Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Rudersdal Kommune traf den 25. august 2020 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 238, boligområdet Nærumshave ved [A2] i Nærum, til bibeholdelse af et brændeskur på ejendommen [A1], 2850 Nærum. Kommunen udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af skuret. Ejeren af ejendommen har efterfølgende klaget over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært spørgsmålet om, hvorvidt brændeskuret er umiddelbart tilladt i henhold til lokalplanen, eller om det kræver dispensation, samt om kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Planklagenævnet har ikke fundet grundlag for at give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.
Ejendommen [A1] er omfattet af lokalplan nr. 238, som fastsætter specifikke regler for bebyggelsens omfang og placering. Lokalplanens § 6.1 angiver, at der ikke må opføres yderligere bebyggelse inden for lokalplanområdet. Desuden fastsætter § 6.3, at der ikke må opføres udhuse eller skure på de enkelte ejendomme. Det omstridte brændeskur anvendes til opbevaring af brænde, løbecykler og lignende samt som legehus.
Kommunen vurderede, at den omstridte konstruktion var et brændeskur og ikke et halvtag, som ejeren hævdede. Konstruktionen, der måler 185-165 cm i højden, 200 cm i længden og 75 cm i bredden, blev anset for at være i strid med lokalplanens § 6.1 og § 6.3. Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte bebyggelse ville medføre en yderligere fortætning, hvilket strider mod den ønskede planlægning for området, der sigter mod at fastholde den oprindelige bebyggelses karakter og bevare områdets grønne og åbne udtryk. Kommunen lagde desuden vægt på, at en dispensation kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 18 og Planloven § 19.
Planklagenævnet har behandlet klagen over Rudersdal Kommunes afslag på dispensation til bibeholdelse af et brændeskur og påbud om fysisk lovliggørelse. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunen fører tilsyn efter planloven og påser overholdelsen af lokalplaner, jf. Planloven § 51, stk. 1.
Klageren anførte, at konstruktionen var et halvtag og ikke et skur, og derfor ikke i strid med lokalplanen. Planklagenævnet fastslog, at lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18, og at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter .
Nævnet vurderede, at den opførte konstruktion, der består af stolper og tag og anvendes til opbevaring og som legehus, har karakter af bebyggelse og dermed er omfattet af lokalplanens § 6.1, som forbyder yderligere bebyggelse. Ved vurderingen af begrebet "bebyggelse" lagde nævnet vægt på Byggeloven § 2, stk. 2, som definerer bebyggelse bredt til at omfatte faste konstruktioner og anlæg.
Med hensyn til lokalplanens § 6.3, der forbyder udhuse eller skure, fandt Planklagenævnet, at den opførte bebyggelse måtte karakteriseres som eller sidestilles med et skur. Nævnet lagde vægt på, at konstruktionen udgør en fast rummelig enhed, som i vinterhalvåret tilføres lamel-sider og anvendes til opbevaring af brænde og løbecykler samt som legehus. På denne baggrund konkluderede nævnet, at forholdet kræver dispensation.
Klageren anførte, at kommunens begrundelse om præcedensvirkning ikke var et retligt argument. Planklagenævnet bemærkede, at en skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. En kommune kan henvise til hensynet til at undgå præcedens, men dette hensyn kan ikke stå alene.
Nævnet fandt, at kommunen havde angivet de hovedhensyn, der var bestemmende for den skønsmæssige vurdering, herunder fortætning og præcedens, samt de konkrete forhold, der indgik. Kommunen havde desuden henvist til de relevante bestemmelser i lokalplanen samt Planloven § 18 og Planloven § 19. Selvom afgørelsen ikke direkte henviste til Planloven § 51, fandt nævnet, at denne retlige mangel var konkret uvæsentlig, da det kunne udledes af sagens øvrige omstændigheder, at afgørelsen også var truffet efter denne bestemmelse. Derfor kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagepunktet om mangelfuld begrundelse.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Rudersdal Kommunes afgørelse. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Sagen omhandler Rudersdal Kommunes afslag på dispensation fra en lokalplanbestemmelse om maksimal bebyggelsesprocent til en ansøgt udvidelse af en kælder til opbevaring af træpiller. Klager anførte, at kommunens afgørelse var baseret på ulovlige og usaglige hensyn, herunder fejlagtig beregning af bebyggelsesprocenten og manglende overholdelse af forvaltningsretlige principper.
Påbud om at fjerne asbestholdigt materiale fra ejendom ophævet grundet manglende lovhjemmel.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.

Sagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, ...
Læs mere
Gentofte Kommune traf den 26. februar 2020 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 307, Boliger på Tuborg ...
Læs mere