Stadfæstelse af dispensation til øget bygningshøjde, etageantal og terrænregulering i Fredericia

Kommunens vurdering og dispensationens hjemmel

Kommunen vurderede, at byggeriet ikke ville ændre på områdets karakter. Man lagde vægt på, at et hus med saddeltag i 8,5 meters højde ville fremstå mindre voldsomt end et fladt tag i 6 meters højde. Planklagenævnet konstaterede, at forholdet er i strid med Planloven § 18, da det ikke er umiddelbart tilladt. Nævnet vurderede dog, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation efter Planloven § 19, da de overskredne bestemmelser er af bebyggelsesregulerende karakter og ikke udgør en del af planens uomgængelige principper.

Beslutningsgrundlag og officialprincippet

Klagerne anførte, at kommunen manglede visualiseringer og præcise koter. Nævnet fandt dog, at officialprincippet var overholdt, da kommunen var i besiddelse af situationsplaner, snittegninger og koteangivelser. Nævnet udtalte i den forbindelse:

"Nævnet finder ikke grund til at antage, at kommunen ville have vurderet sagen på en anden måde, hvis kommunen havde været i besiddelse af yderligere oplysninger i sagen."

Partshøring og naboorientering

Et centralt punkt i klagen var manglende partshøring efter Forvaltningsloven § 19. Planklagenævnet foretog en konkret vurdering af indbliksgener og afstande. Nævnet fandt, at naboerne ikke havde status som parter, da de primære opholdsarealer (haver mod øst) var afskærmet, og indblikket primært skete mod parkeringsarealer. Da naboerne ikke var væsentligt og individuelt berørte i forvaltningsretlig forstand, var der ikke pligt til partshøring. Kommunen havde desuden overholdt reglerne i Planloven § 20 ved at gennemføre en naboorientering, hvor klagernes indsigelser blev inddraget i et særskilt notat.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Nævnet fastslog, at de meddelte dispensationer ikke var i strid med lokalplanens principper, og at Fredericia Kommune havde hjemmel til at træffe afgørelsen. Nævnet fandt endvidere, at beslutningsgrundlaget var tilstrækkeligt, og at reglerne om naboorientering var overholdt, mens betingelserne for partshøring ikke var opfyldt for de pågældende naboer. Kommunens afgørelse om dispensation blev dermed opretholdt.

Terrænforhold og bygningshøjde

Kommunen oplyste, at bygningshøjden i projektet var angivet fra tagryg til terræn, med 8,883 meter mod vejen og 8,362 meter mod haven. Terrænet på grunden falder ca. 1,00 meter fra baghaven til forhaven, og ejendommen har en høj, delvist frilagt kælder mod vejen. Kommunen havde ikke indlagt et niveauplan, men baserede sin sagsbehandling og helhedsvurdering på ansøgers oplysninger.

Bygherrens perspektiv

Ejeren af den omhandlede ejendom oplyste, at det tidligt stod klart, at byggeriet med en almindelig 45-graders taghældning ville overstige den maksimale bygningshøjde i den ene ende på grund af det skrånende terræn. Ejeren ønskede ikke dispensation og sendte en forespørgsel til kommunen. Selvom byggefirmaet havde formuleret ansøgningen som en ansøgning om dispensation, opfattede ejeren kommunens byggetilladelse som en bekræftelse på, at byggeriet kunne holdes inden for lokalplanens bestemmelser uden dispensation.