Ophævelse af registrering af beskyttet eng grundet braklægningsordning

Sagen omhandler en afgørelse fra Kalundborg Kommune, der registrerede et areal på ca. 4.300 m² som beskyttet fersk eng i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4 og meddelte påbud om reetablering. Afgørelsen blev påklaget af ejeren.

Arealets historik og kommunens vurdering

Kalundborg Kommune vurderede på baggrund af luftfotos, at arealet var dyrket frem til 1985, men henlå udyrket fra 1989 til 2007. I denne periode på 18 år mente kommunen, at arealet havde udviklet sig til en beskyttet eng. Arealet blev igen inddraget i markdrift i 2008. Kommunen anerkendte, at arealet ikke var beskyttet ved lovens ikrafttræden i 1992, men at det efterfølgende var "vokset ind" i beskyttelsen.

Klagers anbringender

Klageren anførte, at arealet fra 1993 til 2008 var udlagt som brak for at opfylde ejendommens forpligtelser under EU's hektarstøtteordning og senere enkeltbetalingsordningen. Da braklægningsforpligtelsen ophørte i 2008, blev arealet genopdyrket. Klageren henviste til, at arealer, der udvikler sig til beskyttet natur som følge af sådanne aftaler, er undtaget fra beskyttelsen i en periode på et år efter aftalens udløb, jf. Naturtypebekendtgørelsen § 2, stk. 1. Kommunen afviste dette med henvisning til, at den pågældende støtteordning ikke var omfattet af undtagelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Kalundborg Kommunes afgørelse om registrering af beskyttet eng og påbud om reetablering.

Arealets status før braklægning

Nævnet fastslog, at arealet ikke var omfattet af § 3-beskyttelsen i 1993, da det blev udlagt til brak. Dette baseres på luftfotos og klagers oplysninger om drift, som viser, at arealet var i omdrift op til dette tidspunkt. Kommunen var enig i denne vurdering.

Vurdering af braklægningsordningen

Nævnet fandt, at selvom arealet havde udviklet sig til en fersk eng i 2008, var denne udvikling sket som direkte følge af en aftale med en offentlig myndighed om en særlig driftsform – nemlig braklægning under EU's hektarstøtteordning og enkeltbetalingsordning. Denne situation er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturtypebekendtgørelsen § 2, stk. 1.

Undtagelsen indebærer, at ejeren lovligt kunne genopdyrke arealet inden for et år efter brakaftalens ophør i 2008, hvilket skete. Arealet var derfor ikke beskyttet på tidspunktet for genopdyrkningen.

Nævnet bemærkede desuden, at en tidligere nævnsafgørelse, som kommunen havde henvist til, efterfølgende var blevet genoptaget og ændret, så den understøttede nævnets konklusion i denne sag. På denne baggrund blev kommunens afgørelse ophævet.