Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til ændring af anvendelse fra erhverv til bolig

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at en ændring af anvendelse fra erhverv til bolig er en planlægningsmæssig relevant ændring i forhold til lokalplanens § 9, stk. 3, litra a, da bestemmelsen skelner mellem friareal for erhverv og bolig. Da der ikke etableres tilstrækkeligt friareal i forbindelse med konverteringen (der mangler 34,1 m2), er forholdet i strid med lokalplanen og kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 9, stk. 3, litra a, om fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer, udgør en del af lokalplanens principper. En dispensation fra denne bestemmelse ville derfor være i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Nævnet fandt desuden, at den ansøgte fravigelse ikke udgjorde en "meget begrænset fravigelse", som i visse tilfælde kan dispenseres fra. Kommunen havde derfor ikke hjemmel til at dispensere.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet anførte, at selvom kommunen tidligere måtte have givet dispensationer i lignende sager, kan dette ikke give klageren krav på en dispensation, der er i strid med Planloven § 19.

Konkret vurdering og begrundelse

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Kommunen havde anført, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen og henvist til Planloven § 19 samt lokalplanens § 9, stk. 3, litra a. Da kommunen ikke havde adgang til at dispensere, var begrundelseskravet mindre, idet der ikke skulle foretages en skønsmæssig afvejning, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Proportionalitetsprincippet

Planklagenævnet afviste også klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Da kommunen ikke lovligt kunne dispensere til den ansøgte anvendelsesændring, jf. Planloven § 19, var afslaget på dispensation ikke i strid med proportionalitetsprincippet.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

• Lokalplan nr. 106 § 6.2: Facader skal fremstå i blank mur eller pudset mur. Tegl mod A 2 skal være i røde, rødbrune eller rødblå nuancer. Øvrige teglfacader kan være gule.
• Lokalplan nr. 106 § 6.5: Tagmaterialet skal være rødt tegl, gråsort skifer, zink eller galvaniserede stålplader, hvor der ikke er tagterrasse.
• Lokalplan nr. 106 § 6.6: Boliger skal forsynes med opholdsaltaner, der fremstår som integrerede dele af facaden med et fremspring på højst 1,1 m.
• Lokalplan nr. 106 § 7.2: Der skal etableres én p-plads pr. bolig/lejlighed, og parkering skal etableres i parkeringskælder.

Kommunens afslag og klagerens anbringender

Tårnby Kommune meddelte den 9. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens §§ 6.2, 6.5, 6.6 og 7.2. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, selvom et enfamiliehus i sig selv var tilladt. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser om materialevalg, ydre fremtræden, altan og parkeringskælder skulle overholdes.

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at:

• Det ikke er i strid med lokalplanens formål at dispensere.
• Det ansøgte er umiddelbart tilladt, da byggeri ikke er omfattet af bestemmelserne om etablering af altaner og parkeringskælder.
• Afslaget er i strid med proportionalitetsprincippet.
• Kommunens begrundelse var mangelfuld og ikke konkret eller retningsgivende.