Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Planklagenævnet har behandlet en klage over Odder Kommunes afslag på lovliggørelse af et udhus, der fungerer som et brændely, på en ejendom i Odder. Sagen blev oprindeligt indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet af den tidligere ejer og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2. Den nuværende ejer er indtrådt i klagen efter at have købt sommerhuset den 1. marts 2016.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 3029 "Sommerhusområde ved Rude og del af Saksild Strand", vedtaget i december 2013. Før denne var ejendommen omfattet af lokalplan nr. 3008 "For et område til sommerhusbebyggelse mellem Kysing Næs og Dyngby Strand" fra juni 1994. Begge lokalplaner indeholder bestemmelser om bebyggelsens placering og omfang. Lokalplan nr. 3008, der var gældende ved opførelsen af udhuset i 2003, fastsætter i § 7.4, at garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger skal placeres mindst 2,5 m fra skel mod nabo eller sti. Den gældende lokalplan nr. 3029 har en tilsvarende bestemmelse i § 7.2.
Odder Kommune afslog den 27. januar 2016 ansøgningen om lovliggørelse af udhuset, da det er en tilbygning til et allerede lovliggjort udhus og er opført i strid med lokalplanens § 7.2, idet det er placeret umiddelbart op ad skellet. Kommunen begrundede afslaget med ønsket om at bevare områdets åbenhed og anfører, at det er muligt at placere udhuset et andet sted på grunden i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen har desuden oplyst, at en tildækket brændestabel betragtes som en udhuskonstruktion i henhold til bygningsreglementet.
Klager har anført, at der er tale om et brændely, opført i 2002-2003, som er en åben konstruktion uden vinduer og dør, og derfor ikke bør betragtes som et udhus. Klager mener, at kommunen anvender lovgivning med tilbagevirkende kraft, da den nuværende lokalplan anvendes fremfor den, der var gældende ved opførelsen. Klager har desuden påpeget, at der er udbredt praksis i området med lignende konstruktioner i skel, og at et afslag derfor er i strid med lighedsgrundsætningen. Endelig har klager anført, at manglende myndighedstilsyn og indrettelseshensyn bør medføre lovliggørelse, da kommunen angiveligt har været bekendt med brændelyet siden 2004 og en myndighedsperson vejledte klager i år 2000.
Planklagenævnet har behandlet sagen ud fra retlige spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om kommunen har hjemmel til at kræve udhuset fjernet eller flyttet, og om forvaltningsretlige grundsætninger er overholdt.
Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at brændelyet er en udhuskonstruktion. Nævnet konstaterede, at udhuset er placeret umiddelbart op ad skellet, hvilket er i strid med både den dagældende lokalplan nr. 3008 (§ 7.4) og den gældende lokalplan nr. 3029 (§ 7.2), som begge kræver en afstand på mindst 2,5 m fra skel. Det følger af Planlovens § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende.
Nævnet bemærkede, at en kommune efter Planlovens § 19, stk. 1 kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Da Odder Kommune ikke ønskede at dispensere, og da dette er en skønsmæssig afgørelse, kunne Planklagenævnet ikke efterprøve kommunens afslag på dispensation.
Planklagenævnet vurderede, at kommunen har ret til at ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel praksisændring baseret på planlægningsmæssige hensyn. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da kommunen løbende sagsbehandler ulovlige udhuse individuelt og konkret, og der ikke forelå konkrete oplysninger om dispensation i sammenlignelige sager.
Vedrørende indrettelseshensyn og passivitet, som reguleres af Planlovens § 51, stk. 5, fandt nævnet, at kommunen ikke havde udvist passivitet. Det forhold, at kommunen har været i besiddelse af luftfotos, og at klager angiveligt fik vejledning i år 2000, kunne ikke føre til, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager var klar over, at opførelse af udhuse kræver dispensation, men ikke søgte herom. Den forløbne tid siden opførelsen i 2002/2003 blev ikke anset for tilstrækkelig til at begrænse kommunens mulighed for at kræve bebyggelsen lovliggjort.
På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over Odder Kommunes afgørelse af 27. januar 2016 om afslag på lovliggørelse af udhuset. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Sagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, som er omfattet af lokalplan nr. 1005. Afgørelsen blev truffet den 15. april 2020, og ejeren klagede til Planklagenævnet den 12. maj 2020.
Ejendommen er beliggende på A 2, 8300 Odder, og er omfattet af lokalplan nr. 1005, vedtaget den 26. juni 1978. Lokalplanens formål er blandt andet at fastholde bebyggelsens karakter, styre ændringer mod husenes oprindelige udseende, og sikre arealerne nærmest F 1 mod bebyggelse. Lokalplanens § 6.13 fastsætter, at der ikke må opføres bygninger inden for et specifikt område markeret på kortbilag 2, som er forbeholdt haveformål. Udhuset/havepavillonen er placeret inden for dette område, ca. 11 meter fra åen.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.
Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.
Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.
Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.

Kolding Kommune traf den 18. juni 2019 afgørelse om, at opførelse af et sommerhus på ejendommen A 1, 6094 Hejls, var i o...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Gentofte Kommunes afslag på tilladelse til at opføre en udestue. Kla...
Læs mereHøring af ændringer i spildevandsbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om vandindvinding og vandforsyning som følge af lovforslag om håndtering af terrænnært grundvand