Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation til udstykning i Jammerbugt Kommune

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål.

Dispensationskompetence

Nævnet fastslog, at bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dispositioner, der afviger fra planen, kræver dispensation. En dispensation kan meddeles, hvis den ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny plan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Nævnet var enig med kommunen i, at den ansøgte udstykning ikke var umiddelbart tilladt og krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 1 (grundstørrelse), § 4, stk. 4 (formindskelse af parceller), og § 4, stk. 8 (fælles bebyggelsesplan).

Fortolkning af planprincipper

Nævnet vurderede, at byplanvedtægten ikke indeholdt en egentlig formålsbestemmelse, og at anvendelsesbestemmelserne primært regulerede bygningstyper og antal. Nævnet fandt, at udstykningsbestemmelsen i byplanvedtægtens § 4, i modsætning til kommunens opfattelse, ikke var fremhævet på en sådan særlig måde, at den måtte anses for at være en del af byplanvedtægtens principper. Dette betød, at det lå inden for kommunens dispensationskompetence at meddele dispensation fra bestemmelserne om grundstørrelser.

Hjemvisning af sagen

Da Jammerbugt Kommune havde den fejlagtige opfattelse, at der ikke kunne dispenseres fra byplanvedtægtens § 4, stk. 4, jf. stk. 1, og § 4, stk. 8, havde kommunen ikke foretaget den nødvendige konkrete vurdering af ansøgningen.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede derfor Jammerbugt Kommunes afgørelse af 22. juli 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Kommunen skal nu foretage en konkret vurdering af ansøgningen med henblik på eventuel dispensation.

Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse om at meddele eller give afslag på dispensation er en skønsmæssig afgørelse, som nævnet ikke kan efterprøve. Nævnet understregede dog, at kommunen ved den fornyede behandling skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Nævnet var dog enig med kommunen i, at de af klager nævnte tidligere dispensationer ikke var sammenlignelige sager, da de vedrørte andre delområder i byplanvedtægten.

Kommunens afslag og begrundelse

På trods af nævnets tidligere afgørelse meddelte Hillerød Kommune den 23. oktober 2012 afslag på udstykning af ejendommen i medfør af byplanvedtægtens § 4. Kommunen var indstillet på at tillade udstykning af én parcel på 2.543 m2, men afviste et nyt forslag fra 7. august 2012, der omfattede udstykning af en privat fællesvej og fire parceller (2.603 m2, 2.501 m2, 2.771 m2 og 3.264 m2). Kommunen begrundede afslaget med, at det nye forslag afveg væsentligt fra det tidligere behandlede forslag, og at udstykning af fire smalle, langstrakte parceller ville bryde væsentligt med byplanvedtægtens intentioner om åben og lav bebyggelse med fritliggende parcelhuse og minimumsgrundstørrelsen på 2.400 m2.

Klagers indvendinger

Klager gjorde gældende, at:

• Der ikke var hjemmel i byplanvedtægten til at afvise udstykningsbegæringen, da der ikke var et klart og præcist forbud.
• Afslaget var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da der i området var talrige andre smalle og langstrakte grunde.
• Udstykningen ikke forhindrede bebyggelse med fritliggende parcelhuse i åben og lav bebyggelse.
• Henvisningen til bebyggelsestypen var irrelevant for en udstykningstilladelse.
• Udstykning kunne ske, når blot kravet om 2.400 m2 var opfyldt for de enkelte grunde.

Kommunens yderligere udtalelser

Hillerød Kommune fastholdt i sine udtalelser af 1. februar og 8. marts 2013, at udstykning af fire parceller ville kræve dispensation fra gældende byplanvedtægt. Kommunen erkendte, at sagen drejede sig om udstykning og ikke bebyggelse, men fastholdt, at udstykning af fire smalle og langstrakte parceller ville ændre byplanvedtægtens intentioner væsentligt. Kommunen afviste desuden anklagen om usaglig forskelsbehandling, da de ikke var bekendt med lignende tilladelser til grunde af den foreslåede form.

Lokalrådets holdning

[Lokalrådet] støttede Hillerød Kommunes afslag og fremhævede, at gården var et vartegn for byen, og at dens bygninger indgik som en vigtig del af områdets skønhedsværdi, selvom markerne var fredede, men ikke bygningerne.