Afslag på dispensation til tag på udestue – Middelfart Kommune

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Nævnet realitetsbehandlede sagen, da påbudssagen var sat i bero i kommunen.

Lokalplanens bindende virkning og dispensationsmuligheder

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Nævnet bemærkede, at kommunen vurderede, at en dispensation ikke ville være i strid med planens principper, men at det var kommunens skønsmæssige vurdering, om dispensation skulle gives, og denne vurdering kunne nævnet ikke efterprøve.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Nævnet vurderede, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat. Nævnet gennemgik de af klager fremhævede ejendomme:

• Ejendom nr. 6: Nævnet fandt, at der var tale om eksisterende lovlig brug fra tiden før vedtagelsen af lokalplan nr. 62, og at lokalplanens retsvirkninger alene vedrører fremtidige dispositioner. Der var derfor ikke tale om usaglig forskelsbehandling.
• Ejendom nr. 8: Nævnet lagde til grund, at kommunen ville følge op på forholdet vedrørende skuret. På dette grundlag fandt nævnet ikke, at der var foretaget en usaglig forskelsbehandling i relation til denne ejendom.
• Ejendom nr. 12: Nævnet fandt, at de forskellige resultater var begrundet i et planlægningsmæssigt relevant hensyn. Kommunen havde lagt vægt på, at bygningen i nr. 12 tjente som forbindelsesled mellem to bygninger, var af begrænset størrelse, og at en del af glastaget var skærmet af tagudhæng. Klagerens udestue blev derimod anset for at have en selvstændig funktion, være en væsentlig større bygning med eget tagudtryk og fremstå som en selvstændig tilbygning. Nævnet fandt derfor ikke, at de to sager var sammenlignelige, og kommunens afslag var ikke udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen over Middelfart Kommunes afgørelse af 24. september 2012 om afslag på dispensation til at etablere et tag på udestue, der primært består af andet end tegl eller strå.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at sikre byfornyelse i overensstemmelse med bevaringsretningslinjer og at ny bebyggelse opføres i harmoni med den eksisterende. Specifikke bestemmelser i lokalplanens § 7 fastsætter:

• § 7.1.4: Udvendige bygningssider, herunder tage, må kun fremtræde i materialernes naturfarver eller farver dannet af hvidt, sort eller jordfarverne, medmindre andet godkendes af byrådet.
• § 7.1.5: Tage på facadebebyggelsen skal dækkes med rødt tegl, skifer eller kunstskifer.
• § 7.3.2: Vinduer mod A 1 skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse med traditionel profilering og spinkel opsprosning.
• § 7.3.3: Nye gadedøre og portfløje skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse udformes som traditionelle fyldningsdøre eller flammerede fløje.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Lolland Kommune afslog dispensationen med den begrundelse, at de ansøgte plastikvinduer var i strid med lokalplanens § 7.3.2. Kommunen mente, at lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1.2), som henviser til et kommuneplantillæg fra 1992 om by- og bygningsbevaring, gjorde, at trævinduer måtte anses som en del af planens principper, hvorfra der ikke kunne dispenseres. For gadedøren (plastik med tre store glaspartier) og de sorte tagsten (i strid med § 7.1.4 og § 7.1.5) vurderede kommunen, at en dispensation ville ændre områdets karakter og danne præcedens, da de afveg fra bygningens oprindelige arkitektur og områdets historiske træk. Kommunen oplyste, at klageren havde modtaget et orienteringsbrev om bygningens bevaringsstatus i 2016. Vedrørende lighedsgrundsætningen oplyste kommunen, at de ville undersøge de af klageren nævnte overtrædelser på andre ejendomme og behandlede sager efter lighedsprincippet.