Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Dragør Kommune afslog den 8. december 2020 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 42, Bevarende lokalplan for St. Magleby landsby, til opstilling af en madvogn på en ejendom i Dragør. Afslaget blev begrundet med, at madvognen var i strid med flere bestemmelser i lokalplanen. Grundejeren og lejeren af madvognen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.
Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål:
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 42, Bevarende lokalplan for St. Magleby landsby, og ligger i delområde A1. Lokalplanens formål er blandt andet at bevare landsbyens helhedspræg og bevaringsværdige bebyggelse, samt at nybyggeri og tilbygninger skal afspejle tiden med hensyntagen til det bebyggelsesmæssige helhedspræg.
Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser, som madvognen blev vurderet i forhold til:
Kommunen begrundede afslaget med, at madvognen, en hvid salgsvogn på hjul på ca. 12 m² med fladt tag og betjeningsluge, var en fritliggende ny erhvervsbygning. Den medførte yderligere overbebyggelse af ejendommen (bebyggelsesprocent på 27,1 mod tilladte 20) og var ikke tilpasset lokalplanens bestemmelser for omfang og ydre fremtræden. Kommunen vurderede, at madvognens udtryk stred væsentligt mod de bevaringsværdier, lokalplanen søgte at fastholde, og at den ikke understøttede lokalplanens formål. Kommunen mente desuden, at nogle af de bestemmelser, der skulle dispenseres fra, var en del af planens principper, hvilket begrænsede muligheden for dispensation til kun at være midlertidig.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Dragør Kommunes afgørelse om afslag på dispensation forbliver gældende.
Planklagenævnet fastslog, at madvognen, selvom den er transportabel, må sidestilles med bebyggelse i planlægningsmæssig sammenhæng, jf. Byggelovens § 2, stk. 2 og Byggelovens § 2, stk. 3. Da madvognen ikke falder ind under de typer af ny bebyggelse, der er tilladt i lokalplanens § 3.3 (udhuse, carporte, garager, genopførelse eller mindre udvidelser), og da den medfører en overskridelse af den tilladte bebyggelsesprocent i § 6.1, kræver opstillingen dispensation. Desuden er madvognen i strid med lokalplanens bestemmelser om ydre fremtræden i §§ 6.6, 6.7, 7.4, 7.6 og 7.9.
Planklagenævnet vurderede, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanens §§ 3.3, 6.1, 6.6, 6.7, 7.4, 7.6 og 7.9 ikke udgør en del af planens principper. Dette betyder, at det ikke er i strid med principperne i planen at dispensere fra disse bestemmelser, og kommunen har derfor mulighed for at give dispensation efter en konkret vurdering, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet bemærkede, at selvom kommunen fejlagtigt havde anført, at dispensation ville være i strid med planens principper, havde kommunen foretaget en konkret skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere.
Planklagenævnet kan kun efterprøve retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Da kommunens afslag på dispensation var baseret på en skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere, og ikke på en forkert retsopfattelse af muligheden for at dispensere fra planens principper, kunne nævnet ikke tilsidesætte kommunens afgørelse. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Sagen omhandler Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 17. marts 2020 om midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 363, Mamrelund-området, til opstilling af en bygning betegnet ”shelta” på en ejendom i Hvide Sande. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.
Klageren anførte primært, at dispensationen var ugyldig, da det ikke fremgik klart, hvem den var meddelt til (en forening, privatperson eller selskab), og at der reelt var tale om et mindre sommerhus og ikke en shelter, hvilket var i strid med lokalplanen.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 363, Mamrelund-området, vedtaget den 1. april 2014. Lokalplanens formål er at sikre anvendelse til sejlende og fastliggende husbåde samt at dele af området fremstår som ubebyggede naturarealer. Delområde II, hvor ejendommen ligger, skal ifølge lokalplanens fremstå som ubebyggede naturarealer, men kan dog anvendes til mindre bygninger som shelters, toiletbygninger, skure o.lign. Lokalplanens fastsætter, at området ikke må bebygges yderligere, men at mindre bebyggelse som shelters, skure o.lign. kan etableres, når de enkeltvis har et grundareal på maks. 20 m² og en højde på maks. 5 m. Det samlede grundareal inden for delområde II må ikke overstige 150 m².
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.
Ansøgeren søgte den 10. januar 2020 om midlertidig tilladelse til at opstille en ”shelta” på næsten 20 m². Ansøgningen beskrev ”sheltaen” som en luksus-shelter, lukket og indrettet med opholdsrum/køkken, sovealkove, bad og toilet med indlagt vand, varme og el. Den var tiltænkt primært som udstilling, men også delvist til udlån/udlejning. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2020 at meddele en 3-årig dispensation.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 17. marts 2020 midlertidig dispensation til opstilling af ”luksusshelteren”. Kommunen bemærkede, at byggeriet krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 2, da delområde II skal fremstå som ubebyggede naturarealer. Kommunen henviste til, at der i henhold til Planloven § 19 kun kan dispenseres midlertidigt fra en lokalplans principper, og dispensationen blev derfor tidsbegrænset til 3 år. Et vilkår for dispensationen var, at der ikke måtte opsættes hegn omkring shelteren. Kommunen vurderede, at shelteren ikke ville ændre områdets karakter eller hindre den tiltænkte anvendelse.
Klageren fastholdt, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende CVR-nummer for adressaten (V 1), hvilket gjorde det uklart, hvem ansvaret påhvilede. Kommunen svarede, at tilladelsen var meddelt V 1, en underafdeling af V 2, og at selskabsnavnet var tilstrækkeligt. Klageren anførte desuden, at bygningen var i strid med lokalplanen, da den var en lukket bygning og ikke en shelter, og at den reelt var et sommerhus, hvis erhvervsmæssige udlejning krævede tilladelse fra Naturstyrelsen. Kommunen henviste til den seneste ændring af planloven, som giver mulighed for midlertidig dispensation, selvom den er i strid med lokalplanens principper, og bemærkede, at shelteren var opført uden fast sokkel og kunne fjernes efter 3 år.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over [by1] Kommunes dispensationer til etablering af en flåde med fiskema...
Læs mere
Sagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, ...
Læs mere