Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til enfamilieshus i Esbjerg Kommune

Kommunen oplyste, at der var tale om et erstatningsbyggeri på en ejendom, hvor den tidligere beboelsesbygning fra 1910 for nylig var nedrevet. Kommunen mente, at huset ville indgå i en sammenhængende bebyggelse inden for landsbyafgrænsningen og ikke ville adskille sig fra den øvrige bebyggelse langs vejen. Kommunen fremhævede, at den havde foretaget en konkret vurdering af sagen i forhold til planlægningsmæssige og landskabelige hensyn. Vedrørende kystnærhedszonen anførte kommunen, at den aktuelle sag kunne rummes inden for den eksisterende planlægning, og at det ansøgte ikke ville ligge i første række ud mod kysten. Kommunen afviste sammenligningen med de af klageren nævnte afgørelser, da disse ejendomme ikke var beliggende inden for en landsbyafgrænsning og var omfattet af et andet plangrundlag.

Planklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus på ejendommen. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Planklagenævnets Kompetence og Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at de af klageren nævnte sammenlignelige sager ikke var relevante, da de omhandlede ejendomme var omfattet af et andet plangrundlag (Grønt Danmarkskort) og ikke lå inden for en landsbyafgrænsning. Derfor fandt nævnet ikke, at kommunens tilladelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Generelt om Landzonetilladelser

Efter Planloven § 35, stk. 1 kræver ny bebyggelse i landzone tilladelse fra kommunen. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn. Praksis er restriktiv for spredt bebyggelse, men i landsbyer kan der normalt meddeles tilladelse i overensstemmelse med kommuneplanen. Normalt gives der også landzonetilladelse til opførelse af et nyt helårshus til erstatning for et ældre, nedrevet helårshus, forudsat at det eksisterende hus ikke var en ruin. Arkitektonisk censur kommer normalt kun i betragtning i særligt beskyttede landskabsområder.

Landzonetilladelse i Kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen skal søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed. Landzonetilladelse må kun gives, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser skal tillægges særlig betydning.

Planklagenævnets Vurdering

Planklagenævnet lagde vægt på, at det ansøgte enfamilieshus skulle opføres inden for landsbyafgrænsningen for Sjelborg by, mellem eksisterende beboelsesbygninger og på en grund, hvor der tidligere havde ligget et enfamilieshus. Nævnet fandt, at dette var i overensstemmelse med de planlægningsmæssige interesser i området, selvom ejendommen ligger inden for kystnærhedszonen og er omfattet af udpegninger i kommuneplanen.

Vedrørende placeringen fandt nævnet, at den var acceptabel, da det tidligere enfamilieshus havde næsten samme placering, og en del af den omkringliggende bebyggelse også er trukket tilbage fra vejen. Placeringen blev anset for tilstrækkeligt indpasset i forhold til den eksisterende bebyggelse. For så vidt angår husets udformning bemærkede nævnet, at kommuneplanen tillader bebyggelse i to etager i rammeområdet, og at området ikke er udpeget som beskyttelsesværdigt med krav om tilpasning af byggeri til landskabet. Derfor fandt nævnet ikke grundlag for at stille krav om en bestemt arkitektonisk udformning.

Afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse af 25. januar 2018. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke afviste sagen, klagen ikke blev tilbagekaldt, og nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Ansøgningen og kommunens afgørelse

Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.

Klagen og bemærkninger

En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.