Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opstilling af madvogn i Dragør

Planklagenævnets vurdering af dispensation

Planklagenævnet fastslog, at madvognen, selvom den er transportabel, må sidestilles med bebyggelse i planlægningsmæssig sammenhæng, jf. Byggelovens § 2, stk. 2 og Byggelovens § 2, stk. 3. Da madvognen ikke falder ind under de typer af ny bebyggelse, der er tilladt i lokalplanens § 3.3 (udhuse, carporte, garager, genopførelse eller mindre udvidelser), og da den medfører en overskridelse af den tilladte bebyggelsesprocent i § 6.1, kræver opstillingen dispensation. Desuden er madvognen i strid med lokalplanens bestemmelser om ydre fremtræden i §§ 6.6, 6.7, 7.4, 7.6 og 7.9.

Mulighed for dispensation og kommunens skøn

Planklagenævnet vurderede, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanens §§ 3.3, 6.1, 6.6, 6.7, 7.4, 7.6 og 7.9 ikke udgør en del af planens principper. Dette betyder, at det ikke er i strid med principperne i planen at dispensere fra disse bestemmelser, og kommunen har derfor mulighed for at give dispensation efter en konkret vurdering, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet bemærkede, at selvom kommunen fejlagtigt havde anført, at dispensation ville være i strid med planens principper, havde kommunen foretaget en konkret skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kan kun efterprøve retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Da kommunens afslag på dispensation var baseret på en skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere, og ikke på en forkert retsopfattelse af muligheden for at dispensere fra planens principper, kunne nævnet ikke tilsidesætte kommunens afgørelse. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Forløbet før kommunens afgørelse

Ansøgeren søgte den 10. januar 2020 om midlertidig tilladelse til at opstille en ”shelta” på næsten 20 m². Ansøgningen beskrev ”sheltaen” som en luksus-shelter, lukket og indrettet med opholdsrum/køkken, sovealkove, bad og toilet med indlagt vand, varme og el. Den var tiltænkt primært som udstilling, men også delvist til udlån/udlejning. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2020 at meddele en 3-årig dispensation.

Kommunens afgørelse

Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 17. marts 2020 midlertidig dispensation til opstilling af ”luksusshelteren”. Kommunen bemærkede, at byggeriet krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 2, da delområde II skal fremstå som ubebyggede naturarealer. Kommunen henviste til, at der i henhold til Planloven § 19 kun kan dispenseres midlertidigt fra en lokalplans principper, og dispensationen blev derfor tidsbegrænset til 3 år. Et vilkår for dispensationen var, at der ikke måtte opsættes hegn omkring shelteren. Kommunen vurderede, at shelteren ikke ville ændre områdets karakter eller hindre den tiltænkte anvendelse.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren fastholdt, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende CVR-nummer for adressaten (V 1), hvilket gjorde det uklart, hvem ansvaret påhvilede. Kommunen svarede, at tilladelsen var meddelt V 1, en underafdeling af V 2, og at selskabsnavnet var tilstrækkeligt. Klageren anførte desuden, at bygningen var i strid med lokalplanen, da den var en lukket bygning og ikke en shelter, og at den reelt var et sommerhus, hvis erhvervsmæssige udlejning krævede tilladelse fra Naturstyrelsen. Kommunen henviste til den seneste ændring af planloven, som giver mulighed for midlertidig dispensation, selvom den er i strid med lokalplanens principper, og bemærkede, at shelteren var opført uden fast sokkel og kunne fjernes efter 3 år.