Afgørelse om tilladelse til om- og tilbygning af stuehus i Tårnby Kommune

Kommunens supplerende bemærkninger

Kommunen anførte, at ejendommen ikke er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen, og at Lokalplan 69 ikke konkret forholder sig til den omhandlede ejendom. Kommunen forklarede, at den nye ansøgning opstod efter dialog med ejeren for at finde en mindre indgribende lovliggørelsesmåde. Selvom Teknisk Forvaltning oprindeligt ikke kunne anbefale dispensation, vurderede Bygge- og Ejendomsudvalget, at det allerede udførte byggeri var at foretrække frem for alternativerne, og at der derfor kunne meddeles dispensation til det oprindeligt ansøgte projekt.

Kommunen uddybede, at et afslag ville medføre et krav om fysisk lovliggørelse, hvilket ville være et omfattende indgreb. Med henvisning til det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip vurderede kommunen, at de gennemførte forandringer ikke var af en sådan karakter, at de var ødelæggende for ejendommen eller landsbyens oplevelse. Det blev skønnet, at et krav om fysisk lovliggørelse ikke ville stå i et rimeligt forhold til tabet af bevaringsværdi, da huset trods tilbygningen fremtræder harmonisk og ikke er forbygget, og flere detaljer er bevaret.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) har truffet afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket betyder, at nævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter planloven. Dette inkluderer spørgsmålet om, hvorvidt Tårnby Kommune havde hjemmel til at meddele dispensation fra områdets plangrundlag.

Dispensation fra Lokalplan 69

NMK bemærkede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Lokalplan 69 er en bevarende lokalplan, der i § 8.2 indeholder en kompetencenorm, som forbyder ændringer af bebyggelsen uden kommunal tilladelse. Denne tilladelse kan gives, hvis ombygningen sker med respekt for bygningens oprindelige byggeskik, jf. lokalplanens § 9.1.

Efter Planloven § 19, stk. 1, kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser.

NMK vurderede, at formåls- og anvendelsesbestemmelserne i Lokalplan 69 (§§ 1 og 3) ikke var i strid med kommunens tilladelse til den udførte ombygning. Derfor fandt nævnet, at Tårnby Kommune havde hjemmel til at meddele tilladelse efter lokalplanen til ombygningen. Det blev også bemærket, at kommunen havde fulgt dispensationsproceduren i Planloven § 19 og iagttaget bestemmelserne om naboorientering i Planloven § 20.

NMK understregede, at når det ligger inden for kommunens kompetence at tillade om- og tilbygninger, er det kommunens skønsmæssige vurdering, hvorvidt en sådan tilladelse skal gives eller afslås. Resultatet af denne skønsmæssige vurdering kan ikke efterprøves af Natur- og Miljøklagenævnet.

Begrundelseskrav

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og, hvis afgørelsen er baseret på et administrativt skøn, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Den skal også indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

NMK fandt, at kommunens afgørelse levede op til kravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Kommunen havde henvist til de relevante bestemmelser i planloven og lokalplanen (§§ 8.2 og 9.1) og foretaget en konkret vurdering af ændringernes betydning for ejendommens fremtoning, idet de vurderede, at ændringerne var i overensstemmelse med omgivelserne og bygningernes arkitektur og særpræg.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Tårnby Kommunes afgørelse af 30. april 2015 om lovliggørende dispensation til om- og tilbygning af stuehuset.

• Lokalplan nr. 106 § 6.2: Facader skal fremstå i blank mur eller pudset mur. Tegl mod A 2 skal være i røde, rødbrune eller rødblå nuancer. Øvrige teglfacader kan være gule.
• Lokalplan nr. 106 § 6.5: Tagmaterialet skal være rødt tegl, gråsort skifer, zink eller galvaniserede stålplader, hvor der ikke er tagterrasse.
• Lokalplan nr. 106 § 6.6: Boliger skal forsynes med opholdsaltaner, der fremstår som integrerede dele af facaden med et fremspring på højst 1,1 m.
• Lokalplan nr. 106 § 7.2: Der skal etableres én p-plads pr. bolig/lejlighed, og parkering skal etableres i parkeringskælder.

Kommunens afslag og klagerens anbringender

Tårnby Kommune meddelte den 9. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens §§ 6.2, 6.5, 6.6 og 7.2. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, selvom et enfamiliehus i sig selv var tilladt. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser om materialevalg, ydre fremtræden, altan og parkeringskælder skulle overholdes.

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at:

• Det ikke er i strid med lokalplanens formål at dispensere.
• Det ansøgte er umiddelbart tilladt, da byggeri ikke er omfattet af bestemmelserne om etablering af altaner og parkeringskælder.
• Afslaget er i strid med proportionalitetsprincippet.
• Kommunens begrundelse var mangelfuld og ikke konkret eller retningsgivende.