundet ugyldig på grund af en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Kommunen havde baseret sit afslag på faktuelle oplysninger fra en besigtigelse, herunder specifikke opmålinger af pladsforholdene på ejendommen, uden at partshøre ansøgeren om disse oplysninger forinden. Denne manglende partshøring er i strid med Forvaltningslovens § 19. Da Vejdirektoratet ikke kan udelukke, at fejlen har haft betydning for afgørelsens indhold, og da fejlen ikke kan repareres i klagesagsbehandlingen, blev kommunens afgørelse annulleret.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Sagens Baggrund

Rosengården er en gågade, hvor der indtil november 2007 var parkeringsforbud. Sagsøgeren, der også udfører el-installationsvirksomhed hos kunder, har behov for at deres varebiler kan standse kortvarigt ved forretningen for af- og pålæsning af materialer og værktøj. Andre forretningsdrivende i Rosengården klagede over Sagsøgerens parkering, som de mente var til gene og blokerede forretningernes synlighed.

Københavns Kommunes Afgørelse

• I juni og september 2007 modtog Københavns Kommune henvendelser fra andre erhvervsdrivende i Rosengården, der klagede over Sagsøgerens parkeringsadfærd og anmodede om indførelse af standsningsforbud.
• Kommunen foretog besigtigelser og konstaterede, at der holdt parkerede biler, men ikke i den voldsomme grad, som beskrevet. De bemærkede dog, at parkeringen var ulovlig og til gene for både erhvervsdrivende og fodgængere.
• På baggrund af henvendelserne og besigtigelserne besluttede Københavns Kommune at ændre parkeringsreguleringen i Rosengården fra parkeringsforbud til standsningsforbud i tidsrummet kl. 11-17. Dette blev gjort med samtykke fra Københavns Politi og med hjemmel i Færdselsloven § 92. Kommunen begrundede afgørelsen med, at Rosengården er en gågade og som sådan skal være et bilfrit areal.
• Rigspolitiet afviste efterfølgende Sagsøgerens klage over afgørelsen med den begrundelse, at virksomheden ikke havde den fornødne væsentlige, direkte og individuelle interesse i sagen, jf. Færdselsloven § 92 c, stk. 2.

Sagsøgerens Argumentation

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at kommunens afgørelse var ugyldig og anførte:

• Retlig interesse: Sagsøgeren har en direkte, individuel og væsentlig negativ interesse i sagen, da afgørelsen påvirker virksomhedens drift betydeligt. Begrebet retlig interesse for domstolsprøvelse bør fastlægges bredere end for administrativ klageret, jf. Grundloven § 63, stk. 1.
• Sagsbehandlingsfejl: Kommunen har tilsidesat væsentlige sagsbehandlingsprocedurer og forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring, meddelelse om afgørelsen, begrundelse og klagevejledning. Sagsøgeren burde have været partshørt, jf. Forvaltningsloven § 19, da afgørelsen var baseret på faktiske oplysninger om Sagsøgerens virksomhed, som de ikke fik mulighed for at kommentere.
• Disproportionalitet: Afgørelsen er disproportional i forhold til formålet. Standsningsforbuddet hindrer nødvendige kortvarige standsninger for af- og pålæsning, hvilket er essentielt for virksomhedens drift. Standsning omfatter standsning af biler i op til 3 minutter samt af- og pålæsning, jf. Færdselsloven § 2, nr. 16. Sagsøgeren mente, at der var andre, mindre indgribende reaktionsmuligheder, såsom bedre skiltning eller håndhævelse af det eksisterende parkeringsforbud. Indgrebet har desuden ekspropriativ karakter, jf. Grundloven § 73.

Københavns Kommunes Argumentation

Københavns Kommune påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte:

• Manglende retlig interesse: Sagsøgeren har ikke den fornødne retlige interesse til at anlægge sag ved domstolene, da afgørelsen ikke påvirker virksomhedens erhvervsforhold med tilstrækkelig styrke og intensitet.
• Skønsbeføjelser: Kommunen er tillagt vide skønsbeføjelser til at træffe beslutninger på grundlag af færdselsmæssige hensyn i medfør af Færdselsloven § 92. Hensynet til at sikre Rosengården som et bilfrit gågadeareal er et sagligt hensyn.
• Proportionalitet: Kommunen har overholdt de retlige begrænsninger og proportionalitetsprincippet. Standsningsforbuddet rammer Sagsøgeren i samme begrænsede omfang som andre erhvervsdrivende og fodgængere i området. Manglende partshøring eller andre sagsbehandlingsfejl har ikke haft væsentlig betydning for afgørelsens indhold, da den hviler på et sikkert hjemmelsmæssigt grundlag.

Sagen blev anlagt ved Københavns Byret den 28. maj 2008 og henvist til behandling ved landsretten i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1.