Klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes forbud mod tilbygning i sommerhusområde

Nævnet fastslog, at bestemmelser i en kommuneplan, i modsætning til lokalplaner, ikke er umiddelbart bindende for borgere. De skal primært danne grundlag for lokalplanlægningen, som ikke må stride mod kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Dog kan kommunen efter Planlovens § 12, stk. 3 modsætte sig forhold, der er i strid med kommuneplanens rammedel, medmindre området er udlagt til offentligt formål eller omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Nævnet understregede, at kommunen ved nedlæggelse af forbud skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager skal behandles ens. Nævnet vurderede kommunens redegørelse for de 22 sammenlignelige ejendomme:

• For de 2 ejendomme, hvor bebyggelsen var tilladt før kommuneplanrammens vedtagelse, de 10 ejendomme omfattet af lokalplan/byplanvedtægt, og de 3 ejendomme med etageareal under 120 m², ville kommunen ikke have haft hjemmel til at anvende Planlovens § 12, stk. 3. Derfor var kommunens afgørelse i klagerens sag ikke udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til disse.
• For de resterende 7 ejendomme fandt nævnet, at forholdene adskilte sig væsentligt fra klagerens ejendom, og der var derfor heller ikke tale om usaglig forskelsbehandling.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at Ringkøbing-Skjern Kommune havde hjemmel i Planlovens § 12, stk. 3 til at træffe den påklagede afgørelse af 21. juli 2014. Klagen blev derfor ikke imødekommet.

Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.