Stadfæstelse af afgørelse om § 3-registrering af enge på Mandø

Kommunen fastholdt samlet set registreringen af arealerne som beskyttede enge efter Naturbeskyttelseslovens § 3. De bemærkede, at klager ikke havde fremsendt dokumentation for påståede ubrudte MVJ-aftaler fra før 1992. Kommunen afviste passivitet, da de ikke er forpligtet til opsøgende tilsyn, og spørgsmålet om marskengenes § 3-status ikke tidligere var prøvet i klagenævnet. Kommunen mente også, at undersøgelsesprincippet var iagttaget.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Esbjerg Kommunes afgørelse om registrering af enge som beskyttede efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Centrale spørgsmål

Sagen rejste flere spørgsmål:

• Hvorvidt de omhandlede arealer er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, uanset Ribe Amts tidligere opfattelse.
• Om aftaler om miljøvenlig drift kan undtage arealerne fra beskyttelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1.
• Hvorvidt der foreligger passivitet fra kommunens side.
• Hvorvidt kommunen har iagttaget undersøgelsesprincippet.

Nævnets vurdering af enge og undtagelser

Efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af ferske enge, der er større end 2.500 m2. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 1992 og omfatter arealer, der før dette tidspunkt henlå udyrket som fersk eng. Loven sondrer ikke mellem natureng og kultureng; begge typer er beskyttet, hvis de opfylder lovens kriterier. Almindeligt dyrkede marker eller kulturgræsmarker, der omlægges hyppigere end hvert 7.-10. år, betragtes ikke som ferske enge.

Nævnet bemærkede, at beliggenheds- og fugtighedskriterier er karakteristika, men ikke afgørende for beskyttelsen; den tilstedeværende botanik og arealets driftshistorie er udslagsgivende. Der gælder ingen særlige forhold for marskområder, der kan ændre registreringspraksis.

Vedrørende undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2 fastslog nævnet, med henvisning til Naturklagenævnets praksis og Højesterets dom af 28. marts 2017, at undtagelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1 ikke kan anvendes på et areal, der allerede forud for aftaleindgåelsen havde karakter af fersk eng. Bestemmelsen gælder ikke for arealer, hvor naturtypen er opretholdt som følge af en aftale om miljøvenlig drift, men hvor naturtypen ikke er dannet som følge af aftalen.

Konkret vurdering af matriklerne

Nævnet tillagde luftfotos betydelig vægt og gennemgik fotos for perioden 1945-2014. For [matrikel2] og [matrikel3] fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at matriklerne har karakter af eng, idet der ikke var tegn på omlæg siden 1980.

For [matrikel1] fandt nævnet, at de tre vestlige fenner opfyldte kravene til beskyttet eng i 1990, mens den østlige fenne ikke var beskyttet eng, da omlæg hvert 7.-10. år ikke kunne afvises.

Nævnet lagde til grund, at MVJ-aftalen fra 2005 til 2011 var en aftale med offentlige myndigheder, jf. Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1. Natur, der er dannet i MVJ-perioden, er undtaget fra § 3-beskyttelsen indtil et år efter aftaleperiodens udløb (31. august 2012). Da der ikke kunne erkendes tegn på omlæg eller genopdyrkning på luftfotos fra sommeren 2012 eller 2013, fandt nævnet, at arealet var fersk eng et år efter aftaleperiodens udløb i 2012. Arealet er derfor ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen, da der ikke skete genopdyrkning inden for den fastsatte frist.

Ribe Amts afregistrering og passivitet

Nævnet konstaterede, at Ribe Amts generelle opfattelse af, at der ikke kunne registreres beskyttet eng i marsken, hvilede på en forkert retsopfattelse. Det forhold, at lodsejer på baggrund heraf kan have haft en opfattelse af, at et engareal ikke var omfattet af § 3-beskyttelsen, kan ikke fritage arealerne fra beskyttelsen.

Nævnet fandt ikke, at der forelå myndighedspassivitet, da kommunen ikke er forpligtet til at føre opsøgende tilsyn, og der ikke var tale om et ulovligt forhold, som kommunen var forpligtet til at reagere på.

Undersøgelsesprincippet

Nævnet vurderede, at kommunen i den påklagede afgørelse af 15. juni 2015 nærmere havde undersøgt og begrundet arealernes § 3-status og dermed havde iagttaget det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Esbjerg Kommunes afgørelse af 15. juni 2015 om registrering af enge efter Naturbeskyttelseslovens § 3 på de omhandlede matrikler.

Kommunens bemærkninger

• Kommunen fastholdt, at arealerne opfyldte de vegetations- og jordbundsmæssige betingelser for at være fersk eng.
• Kommunen henviste til, at selvom der var tørre pletter, var der også fugtighedselskende arter til stede.
• Kommunen vurderede, at afbrydelsen af driften på areal 2 og 6 var tilstrækkelig lang til, at arealerne var vokset ind i beskyttelsen.