Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Aarhus Kommune traf den 25. juni 2008 afgørelse om ekspropriation af et areal ved V1, hvilket Naturklagenævnet stadfæstede den 4. februar 2009. Sagen har siden da været genstand for en lang række genoptagelsesanmodninger og retssager, hvor de tidligere ejere af de eksproprierede arealer har søgt at få sagen genoptaget.
Sagen har en lang forhistorie, der strækker sig tilbage til 1979, hvor Aarhus Kommune solgte arealer i Skejby til Århus Amt med henblik på sygehusbyggeri. De eksproprierede arealer var en del af et større byplanmæssigt projekt, selvom de ikke var omfattet af den oprindelige købsaftale. Ekspropriationen i 2008 skete på baggrund af kommuneplantillæg nr. 107 fra 2007.
Sagens forløb efter den oprindelige ekspropriationsafgørelse har været omfattende:
De tidligere ejere har anmodet om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 7. september 2020. Anmodningen bygger på en række argumenter, herunder påstande om inhabilitet, manglende vejledning, myndighedsinhabilitet, tidspunktet for ekspropriationen, gyldigheden af kommuneplantillæg nr. 107, spørgsmål om selvrealisering, og at arealerne ikke er anvendt til ekspropriationsformålet. Klagerne har desuden henvist til, at officialprincippet ikke er overholdt.
Planklagenævnet afviste at genoptage sin afgørelse af 7. september 2020, da betingelserne for genoptagelse ikke blev anset for opfyldt. Nævnet vurderede de fremsatte argumenter enkeltvis:
Planklagenævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige sagsbehandlingsfejl, eller væsentlige nye retlige forhold. Uenighed i nævnets fortolkning eller praksis er ikke tilstrækkelig grund til genoptagelse.
Klagerne anførte, at en stedfortrædende formand for Planklagenævnet var inhabil på grund af undervisningssamarbejde med kommunens advokat. Nævnet fandt, at dette ikke medførte inhabilitet, og at der ikke var begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl i henhold til .
Klagerne påpegede manglende klagevejledning i den oprindelige afgørelse. Nævnet erkendte en fejl i fremsendelsen, men fastslog, at manglende vejledning ikke påvirker afgørelsens gyldighed. Da Planklagenævnets afgørelser er endelige og ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3, var der ikke pligt til klagevejledning, men alene til at oplyse om søgsmålsfristen, hvilket blev korrigeret samme dag.
Klagerne mente, at Aarhus Kommune var inhabil på grund af tidligere jordhandel. Planklagenævnet havde tidligere forholdt sig til dette og fandt ingen myndighedsinhabilitet, da kommunens handlinger var baseret på saglige planlægningsmæssige hensyn. Nye oplysninger, der kunne ændre denne vurdering, var ikke fremlagt.
Klagerne anførte, at arealerne havde været bindende planlagt siden 1979, og henviste til tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet. Planklagenævnet fastholdt, at arealerne ikke var lokalplanlagt på ekspropriationstidspunktet, og at de fremlagte bilag ikke indeholdt nye oplysninger, der ville have ført til et andet resultat. De nævnte afgørelser fra Naturklagenævnet blev ikke anset for sammenlignelige med den aktuelle sag.
Klagerne bestred gyldigheden af kommuneplantillæg nr. 107. Planklagenævnet henviste til Naturklagenævnets tidligere vurdering af tillæggets gyldighed og fandt, at nye oplysninger, der kunne ændre dette, ikke var fremlagt.
Klagerne gjorde krav på selvrealisering af arealerne. Nævnet henviste til tidligere domstolsafgørelser, der havde behandlet dette spørgsmål, og fandt ingen nye oplysninger, der kunne begrunde genoptagelse.
Klagerne anførte, at arealerne ikke var anvendt til ekspropriationsformålet inden for kommuneplanens 12-års periode. Planklagenævnet fastslog, at efterfølgende forhold ikke har betydning for en ekspropriations gyldighed. Klagerens sag blev ikke anset for sammenlignelig med den afgørelse fra Naturklagenævnet, der blev henvist til.
Klagerne mente, at nævnet ikke havde behandlet sagen efter officialprincippet og henviste til en landsretsdom fra 2012 vedrørende et manglende bilag. Planklagenævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og at landsretten allerede havde taget stilling til spørgsmålet om det manglende bilag uden at finde anledning til at ophæve ekspropriationen.
Planklagenævnet afviste samlet set at genoptage sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.
Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 19. august 2019. Den oprindelige afgørelse vedrørte afslag på landzonetilladelse og lovliggørende dispensation fra lokalplan til opførelse af en parkeringsplatform, solkrog, skur og halvtag på en ejendom i Hellebæk.
Planklagenævnet fastslog i sin afgørelse af 19. august 2019, at de omhandlede bygværker ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, specifikt lokalplanens § 6, som henviser til kortbilag 2, 3 og 4. Da bygværkerne ikke var vist på disse bilag, krævede de dispensation i henhold til Planloven § 19.
Nævnet vurderede, at hverken parkeringsplatformen eller solkrogen udgjorde lovligt eksisterende forhold, da de enten ikke var i overensstemmelse med den tidligere gældende lokalplan (nr. 4.8) eller involverede nye konstruktioner (nye stolper til solkrogen). Da bygværkerne var i strid med lokalplanen, fandt nævnet ikke anledning til at vurdere, om opførelsen krævede landzonetilladelse efter , eller om de var omfattet af undtagelsesbestemmelserne i , da disse ikke tilsidesætter lokalplanens bestemmelser.
Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.
Energiklagenævnet traf den 4. februar 2022 afgørelse i sag om klage over Lolland Kommunes afgørelse om afslag på anmodning om genoptagelse af Maribo Varmeværks projekt-godkendelse af træpillekedel og træfliskedel mv
Klageren anmodede den 13. maj 2020 om genoptagelse af sagen. Anmodningen var omfattende og baserede sig primært på påstande om væsentlige sagsbehandlingsfejl begået af Planklagenævnet. Klageren fremførte følgende hovedpunkter:
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 14. juli 2020, som vedrørte Gentofte Kommu...
Læs mereSagen omhandler en klage over Randers Kommunes afgørelse om aktindsigt i dokumenter vedrørende en sag om udstykning af t...
Læs mereHøring af udkast til bekendtgørelse og miljørapport for energipark ved Svoldrup Kær i Vesthimmerland Kommune
