Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 15. juni 2015 om registrering af et areal på en ejendom i Bjålum, Sdr. Bork, som beskyttet fersk eng efter Naturbeskyttelsesloven § 3. Arealet er beliggende inden for Natura 2000-område nr. 69, "Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen".
Kommunen genregistrerede arealer i Værneengene, som tidligere var registreret som § 3-beskyttet, men hvor registreringen var blevet fjernet. Dette skete som følge af en tidligere afgørelse fra klagenævnet i 2014. Kommunen henviste til, at undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1 ikke gælder, hvis et areal allerede før indgåelse af aftaler med det offentlige kunne betragtes som en § 3-naturtype.
Klageren, repræsenteret af Jysk Landbrugsrådgivning, anførte, at arealet dels ikke er beskyttet, dels er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i naturtypebekendtgørelsen. Klageren hævdede, at arealet forud for en MFO-aftale i 1990 var agerjord, der blev tildelt højt kvælstofniveau og omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år. Det blev fremført, at arealet siden 1990-1991 har været underlagt en ubrudt række af frivillige aftaler med offentlige myndigheder (MFO- og MVJ-aftaler). Klageren mente, at arealets nuværende fremståen som beskyttet er sket i forbindelse med disse aftaler og ikke var gældende før aftalerne blev indgået. Derfor burde sagen afgøres efter Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 3, som giver lodsejeren et år til at genoptage den hidtidige dyrkningspraksis. Klageren kritiserede desuden kommunens manglende dokumentation og individuelle sagsbehandling.
Ringkøbing-Skjern Kommune fastholdt, at arealet sandsynligvis havde en plantesammensætning, der kvalificerede det til § 3-beskyttelse allerede i 1992, baseret på notater og korrespondancer fra 1990, der indikerede, at arealet lå hen som vedvarende græsareal med begrænset kvælstoftilførsel. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kunne bekræfte tilsagn for perioderne 2005-2015 og 2015-2020, men havde ikke registrerede tilsagn fra før 2005, og dermed ikke en ubrudt række af aftaler tilbage til 1990, som klageren hævdede.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle afgøre, om det omhandlede areal var beskyttet fersk eng både på afgørelsestidspunktet og ved Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4 ikrafttræden i 1992.
Nævnet fastslog, at ferske enge er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3, uanset om de er naturenge eller kulturenge, så længe de ikke omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år eller intensivt gødskes. Det afgørende er den botaniske sammensætning og driftshistorien. Nævnet gennemgik Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, som indeholder to undtagelser: stk. 1 for naturtyper dannet som følge af aftale om særlig driftsform, og stk. 3 for arealer, der allerede er beskyttet, når aftalen indgås. Nævnet henviste til fast praksis og en Højesteretsdom fra 2017, der fastslår, at undtagelsen i § 2, stk. 1, ikke finder anvendelse på arealer, der allerede forud for aftaleindgåelsen havde karakter af fersk eng.
Nævnet bemærkede, at kommunens oprindelige afgørelse ikke opfyldte forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, men fandt manglen uvæsentlig, da kommunen havde uddybet afgørelsen under klagesagen. Vedrørende bevisbyrden fandt nævnet, at klageren, der påberåbte sig undtagelsen i naturtypebekendtgørelsen, som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at arealet fra 1990 og frem var indgået i aftaler om miljøvenlig drift.
Nævnet foretog en detaljeret gennemgang af luftfotos fra 1954-2015 og terrænforhold. De fandt, at arealet generelt har en beliggenhed typisk for enge, og at en rende i arealet fremstår som et vådt/fugtigt naturareal. Selvom luftfotos fra før 1990 ikke klart viste intensiv drift, var der tegn på driftsspor, der kunne understøtte klagerens påstande om omlægninger og gødskning. Nævnet vurderede, at arealet (renden undtaget) ikke havde karakter af fersk eng i 1990 og 1992. Renden havde dog karakter af beskyttet natur (eng, mose eller vandhul) i både 1990 og 1992. Nævnet lagde til grund, at arealet ikke er blevet omlagt eller gødsket intensivt siden 1990.
Nævnet fandt dokumentation for aftaler i perioden 2005-2020 og en MFO-aftale fra 1990-1995. Der var dog ikke dokumentation for aftaler i den mellemliggende periode 1995-2005. Da klageren ikke udnyttede undtagelsesåret efter den første dokumenterede aftale (1995-1996) til at dyrke arealet, og arealet herefter henlagde udyrket indtil 2005, havde det karakter af fersk eng, inden MVJ-aftalen blev indgået i august 2005. Den ferske eng var således ikke dannet som følge af en aftale om miljøvenlig drift.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af 15. juni 2015 om registrering af arealet som beskyttet fersk eng efter Naturbeskyttelsesloven § 3.
Nævnenes Hus
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Aalborg Kommunes afgørelse om, at visse arealer er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 som fersk eng.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Sagen omhandler en klage over Norddjurs Kommunes afgørelse om, at et areal er omfattet af [Naturbeskyttelseslovens § 3](...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Thisted Kommunes afgørelse om, at et areal er beskyttet fersk ...
Læs mereVejledning om tilskud til 20-årig fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder 2025
