Klage over dispensation til opførelse af carport med redskabsskur i Blokhus

• Lokalplanens § 4, stk. 8 – antallet af udhuse: Da der allerede var et integreret udhus i boligen, ville opførelsen af et yderligere udhus i forbindelse med carporten medføre to udhuse. Dette er i strid med lokalplanens § 4, stk. 8, 1. pkt., og kræver derfor dispensation.
• Lokalplanens § 4, stk. 8 – udhusets afstand til naboskel: Bestemmelsen omfatter både fritliggende og sammenbyggede udhuse. Nævnet fandt, at denne del af bestemmelsen er en dispensationsbestemmelse, og placering af udhuset i naboskel kræver derfor tilladelse/dispensation.
• Lokalplanens § 4, stk. 10 – afstand til naboskel for carport: For carporte af type 2 er der ingen bestemmelser i lokalplanens § 4, stk. 10, om afstand til naboskel. Nævnet fandt derfor, at placeringen af carporten i naboskel er umiddelbart tilladt efter denne bestemmelse og kræver ikke dispensation. Kommunens dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 10, var dermed unødvendig.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 8, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet fandt, at lokalplanens § 4, stk. 8, 1. pkt. (antal udhuse), ikke er en del af planens principper, da det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse uden henvisning i formålsbestemmelsen. Lokalplanens § 4, stk. 8, sidste pkt. (placering i skel), er en dispensationsbestemmelse, og en dispensation herfra er ikke i strid med planens principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 8.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens skønsmæssige vurdering skal være baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen havde lagt vægt på, at projektet indordnede sig den harmoniske helhed og visuelle sammenhæng med de øvrige boligenheder. Planklagenævnet fandt, at dette var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn og kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af områdets karakter og ensartethed.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet ophævede den del af Jammerbugt Kommunes afgørelse, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 10, da denne dispensation var unødvendig. For den resterende del af klagen kunne Planklagenævnet ikke give medhold, hvilket betyder, at kommunens afgørelse om dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 8, står ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Kommunens afgørelse

Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.