Planklagenævnets kompetenceafgrænsning

Nævnet behandler retlige spørgsmål i forbindelse med kommuners afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunen har tilsynspligt og skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Planloven § 51, stk. 3.

Et centralt processuelt spørgsmål i sagen var, at nævnet ikke kan efterprøve en tidligere afgørelse, hvis klagefristen for denne er overskredet. Da afslaget på lovliggørende dispensation af 14. august 2025 ikke var påklaget rettidigt, stod denne afgørelse fast. Konsekvensen var, at nævnet hverken kunne tage stilling til:

• Om lokalplanens § 7, stk. 6, er tilstrækkelig klar til håndhævelse (relaterer sig til den bagvedliggende dispensationsafgørelse)
• Om kommunens afslag på dispensation i sig selv var i strid med ligebehandlingsprincippet

Vurderingen af ligebehandlingsprincippet i relation til håndhævelsen

Nævnet redegjorde generelt for indholdet af lighedsgrundsætningen:

Lighedsgrundsætningen indebærer, at sager om forhold, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal have samme resultat. Kommunen må ikke udøve usaglig forskelsbehandling, dvs. at der skal være en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at nå til forskellige resultater i sådanne sager.

Selvom nævnet ikke kunne efterprøve dispensationsafslaget, tog nævnet stilling til det selvstændige spørgsmål om, hvorvidt kommunens håndhævelsespraksis i sig selv var i strid med ligebehandlingsprincippet. Her fastslog nævnet et vigtigt princip:

Den omstændighed, at kommunen endnu ikke har håndhævet sammenlignelige forhold, kan ikke føre til, at klageren ud fra lighedsgrundsætningen har krav på, at kommunen ikke håndhæver planloven i den konkrete sag.

Med andre ord giver det faktum, at kommunen ikke (endnu) har grebet ind over for andre lignende skærme i kvarteret, ikke klageren ret til at beholde sin ulovlige skærm. Lighedsgrundsætningen kan ikke påberåbes til at fastholde en ulovlig tilstand.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes påbud af 27. oktober 2025 om lovliggørelse af LED-skærmen. Nævnet fandt, at klagepunktet om lokalplanens manglende klarhed ikke kunne behandles, da det relaterede sig til den bagvedliggende dispensationsafgørelse af 14. august 2025, hvis klagefrist var overskredet. Vedrørende ligebehandlingsprincippet fastslog nævnet, at den omstændighed, at kommunen endnu ikke har håndhævet sammenlignelige forhold over for andre ejere i kvarteret, ikke kan give klageren et krav på, at kommunen undlader håndhævelse i den konkrete sag. Kommunens påbud om lovliggørelse af LED-skærmen fastholdes dermed. En eventuel ny frist for lovliggørelse fastsættes af Københavns Kommune.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.