Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørelse af udhus i Odder Kommune

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at brændelyet er en udhuskonstruktion. Nævnet konstaterede, at udhuset er placeret umiddelbart op ad skellet, hvilket er i strid med både den dagældende lokalplan nr. 3008 (§ 7.4) og den gældende lokalplan nr. 3029 (§ 7.2), som begge kræver en afstand på mindst 2,5 m fra skel. Det følger af Planlovens § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende.

Kommunens dispensationsadgang

Nævnet bemærkede, at en kommune efter Planlovens § 19, stk. 1 kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Da Odder Kommune ikke ønskede at dispensere, og da dette er en skønsmæssig afgørelse, kunne Planklagenævnet ikke efterprøve kommunens afslag på dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, at kommunen har ret til at ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel praksisændring baseret på planlægningsmæssige hensyn. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da kommunen løbende sagsbehandler ulovlige udhuse individuelt og konkret, og der ikke forelå konkrete oplysninger om dispensation i sammenlignelige sager.

Indrettelseshensyn og passivitet

Vedrørende indrettelseshensyn og passivitet, som reguleres af Planlovens § 51, stk. 5, fandt nævnet, at kommunen ikke havde udvist passivitet. Det forhold, at kommunen har været i besiddelse af luftfotos, og at klager angiveligt fik vejledning i år 2000, kunne ikke føre til, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager var klar over, at opførelse af udhuse kræver dispensation, men ikke søgte herom. Den forløbne tid siden opførelsen i 2002/2003 blev ikke anset for tilstrækkelig til at begrænse kommunens mulighed for at kræve bebyggelsen lovliggjort.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over Odder Kommunes afgørelse af 27. januar 2016 om afslag på lovliggørelse af udhuset. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommunens afgørelse

Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.