Planklagenævnets afvisning af klage over Esbjerg Kommunes besvarelse vedrørende børnehave på [adresse1]

Sagen omhandler en klage indgivet af naboer til en børnehave på [adresse1] over Esbjerg Kommunes besvarelse af en henvendelse vedrørende børnehavens lovlighed i forhold til det gældende plangrundlag. Klagen blev indsendt til Planklagenævnet den 17. februar 2020, med modtagelse den 2. marts 2020.

Kommunens besvarelse

Esbjerg Kommune besvarede den 12. februar 2020 en henvendelse fra klageren. Kommunen oplyste, at børnehaven på [adresse1] blev godkendt i 1969 og opført i 1970, og at den har været i kontinuerlig drift lige siden. Kommunen henviste til, at en eksisterende lovlig drift kan fortsætte, selvom plangrundlaget ændres, hvis driften ikke har været afbrudt i over tre år, jf. Planloven § 56. På baggrund heraf afviste kommunen klagen, da driften blev anset for lovlig i henhold til Planloven. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, men er alene reguleret af kommuneplanen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommuneplan 2018-2030 definerer området som miljøklasse 1 og udlægger det til boligområde med lavt boligbyggeri. En børnehave er defineret som miljøklasse 2-3. Klageren påpegede, at der ikke findes en lokalplan, der udvider rammerne for anvendelsen af arealet, og at kommunen på trods heraf har tilladt udvidelser af aktiviteterne uden anmærkninger og uden høring af de omkringboende.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da kommunens brev ikke udgjorde en afgørelse efter planloven, som nævnet kan behandle.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Det er en forudsætning, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven.

Forskellen på lokalplan og kommuneplan

Nævnet fremhævede, at lokalplaner og byplanvedtægter er bindende for borgere og bygherrer, jf. Planloven § 18. Hvis et forhold er i strid hermed, kræver det dispensation efter Planloven § 19. En kommunes vurdering af, om et forhold er i overensstemmelse med en lokalplan, fastlægger ansøgerens retsstilling og betragtes derfor som en afgørelse.

Derimod er bestemmelser i en kommuneplan ikke umiddelbart bindende for borgere og bygherrer. De skal primært danne grundlag for lokalplanlægningen, som ikke må stride mod kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. En vurdering af, om et forhold er i overensstemmelse med kommuneplanen, har derfor ikke i sig selv retsvirkning for borgerne og anses ikke for en afgørelse efter planloven.