Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til udstykning på [adresse1]

Kommunens Afgørelse

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at det ansøgte var i afgørende strid med kommuneplanens retningslinje om kirkeomgivelser. Kommunen vurderede, at byggeri på den vestlige del af ejendommen ville fremstå meget markant i landskabet og i forhold til kirken, og at det ville forringe kirkeindsigten væsentligt. Kommunen henviste til, at den oprindelige frastykning af [matrikel1] ikke var med henblik på yderligere udstykning. Kommunen anerkendte den positive forhåndsdialog, men fastholdt, at den nærmere sagsbehandling havde afklaret, at udvidelsen af landsbyafgrænsningen var en administrativ justering og ikke en åbning for byudvikling. Kommunen ønskede at opretholde den tinglyste deklaration og afviste, at sagen var sammenlignelig med de af klageren anførte sager.

Klagen til Planklagenævnet og Bemærkninger

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet den 15. april 2019. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Berettigede Forventninger

Klageren mente, at kommunens positive tilsagn og skriftlige tilkendegivelse om aflysning af deklarationen havde skabt en berettiget forventning om tilladelse. Kommunen svarede, at forhåndstilkendegivelser gives før egentlig sagsbehandling, og at den endelige vurdering viste konflikt med kirkeindsigten, hvorfor deklarationen skulle fastholdes.

Kommunens Praksis for Landzoneadministration

Klageren anførte, at ansøgningen var i overensstemmelse med kommunens egen publikation om landzonepraksis. Kommunen fastholdt, at der ikke var fuld overensstemmelse på grund af konflikten med kirkeomgivelserne.

Lighedsgrundsætningen

Klageren argumenterede for, at sagen var sammenlignelig med andre sager, hvor tilladelse var givet, og at lighedsprincippet burde vægtes. Kommunen fastholdt, at sagerne ikke var direkte sammenlignelige.

Planklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse af 21. marts 2019 om afslag på landzonetilladelse til udstykning af [matrikel1], [adresse1].

Planklagenævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet foretager en fuld prøvelse af kommunens afgørelse og er ikke bundet af kommunens tidligere upåklagede afgørelser. Derfor fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til klagepunktet om sammenlignelighed med andre sager.

Berettigede Forventninger og Bindende Forhåndstilsagn

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren havde fået et bindende forhåndstilsagn eller en berettiget forventning, der kunne forpligte kommunen til at give tilladelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunens e-mail fra november 2018 ikke var baseret på et fuldt oplyst grundlag, og at sætningen om påbegyndelse af landzonetilladelse blev tolket som påbegyndelse af sagsbehandlingen.

Generelt om Landzonetilladelser

Landzonereglerne, jf. Planloven § 35, stk. 1, har til formål at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker gennem planlægning. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt erhvervslivets muligheder. Der lægges stor vægt på lovens almene formål, og afgørelsernes præcedensvirkning indgår i vurderingen.

Generelt om Udstykning og Opførelse af Helårsbeboelse

Kravet om landzonetilladelse til udstykning skal sikre, at udviklingen sker i overensstemmelse med planlægningen. Som udgangspunkt gives afslag på udstykning til nye, frit omsættelige ejendomme i det åbne land. For opførelse af helårsbeboelse gives som altovervejende hovedregel afslag på fritliggende boliger i det åbne land. For boliger i landsbyer tages udgangspunkt i landsbyens afgrænsning i kommuneplanen. Der kan gives tilladelse til huludfyldning, hvis der er tale om en samlet bebyggelse eller landsbypræg, og den ønskede bolig er omkranset af eksisterende bebyggelse i kort afstand. Væsentlige natur- og kulturhistoriske interesser kan dog tale afgørende imod en tilladelse.

Planklagenævnets Vurdering

Nævnet fandt, at der ikke kunne gives tilladelse til den ansøgte udstykning. Nævnet lagde vægt på, at der var en uoverensstemmelse mellem kommuneplanens landsbyafgrænsning og retningslinjerne for kirkeomgivelser. Nævnet vurderede, at landsbyafgrænsningen var udvidet på baggrund af skelplacering og ikke som udtryk for egentlige planmæssige overvejelser, herunder en afvejning i forhold til de udpegede kirkeomgivelser. Nævnet fandt, at strid med kommuneplanens retningslinje om beskyttelse af kirkeomgivelserne vejede tungere end landsbyafgrænsningen.

Nævnet tillagde det vægt, at det ansøgte lå i en sigtelinje fra den offentlige vej til kirken, og at kommunen efter besigtigelse havde vurderet, at bebyggelse ville forringe kirkeindsigten væsentligt. Nævnet konkluderede, at en tilladelse ville være afgørende i strid med kommuneplanens retningslinje om kirkeomgivelser og dermed ikke i overensstemmelse med områdets planmæssige forhold. Argumentet om huludfyldning blev afvist, da det ansøgte ikke var omkranset af eksisterende bebyggelse i kort afstand og grænsede op til landbrugsareal mod vest. Nævnet lagde desuden vægt på, at en tilladelse ville kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger. På baggrund af ovenstående fandt nævnet det unødvendigt at tage stilling til forholdet til den tinglyste deklaration.

Planklagenævnets Afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse af 21. marts 2019. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Ansøgning og kommunens afslag

Ejendommens ejere ansøgte den 6. juni 2019 om opførelse af en bolig. Der blev ikke indsendt konkrete tegninger for byggeprojektet. Hillerød Kommune gav den 12. juni 2019 afslag på ansøgningen. Kommunen henviste til landzonevejledningen og praksis om, at landzonetilladelser til boliger som udgangspunkt kun gives, hvis det ansøgte ikke med rimelighed kan henvises til et område planlagt hertil i byzonen. Kommunen fremhævede, at der siden by- og landzonelovens vedtagelse i 1970 ikke har været praksis for at udstykke fritliggende grunde til beboelse i landzone uden forudgående planlægning. Selvom planlovens bestemmelser blev lempet i 2017 for at tillade huludfyldning i landsbyer, bemærkede kommunen, at ejendommen ikke ligger inden for en landsbyafgrænsning. Kommunen afviste desuden, at der var en byggeret på ejendommen, selvom den var udmatrikuleret.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 9. juli 2019. Klageren anførte, at der var dokumentation for, at grunden var udstykket som byggegrund med en byggeret, og vedlagde et måleblad fra 1949 samt et dokument fra samme år, der bekræftede salg som byggegrund. Klageren gjorde desuden ligebehandlingsprincippet gældende og anførte, at samtlige andre matrikler på vejen er bebygget.

Planklagenævnets kompetence og vurdering af genoptagelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at kommunen kunne træffe en ny afgørelse i sagen, da der var gået ca. 15 år siden Naturklagenævnets tidligere afgørelse, og der var sket ændringer i planloven i 2017. Dette betød, at de landskabelige og planlægningsmæssige forhold kunne have ændret sig, og ansøgningen kunne betragtes som en ny sag.

Generelle principper for landzonetilladelser

Planklagenævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker gennem planlægning. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelser.

Særlige hensyn i landzone

Skovbyggelinjen

Ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen, som forbyder bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Selvom landzonetilladelser kan undtage fra dette forbud, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5, skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Kystnærhedszonen

Ejendommen ligger også i kystnærhedszonen, som skal søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser i kystområderne skal tillægges særlig betydning ved landzonetilladelser.