Afgørelse i klagesag om Gentofte Kommunes lovliggørende dispensation fra lokalplan

Klagerens indvendinger

Klageren gjorde gældende, at dispensationen var i strid med byplanvedtægtens formål og § 7, stk. 1, samt lokalplanens § 3, stk. 1, som kun tillader trådhegn, levende hegn eller stakit. Klageren anførte, at lighedsgrundsætningen ikke var overholdt, da kommunens dispensationer var vilkårlige, og henviste til et afslag i en anden sag. Klageren mente desuden, at hun ikke var blevet partshørt efter forvaltningsloven, og at kommunen ikke havde foretaget naboorientering.

Dispensationens hensigtsmæssighed og tilsyn

Klageren gjorde gældende, at plankeværket ikke passede ind i området og forringede hendes udsigt over Øresund. Derudover anførte klageren, at plankeværket var højere end de tilladte 1,25 m, at kommunens opmåling var fejlagtig, og at hun var nægtet adgang til at overvære opmålingen. Klageren påpegede også, at plankeværket var opført i andre farver end de tilladte i lokalplanens § 3.3, og at kommunen generelt ikke håndhævede byplanvedtægten og lokalplanens bestemmelser.

Privatretlig servitut og øvrige klagepunkter

Klageren gjorde gældende, at dispensationen var ulovlig, da en privatretlig servitut fra 1887 angav, at ejendommen ikke måtte bebygges, og at der skulle være fri passage. Endelig anførte klageren, at der var opført et sommerhus/skur i strid med en privatretlig servitut, byplanvedtægten og lokalplanen, at hegnet var opført i skel i strid med hegnsloven, og at hun havde vundet hævd over en adgangssti til sin ejendom.

Planklagenævnet kunne ikke give klageren medhold i klagen over Gentofte Kommunes lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 366 til et opført plankeværk. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til klager over kommunens tilrettelæggelse og udøvelse af tilsynspligten. Dette indebærer, at nævnet ikke kunne behandle klager vedrørende plankeværkets æstetik, forringelse af udsigt, opmålingsmetoder, farvekrav, eller kommunens generelle håndhævelse af lokalplanen. Klager over kommunens udøvelse af tilsyn skal rettes til Ankestyrelsen, Det kommunale tilsyn.

Spørgsmål om overholdelse af hegnsloven eller hævd over en adgangssti vedrører ikke retlige forhold efter planloven, og Planklagenævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle disse.

Håndhævelse af privatretlig servitut

En kommunes beslutning om ikke at bringe Planloven § 43 i anvendelse til håndhævelse af privatretlige servitutter er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Spørgsmål om dispensationens strid med privatretlige servitutter må søges løst gennem et civilretligt søgsmål ved domstolene.

Klage vedrørende skur/sommerhus

Planklagenævnet kunne ikke tage stilling til klagepunkter vedrørende et opført sommerhus/skur på ejendommen, da der allerede var truffet en særskilt afgørelse herom, hvor klagefristen var overskredet.

Planklagenævnets vurdering af sagen

Partsstatus og naboorientering

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse berørte klageren på en sådan måde, at hun kunne anses for part. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke bor på naboejendommen, men ejer et mindre jordstykke vest for ejendommen, og at hendes hus ligger på den anden side af Strandvejen. Derudover var der alene tale om dispensation til hegnets udseende og ikke højden. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klageren var af underordnet betydning, jf. Planloven § 20, stk. 2.

Dispensationens gyldighed

Lokalplanens § 4 ophæver byplanvedtægtens § 7, stk. 1 og 2, om hegning. Da hegnet blev opført efter lokalplanens vedtagelse i januar 2015, skulle kommunens afgørelse behandles efter lokalplanens bestemmelser. Ifølge Planloven § 18 er lokalplanbestemmelser bindende, og opførelse af et plankeværk er ikke umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 3.1, men kræver dispensation.

Efter Planloven § 19, stk. 1 kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Nævnet vurderede, at den bebyggelsesregulerende bestemmelse i lokalplanens § 3.1 om hegnstype ikke er en del af planens principper. Kommunen havde derfor hjemmel i Planloven § 19, stk. 1 til at meddele dispensation fra § 3, stk. 1, til at opføre hegn som plankeværk.

Kommunen skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet fandt, at Gentofte Kommunes afgørelse var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og der var ikke inddraget usaglige hensyn. Det forhold, at kommunen tidligere måtte have meddelt et afslag på dispensation til et plankeværk, kunne ikke føre til en ophævelse af den aktuelle dispensation, da et enkelt afslag ikke danner fast praksis. Kommunen kan i hver enkelt sag foretage et konkret og individuelt skøn, så længe afgørelsen er saglig og planlægningsmæssigt begrundet.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klagerens anbringender

Ejeren af ejendommen klagede den 19. februar 2020 til Planklagenævnet. Klageren anførte navnlig, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, idet der ifølge klageren var mange nyere hegn i området på minimum 180 cm. Klageren henviste konkret til flere ejendomme i området som sammenligningsgrundlag. Derudover gjorde klageren gældende, at huset ligger ca. 75 cm under fortovshøjde, hvilket medfører væsentligt flere støj- og indsigtsgener, og at plankeværket ikke virker skæmmende for området.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen oplyste, at den havde foretaget en ny besigtigelse den 29. september 2020 og vurderede, at ingen af de af klageren nævnte ejendomme havde forhold, der var sammenlignelige med klagerens. Kommunen forklarede, at flere af de nævnte ejendomme var omfattet af andre lokalplaner, der tillod højere hegn, eller at hegnene var opført før lokalplanernes vedtagelse og dermed var lovlige eksisterende forhold. For en ejendom på A 9 konstaterede kommunen, at et nyt hegn var opsat efter august 2009 og vurderede, at det kunne være et ulovligt forhold, som ville kræve lovliggørelse, medmindre ejeren kunne dokumentere, at hegnet var opsat før lokalplanens vedtagelse den 28. april 2010. Kommunen bemærkede desuden, at begrænsningen på 1,2 m kun gælder mod offentlig vej, og at hegn mod parkeringspladsen på A 2 ikke var i strid med lokalplanen.