Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til ridehal og staldbygning med rytterstue

Forholdet mellem planloven og husdyrbrugloven

Planklagenævnet fastslog, at sagen skulle behandles efter planloven, da det anmeldte hestehold på ca. 7 dyreenheder lå under grænsen på 15 dyreenheder, som ville have udløst behandling efter den tidligere gældende husdyrgodkendelseslov.

Planklagenævnet vurderede sagen ud fra planlovens regler om landzone, herunder undtagelser for erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger på landbrugsejendomme, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 3. Nævnet lagde til grund, at stutteridriften på ejendommen havde en professionel og kommerciel karakter, der berettigede til at opføre driftsnødvendige bygninger.

Vurdering af ridehallen (Bygning B)

Planklagenævnet fandt, at en ridehal på 912,6 m² med en ridebane på 20 x 40 m var erhvervsmæssigt nødvendig for stutteridriften. Da ridehallen opføres i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse, krævedes der ikke landzonetilladelse til dens placering og udformning, jf. Planloven § 36, stk. 2. Kommunens afgørelse for så vidt angår ridehallen blev derfor stadfæstet.

Vurdering af stald og rytterstue (Bygning A)

Rytterstuen

Nævnet anerkendte, at en rytterstue kan være erhvervsmæssigt nødvendig for et stutteri, især som velfærdsforanstaltning for ansatte. Dog vurderede Planklagenævnet, at en rytterstue på ca. 101 m² med toilet/bad og tekøkken var større end, hvad der kunne anses for erhvervsmæssigt nødvendigt for et stutteri med to fastansatte. Antallet af personer med opstaldede heste kunne ikke indgå i denne vurdering. Da rytterstuen ikke i sin helhed var erhvervsmæssigt nødvendig, krævede bygning A som helhed landzonetilladelse, jf. Planloven § 35, stk. 1. Det fremgik heller ikke, om rytterstuen kunne indrettes i eksisterende bygninger.

Stalddelen

Isoleret set fandt nævnet, at en staldkapacitet på 18 hestebokse til 16 heste var erhvervsmæssigt nødvendig. Dog skulle det vurderes, om eksisterende, brugbar bygningsmæssig kapacitet på ejendommen kunne anvendes. Det fremgik ikke klart af sagen, om kommunen havde forholdt sig til, om den eksisterende stald- og ladekapacitet på 456 m² (heraf 186 m² stald) kunne anvendes til stutteriet. Nævnet bemærkede, at hvis eksisterende bygninger ikke længere kunne anvendes på grund af afstandskrav i husdyrbruglovgivningen, kunne dette begrunde et erhvervsmæssigt behov for ny staldkapacitet.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Randers Kommunes afgørelse for så vidt angår ridehallen.

Planklagenævnet ophævede Randers Kommunes indirekte afgørelse af 23. august 2017 om, at opførelse af stald og rytterstue var umiddelbart tilladt, og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på en vurdering af, om der kan gives en landzonetilladelse, medmindre ansøgeren ikke længere ønsker at realisere projektet. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Klagepunkter

• Klagerne anførte, at hallen har fungeret som ridehal fra opførelsen.
• De oplever gener fra trafikken til og fra ejendommen.
• De mener, at deres ejendomme er blevet værdiforringet.