Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om undersøgelsespåbud vedrørende dræn

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Odsherred Kommunes undersøgelsespåbud af 14. december 2015. Nævnet lagde vægt på, at vandløbslovens regler om vandløb, herunder rørledninger og dræn, finder anvendelse, hvis flere end en enkelt har interesse i deres tilstedeværelse og vedligeholdelse, jf. Vandløbsloven § 2, stk. 1 og 2. Den, på hvis ejendom et vandløb er beliggende, vil altid have den fornødne retlige interesse.

Vedligeholdelsespligt og officialprincippet

Det følger af Vandløbsloven § 27, stk. 1, at vandløb skal vedligeholdes, så deres skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres. Vedligeholdelsen af private vandløb påhviler bredejeren, medmindre andet er bestemt, jf. Vandløbsloven § 35, stk. 1. Nævnet bemærkede, at klagers manglende kendskab til drænet eller vedligeholdelsespligten ikke ændrer herpå, da der ikke er pligt til at tinglyse dræns beliggenhed.

Nævnet understregede officialprincippet, som pålægger myndigheden at sikre et tilstrækkeligt oplyst grundlag for afgørelser. Vandløbsloven § 58 giver vandløbsmyndigheden hjemmel til at pålægge den ansvarlige at give alle relevante oplysninger. Nævnet fandt, at klager var korrekt partshørt, da kommunen skriftligt havde underrettet ham om sagen og hans adgang til at udtale sig, jf. Vandløbsloven § 77, stk. 1.

Nævnets vurdering og konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at der var hjemmel i Vandløbsloven § 58 til at meddele påbuddet. Nævnet lagde særlig vægt på, at kloakmesteren ikke kunne spule længere end til klagers indkørsel, og at det skitserede drænforløb og terrænets hældning sandsynliggjorde, at drænet løb over klagers grund fra [adresse2] til [adresse1]. En tilstopning på klagers ejendom kunne derfor forårsage opstuvning af vand på [adresse2].

Nævnet var enig med kommunen i, at drænet i første omgang måtte kortlægges og undersøges på klagers matrikel for at vurdere dets betydning for vandproblemerne på [adresse2], før yderligere undersøgelser på andre matrikler blev nødvendige. Klagerens øvrige anbringender kunne ikke ændre ved denne vurdering. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Odsherred Kommune skal fastsætte en ny frist for efterkommelse af påbuddet.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.