Planklagenævnets kompetenceanalyse

Nævnet tog ikke stilling til sagens realitet, men foretog i stedet en analyse af sin egen kompetence. Planklagenævnet kan behandle klager over:

• Kommuners afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzonetilladelser), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1
• Retlige spørgsmål i forbindelse med kommuners øvrige afgørelser efter planloven, jf. § 58, stk. 1, nr. 3

Den afgørende betingelse er, at kommunen faktisk har truffet en afgørelse efter planloven. Nævnet konkluderede, at kommunens brev af 14. december 2023 ikke opfylder dette krav, idet:

• Kommunen eksplicit meddelte, at den ikke ville træffe en ny afgørelse
• Brevet ikke indeholder en vurdering efter planloven
• Der alene henvises til de tidligere afgørelser fra 2009 og 2011

Planklagenævnet præciserede desuden, at nævnet heller ikke har kompetence til at tage stilling til en kommunes beslutning om ikke at ville træffe en afgørelse.

Henvisning til Ankestyrelsen

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, og vurderede umiddelbart, at det pågældende forhold henhører under Ankestyrelsens tilsynskompetence. Nævnet understregede dog, at Ankestyrelsen selv beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

Planklagenævnet afviser at behandle klagen, da Hørsholm Kommunes brev af 14. december 2023 ikke udgør en afgørelse efter planloven. Kommunen traf ikke en materiel afgørelse, men meddelte blot, at den ikke fandt behov for at træffe en ny afgørelse i sagen. Da Planklagenævnets kompetence forudsætter, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven, jf. § 58, har nævnet ikke hjemmel til at behandle klagen. Nævnet kan heller ikke tage stilling til en kommunes beslutning om ikke at ville træffe en (ny) afgørelse. Forholdet henvises til eventuel vurdering hos Ankestyrelsen.

Kommunens Afgørelse af 2020

Den 28. september 2020 traf Allerød Kommune afgørelse om at ændre vilkårene for den oprindelige landzonetilladelse. Denne afgørelse, også truffet efter Planlovens § 35, stk. 1, indebar sletning af vilkår 3, 5, 6 og 7. Kommunen fastholdt de resterende vilkår, herunder vilkår nr. 8, som blev gengivet med samme ordlyd som i den oprindelige tilladelse fra 2012.

Klagerens Anbringender

Ejendommens ejer klagede den 26. oktober 2020 til Planklagenævnet med følgende anbringender:

• Vilkår nr. 8: Klageren anførte, at kommunen i afgørelsen af 28. september 2020 fejlagtigt havde anført, at vilkår nr. 8 var uændret. Klageren mente, at ordlyden var ændret fra "skellet mellem de enkelte ejendomme" til "skellet mellem de enkelte udstykkede ejendomme", og ønskede en berigtigelse af vilkåret.
• Kommunens partsstatus: Klageren udtrykte undren over, at kommunen nu var direkte part i sagen vedrørende de konkrete servitutter, idet kommunen tilsyneladende var interesseret i en overdragelse af en af de matrikler, som servitutterne omhandlede.

Kommunens Bemærkninger til Klagen

Kommunen svarede på klagen og anførte:

• Vilkår nr. 8: Kommunen fastholdt, at afgørelsen af 28. september 2020 ikke ændrede eller slettede vilkår nr. 8. Kommunen erkendte en forskel i ordlyden mellem landzonetilladelsen og deklarationen, men understregede, at den nye afgørelse ikke ændrede dette forhold. Kommunen mente, at spørgsmålet ikke var relevant for sagen, da den kun vedrørte sletning af vilkår og ikke håndhævelse af dem.
• Kommunens partsstatus: Kommunen anførte, at klagepunktet om dens partsstatus ikke var relevant for den påklagede afgørelse. Kommunen bekræftede at have modtaget en uopfordret henvendelse fra forsvaret vedrørende naboejendommen, men fastholdt, at dette ikke havde haft betydning for afgørelsen, og at spørgsmålet om ejerforholdet ikke var omfattet af klageadgangen.