Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelse af 27. maj 2016 om ikke at meddele påbud til V1 vedrørende støj fra to kunstgræsbaner ved F1 i Gentofte Kommune. Klagen blev indgivet af flere omboende den 20. juni 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.
Før 2008/2009 var der tre græsbaner på stedet. I 2008/2009 blev én græsbane omdannet til kunstgræsbane, og i 2015 blev yderligere en græsbane omdannet. Den 14. oktober 2010 traf Gentofte Kommune en afgørelse om støj fra den første kunstgræsbane, som Natur- og Miljøklagenævnet ophævede og hjemviste den 19. december 2013 (sag NMK-10-00324). Nævnet anbefalede kommunen at vurdere mulighederne for støjdæmpende tiltag, herunder driftsmæssige og anlægsmæssige foranstaltninger.
Klagerne anførte, at støjniveauet fra aktiviteter på kunstgræsbanerne oversteg 60 dB(A) og var markant hele året, ofte til sent om aftenen. De mente, at kommunen havde ignoreret Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse og udvist uacceptabelt lang sagsbehandlingstid. Udover støj klagede de over:
Gentofte Kommune traf afgørelse om ikke at meddele påbud, idet de vurderede, at omdannelsen til kunstgræsbaner primært øgede belastningen i vinterhalvåret. Kommunen havde iværksat eller planlagde følgende tiltag for at mindske støjgenerne:
Kommunen bemærkede, at de kun kunne regulere støj fra V1 efter Miljøbeskyttelsesloven § 42, stk. 3, og ikke støj fra skolens eller uorganiserede aktiviteter. De havde vurderet støjdæmpende tiltag baseret på Kløvermarksrapporten og V2's notat, som estimerede en støjbelastning på op til 55 dB(A) for de nærmeste naboer. Etablering af en støjskærm blev anset for uforholdsmæssigt dyrt og uproportionalt, med anslåede omkostninger på 2,7-4,56 mio. kr. for en 3-5 meter høj skærm. Kommunen afviste desuden, at sagsbehandlingstiden var bevidst lang, og at nye støjmålinger ikke var egnede til at udstede påbud i sager om menneskeskabt støj fra idrætsanlæg.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Gentofte Kommunes afgørelse af 27. maj 2016 om ikke at meddele påbud til V1 vedrørende støj fra de to kunstgræsbaner ved F1.
Nævnet fastslog, at selvom afgørelser om ikke-påbud normalt ikke kan påklages i henhold til Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 22, stk. 1, nr. 3, var klageadgangen ikke afskåret i denne sag, da kunstgræsbanerne er kommunalt ejede, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 23. Nævnet kunne kun vurdere, om kommunens afgørelse var truffet på et tilstrækkeligt oplyst, teknisk og juridisk korrekt grundlag.
Nævnet bemærkede, at et påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42, stk. 3 forudsætter væsentlige støjulemper fra organiserede aktiviteter. Selvom Miljøstyrelsens Vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder (Støjvejledningen) angiver vejledende grænseværdier, fandt nævnet, at støj fra idrætsudøvelse ikke umiddelbart kan sammenlignes med virksomhedsstøj. Kløvermarksrapporten indikerer, at støjgener på 50-55 dB(A) fra boldbaner kan være acceptable, selv om aftenen og i weekenden. Nævnet fandt, at Kløvermarksrapportens konklusioner om kildestyrker kunne anvendes, selv med flere spillere på banen, da variationen i måleresultaterne var inden for 5 dB(A). Koteforskellen mellem banerne og beboelserne blev ikke anset for at have væsentlig betydning for støjbidraget.
Nævnet konstaterede, at Gentofte Kommune havde vurderet mulige løsningsforslag baseret på kendt viden og eksisterende erfaringer, herunder Kløvermarksrapporten og V2's notat, som estimerede en støjbelastning på op til ca. 55 dB(A) for de nærmeste naboer. Kommunen havde vurderet, at det ikke var muligt at øge afstanden væsentligt, at begrænsninger i spilletider var uproportionalt, og at etablering af en støjskærm ville være uforholdsmæssigt dyrt og uproportionalt at påbyde V1. De iværksatte tiltag, såsom flytning af skudtræning og spillerbokse, ophør med højttalerbrug og opsætning af skilte, blev anset for at mindske unødig støj. Vedrørende støj fra hegnet var det oplyst, at kommunen regelmæssigt efterser og spænder det.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Gentofte Kommune havde truffet afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst sagsgrundlag og stadfæstede derfor afgørelsen om ikke-påbud.
Nævnet bemærkede, at det kun kan behandle forhold omfattet af miljøbeskyttelsesloven og derfor ikke havde kompetence til at tage stilling til klagepunkter vedrørende lysgener, bolde i haverne, urinerende spillere mv. Klagepunktet vedrørende VVM-reglerne blev heller ikke behandlet, da den påklagede afgørelse udelukkende vedrørte et ikke-påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42. Vedrørende klagen over kommunens sagsbehandlingstid henviste nævnet klager til Ankestyrelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet beklagede den lange sagsbehandlingstid.

Ny vejledning beskriver, hvordan kommuner skal vurdere og håndtere støjgener fra idrætsanlæg i forbindelse med klagesager og planlægning.



Sagen drejer sig om en klage over støjgener fra en møbelpolstrervirksomhed. En nabo klagede over støj, lavfrekvent støj og vibrationer fra virksomhedens kompressor, især om natten. Kalundborg Kommune afviste at udstede yderligere påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, da en støjrapport viste, at virksomheden overholdt de vejledende støjgrænser.
En ny vejledning skal gøre det nemmere og klarere for kommunerne at håndtere støj fra idrætsanlæg. En løsning, der har været efterspurgt af kommuner, DBU og DIF.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Odense Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende stø...
Læs mere
Sagen omhandler en klage over Rebild Kommunes påbud om støjgrænser for en landbrugsvirksomhed. Kommunen havde påbudt vir...
Læs mereMiljøvurdering af Program for Fremtidens S-bane: Sammenfatning af væsentlige miljøpåvirkninger