Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til drifts­intensivering i beskyttet natur - Fanø

Arealets beskyttelsesstatus

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Esbjerg Kommunes vurdering af, at de omhandlede arealer er beskyttet hede, mose og overdrev. Nævnet gennemgik luftfotos fra 1985 til 2024, som viste, at arealerne fremstod uensartede og uden omlægning/dyrkning i perioden. Moseområderne var lavtliggende og vandlidende, mens hedearealerne og overdrevet var tørrere og lettere kuperede. Tidligere besigtigelser i 2002 og 2013 bekræftede en moderat til god naturtilstand med karakteristiske arter. Hovedparten af områderne er desuden kortlagt som udpegningsgrundlag i habitatområde nr. 78. Nævnet konkluderede, at arealerne har været beskyttede siden mindst 1989, og at græsning og intensivering af driften med tilskudsfodring ikke ændrer dette.

Mulighed for lovliggørende dispensation

Nævnet vurderede, at den intensive græsning, sliddet ved foderpladserne og den omfattende tilskudsfodring udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde. Nævnet er restriktiv i sin praksis, og en væsentlig jordbrugs- eller økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Der skal foreligge særlige omstændigheder, og indgrebet må ikke skabe uheldig præcedens.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Esbjerg Kommunes vurdering af, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Indgrebet var ikke naturforbedrende og tjente udelukkende private og økonomiske formål. En lovliggørende dispensation ville desuden skabe en uhensigtsmæssig præcedens. Det forhold, at klager var ophørt med tilskudsfodring, ændrede ikke på, at der var sket en dispensationskrævende tilstandsændring. Nævnet bemærkede desuden, at dispensationen fra 2017 var givet på betingelse af, at driften ikke intensiveres på § 3-beskyttede arealer, hvilket klager selv havde medgivet var sket.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Danmarks Naturfredningsforening klagede med den begrundelse, at gødskningen med kunstgødning ikke var sædvanlig og lovlig drift, at Varde Kommune ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt i henhold til officialprincippet, og at afgørelsen var i strid med Natura 2000-udpegningen og naturplanen. Klager anførte, at den ændrede praksis ville intensivere landbrugsdriften og skade naturen, samt at der manglede en konsekvensvurdering for Natura 2000-området. Varde Kommune fastholdt, at den hidtidige gødskning var lovlig, og at den ændrede gødningstype, som var separeret og forsuret, lignede kunstgødning i næringsstofindhold, og derfor ikke ville medføre tilstandsændringer eller påvirke Natura 2000-udpegningsgrundlaget negativt.