Hjemvisning af afslag på landzonetilladelse til enfamiliehus grundet manglende konkret vurdering

Klager anførte, at kommunens kotemål var interpolerede og ikke retvisende for det naturlige terræn, og at kommunens krav ville medføre, at terrænet omkring fundamentet ikke kunne reetableres i henhold til naturbeskyttelsesloven. Klager bestred også kommunens opfattelse af kælderen som ikke-erhvervsmæssig. Kommunen fastholdt, at der var uoverensstemmelser i ansøgningsmaterialet, og at den ikke kunne meddele landzonetilladelse på det foreliggende grundlag. Kommunen henviste til Bygningsreglement 2010 (BR10), punkt B1.1.3, stk. 3, nr. 1, vedrørende terræn under loft i kælder.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) har truffet afgørelse i sagen om Syddjurs Kommunes afslag på landzonetilladelse til opførelse af et énfamilieshus.

Nævnets vurdering

NMK lagde til grund, at kommunen tidligere havde meddelt afslag på landzonetilladelse til opførelse og udstykning af to boliger, en sag der blev hjemvist af Retten i Randers. Endvidere lagde nævnet til grund, at kommunen i november 2012 havde meddelt landzonetilladelse til udstykning af ejendommen i en erhvervsdel (delnr. 1) og en boligdel (delnr. 2).

Nærværende sag vedrører specifikt ansøgningen om opførelse af et énfamilieshus på delnr. 2. Klagepunkter vedrørende tidligere domme, fortolkning heraf og kommunens tidligere afgørelser på ejendommen blev ikke behandlet af nævnet, da de ikke vedrørte den konkrete, påklagede afgørelse. Klagepunkter vedrørende strandbeskyttelseslinjen blev heller ikke behandlet, da Naturstyrelsen er førsteinstansmyndighed på dette område, og der ikke forelå en afgørelse fra dem.

Kommunen havde begrundet afslaget med uoverensstemmelser mellem koterne på tegningerne og opmålingerne, hvilket forhindrede en landskabelig vurdering af projektet.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at kommunen ikke alene kan meddele afslag med denne begrundelse, da det forhindrer en konkret vurdering af det ansøgte i forhold til landzonebestemmelserne.

På baggrund heraf hjemviste Natur- og Miljøklagenævnet Syddjurs Kommunes afgørelse af 15. oktober 2013 om afslag på landzonetilladelse til opførelse af et énfamilieshus på 250 m2 med kælder og mellembygning på 30 m2 til fornyet behandling.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommunens Afgørelse og Klager

Vordingborg Kommune gav den 19. marts 2018 landzonetilladelse til det ansøgte efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen lå inden for et boligområde i kommuneplanen, at byggeriet og terrænreguleringen skulle ske uden for strandbeskyttelseslinjen, og at huset ville passe ind i byens struktur. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var nødvendig for klimasikring og ikke ville medføre urimelige gener for naboer.

Tre beboere i området klagede over kommunens afgørelse. Klagerne anførte blandt andet, at grunden ikke var egnet til bebyggelse, at der ikke var byggeret på grunden, at den tinglyste deklaration forhindrede byggeri, at der var foretaget ulovlig terrænregulering, og at byggeriet ville medføre urimelige gener og ødelægge kystlinjen. Kommunen afviste klagepunkterne og henviste til, at deklarationen ikke længere var relevant, og at Kystdirektoratet havde vurderet, at byggeriet ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Planklagenævnet ændrede den 4. december 2019 kommunens tilladelse til et afslag. Et flertal fandt, at tilladelsen ville være i strid med landzonebestemmelserne, da den landskabelige påvirkning ville være væsentlig på grund af terrænreguleringen og husets udformning, som ikke ville passe ind i rækken af ældre villaer. Nævnet vurderede, at byggeriet ikke var af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, og at arealet var udpeget som lavbundsareal, hvor byggeri bør undgås. Mindretallet fandt derimod, at tilladelsen kunne gives, da byggeriet var indpasset i husrækken, og kommunen havde foretaget planlægningsmæssige overvejelser i kommuneplanen.

Retten i Nykøbing Falster hjemviste sagen til fornyet behandling, idet retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med mangler. Retten lagde til grund, at ejendommen ligger i et tæt bebygget område i Præstø by, og at byggeriet ikke ville være uforeneligt med planlovens hovedformål. Retten vurderede, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, og at de planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ikke ville blive tilsidesat, jf. Planlovens § 35, stk. 3.