Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Lyngby-Taarbæk Kommune afslog den 15. januar 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 207, Lundtofte Landsby, vedrørende to midlertidigt opførte pavilloner på ejendommen [adresse1]. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 207, Lundtofte Landsby i Lundtofte Bydel, vedtaget i december 2007. Lokalplanen fastsætter i Lokalplan nr. 207 § 3.1, at området kun må anvendes til boligformål og offentlige formål. Derudover begrænser Lokalplan nr. 207 § 6, stk. 2 bebyggelse på specifikke matrikler, herunder den omhandlede, til anlæg nævnt i Lokalplan nr. 207 § 10, stk. 2 (små forsyningsanlæg på max 3 m2). For ejendomme med bevaringsværdig bebyggelse, som denne ejendom tidligere havde, må mindre bygninger som carporte og skure ikke overstige 20 m2, jf. Lokalplan nr. 207 § 7, stk. 8.
Et bevaringsværdigt enfamilieshus på ejendommen nedbrændte i november 2013, og der blev meddelt nedrivningstilladelse i februar 2014. I januar 2017 konstaterede kommunen, at der siden 2016 havde været opstillet pavilloner uden tilladelse. Klager ansøgte i marts 2017 om lovliggørelse af de to pavilloner, der tilsammen udgjorde ca. 62 m2. Pavillonerne skulle anvendes midlertidigt i 1 år til opbevaring af værktøj samt som køkken/spiseplads, bad og garderobe for håndværkere i forbindelse med byggearbejde.
Kommunen afslog dispensationen med henvisning til, at pavillonerne ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering (Lokalplan nr. 207 § 6, stk. 2 og Lokalplan nr. 207 § 7, stk. 8) samt anvendelsesbestemmelsen (Lokalplan nr. 207 § 3.1), da de blev anset for erhvervsformål. Kommunen begrundede afslaget med, at der ikke var meddelt tilladelse til genopførelse af beboelseshuset, og at pavillonerne derfor ikke kunne betragtes som boligbebyggelse.
Klageren anførte, at kommunens begrundelse var irrelevant og baseret på et forkert grundlag, idet kommunen fejlagtigt havde antaget, at der var tale om permanent bebyggelse og erhverv. Klageren oplyste, at pavillonerne var opstillet sideløbende med et byggeprojekt, som der dog stadig afventedes tilladelse til. Klageren henviste desuden til lighedsgrundsætningen og tidligere midlertidig opstilling af pavilloner på en nærliggende ejendom. Kommunen fastholdt, at der ikke var tale om midlertidig opstilling i kommunens optik (defineret som op til 6 uger), og at de tidligere pavilloner var opstillet før lokalplanens vedtagelse.
Planklagenævnet ophævede Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Planklagenævnet fastslog, at anvendelsen af pavillonerne til opbevaring af værktøj og faciliteter for håndværkere havde karakter af erhverv, hvilket var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse i Lokalplan nr. 207 § 3.1, der kun tillader bolig- og offentlige formål. Desuden fandt nævnet, at pavillonernes samlede areal på 62 m2 var i strid med Lokalplan nr. 207 § 6, stk. 2 og Lokalplan nr. 207 § 7, stk. 8, som begrænser mindre bygninger på bevaringsværdige ejendomme til maksimalt 20 m2. De ansøgte pavilloner var derfor ikke umiddelbart tilladt, jf. Planloven § 18.
Nævnet vurderede, at en permanent dispensation fra anvendelsesbestemmelsen ville være i strid med lokalplanens principper. Dog fremhævede nævnet, at kommunen med moderniseringen af planloven i 2017 fik mulighed for at meddele midlertidig dispensation fra lokalplanbestemmelser, selvom dispensationen er i strid med planens principper, såfremt den tidsbegrænses til maksimalt 3 år, jf. Planloven § 19, stk. 1. På denne baggrund havde kommunen mulighed for at dispensere fra lokalplanens bestemmelser til det ansøgte, hvis dispensationen tidsbegrænses.
Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, da begrundelseskravet i forvaltningsloven ikke var opfyldt. Kommunen havde ikke konkret taget stilling til ansøgningen om en tidsbegrænset tilladelse på 1 år, og kommunens opfattelse af "midlertidigt" som op til 6 uger var ikke nærmere begrundet. Dette var i strid med Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og Forvaltningslovens § 24, stk. 2. Manglen blev anset for væsentlig, hvilket gjorde afgørelsen ugyldig.
Planklagenævnet ophævede og hjemviste Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 15. januar 2018. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende. Nævnet bemærkede, at kommunen ved en fornyet behandling af sagen skal foretage en konkret og begrundet vurdering af, om den ønsker at dispensere til det ansøgte i en tidsbegrænset periode, baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Brøndby Kommune
Sagen omhandler Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 17. marts 2020 om midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 363, Mamrelund-området, til opstilling af en bygning betegnet ”shelta” på en ejendom i Hvide Sande. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.
Klageren anførte primært, at dispensationen var ugyldig, da det ikke fremgik klart, hvem den var meddelt til (en forening, privatperson eller selskab), og at der reelt var tale om et mindre sommerhus og ikke en shelter, hvilket var i strid med lokalplanen.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 363, Mamrelund-området, vedtaget den 1. april 2014. Lokalplanens formål er at sikre anvendelse til sejlende og fastliggende husbåde samt at dele af området fremstår som ubebyggede naturarealer. Delområde II, hvor ejendommen ligger, skal ifølge lokalplanens fremstå som ubebyggede naturarealer, men kan dog anvendes til mindre bygninger som shelters, toiletbygninger, skure o.lign. Lokalplanens fastsætter, at området ikke må bebygges yderligere, men at mindre bebyggelse som shelters, skure o.lign. kan etableres, når de enkeltvis har et grundareal på maks. 20 m² og en højde på maks. 5 m. Det samlede grundareal inden for delområde II må ikke overstige 150 m².
Brøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Højesteret fastslår, at domstolene kan tillægge et søgsmål opsættende virkning, selvom en myndighed har anket en dom om ugyldighed.
Ansøgeren søgte den 10. januar 2020 om midlertidig tilladelse til at opstille en ”shelta” på næsten 20 m². Ansøgningen beskrev ”sheltaen” som en luksus-shelter, lukket og indrettet med opholdsrum/køkken, sovealkove, bad og toilet med indlagt vand, varme og el. Den var tiltænkt primært som udstilling, men også delvist til udlån/udlejning. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2020 at meddele en 3-årig dispensation.
Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 17. marts 2020 midlertidig dispensation til opstilling af ”luksusshelteren”. Kommunen bemærkede, at byggeriet krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 2, da delområde II skal fremstå som ubebyggede naturarealer. Kommunen henviste til, at der i henhold til Planloven § 19 kun kan dispenseres midlertidigt fra en lokalplans principper, og dispensationen blev derfor tidsbegrænset til 3 år. Et vilkår for dispensationen var, at der ikke måtte opsættes hegn omkring shelteren. Kommunen vurderede, at shelteren ikke ville ændre områdets karakter eller hindre den tiltænkte anvendelse.
Klageren fastholdt, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende CVR-nummer for adressaten (V 1), hvilket gjorde det uklart, hvem ansvaret påhvilede. Kommunen svarede, at tilladelsen var meddelt V 1, en underafdeling af V 2, og at selskabsnavnet var tilstrækkeligt. Klageren anførte desuden, at bygningen var i strid med lokalplanen, da den var en lukket bygning og ikke en shelter, og at den reelt var et sommerhus, hvis erhvervsmæssige udlejning krævede tilladelse fra Naturstyrelsen. Kommunen henviste til den seneste ændring af planloven, som giver mulighed for midlertidig dispensation, selvom den er i strid med lokalplanens principper, og bemærkede, at shelteren var opført uden fast sokkel og kunne fjernes efter 3 år.
Sagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, ...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Holstebro Kommunes afslag på dispensation fra Lokalplan nr. 1020 ved...
Læs mere