Stadfæstelse af afgørelse om genoptagelse af landbrugsstøtte og pleje af EB-græsarealer

Nævnet begrænsede sin prøvelse til de væsentligste forhold, herunder hjemmelsangivelse, forrentning af forsinket støtte, berettigelse til støtte til pleje af EB-græsarealer i 2013 og 2014, samt dækning af udgifter til sagkyndig bistand. Dette er i overensstemmelse med Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Hjemmel og begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens henvisning til et bilag med 55 bestemmelser ikke var tilstrækkelig entydig og specifik. Nævnet vurderede, at styrelsen burde have henvist specifikt til Rådets Forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 34, stk. 1, for areal korrektionen og til Bekendtgørelse om særlig støtte til landbrugere til pleje af støtteberettigede græsarealer under enkeltbetalingsordningen § 3 for afslaget på støtte til pleje af EB-græsarealer. Selvom hjemmelsmanglen ikke konkret havde betydning for afgørelsens udfald, anfører nævnet den korrekte hjemmel i sin afgørelse. Dette er i tråd med kravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Forrentning af forsinket udbetalt støttebeløb

Nævnet fastslog, at Kommissionens Forordning (EF) nr. 1122/2009 artikel 80, stk. 1, ikke giver støttemodtageren ret til renter for forsinkede udbetalinger. En eventuel renteforpligtelse skulle derfor findes i dansk lov eller praksis. Nævnet fandt, at Renteloven § 1, stk. 1 og Renteloven § 8, stk. 1 ikke fandt anvendelse, da der ikke var indgivet stævning. Der var heller ikke hjemmel i Landbrugsstøtteloven. Med henvisning til retspraksis (U1984.1061H) vurderede nævnet, at der ikke var begået en ansvarspådragende fejl fra Landbrugsstyrelsens side, og at beløbet på kr. 144.607,14 ikke var af en størrelse, der i sig selv udløste rentepligt efter praksis, selvom perioden var lang. Nævnet lagde vægt på, at Landbrugsstyrelsen ikke opnåede en rentefordel, da der var tale om EU-midler.

Berettigelse til pleje af EB-græsarealer i 2013 og 2014

Nævnet fandt, at klageren ikke var berettiget til støtte til pleje af EB-græsarealer på mark 3 i 2013 og 2014. Dette skyldtes, at der ikke var indgivet anmodning om udbetaling af tilskud i Fællesskemaerne for de pågældende år, jf. Bekendtgørelse om særlig støtte til landbrugere til pleje af støtteberettigede græsarealer under enkeltbetalingsordningen § 3. Klagerens anmærkning i bemærkningsfeltet kunne ikke udstrækkes til at omfatte denne ordning.

Dækning af udgifter til sagkyndig bistand

Nævnet afviste kravet om dækning af udgifter til sagkyndig bistand. Udgangspunktet i dansk ret er, at der ikke ydes kompensation for sådanne udgifter ved rekursinstanser, medmindre der er specifik hjemmel i særlovgivningen, som f.eks. Naturbeskyttelsesloven § 47. Da der ikke var hjemmel i Landbrugsstøtteloven, kunne kompensation ikke ydes.

Miljø- og Fødevareklagenævnet beklagede den lange sagsbehandlingstid.

Landbrugsstyrelsens vurdering

Landbrugsstyrelsen afslog genoptagelsesanmodningen med den begrundelse, at klagers areal ikke var direkte berørt af Demmer-dommen. Styrelsen fremhævede, at dommen fastlægger, hvilke ikke-landbrugsmæssige aktiviteter der må være på et støtteberettiget areal, hvor landbrugsaktiviteten ikke er væsentligt hæmmet. Styrelsen genoptog kun sager, hvor der var søgt støtte til arealer med konkurrerende aktiviteter, og hvor støtten var blevet underkendt.

Det afgørende for Landbrugsstyrelsen var, at klager ikke havde søgt enkeltbetaling for mark nr. 92-0 i ansøgningsårene 2012 og 2013. Det er en forudsætning for genoptagelse, at der er søgt støtte til marken, og at klager har modtaget en afgørelse om underkendelse af arealet. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om elektronisk fællesskema og markkort § 3, stk. 1, 1. pkt., som kræver årlig indsendelse af fællesskema for at modtage støtte. Styrelsen fandt det irrelevant, at arealet var udnyttet landbrugsmæssigt, eller at det var underkendt i tidligere år, da der ikke var søgt støtte for de aktuelle år.