Afgørelse om påbud om fysisk lovliggørelse af tag på ejendom

Planklagenævnet har behandlet klagen over Bornholms Regionskommunes påbud om fysisk lovliggørelse af taget på ejendommen [adresse1].

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder tilsynsafgørelser om lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 1. Nævnet kan dog ikke tage stilling til afgørelsens hensigtsmæssighed, som klagerens anbringende om tagets tilpasning til ejendommen og området vedrører. Klagerens ønske om dispensation blev heller ikke behandlet, da det var et forhold, der opstod efter klagens indgivelse. Kravet om udhæng med brædder blev frafaldet af kommunen, og nævnet fandt derfor ikke anledning til at behandle dette punkt.

Tagets overensstemmelse med tilladelsen

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 4.1 er en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Nævnet fandt på baggrund af kommunens billedmateriale, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at taget var hævet mere end de tilladte 28 mm, og at tagfoden var rettet op. Dette betød, at taget ikke var udført i overensstemmelse med vilkårene i dispensationen af 7. september 2015. Kommunen havde derfor hjemmel til at give påbud om fysisk lovliggørelse af tagets højde og afslutning ved gesims.

Vurdering af lovliggørelsespåbuddet – Partshøring

Et påbud skal varsles med en partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19, hvor parten får en rimelig frist til at komme med bemærkninger. Kommunens e-mail af 9. januar 2018 varslede kun, at en lovliggørelsesprocedure ville blive igangsat, og at et påbud ville følge. Den specificerede ikke påbuddets konkrete indhold og gav ikke klageren mulighed for at komme med bemærkninger. Planklagenævnet fandt derfor, at kommunens varsel ikke opfyldte kravene til partshøring, hvilket udgør en væsentlig retlig mangel, der medfører, at påbuddet er ugyldigt.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver og hjemviser Bornholms Regionskommunes påbud af 12. marts 2019 om fysisk lovliggørelse af taget på ejendommen [adresse1].

Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Bemærkninger til en eventuelt ny behandling af sagen

Kommunen skal ved en eventuel ny behandling af sagen gennemføre fornyet varsel og partshøring af ejendommens ejer. Hvis kommunen fortsat finder, at der skal ske fysisk lovliggørelse, skal påbuddet gives til ejendommens ejer i overensstemmelse hermed.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.