Planklagenævnets afgørelse om anvendelse af lejemål i strid med lokalplan

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller krav om dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 3, stk. 1, fastsætter, at området kun må anvendes til administration, liberale erhverv m.v. samt andre virksomheder, der ikke medfører væsentlige ulemper og naturligt hører hjemme i området. Planklagenævnet definerede "liberalt erhverv" som selvstændige, ofte rådgivende virksomheder, der sælger tjenesteydelser (f.eks. advokater, læger, revisorer), og fandt, at en malerbutik ikke falder ind under denne kategori.

Nævnet vurderede endvidere, at lokalplanens formulering om "andre virksomheder, der efter magistratens skøn ikke i mere end ubetydelig grad kan medføre luftforurening, støjforurening eller andre ulemper, og som efter magistratens skøn naturligt hører hjemme i området" udgjorde en dispensationsbestemmelse. Denne bestemmelse blev dog fundet retligt uvirksom, da den var for bredt formuleret til, at borgere kunne forudse, hvilken anvendelse der ville kunne tillades.

På denne baggrund fastslog Planklagenævnet, at anvendelsen til butik var i strid med lokalplanens § 3, stk. 1, og derfor krævede dispensation i henhold til Planloven § 19. Da lokalplanens § 3 er en del af planens anvendelsesbestemmelser, og den ansøgte anvendelse ikke lå tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse, ville en dispensation være i strid med planens principper. Kommunens afslag på dispensation havde således hjemmel i lokalplanen og planloven.

Vurdering af annullation af tidligere afgørelse

Kommunens afgørelse af 23. august 2022 udgjorde en annullation af den begunstigende afgørelse af 11. marts 2022. Planklagenævnet bemærkede, at en myndighed normalt har pligt til at annullere en afgørelse, der lider af en væsentlig retlig mangel, medmindre der er stærke modstridende hensyn. Da den oprindelige afgørelse af 11. marts 2022 led af en hjemmelsmangel (anvendelse til butik var i strid med lokalplanen), var den ugyldig.

Nævnet fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne føre til opretholdelse af den ugyldige afgørelse. Nævnet lagde særligt vægt på, at der var tale om en hjemmelsmangel, og at kommunen allerede den 21. april 2022 – cirka seks uger efter den oprindelige afgørelse – telefonisk orienterede klagerens repræsentant om, at lejemålet ikke måtte anvendes til butik. Dette betød, at klageren hurtigt blev informeret om fejlen, hvilket mindskede grundlaget for berettigede forventninger.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 20. marts 2020 med følgende hovedanbringender:

• En flytning af interne vægge udgør ikke en ændring i forhold til lokalplanens § 5.2.
• Den nuværende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil, da der ikke etableres nye butikker, men blot ændres på eksisterende.

Kommunen fastholdt, at ændringer af eksisterende forhold skal følge gældende lovgivning, og at ændringen af butiksstørrelsen til under 1.000 m² var i strid med lokalplanen og dens formål.