Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til lysreklame og påbud om lovliggørelse

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Kommunens afslag på dispensation var blandt andet begrundet i hensynet til trafiksikkerheden, da skiltet blev vurderet til at være til gene for trafikanter. Planklagenævnet fandt, at hensynet til trafiksikkerheden ikke er et planlægningsmæssigt relevant hensyn i en afgørelse efter Planloven § 19, da dette hensyn primært varetages af politiet i medfør af Færdselsloven § 99, stk. 3. Selvom kommunens afgørelse også var begrundet i hensynet til beboerne, kunne det ikke udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet indhold, hvis hensynet til trafiksikkerheden ikke var inddraget. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, som gjorde afgørelserne om afslag på dispensation ugyldige.

Påbud om fysisk lovliggørelse

Da grundlaget for kommunens påbud af 19. september 2017 var ugyldigt, havde kommunen ikke hjemmel til at udstede påbuddet. Påbuddet led derfor også af en væsentlig retlig mangel og var ugyldigt.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophævede Hvidovre Kommunes afgørelser af 13. september 2017 og 19. september 2017 om afslag på dispensation til lysreklamen og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet ophævede desuden kommunens påbud af 19. september 2017 om fysisk lovliggørelse af lysreklamen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Bemærkninger til en ny behandling af sagen

Planklagenævnet vejledte kommunen om, at den nye behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende principper:

• Konkret vurdering: Kommunen skal foretage en konkret vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, såsom gener for naboer og visuel fremtræden.
• Begrundelseskrav: Afgørelsen skal begrundes ved at angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, og en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
• Lighedsgrundsætningen: Kommunen skal vurdere, om lighedsgrundsætningen medfører en forpligtelse til at meddele dispensation, især i lyset af den sammenlignelige ejendom. Kommunen er dog som udgangspunkt ikke bundet af ulovlige forhold, medmindre der er tale om myndighedspassivitet.
• Påbud: Et eventuelt nyt påbud skal varsles og partshøres i overensstemmelse med forvaltningslovens regler og skal klart angive, hvordan det ulovlige forhold skal lovliggøres.

De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.