Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en ejendom i Horsens Kommune, hvor et areal på ca. 0,83 ha af en § 3-beskyttet eng blev opdyrket i 2007/2008. Kommunen konstaterede det ulovlige forhold og har siden forsøgt at få arealet reetableret.
Horsens Kommune meddelte første gang påbud om reetablering af engen i marts 2011. Da påbuddet ikke blev efterkommet, fulgte kommunen op med besigtigelser i 2016 og 2019, som bekræftede, at arealet fortsat var i landbrugsdrift. I oktober 2019 meddelte kommunen et nyt påbud om reetablering samt afslag på dispensation. Ingen af disse afgørelser blev påklaget.
I maj 2022 traf kommunen den nu påklagede afgørelse, som indeholdt endnu et påbud om reetablering og et afslag på en ny ansøgning om lovliggørende dispensation.
Klageren har påklaget afgørelsen fra maj 2022 med ønske om fortsat at kunne anvende arealet til landbrugsdrift. Som kompensation for den tabte naturværdi tilbød klageren at udlægge erstatningsnatur på et andet areal. Klageren anførte desuden, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet ved ikke at have fulgt op på det oprindelige påbud fra 2011 i en længere periode, og at kommunen derfor var afskåret fra at håndhæve kravet om reetablering.
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en todelt afgørelse i sagen. Klagen over påbuddet om reetablering blev afvist, mens afslaget på dispensation blev ophævet og hjemvist til ny behandling i kommunen.
Nævnet fandt, at det ikke havde kompetence til at behandle klagen over selve påbuddet om fysisk lovliggørelse. Dette skyldes, at påbuddet blev anset for at være en del af kommunens tilsynsvirksomhed. Afgørelser truffet som led i tilsyn kan ifølge Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, jf. § 73, stk. 5, ikke påklages til nævnet. Nævnet lagde vægt på, at kommunens afgørelse fra 2022 blot var en opfølgning på tidligere, ikke-påklagede afgørelser om, at arealet var beskyttet, og at opdyrkningen var ulovlig.
Nævnet ophævede den del af kommunens afgørelse, der vedrørte afslag på lovliggørende dispensation mod udlæg af erstatningsnatur. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Horsens Kommune. Nævnet vurderede, at kommunens afslag var i strid med forvaltningslovens krav til begrundelse. Ifølge Forvaltningslovens § 22 og § 24 skal en afgørelse indeholde en forklaring på, hvorfor den har fået et bestemt indhold. Kommunen havde slet ikke begrundet, hvorfor klagerens tilbud om erstatningsnatur blev afvist. Denne mangel blev anset for at være en konkret væsentlig fejl, der medførte afgørelsens ugyldighed på dette punkt. Kommunen skal derfor foretage en ny, begrundet vurdering af ansøgningen.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Nævnenes Hus
Horsens Kommune meddelte den 31. marts 2016 et påbud om reetablering af naturtilstanden på en beskyttet eng på matrikel [matrikel1], Urup Hgd. Påbuddet indebar et forbud mod omlægning, udsåning af plantefrø og gødskning af arealet. Kommunen begrundede påbuddet med en intensivering af driften af engen over de seneste ca. 13 år, hvilket havde forringet engens naturkvalitet. Arealet havde været registreret som beskyttet naturområde siden 1992-94, og kommunen vurderede, at det opfyldte kriterierne for beskyttet eng, men at dets kvalitet var forringet i forhold til et nærliggende referenceareal.
Kommunen baserede sin vurdering på en besigtigelse i 2014 samt luftfotos fra 1945 til 1995, som ifølge kommunen ikke viste tegn på markafgrøder, men heller ikke udelukkede regelmæssige omlægninger og gødskning. Dog bekræftede luftfotos ikke den omlægningshyppighed, der var praktiseret fra 1995 og frem. Kommunen vurderede, at den nuværende omlægningshyppighed på 4-6 års interval var en intensivering, der ikke var forenelig med beskyttelseskriterierne i .
Et ægtepar er idømt 4 måneders betinget fængsel for at omdanne 1.800 m² beskyttet mose til sø og privat have.
Lodsejeren påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klageren anførte, at arealet i perioden 1964-1990 havde været drevet med regelmæssig sædskifte på 3-5 år, herunder med græs, korn og roer. Klageren fastholdt, at der ikke var sket en tilstandsændring af engen i de sidste 13 år, og at den nuværende drift med græs var en fortsættelse af tidligere sædskifter. Klageren bestred også kommunens brug af naboengen som referenceareal, da de aldrig var blevet dyrket sammen.
Horsens Kommune fastholdt sin vurdering af intensiveret drift, som var blevet bemærket under udarbejdelsen af en miljøgodkendelse for en udvidelse af husdyrhold. Kommunen havde foretaget vurderingen ved hjælp af luftfotos og en besigtigelse i 2014 og havde inddraget lodsejerens og forpagterens kommentarer i sagen.
Sagen omhandler en klage over Norddjurs Kommunes afgørelse om, at et areal er omfattet af [Naturbeskyttelseslovens § 3](...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Viborg Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til op...
Læs merePlan for udpegning af ca. 28.000 hektar ny urørt statsskov for at styrke biodiversiteten
