Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler Fredericia Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation fra en lokalplan til at opføre en bådoverdækning på 31 m². Ejendommen er en smal grund beliggende mellem en vej og kysten, og den er omfattet af lokalplan nr. 194, Boligområde ved [vejnavn1].
Lokalplanens formål er blandt andet at fastholde områdets landskabelige karakter med åben og lav bebyggelse samt at sikre en offentlig stiforbindelse til kysten. En central bestemmelse i sagen er lokalplanens § 7.4, som fastsætter en byggelinje på 5 meter fra naboskel. Den opførte bådoverdækning er placeret 1,6 m og 2,3 m fra naboskel, hvilket er i strid med denne bestemmelse.
Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afslag og anførte, at afgørelsen var baseret på forkerte forudsætninger. Klageren henviste til en tidligere afgørelse fra Vejdirektoratet i 2005, som fastslog, at ejendommen ikke er en offentlig sti, men en privat grund. Klageren mente derfor, at kommunen fejlagtigt havde lagt vægt på ejendommens oprindeligt tænkte funktion som stiforbindelse.
Kommunen fastholdt sit afslag med den begrundelse, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper om at bevare områdets åbne karakter. Kommunen vurderede, at ejendommen med sin smalle bredde på ca. 8 meter ikke er egnet til bebyggelse, og at byggelinjen på 5 meter fra skel skulle overholdes for at undgå uhensigtsmæssig fortætning.
Planklagenævnet gav ikke medhold i klagen, hvilket betyder, at Fredericia Kommunes afslag på dispensation fra lokalplanen står ved magt.
Nævnet fastslog, at bådoverdækningen skal betragtes som "bebyggelse" i planlovens forstand. Dette skyldes, at den er en fast konstruktion, og derfor er den omfattet af lokalplanens § 7.4 om byggelinjer. Da bådoverdækningen er placeret tættere på naboskel end de tilladte 5 meter, kræver den en dispensation efter Planloven § 19.
Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation. Selvom kommunen fejlagtigt anførte, at en dispensation ville stride mod planens principper, viste afgørelsen, at kommunen reelt havde foretaget en konkret, skønsmæssig vurdering. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen på grund af sin smalle form ikke var egnet til bebyggelse, hvilket er et sagligt hensyn.
Nævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var baseret på et forkert eller utilstrækkeligt grundlag, selvom der var mindre unøjagtigheder i sagsfremstillingen. Kommunen var bevidst om Vejdirektoratets afgørelse fra 2005 og baserede ikke sit afslag på, at grunden var en stiforbindelse, men på en samlet vurdering af ejendommens egnethed til bebyggelse. Da kommunens afslag er baseret på et lovligt skøn, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, blev kommunens afgørelse stadfæstet.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Sagen omhandler Odder Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus/havepavillon på en ejendom i Odder, som er omfattet af lokalplan nr. 1005. Afgørelsen blev truffet den 15. april 2020, og ejeren klagede til Planklagenævnet den 12. maj 2020.
Ejendommen er beliggende på A 2, 8300 Odder, og er omfattet af lokalplan nr. 1005, vedtaget den 26. juni 1978. Lokalplanens formål er blandt andet at fastholde bebyggelsens karakter, styre ændringer mod husenes oprindelige udseende, og sikre arealerne nærmest F 1 mod bebyggelse. Lokalplanens § 6.13 fastsætter, at der ikke må opføres bygninger inden for et specifikt område markeret på kortbilag 2, som er forbeholdt haveformål. Udhuset/havepavillonen er placeret inden for dette område, ca. 11 meter fra åen.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Vestre Landsret har afgjort, at en udbygningsaftale om betaling til et å-projekt var i strid med planloven, hvilket udløser millionkrav mod kommunen.
Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.
Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.
Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Gentofte Kommunes afslag på tilladelse til at opføre en udestue. Kla...
Læs mere
Sagen omhandler Tårnby Kommunes afslag på ansøgning om dispensation fra Lokalplan 68 og naturbeskyttelseslovens skovbygg...
Læs mereNy motorvej til Billund: Lovforslag om anlæg, miljøhensyn og ekspropriation for strækningen Give-Billund Vest