Planklagenævnets afgørelse om dispensation til fjernelse af skodder og påbud om lovliggørelse

I denne sag behandlede Planklagenævnet to hovedspørgsmål:

• Om fjernelsen af skodderne er umiddelbart tilladt efter Planlovens § 18 eller kræver dispensation fra lokalplanens §§ 8.28 og 8.33.
• Om reglerne om partshøring i form af et varsel er overholdt i forbindelse med påbuddet.

Planklagenævnet har behandlet sagen og truffet følgende afgørelse:

Krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 8.28 er en dispensationsbestemmelse i henhold til Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. Dette betyder, at den ansøgte ændring af bygningens facade ved fjernelse af skodderne kræver tilladelse eller dispensation fra lokalplanen. Nævnet bemærkede, at selve afgørelsen om afslag på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Ugyldigt påbud om lovliggørelse

Kommunen havde i sin afgørelse anført, at facadeændringen skulle tilbageføres inden 6 måneder. Planklagenævnet fandt, at denne formulering havde karakter af et påbud om fysisk lovliggørelse af fjernelsen af skodderne, uanset kommunens hensigt.

Det følger af praksis, at et påbud først kan meddeles, når kommunen har foretaget en partshøring i form af et varsel om det påtænkte påbud. Varslet skal give parten en rimelig frist til at komme med bemærkninger og skal have den fornødne klarhed, så modtageren kan komme med relevante bemærkninger til påbuddet. Dette inkluderer oplysning om lovgrundlag og konkrete detaljer om påbuddet, såsom frist for gennemførelse og lovliggørelsesmetode. Et påbud skal desuden formuleres så præcist, at det står klart for adressaten, hvad der skal gøres eller undlades, da manglende efterkommelse er strafbelagt efter Planlovens § 64, stk. 1, nr. 4.

Planklagenævnet konstaterede, at kommunens brev af 17. oktober 2022, hvoraf det fremgik, at fjernelsen af skodderne var i strid med lokalplanen, ikke opfyldte kravene til varsling og partshøring. Kommunen havde ikke oplyst, at brevet var et varsel om et påbud om lovliggørelse, og det fremgik heller ikke, på hvilket lovgrundlag påbuddet kunne forventes udstedt, eller hvad påbuddet konkret ville indeholde.

Den manglende partshøring og varsling af påbuddet udgjorde en væsentlig retlig mangel, og påbuddet blev derfor erklæret ugyldigt.

Konklusion

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Esbjerg Kommunes afslag på dispensation fra lokalplanen til fjernelse af skodderne. Denne del af kommunens afgørelse står derfor ved magt.

Planklagenævnet ophævede derimod kommunens påbud om fysisk lovliggørelse på grund af manglende varsling. Dette betyder, at påbuddet ikke længere er gældende.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Kommunens påbud og klagerens argumentation

Den 19. juni 2020 udstedte kommunen et påbud om fysisk lovliggørelse, da den vurderede, at skuret var i strid med lokalplanens bestemmelser. Kommunen mente ikke, at et skur kunne betragtes som "haveformål", og at bebyggelse på støjvolden var forbudt.

Klageren anførte, at:

• Skuret var umiddelbart tilladt, da begrebet "haveformål" var uklart defineret i lokalplanen.
• Der var skabt berettigede forventninger med den udstedte byggetilladelse, hvor skurets placering fremgik af ansøgningsmaterialet.
• Et krav om nedrivning var i strid med proportionalitetsprincippet og ville medføre et betydeligt værdispild.