Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) behandlede en klage over Vejen Kommunes afgørelse af 28. marts 2017 om ikke at godkende et fællesregulativ for almene vandforsyninger. Klagen blev indgivet den 21. april 2017 af Vandrådet i Vejen Kommune på vegne af medlemsvandværkerne.
Formålet med det nye regulativ var at indarbejde nye bekendtgørelser og klagevejledning samt at harmonisere regulativet for Vejen Vand A/S med kommunens øvrige vandforsyninger. Det gældende regulativ tillod ikke opkrævning for brandvand, hvilket medførte, at vandforbruget blev opfattet som spild, hvorfor vandforsyningen skulle betale statsafgift for forbrug ud over 10 %.
Forslaget indeholdt ændringer i afsnit 7.4 om oplysning om brandvand og afsnit 13.1 om betaling for alt leveret vand, herunder brandvand. De foreslåede bestemmelser lød:
Vejen Kommune afviste at godkende forslaget efter høring med Trekant Brand. Trekant Brand bemærkede, at vandmålere begrænser vandtrykket til brandslukning, at opkrævning ville medføre ubudgetterede meromkostninger, og at Naturstyrelsens vejledning fra 2014 ikke indeholder afsnit om måling og opkrævning af brandvand. Vandrådet anførte hertil, at der ikke ønskedes vandmålere, men at forbruget skulle opgøres efter et skøn.
Klager argumenterede for, at kommunen kun har til opgave at godkende regulativet, hvis det ikke strider mod gældende lovgivning, jf. Vandforsyningsloven § 55. Vandrådet henviste til, at forslaget var baseret på Danske Vandværkers skabelon og en tidligere nævnsafgørelse, der omhandlede byrådets hjemmel til at ændre i fremsendt tekst.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) bemærkede, at forholdet mellem almene vandforsyningsanlæg og forbrugere er reguleret af Vandforsyningsloven kapitel 9 og regulativer.
Ifølge Vandforsyningsloven § 55, stk. 1, skal der udfærdiges et regulativ for ethvert alment vandforsyningsanlæg, som skal indeholde regler om forsyning og grundejernes forpligtelser. Regulativet udarbejdes af vandforsyningsanlægget og godkendes af kommunalbestyrelsen, jf. Vandforsyningsloven § 55, stk. 2.
MFKN fandt, at vandværket har beføjelse til at udarbejde regulativet og beslutte opkrævning for brandvand. Nævnet vurderede, at Vejen Kommune ikke havde hjemmel til at nægte godkendelse af regulativet med den anførte begrundelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunens godkendelsesbeføjelse er begrænset af Vandforsyningsloven § 55, stk. 2, og at loven ikke giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at pålægge ændringer i et eksisterende regulativ.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede derfor Vejen Kommunes afgørelse af 28. marts 2017 om ikke at godkende fællesregulativ for almene vandforsyninger og hjemviste sagen til fornyet behandling. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Vandforsyningsloven § 81.
Nævnenes HusMiljø- og Fødevareklagenævnet har fastlagt, hvordan afstandskrav til vandforsyningsanlæg skal forstås i jordvarmebekendtgørelsen.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Konkurrence- og ForbrugerstyrelsenSagen omhandler en klage over Horsens Kommunes og V1's beslutning om at kræve etablering af en udendørs målerbrønd hos klageren i forbindelse med en overtagelse af vandforsyningen.
Horsens Kommune blev i januar 2020 opmærksom på, at drikkevandskvaliteten fra V2 var forringet på grund af overskridelser af grænseværdien for arsen. Som en løsning indgik V2 og V1 den 26. august 2020 en aftale om, at V1 skulle overtage forsyningen af V2's otte forbrugere. Et centralt vilkår for denne overtagelse var etablering af udendørs målerbrønde hos forbrugerne.
Fem af V2's forbrugere, herunder klageren, havde ikke udendørs målerbrønde. Klageren rettede den 1. oktober 2020 henvendelse til Horsens Kommune, da klageren ikke var tilfreds med aftalen om tilslutning. Kommunen svarede i flere omgange, at sammenlægningen af vandværkerne skete i henhold til aftalen af 26. august 2020 og V1's regulativs punkt 3.2 om "overtagelse", som gav V1 ret til at fastsætte vilkår for vandlevering, herunder krav om målerbrønde. Kommunen vurderede vilkårene som rimelige og sædvanlige og afviste at kontakte V1 for at få frafaldet kravet. Kommunen henviste klageren til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for tvister med vandforsyningen, jf. regulativets punkt 15.
Kommissorium og medlemmer til Vandreguleringsudvalg er nu på plads. Målet er nye anbefalinger til en effektiv vandsektor med stabile forbrugerpriser og en fortsat udvikling af sektoren.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt Ballerup Kommunes indberetning for 2024 vedrørende vandselskaber, da der ikke er fundet væsentlige ændringer eller prisafvigelser.
Klageren fastholdt, at der ikke var tale om en overtagelse eller sammenlægning i regulativets forstand, og at V1 derfor ikke havde hjemmel til at kræve målerbrønde. Klageren henviste til en retssag, hvor en borger blev frifundet for et lignende påbud. Klageren anførte desuden, at kravet om målerbrønde var i strid med regulativets punkt 9.3, som angiver, at afregningsmåleren som udgangspunkt skal anbringes i bygning umiddelbart efter jordledningens indføring eller i målerbrønd efter vandforsyningens anvisning. Klagerens eksisterende måler var opsat korrekt indendørs.
Den 9. februar 2021 sendte Horsens Kommune et påbud efter Vandforsyningsloven § 62 til V2, hvorefter klageren modstræbende fik etableret en målerbrønd. Klageren gjorde gældende, at enten V1 eller Horsens Kommune skulle godtgøre udgifterne til etablering af brønden.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Ikast-Brande Kommunes tilladelse til grundvandsindvinding til husdyr...
Læs mereDette dokument omhandler implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184 om kvaliteten af drik...
Læs mereVejledning om kommunal kontrol med spildevandsforsyningsselskabers betalingsvedtægter og vandafledningsbidrag
