Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Klager, der er bredejer til det offentlige vandløb Dybmoseafløbet, henvendte sig i marts og april 2017 til Assens Kommune, da vandløbet fremstod brunt, hvilket gav mistanke om forurening. Kommunen besigtigede vandløbet og et tilhørende regnvandsbassin (bassin 1) og tog vandprøver. I maj 2017 konstaterede kommunen, at der ikke var tegn på akut eller længerevarende organisk forurening, og algevæksten blev vurderet til at skyldes tilkobling af dræn- og regnvand fra Dybmoseafløbets sydlige opland samt et industriområde til bassin 1 i forbindelse med dets etablering i 2006/2007.
Klager anfægtede kommunens konklusioner og anmodede i februar 2018 om yderligere svar vedrørende bassin 1 og Dybmoseafløbet. Klager mente, at vandløbet var forurenet, fyldt med sediment og uden liv, og at bassin 1 ikke fungerede korrekt, da det ikke sikrede tilstrækkelig bundfældning og rensning af overfladevand. Klager påpegede også, at vandløbet var fejlagtigt indtegnet på offentlige kort i MiljøGIS, og at bassinet fungerede som en spærring.
Assens Kommune og forsyningsselskabet svarede klager den 12. marts 2018. De oplyste, at bassin 1 fungerede efter hensigten, da afløbet fra bassinet var væsentligt renere end tilløbet. Forsyningsselskabet forklarede, at dræn- og regnvand ofte afvandes via regnvandsledninger og bassiner for at undgå parallelle ledninger, og at bassinet var designet til kontinuerlig gennemstrømning. Det blev også oplyst, at bassinet var blevet oprenset for sediment, og at et udløbsbygværk var etableret i 2016 for at opfange grene. Sandfanget i Dybmoseafløbet var for nyligt oprenset. Kommunen oplyste, at Dybmoseafløbet havde et opland på ca. 3,27 km², og at der ikke var fejl i de officielle kort i MiljøGIS, da rørføringer og forløb var blevet sporet og kortlagt. Selvom kontinuerlig gennemstrømning af dræn- og regnvand ikke var optimalt, ville en adskillelse være meget omkostningskrævende. Kommunen havde ikke planlagt indsatser for at fjerne spærringer i vandløbet.
Klager indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 20. marts 2018. Klagen var rettet mod kommunens svar og ikke direkte mod forurening. Klager fastholdt, at bassin 1 ikke fungerede, hvilket førte til tilførsel af sedimentfyldt vand og døde fisk. Klager mente, at de forringede forhold var overtrædelser af Naturbeskyttelsesloven og Miljøbeskyttelsesloven, og at kommunens forsøg på at nedlægge eller flytte Dybmoseafløbet var en overtrædelse af Vandløbsloven.
Kommunen bemærkede over for nævnet, at der ikke var truffet en afgørelse i sagen, og at vandprøverne ikke viste alarmerende organisk forurening. En biologisk vandløbsundersøgelse havde desuden konkluderet, at forsinkelsesbassinet ikke var årsag til den forringede biologiske tilstand. Kommunen eftersøgte fortsat andre mulige forureningskilder.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Assens Kommunes udtalelse af 12. marts 2018.
Nævnet henviste til Vandløbslovens § 80, som fastslår, at vandløbsmyndighedens afgørelser kan påklages til nævnet, dog med undtagelse af økonomiske spørgsmål. En afgørelse defineres i forvaltningslovens forstand som en udtalelse, der fastsætter, hvad der er eller skal være ret i en given sag.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Assens Kommunes brev af 12. marts 2018 ikke kunne anses for en afgørelse i hverken Vandløbsloven eller Forvaltningslovens forstand. Nævnet lagde vægt på, at udtalelsen alene var en besvarelse på klagers henvendelser og dermed ikke fastsatte, hvad der var eller skulle være ret. Det blev også tillagt betydning, at udtalelsen indeholdt svar fra forsyningsselskabet, som ikke er en afgørelsesmyndighed.
Kommunens afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysninger om klagemyndighed og klagefrist, jf. Vandløbslovens § 75, stk. 1 og Vandløbslovens § 76, stk. 1. Da kommunen selv havde oplyst, at der ikke var truffet en afgørelse i sagen, og at de fortsat eftersøgte mulige forureningskilder, var der ikke grundlag for en realitetsbehandling.
For spørgsmål vedrørende kommunernes udøvelse af deres tilsynsforpligtelser henviste nævnet til Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne i henhold til Kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. Kommunestyrelseslovens § 48 a.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholder, at indvinding af vand fra Gudenåen til elproduktion kræver en habitatvurdering, trods kommunens anmodning om genoptagelse.


Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at behandle en klage over støjgener og forurening af et vandløb fra en betonelementfabrik.
Områderne omkring drikkevandsboringer i kommunen er nu sikret mod erhvervsmæssig brug af pesticider for at forebygge forurening.
Siden 1. januar 2021 har spildevandsselskaber håndteret klimatilpasning af tag- og overfladevand efter nye regler. Nu vurderes den praktiske anvendelse af reguleringen i en ny evaluering udarbejdet af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Holbæk Kommunes afgørelse om, at en rørledning under klagers matr...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om Aalborg Kommunes tilladelse til vandstandshævning i Smidie Fenner, Li...
Læs mereNy Drikkevandsvejledning: Implementering af EU-direktiv og præcisering af regler for vandkvalitet og tilsyn