Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Gentofte Kommunes afgørelse af 19. juni 2023. Kommunen havde afgjort, at driften af et springvand i haven på [A1] i Charlottenlund ikke var omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven. Klagen blev indbragt af en gruppe omboende, der mente, at springvandet burde miljøvurderes.
Klagerne anførte, at projektet var omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, litra b (anlægsarbejder i byzoner) og pkt. 12, litra e (forlystelsesparker og lignende). De fremhævede, at kommunen havde undladt at inddrage hensyn til anlæggets omgivelser.
En støjrapport, som [A1] havde fået udarbejdet i samråd med kommunen, viste ifølge klagerne, at springvandet overskred de vejledende støjgrænser, hvilket i sig selv burde udløse miljøvurderingspligt. Klagerne påpegede fejl i rapporten, herunder at museet [A1] fejlagtigt var karakteriseret som en ”eksisterende virksomhed”, hvilket begunstigede museet med en beregningsmæssig usikkerhed. De mente også, at rapporten ikke havde taget højde for kumulative støjbidrag fra museets publikum, som havde direkte sammenhæng med brugen af springvandet.
Gentofte Kommune fastholdt sin afgørelse om, at springvandet ikke var omfattet af miljøvurderingsloven. Kommunen begrundede dette med, at anlægsprojekter skal have en vis størrelse og kunne påvirke miljøet væsentligt for at falde ind under Miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, litra b, og at springvandet ikke kunne sidestilles med en forlystelsespark under pkt. 12, litra e. Kommunen oplyste desuden, at springvandet skulle overholde de vejledende støjgrænser, uanset om det var omfattet af miljøvurderingsloven.
Klagenævnet behandlede sagen i henhold til Miljøvurderingslovens § 2, jf. § 49, stk. 1. Klagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.
Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Gentofte Kommunes afgørelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at springvandet ikke er omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven.
Nævnet begrænsede sin prøvelse til de retlige spørgsmål, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og stk. 2. Dette indebærer, at nævnet vurderer lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige spørgsmål eller vurdere, om en lovlig afgørelse er hensigtsmæssig eller rimelig i forhold til omboendes interesser.
Miljøvurderingsloven finder anvendelse på projekter omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 1 og bilag 2, jf. Miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 2. Projekter i bilag 1 kræver altid miljøvurdering, mens projekter i bilag 2 kræver en screeningsafgørelse, hvis de kan forventes at have væsentlig indvirkning på miljøet, jf. Miljøvurderingslovens § 15, stk. 1 og § 21. Et ”projekt” defineres som gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, herunder nedrivning, eller andre indgreb i det naturlige miljø, jf. Miljøvurderingslovens § 5, nr. 6.
Nævnet vurderede, at springvandet ikke var omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, litra b, som omhandler anlægsarbejder i byzonen. Nævnet lagde vægt på springvandets begrænsede fysiske størrelse, som ikke kan sidestilles med større institutioner, og at den umiddelbare miljømæssige påvirkning i form af støj måtte formodes at være begrænset.
Ligeledes fandt nævnet, at springvandet ikke var omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 12, litra e, der omhandler forlystelsesparker og lignende. Nævnet bemærkede, at et springvand i tilknytning til et museum ikke sprogligt eller karakteristisk kan sidestilles med en forlystelsespark. Da projektet ikke er oplistet på lovens bilag 1 eller 2, er det ikke omfattet af miljøvurderingspligt eller screeningspligt, og krav om vurdering af kumulative påvirkninger gælder derfor heller ikke for afgørelsen.
Nævnenes Hus
Nævnenes Hus
Nævnenes HusSagen omhandler en klage over Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 9. januar 2020, hvor kommunen vurderede, at etablering af 478 ungdomsboliger på en ejendom i kommunen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Projektet omfatter opførelse af otte punkthuse med et samlet areal på 17.530 m² til ungdomsboliger med tilhørende faciliteter som parkering og fælles grønt gårdrum. Bebyggelsen er planlagt i et område for blandet bolig og erhverv, som ikke rummer særlige naturinteresser, og højden er i overensstemmelse med lokalplan 270.
Kommunen lagde til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10b, vedrørende anlægsarbejder i byzoner. På baggrund af en screening vurderede kommunen, at projektet ikke ville medføre væsentlig indvirkning på miljøet, og at en miljøkonsekvensvurdering derfor ikke var påkrævet. Kommunen henviste til, at forskrift for bygge- og anlægsarbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune skulle følges under anlægsarbejdet, og at lokalplanen stillede krav til støjberegninger for at sikre, at omkringliggende erhvervsaktiviteter ikke påvirkede lokalplanområdet mere end Miljøstyrelsens støjvejledninger tillader.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har fastlagt, hvordan afstandskrav til vandforsyningsanlæg skal forstås i jordvarmebekendtgørelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholder, at indvinding af vand fra Gudenåen til elproduktion kræver en habitatvurdering, trods kommunens anmodning om genoptagelse.
En omboende klagede den 2. april 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte primært, at afgørelsen ikke var truffet på et oplyst grundlag, at anlægsarbejdet ikke overholdt fastsatte forskrifter for støj, og at ansøgningen henviste til ophævede bekendtgørelser og en uhjemlet forskrift. Specifikt blev det nævnt, at bygherren havde henvist til en forskrift udstedt på baggrund af Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, som var afløst af en nyere bekendtgørelse. Ligeledes blev det påpeget, at Bekendtgørelse om begrænsning af luftforurening fra mobile ikke-vejgående maskiner var ophævet på afgørelsestidspunktet, og at en Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1628 var relevant.
Klageren fremhævede desuden, at støjen fra byggegrunden var til stor gene med målte lydstyrker på 85/86 dB, og at arbejdet ikke overholdt arbejdstidsbestemmelserne. Klageren mente, at kommunen havde ansvaret for at påse dette. Kommunen bemærkede i sit svar, at klageren muligvis ikke var klageberettiget efter Miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, da bopælen lå ca. 150 m fra byggeriet, og at klagen var indgivet efter klagefristens udløb.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Køge Kommunes dispensation fra støjgrænser i en lokal forskrif...
Læs mereSagen drejer sig om en klage over støjgener fra en møbelpolstrervirksomhed. En nabo klagede over støj, lavfrekvent støj ...
Læs mereLov om fremskyndelse af bygge- og anlægsprojekter med nationale forsvars- eller beredskabsformål
