Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om påbud om fraflytning af campingplads

Sagen omhandler et påbud fra Silkeborg Kommune om fraflytning af en campingplads på ejendommen [adresse1], 7362 Hampen. Påbuddet blev udstedt den 20. marts 2014 med en oprindelig frist for fraflytning den 1. maj 2014. Ejendommen er udlagt til rekreativt område og campingplads i kommuneplanen.

Baggrund for påbuddet

Silkeborg Kommune blev opmærksom på sagen efter en anmeldelse fra en advokat, der undrede sig over, at der var taget bopæl på campingpladsen. Det blev konstateret, at brugeren havde haft fast bopæl på campingpladsen siden den 1. juli 2012. Kommunen kontaktede ejeren den 18. september 2013, som bekræftede, at brugeren boede der og var tilmeldt folkeregistret, hvilket ejeren havde godkendt.

Kommunen varslede påbud om fraflytning den 26. november 2013. Begrundelsen for påbuddet var, at permanent ophold på en campingplads kræver en landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, da en campingplads er beregnet til ferieformål. Der var ikke ansøgt om eller meddelt en sådan tilladelse. Kommunen præciserede, at folkeregistret alene registrerer bopæl og ikke forholder sig til lovligheden af adressen i forhold til planlovgivningen.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Brugeren af ejendommen påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. Klager anførte, at påbuddet om fraflytning ikke var retfærdigt, og at der var foregået flere detaljer i sagen på en forkert måde. Silkeborg Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at flere personer ulovligt boede på campingpladsen, og at kommunen arbejdede på at bringe forholdene i orden. Kommunen fandt det uheldigt, at folkeregistret tillader registrering af bopæl på adresser, der ikke er godkendt til beboelse i henhold til planloven og campingreglementet.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Silkeborg Kommunes påbud om fraflytning af campingpladsen. Kommunens afgørelse af 20. marts 2014 står derfor ved magt.

Nævnets vurdering

Nævnet vurderede sagen som tilsynsmyndighed efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket omfatter retlige spørgsmål, herunder om der er tale om ulovlig beboelse, og om påbuddet er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Det blev fastslået, at permanent beboelse på en campingplads i landzone kræver en landzonetilladelse fra kommunen i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Da en sådan tilladelse ikke var ansøgt om eller meddelt, var der tale om et ulovligt forhold.

Nævnet henviste til Planlovens § 51, stk. 5, som pålægger tilsynsmyndigheden at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. Desuden blev det fremhævet, at pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom, og hvis forholdet består i ulovlig brug, påhviler pligten tillige brugeren, jf. . Nævnet bemærkede også, at begrænser udlejning af campinghytter og ophold for samme campist.